Skandaler bringer embedsmænd i skudlinjen

”Mange skandaler udspringer af vigtige strukturelle forandringer i dansk politik og administration, som vi har tendens til at overse, fordi skandalerne i sig selv tiltrækker al opmærksomheden,” siger han.

”Vores fokus låses til de ­politikere eller embedsmænd, der havner i orkanens øje og får skylden. De bliver fjernet, går selv eller omstilles til en ­anden og typisk mindre ­fremtrædende position i partiet eller administrationen, og når røgen har lagt sig, glemmer vi at beskæftige os med de bagvedliggende årsager til, at der nu igen dukkede en skandale op på et bestemt ressortområde.”

Som eksempler på den tendens, han beskriver, peger Mark Blach-­Ørsten på skatteområdet og flygtninge-indvandrer­området.

Her er de politiske grænser over en årrække blevet presset af omlægninger og ændringer af hidtidig praksis, og derfor er det måske ikke så sært, at der med jævne mellemrum opstår nye skandaler på netop disse områder.

”Den bagvedliggende årsag til den største skandale i nyere dansk politisk historie, Tamilsagen (1993), som væltede Schlüter-regeringen og ­resulterede i en betinget fængselsdom til ­landets tidligere justitsminister, Erik Ninn-­Hansen, er egentlig meget enkel. ­Ninn-Hansen ønskede at begrænse antallet af tamilske flygtninge og følte sig overbevist om at have politisk rygdækning til at bøje juraen og reglerne om familiesammenføring for at nå sit mål.” 

Det havde Ninn-Hansen ikke. Men den bagvedliggende problemstilling – altså: Hvem skal have ret til opholdstilladelse i Danmark, og hvad kan vi gøre for at begrænse antallet? – har været langtidsholdbar som politisk dagsorden i Danmark fra og med Tamilsagen og helt op til i dag.

”Derfor er den også udløsende for skandalen om ulovlige afslag på statsborgerskab til statsløse palæstinensere, der i 2011 tvang Birthe Rønn Hornbech væk fra posten som integrationsminister og senere kostede Claes Nilas posten som departementschef i Integrationsministeriet,” siger Mark Blach-­Ørsten.

Nationsbåret skandale

Senest er Danmark blevet ramt af massivt negativ international medie­opmærksomhed pga. regeringens forslag om at fratage asylansøgere deres værdigenstande, når de ankommer til Danmark. Og igen er både reglerne i den såkaldte smykkelov og de hårde ord om Danmark i den internationale opinion udløst af den ’vi må begrænse antallet af indvandrere og flygtninge’-dagsorden, som har domineret dansk politik gennem en årrække, påpeger Mark ­Blach-Ørsten.

”Som skandale er smykkeloven ny på den måde, at den i højere grad er nations- end personbåret. Selv om både Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen er blevet kritiseret, er det i højere grad nationen Danmark, der angribes – ikke mindst fordi et bredt politisk flertal stod bag og efterfølgende vedtog den lov, som udløste skandalen. Derfor er det ikke politiske modstandere på den hjemlige scene – som ellers ofte er drivende kræfter, når politiske skandaler opstår – men derimod udenlandske ­kritikere med nuværende og forhenværende FN-generalsekretærer i spidsen, som har ført an i kritikken af den danske regerings politik,” siger Mark ­Blach-Ørsten.

Flest skandaler i Skat

Skatteområdet er med seks skandaler i den periode (1980-2015), som Mark Blach-Ørstens forskning dækker, topscorer over skandaleramte ­politikområder. Selv om de indbyrdes er ret forskellige, tegner skandalerne billedet af et ressortområde under stort såvel politisk som administrativt og ­folkeligt pres, mener han.

”Næsten alle voksne danskere har en holdning til Skat, og mange har svært ved at forstå, hvorfor reglerne skal være så komplicerede, at det er svært at forstå sin egen selvangivelse. På den anden side har de fleste danskere også forståelse for, at Skat er altafgørende for velfærdsstatens drift, og at det må være en stor udfordring for Skats medarbejdere at forhindre ’kreative’ privat­personer og virksomheder i at finde huller i lovgivningen. Når det så går galt, og Skat taber penge, er der ofte ­tale om meget store beløb, som virker voldsomt på skatteyderne, fordi det jo et eller andet sted er vores penge, der går tabt.”

Rent organisatorisk er Skats admini­strative set-up gang på gang blevet lagt om over de seneste 25 år, hvilket bl.a. har medført, at ­medarbejderstaben ­siden 2005 er blevet reduceret med knap 45 pct. – svarende til 5.000 medarbejdere. Og overordnet styringsmæssigt og politisk har der hersket nærmest kaotiske tilstande, påpeger Mark Blach-­Ørsten. I de seneste fem år har 10 forskellige skatteministre fra fire forskellige politiske partier haft fat i roret, og Skatteministeriets mangeårige departementschef, Peter Loft, fire direk­tører og en personaleleder er blevet afskediget.

Ansvaret flytter til embedsværket

De seks skatteskandaler er sigende for en generel udvikling over de senere år, hvor ansvaret for en politisk ­skandale forrykker sig fra de politiske til de ­administrative ledere, fremhæver Mark Blach-Ørsten.

”Hvor det i de første tre skatteskandaler var ministeren, som måtte bære hovedansvaret og fik en fyreseddel – dvs. Anders Fogh Rasmussen (kreativ bog­føring, 1992), Ole Stavad (Spar Nords uretmæssige skattefradrag, 1994) og Svend Erik Hovmand (TDC's uretmæssige skattefradrag, 2004) – så rammer straffen for de senere års skandaler fortrinsvis embedsmænd.”

Skatteministerens politiske rådgiver, Peter Arnfeldt, var fra 2012 til 2014 sigtet af politiet for sin rolle i skandalen om læk af personfølsomme skatteoplysninger vedrørende Stephen Kinnock, ægtemanden til oppositionens daværende leder, Helle Thorning-Schmidt. Og Peter Loft blev i 2012 hjemsendt – og senere afskediget – for sin rolle i samme sag efter næsten 20 år som departementschef. Loft har ikke siden fået ansættelse i statsadministrationen. Den politiske chef, daværende skatteminister Troels Lund Poulsen, ’slap’ med en orlov fra Folketinget, hvorefter han vendte tilbage til det politiske liv og i dag beklæder en stilling som erhvervs- og vækstminister.

Tendensen til, at det er embedsmænd, som betaler den højeste pris efter en skandale i Skat, er fortsat i sagen om EFI, et internt og stærkt fejlbehæftet it-system til inddrivelse af gæld. Det samme er tilfældet i sagen om udenlandske aktørers omfattende svindel med udbytteskat, som har kostet den danske statskasse over seks milliarder kroner.

”Her er ansvaret udelukkende blevet placeret hos embedsværket med fyresedler til fem ledende medarbejdere, mens ingen af de senere års konstant skiftende ministre er blevet holdt ansvarlige. I stedet har man set en form for borgfred mellem de tidligere skatteministre og deres respektive partier. Mange af dem er sikkert blevet orienteret om de problemer, som senere udviklede sig til skandale­sager i medierne, og derfor har de ingen lyst til at angribe hinanden,” siger Mark Blach-Ørsten. 

Strukturelle diskussioner er flygtige

At det i stigende grad er de administra­tive ledere, som må tage skraldet efter en skandalesag, har i de seneste år også vist sig på andre ressortområder. I 2015 måtte Sundhedsstyrelsens administrative top­leder, Else Smith, forlade sit job, mens Nick Hækkerup blev siddende som sundhedsminister. Og i Energistyrelsen førte den såkaldte solcellesag i 2013 til, at direktør Ib Larsen blev forflyttet, mens ­Martin Lidegaard kunne fortsætte som minister – dog udstyret med en såkaldt ’næse’.

”Generelt er embedsmændenes rolle i skandalerne blevet markant mere synlig fra og med Stephen Kinnocks skattesag i 2010. Når de kommer på sporet af en skandale, er journalisterne og mediernes drivkraft, at den skal have konsekvens: Nogen skal tage ansvaret og sige undskyld, have en næse eller miste deres job. Og hvis politikerne ikke er de første til at gøre det, ruller mediemaskinen videre til næste levende billede, som så kan være en politisk rådgiver eller en mere tradi­tionel embedsmand.”

Så medierne interesserer sig ikke for det strukturelle niveau, du peger på som en vigtig bagvedliggende årsag til skandalerne i fx Skat og på flygtninge-ind­vandrerområdet?

”Ikke i tilstrækkelig grad. Der har ­været artikler, som diskuterer, om vi skal ­have et nyt embedsmandssystem, og vi har også set politikere melde ud offentligt, at embedsværket har fået for meget magt – specielt ift. de menige medlemmer af Folke­tinget, og at der er behov for ændringer af det indbyrdes forhold mellem politikere og embedsmænd. Men de diskussioner har lidt en tendens til at gå i sig selv igen, når den aktuelle skandale er overstået.”

Læs mere:

Stig Hjarvard (red.): ’Medialisering’, Hans Reitzels Forlag (2016).

John B. Thompson: ’Den politiske skandale’, Hans Reitzels Forlag (2000).

Sigurd Allern & Ester Pollack (red.): ’Scandalous’, Nordicom (2012).