Hvorfor skal vi nu alle sammen være robuste?

”Du skal være robust.” ”Du ­besidder ­robusthed.” ”Dine omgivelser ­beskriver dig som robust.”

Begrebet robusthed storhitter i jobannoncerne. I skrivende stund giver ordet ’robust’ et match på 108 annoncer alene på Djøfs jobportal, Jobunivers.dk. På jobindex.dk indgår ordet i hele 938 stillingsopslag. Men hvad er det, virksomhederne ønsker, når de efterspørger ’robuste’ ansøgere?

Djøfbladet forsøger at komme fænomenet lidt nærmere og kan både konstatere, at ordet ikke nødvendigvis dækker over den samme betydning i alle annoncerne, og at det måske er i afmagt, at arbejdsgiverne efterspørger robuste medarbejdere – også selv om det måske slet ikke er dem, det dybest set er bedst for organisationen at få ind i folden.

Vi har kontaktet to ledere, der averterer efter ­’robuste’ ­kandidater, for at få en forklaring på, hvad de lægger i ­begrebet.

I Styrelsen for Patientsikkerhed giver chefen for ledelsessekretariatet, Christian Dubois, følgende forklaring i en mail:

”Når vi bruger ordet ’robust’ i vores stillingsopslag, skal det forstås helt i overensstemmelse med for eksempel den beskrivelse, som Den Danske Ordbog har af ordet: Fra latin robustus ’af egetræ; stærk’, ’modstandsdygtig over for slid, belastninger eller vanskelige betingelser; som kun vanskeligt går i stykker eller nedbrydes’, ’som tåler fysisk eller psykisk modgang’, ’hårdfør’.”

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har også søgt efter en ’robust’ medarbejder, og her kommer konstitueret kontorchef Susanne Maria Bager med følgende forklaring på, hvilken ­betydning styrelsen lægger i ordet:

”Man er åben over for forandringer, tør sige sin mening og kæmper for sagen. En robust sagsbehandler er også en person, der er driftssikker under forhold med f.eks. mange sager, hvor der løbende skal foretages prioriteringer.”

Afmægtige ledere søger robuste medarbejdere

Einar B. Baldursson, arbejdspsykolog og stressforsker på Aalborg Universitet, mener, at det langt hen ad vejen er en form for afmagt, når virksomheder søger robuste medarbejdere. Det går hånd i hånd med forekomsten af stress blandt videnarbejdere.

”Hvis en dygtig håndværker får ondt i ryggen, ved arbejds­giveren, hvor hjælpen findes, og også, hvordan det kan ­fore­bygges. Videnarbejdere er i højere grad udsat for psykiske belastninger, og dem har vi ikke fundet løsningerne på endnu. Så hvis du som arbejdsgiver gerne vil mindske forekomsten af stress, kan du ikke kigge nogen steder hen og regne med, at der er nogen, som hjælper dig. Derfor bliver lederne råd­vilde og søger efter medarbejdere, der ikke så nemt bliver stressede.”

Ja, en stor del af forklaringen på, hvorfor ledere søger robuste medarbejdere, er magtesløshed, lyder det samstemmende fra stressekspert Thomas Milsted.

”Presset er efterhånden så stort fra både toppen og fra politikerne, at ledere oplever en magtesløshed, og reaktionen er: ’Vi kan ikke gøre noget ved det, så det er bare sådan, det er’. Derfor er budskabet i ­jobannoncerne i virkeligheden: ’Vi erkender, at vi har nogle lortevilkår, som vi ikke gør noget ved, og det vil vi lige fortælle dig’. Så når man efterspørger ­robuste folk, efterspørger man folk, der klemmer ballerne sammen og ­holder kæft.”

Thomas Milsted definerer imidlertid selv et virkelig robust menneske på en anden måde.

”Robusthed kan jo ikke stå alene. Der er jo ingen mennesker, der bare er robuste – alle kan knække på et tidspunkt. Men jeg mener ikke, det handler om at kunne stå i stiv kuling uden at vælte. Nej, virkelig robusthed handler om at kunne fjerne sig fra den stive kuling – at vide, hvad man tåler, og så sige fra over for resten.”

Thomas Milsted sammenligner misopfattelse af det at være robust med de mange selvmord blandt soldater, der har været udsendt i krig.

”De bliver screenet og særligt udvalgt, og alligevel er ­flere amerikanske soldater døde af selvmord end på grund af krigshandlinger. Vi er heldigvis ikke i krig, når vi går på arbejdet. Men det er lige før, man skulle tro det. Kæden hopper af, når en djøfer, der sidder på et kontor, skal screenes på den måde. Det er simpelthen uanstændigt i min verden.”

Er robuste medarbejdere de bedste?

Jagten på såkaldt robuste medarbejdere virker febrilsk og er misforstået, mener også Einar B. Baldursson.

”Jeg talte med en direktør, der spurgte mig, hvordan han finder frem til medarbejdere, der ikke bliver stressede. Hvis du vil finde folk, der ikke bliver stressede, så gå efter dem, der ikke er optaget af deres arbejde, og som ikke sætter mål for sig selv. Eller dem, som har en stor selvtillid og bruger jobbet til at skabe opmærksomhed om sig selv. Og så er der narcis­sisterne, der klynker og brokker sig og ender med at få alle privilegierne – de tager heller ikke arbejdet tungt og går ikke ned med stress, så dem kan du også kalde robuste.”

Men det er jo nok ikke den type medarbejdere, arbejds­giverne regner med at få, når de skriver ’robust’ i et jobopslag, mener Einar B. Baldursson. Og det burde heller ikke være dem, de søgte efter, mener han.

”Dem, der ikke umiddelbart synes mest robuste, er kendetegnet ved at være ydmyge og ansvarlige. De er meget hjælpsomme uden at gøre et nummer ud af det, og de deler gerne ud af deres viden. Men de er sårbare, fordi de tager opgaveløsningen tungt. De bliver relativt nemt bekymrede – det ligger i pligten, og derfor er de også mere sårbare over for stress. Men man bliver kun god til det, man gør, hvis man gør det ordentligt – og det gør de.”

Og den slags burde ikke ­forskrække arbejdsgiverne, mener Einar B. ­Baldursson.

”De har kompetencerne, men de har også sårbarheden, og det gør arbejds­giverne rådvilde. Og i øjeblikket tror ­arbejdsgiverne, at en stærk psyke er dét, der skal til. Men det er bare ikke vejen, der fører til noget godt.”

Thomas Milsted håber og tror også, at arbejdsgiverne holder op med at jage robuste medarbejdere.