Den modvillige jurist

8.4.2016

af

Foto: Michael Daugaard

Foto: Michael Daugaard

Ja, det er jo ikke noget, vi kan godkende uden at have fundet den nødvendige hjemmel.”

Jeg stirrede frustreret på manden foran mig. Et fuldblodseksemplar af bureaukratiets ædle race: Den modvillige jurist. Som var på vej til at gå fuldkommen i baglås, fordi vi havde foreslået noget så samfundsomstyrtende, som at styrelsen skulle lave en iPhone-app.

”Det er jo ikke noget, der er forudset i lovgivningen,” fortsatte han i et tonefald, der ikke efterlod tvivl om, hvad han mente om ting, der ikke var forudset i lovgivningen.

Jeg bed tænderne sammen. Et øjeblik overvejede jeg at forklare, at jeg ikke bare var en fuldmægtig fra tredje kontor, han kunne feje til side. Jeg arbejdede i direktionssekretariatet. For styrelsesdirektøren. Som faktisk syntes, at dette her var et utrolig spændende projekt.

Men jeg vidste, at det ikke ville nytte noget. Den modvillige jurist var ikke underlagt direktørens vilje. Han arbejdede slet ikke for styrelsen. Han arbejdede for Gud. Ikke ham med Jesus, naturligvis. Den sande Gud. Som havde åbenbaret sin plan for menneskeheden i forvaltningslovens hellige skrifter med tilhørende bekendtgørelse og guddommelige lovbemærkninger. Og hvis vilje i det daglige blev udmøntet af Guds jordiske repræsentant: Den modvillige jurist.

At forsøge at banke juristen på plads med henvisning til styrelsens verdslige ledelse ville gøre alting værre. Gud var allerede skuffet over direktøren. Som gentagne gange havde fornærmet Guds plan ved at beslutte alle mulige vidtrækkende ting uden først at konsultere hans herligheds profet. Og ikke bare det! I mere end et tilfælde havde direktøren – oh, skændsel – truffet beslutninger, der var i direkte modstrid med profetens anbefalinger, og hvis hjemmel i de hellige skrifter overhovedet ikke var tilstrækkeligt belyst.

Jeg tog en dyb indånding. Der var kun én måde at få manden til at makke ret: At henvise til en højere guddom. Men det skulle gøres varsomt.

Forsigtigt – med de formuleringer, jeg havde indøvet på vej ned ad trappen – forklarede jeg, at jeg faktisk allerede havde haft en uformel samtale med en af departementets jurister, som jeg helt tilfældigt var stødt ind i. Og han havde ikke kunnet se de store barrierer for projektet.

Jeg skævede nervøst til manden foran mig. Nu var det knald eller fald. Enten ville han rette ind under indflydelse af en overlegen guddommelig autoritet. Eller også ville jeg blive sendt til helvede for at have tilbedt en falsk profet.

”Departementets jurister?”

Juristens tonefald lovede ikke godt.

”Men hvis departementets jurister er involverede, så skal vi måske sætte et egentligt udredningsarbejde i gang? Mon ikke vi så også bør inddrage kammeradvokaten? Og Justitsministeriets lovkontor?”

Han sendte mig et smil, som det ikke krævede profetiske evner at forstå:

”Velkommen til helvede.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Frank Bøgh Madsen
7 år siden
Jeg holder rigtig meget af Per Helge Møllers satire om det offentlige. Han formår på sin særlige sprogligt finurlige måde at sætte fokus på nogle af de uheldige sider, der kan være i det offentlige. Og det er jo ikke særligt motiverende, hvis man oplever jurister som en barriere i stedet for en samarbejdspartner. Når det er sagt, så betyder det jo ikke, at Per Helge får vist en eller anden sand, sataniske natur ved det offentlige eller jurister i særdeleshed. Uheldige sider findes ved mange ting – også i det private eksempelvis. Lad os holde fast i, at vi har et fantastisk offentligt system, der kan måle sig med de bedste. Og tak til de mange offentligt ansatte, der dagligt får samfundet til at fungere. Jeg har som jurist ansat i staten i mere end 22 år haft fornøjelsen af at blive spurgt mange gange om noget kan lade sig gøre. Jeg har også selv haft fornøjelsen af at sætte en mængde projekter i søen selv ud fra, hvad jeg mener, ligger inden for reglerne. Og her nærmer vi os noget af det centrale, som vi som jurister bliver spurgt om. Det samme bliver jurister i det private jo også spurgt om – hvad kan vi gøre inden for reglerne? Der er så den væsentlige forskel, at det private bare skal holde sig inden for reglerne – altså ikke gøre noget forbudt, mens det offentlige er bundet til kun at måtte gøre noget, hvis det er tilladt – altså hvor der er ”hjemmel”. Men selvfølgelig er der noget frihed inden for disse rammer, og jeg har aldrig hørt, at udvikling af en app, e-læring eller lignende skulle være et juridisk problem. Det er snarere et teknisk og økonomisk spørgsmål. Man kan vel tage Per Helges velfortalte historie som en erindring om, at ja, vi har regler som en del af demokratiet, og ja, vi har jurister, der hjælper med at fortolke og anvende disse regler, men man skal selvfølgelig som jurist være en samarbejdspartner, der ser muligheder frem for en skrankepave, der skyder ting ned, mens man rynker på næsen. Det samme gælder vel også inden for andre fag. Hvis jeg spørger en IT-specialist om mit projekt kan lade sig gøre, så håber jeg da også på at få et positivt og aktivt medspil, og ikke et modspil, om at ”den fjollede idé har vi hørt om flere gange, og det er alt for dyrt!” Så det kan jo tages som et historie til alle os faglige eksperter om at forvalte vores viden på en gavnlig måde. Og det er jeg sikker på, at alle faglige eksperter arbejder på hver dag.
Karen Kaufmann
7 år siden
Som jeg læser det er artiklen jo ikke en kritik af at man skal overholde lovgivningen - men af den tilgang, der åbenbart er til nye tiltag visse steder i forvaltningen. Hvis juristen nu i stedet havde sagt "det lyder som en super fin ide - det kigger jeg på med det samme" var artiklen nok ikke blevet skrevet, vel..?