Den modvillige jurist

Har lige forstået hvorfor jeg ikke arbejder i det offentlige *S* Smaddersjov læsning, men mavesår og frustration i det virkelige liv..

Hvorfor bliver man kaldt modvillig, når man blot bidrager med sin faglige viden om, hvordan ting i det offentlige skal foregå?

Er det fordi det ikke accepteres, at noget ikke kan lade sig gøre - fordi der er grænser fastsat af andre?

Med andre ord, hvor blev respekten for og loyaliteten til Folketinget og magtens tredeling af?

Tja, hvis man er modvillig jurist fordi man ønsker at der er hjemmel til at gøre hint eller dette, så jeg også en modvillig jurist. Forestil jer en offentlig forvaltning (herunder stat), hvor alle ansatte gør som de synes de har lyst til, uden hensyntagen til om det er ok i forhold til de regler folketinget har vedtaget. Så kan vi jo lige så godt nedlægge demokratiet og overlade styringen til de til enhver tid ansatte i administrationen. Pyt med grænserne for statens magtudøvelse, pyt med borgernes retssikkerhed, pyt med privatlivets fred, pyt med menneskerettigheder og væk med enhver irriterende begrænsning for hvad administrationen kan tillade sig.

Selv ville jeg nok i en sådan situation have bedt om, at få problemstillingen på mail incl. navn på den jurist i departementet som ikke mente der var problemer i projektet. Og derefter svare, at når nu jurist det og det havde sagt at der ikke var problemer, var der vel ingen grund til at spilde min tid med et spørgsmål som allerede var afklaret i departementet. Og mailvekslingen ville jeg naturligvis gemme, så jeg til enhver tid kunne holde ryggen fri.

Men Tak for et godt grin over beskrivelsen, som ser ud som en virkelighed set fra en ikke-jurists synspunkt eller måske oven i købet synspunkt fra en tilhænger af autonomi og frihed for regulering i statsapparatets magtudøvelse.

Godt jeg ikke arbejder i det offentlige. Især når jeg ser på de fornærmede kommentarer til artiklen.

Hvis man skal have et projekt stoppet eller en ide lagt død, skal man blot spørge en jurist.
De kan altid finde det mindste hår i suppen, ud fra den tilgang, at siger man nej får man ingen problemer. Og er der ikke noget hår i suppen, kan de mere kreative typer altid opfinde et.

Som jeg læser det er artiklen jo ikke en kritik af at man skal overholde lovgivningen - men af den tilgang, der åbenbart er til nye tiltag visse steder i forvaltningen. Hvis juristen nu i stedet havde sagt "det lyder som en super fin ide - det kigger jeg på med det samme" var artiklen nok ikke blevet skrevet, vel..?

Jeg holder rigtig meget af Per Helge Møllers satire om det offentlige. Han formår på sin særlige sprogligt finurlige måde at sætte fokus på nogle af de uheldige sider, der kan være i det offentlige. Og det er jo ikke særligt motiverende, hvis man oplever jurister som en barriere i stedet for en samarbejdspartner.

Når det er sagt, så betyder det jo ikke, at Per Helge får vist en eller anden sand, sataniske natur ved det offentlige eller jurister i særdeleshed. Uheldige sider findes ved mange ting – også i det private eksempelvis. Lad os holde fast i, at vi har et fantastisk offentligt system, der kan måle sig med de bedste. Og tak til de mange offentligt ansatte, der dagligt får samfundet til at fungere.

Jeg har som jurist ansat i staten i mere end 22 år haft fornøjelsen af at blive spurgt mange gange om noget kan lade sig gøre. Jeg har også selv haft fornøjelsen af at sætte en mængde projekter i søen selv ud fra, hvad jeg mener, ligger inden for reglerne. Og her nærmer vi os noget af det centrale, som vi som jurister bliver spurgt om. Det samme bliver jurister i det private jo også spurgt om – hvad kan vi gøre inden for reglerne? Der er så den væsentlige forskel, at det private bare skal holde sig inden for reglerne – altså ikke gøre noget forbudt, mens det offentlige er bundet til kun at måtte gøre noget, hvis det er tilladt – altså hvor der er ”hjemmel”. Men selvfølgelig er der noget frihed inden for disse rammer, og jeg har aldrig hørt, at udvikling af en app, e-læring eller lignende skulle være et juridisk problem. Det er snarere et teknisk og økonomisk spørgsmål.

Man kan vel tage Per Helges velfortalte historie som en erindring om, at ja, vi har regler som en del af demokratiet, og ja, vi har jurister, der hjælper med at fortolke og anvende disse regler, men man skal selvfølgelig som jurist være en samarbejdspartner, der ser muligheder frem for en skrankepave, der skyder ting ned, mens man rynker på næsen. Det samme gælder vel også inden for andre fag. Hvis jeg spørger en IT-specialist om mit projekt kan lade sig gøre, så håber jeg da også på at få et positivt og aktivt medspil, og ikke et modspil, om at ”den fjollede idé har vi hørt om flere gange, og det er alt for dyrt!” Så det kan jo tages som et historie til alle os faglige eksperter om at forvalte vores viden på en gavnlig måde. Og det er jeg sikker på, at alle faglige eksperter arbejder på hver dag.