8.4.2016
af
Per Helge Sørensen
Foto: Michael Daugaard
Ja, det er jo ikke noget, vi kan godkende uden at have fundet den nødvendige hjemmel.”
Jeg stirrede frustreret på manden foran mig. Et fuldblodseksemplar af bureaukratiets ædle race: Den modvillige jurist. Som var på vej til at gå fuldkommen i baglås, fordi vi havde foreslået noget så samfundsomstyrtende, som at styrelsen skulle lave en iPhone-app.
”Det er jo ikke noget, der er forudset i lovgivningen,” fortsatte han i et tonefald, der ikke efterlod tvivl om, hvad han mente om ting, der ikke var forudset i lovgivningen.
Jeg bed tænderne sammen. Et øjeblik overvejede jeg at forklare, at jeg ikke bare var en fuldmægtig fra tredje kontor, han kunne feje til side. Jeg arbejdede i direktionssekretariatet. For styrelsesdirektøren. Som faktisk syntes, at dette her var et utrolig spændende projekt.
Men jeg vidste, at det ikke ville nytte noget. Den modvillige jurist var ikke underlagt direktørens vilje. Han arbejdede slet ikke for styrelsen. Han arbejdede for Gud. Ikke ham med Jesus, naturligvis. Den sande Gud. Som havde åbenbaret sin plan for menneskeheden i forvaltningslovens hellige skrifter med tilhørende bekendtgørelse og guddommelige lovbemærkninger. Og hvis vilje i det daglige blev udmøntet af Guds jordiske repræsentant: Den modvillige jurist.
At forsøge at banke juristen på plads med henvisning til styrelsens verdslige ledelse ville gøre alting værre. Gud var allerede skuffet over direktøren. Som gentagne gange havde fornærmet Guds plan ved at beslutte alle mulige vidtrækkende ting uden først at konsultere hans herligheds profet. Og ikke bare det! I mere end et tilfælde havde direktøren – oh, skændsel – truffet beslutninger, der var i direkte modstrid med profetens anbefalinger, og hvis hjemmel i de hellige skrifter overhovedet ikke var tilstrækkeligt belyst.
Jeg tog en dyb indånding. Der var kun én måde at få manden til at makke ret: At henvise til en højere guddom. Men det skulle gøres varsomt.
Forsigtigt – med de formuleringer, jeg havde indøvet på vej ned ad trappen – forklarede jeg, at jeg faktisk allerede havde haft en uformel samtale med en af departementets jurister, som jeg helt tilfældigt var stødt ind i. Og han havde ikke kunnet se de store barrierer for projektet.
Jeg skævede nervøst til manden foran mig. Nu var det knald eller fald. Enten ville han rette ind under indflydelse af en overlegen guddommelig autoritet. Eller også ville jeg blive sendt til helvede for at have tilbedt en falsk profet.
”Departementets jurister?”
Juristens tonefald lovede ikke godt.
”Men hvis departementets jurister er involverede, så skal vi måske sætte et egentligt udredningsarbejde i gang? Mon ikke vi så også bør inddrage kammeradvokaten? Og Justitsministeriets lovkontor?”
Han sendte mig et smil, som det ikke krævede profetiske evner at forstå:
”Velkommen til helvede.”
Ledige stillinger