UKIP vandt vælgerne, men tabte valget

23.3.2016

af

Foto: Gareth Fuller & Daniel Leal-Olivas

Foto: Gareth Fuller & Daniel Leal-Olivas

Forventningerne til det højrepopulistiske parti UKIP var store ved sidste års parlamentsvalg i Storbritannien, men partiet måtte sande, at det britiske valgsystem er nådesløst over for politiske opkomlinge.

Tosser, galninge og skabsracister” lød den ­bri­tiske premierministers David Camerons hånlige karakteristik af medlemmerne af højre­fløjspartiet UK Independence Party (UKIP) tilbage i 2006. Meget få tog dengang det EU- og immigrationsskeptiske parti alvorligt, men efter at partiet fik mere end hver fjerde stemme ved valget til Europa-Parlamentet i 2014, begyndte såvel offentligheden som UKIP selv at tro på, at partiet var på vej til at blive en magtfaktor i britisk politik. Derfor blev det efterfølgende parlamentsvalg også set som lidt af en ilddåb for UKIP og dets karismatiske leder, Nigel Farage, som partiet valgte at bygge sin valgkampagne op omkring. 

Men selvom fire millioner vælgere satte deres kryds ved UKIP den 7. maj 2015, vandt partiet kun ét sæde ud af 650 i Underhuset. Det britiske valgsystem, ’first past the post’, spændte endnu en gang ben for et mindre parti. I den enkelte valgkreds er det kun den kandidat, der får flest stemmer, der bliver valgt ind i Underhuset. Et parti kan således på landsplan høste masser af stemmer, men hvis disse ikke er koncentreret i de enkelte valgkredse, er krydserne spildt. Det kræver derfor en velplanlagt strategisk kampagne at sparke døren ind til Westminster. Matthew Goodwin, der er professor i politik ved University of Kent, mener, at bl.a. UKIP’s start som protestbevægelse har været med til at gøre det svært for dem at føre en professionel kampagne.

“UKIP agerede ikke som andre nye politiske partier, der meget tidligt begynder at føre valgkampagner og optjene ­erfaring. I 20 år førte UKIP ikke rigtigt valgkampagner, og de tog dem ikke særligt alvorligt. Konsekvensen blev, at det ­forsinkede og skadede deres udvikling, forklarer han.

Brugte kræfterne forkert

Matthew Goodwin og hans kollega, lektor i politik ved ­Nottingham University, Caitlin Milazzo, fulgte partiet gennem kampagnen op til 2015-valget og lavede mere end 100 interviews med en række nøglepersoner i UKIP, bl.a. politikere, aktivister og donorer. I deres nye bog ’UKIP  Inside the Campaign to Redraw the Map of British Politics’ undersøger de, hvilke fejl partiet begik.

Til Europa-Parlamentsvalget havde UKIP ­kommunikeret deres kernebudskaber ud i interviews, store plakater og masser af pjecer. Et partimedlem beskrev en typisk UKIP-kampagne som: At dukke op, lave en masse ståhej, dele balloner og brochurer ud og tage hjem igen. Den strategi ville dog næppe give partiet de så attråede parlamentssæder.

Men UKIP manglede mange af de værktøjer, der er nødvendige i en moderne valgkampagne. De havde intet computer­system til at samle information om vælgerne, hvilket betød, at de ikke vidste, hvor de skulle sætte ind. Aktivister fra de store partier noterede omhyggeligt de svar ned, de fik fra vælgere, når de var rundt og stemme dørklokker. UKIP’s aktivister blev også sendt ud i gaderne, men skriblede tilfældige observationer ned, og ofte var det den forkerte information, der blev noteret. 

UKIP lagde ud med at vælge 30 valgkredse, hvor de ­ville koncentrere deres indsats og ressourcer. Kredsene var valgt ud fra bl.a. demografiske kriterier og blev vurderet til at ­være dem, hvor UKIP havde størst mulighed for at blive valgt. ­Flere partimedlemmer satte dog spørgsmålstegn ved udvælgelsen. De mente, at en del af kredsene var blevet udvalgt baseret på vennetjenester og personlige relationer frem for ­objektive kriterier.

Caitlin Milazzo mener også, at UKIP valgte at fokusere på de forkerte valgkredse.

”De brugte en masse kræfter på kredse, som ikke var ­demografisk favorable, og som de derfor aldrig ville vinde, mens der var andre fordelagtige områder – bl.a. nogle, hvor de klarede sig virkelig godt til Europa-Parlamentsvalget – som de overså. De valgte også for mange valgkredse. De burde have koncentreret deres indsats om en håndfuld fra starten og brugt deres ressourcer på dem. Det blev hurtigt for meget for dem at drive koncentrerede kampagner i nogle få ­kredse, mens de også skulle forsøge at hjælpe til i de resterende 600 valgkredse rundt omkring i landet. Der var nok overdrevne forventninger til, hvor meget de kunne opnå,” lyder hendes vurdering.

UKIP valgte i løbet af valgkampen at indsnævre fokus til 10 kredse og til sidst til en enkelt: UKIP-lederen Nigel Farages kreds, Thanet South.

Kidnappere og homofober

Hvis UKIP skal opnå et bedre resultat ved næste valg, skal de begynde at rekruttere kandidater meget tidligere, lyder rådet fra Caitlin Milazzo.

”Der var en hel del højprofilerede skandaler, hvor kandidater viste sig at have en snusket fortid eller blev fanget i at sige problematiske ting. De store partier interviewer deres kan­di­dater for netop at undgå den slags” pointerer hun.

Blandt skandalerne var en politiker, der foreslog, at butikker skulle have ret til at afvise kvinder og ­homoseksuelle. En anden mente, at en række oversvømmelser skyldes ­regeringens beslutning om at tillade homoseksuelle at blive gift. En tidligere talsmand for partiet viste sig at være dømt for at have deltaget i en kidnapning i Pakistan, og en ­række medlemmer blev afsløret i at have forbindelser til højre­ekstreme organisationer.

Ikke bred nok appel

I partiet var der også intern uenighed om, hvilke ­politiske budskaber vælgerne skulle præsenteres for. Partiets første medlem af Underhuset, Douglas Carswell, en afhopper fra de konservative, luftede offentligt i slutningen af december 2014 et ønske om, at UKIP skulle være optimistisk og inkluderende. Han mente, at UKIP skulle vise, at partiet havde en international dagsorden frem for at tolerere nedladende kommentarer om folks oprindelse og baggrund. I starten af februar præsenterede det reklamebureau, der var hyret til at hjælpe partiet med deres valgkampagne, lignende tanker.

Nigel Farage var mildt sagt ikke imponeret. Han og hans støtter mente, at modstanden mod indvandring skulle ­være UKIP’s primære budskab, og i marts præsenterede de deres bud på en ny immigrationspolitik: Ufaglærte migranter ­skulle formenes adgang til Storbritannien i fem år. Der skulle indføres et pointsystem lig det australske og mere kontrol ved grænserne. Immigranter skulle have obligatoriske helbreds­tjek, og der skulle etableres et overvågningsorgan til at begrænse indvandringen.

Analyser viser imidlertid, at kun omkring 13 procent af de personer, der planlagde at stemme ved valget, var både euroskeptikere og stærke modstandere af indvandring. Så selv om den kontroversielle strategi helt klart var med til at fastholde støtte fra dette segment, betød den stramme fokus på immigration og EU, at UKIP ikke tiltrak det store antal vælgere, der ikke var specielt interesserede i disse emner.     

I fremtiden bliver UKIP nødt til at tænke mere langsigtet, hvis de vil gøre sig gældende, mener Caitlin Milazzo.

”Partiet er nødt til at investere flere ressourcer i lokal­valgene. Det er en strategi, der har fungeret for liberaldemokraterne. De er en del af kommunalbestyrelserne, og det giver dem en forbindelse til lokalsamfundene og lokale kandidater, der kan stille op i valgkredsene,” påpeger hun.  

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet