Fra studerende til embedsmand

Helt sikkert noget om ’skriveopgaven’ lyder det enstemmigt fra erfarne embedsmænd, som har givet Djøf input til en ny uddannelse og mentorordning for unge embedsmænd.

Som Nicolai Schubart, cand.scient.adm. fra RUC med 10 år i ministerierne og nu chef i Albertslund Kommune, forklarer:

”Et 12-siders-notat til borgmesteren om finansiering af ny gadebelysning kan ikke bruges, og det gør de nyuddannede forvirrede. For hvis det hele skal forsimples, så er det jo lige meget med alt det, jeg har lært på universitetet? Nej, babyen skal ikke smides ud med badevandet. Det, vi kommer med som embedsmænd, skal være fagligt tungt, men sprogligt let, og det er det svære.”

Kompleksitet har vi nok af

På universitetet får man point for at skrive langt og kompliceret, for at problematisere, kritisere og vende hjørner.

”I en kommune er det præcis den forkerte måde at starte på. Kompleksitet har vi så rigeligt af,” siger Nicolai Schubart.

Thomas Brenøe, cand.jur., vicedirektør i Finanstilsynet, siger:

”Dit arbejdsliv er ikke mange dage gammelt, før du skal skrive et eller ­andet, og der stilles i dag meget ­større krav til den sproglige formidling end før. Det gælder alt fra notater til din chef til breve til borgerne. I dag er en kontorchef ikke specialist i alt og ved ikke nødvendigvis noget om det emne, han/hun beder dig om at undersøge for sig. Du skal formidle til andre, som ikke ved noget i forvejen.”

Han erkender, at de unge godt kan føle sig rundbarberede, når notatet kommer retur med det halve streget ud.

”Men dér skal vi som chefer jo kunne forklare dem, at vi ikke beder dem om at skrive ikke-fagligt korrekt, men om at fokusere på det væsentlige. Du skriver ikke for at demonstrere, at du er dygtig og har været nede i noten. Det forventes, at det har du selvfølgelig.”

Lille hjul i stor maskine

Sociale kompetencer – forstået som, at man er et lille hjul i en meget stor samfundsmaskine – slår cheferne også enstemmigt ned på.

”Man er nødt til at være væbnet med både ydmyghed og tålmodighed,” siger Christian Lützen, cand.jur. og vicedirektør i Erhvervsstyrelsen.

Thyra Pallesen, cand.oecon. og sundheds- og omsorgschef i Dragør Kommune, siger det sådan her:

”I en politisk ledet organisation i det offentlige er der mange interessenter, sandheder, dilemmaer og veje, der kan vælges. Man skal kunne tåle at være i en proces, hvor man må gå det muliges vej – og ikke nødvendigvis den ideelle, som er dét, man dyrker på universitetet.”

Hun understreger:

”Det betyder ikke, at en politiker, fx en minister, skal have leveret det facit, hun gerne vil have. Det betyder bare, at du skal lære at se muligheder inden for det, som måske er et vilkår.”

Kan lære noget af de unge

Der skal knækkes en nød, siger Julie Becher, scient.soc., chef i Holbæk Kommune i en årrække og med 10 års ministerieerfaring. Man skal få sin akademiske arbejdsmetode til at spille sammen med alle de andre fagligheder i en fælles opgaveløsning.

”Ellers får man hurtigt et Djøf-stempel i panden.”

Hun er lidt ærgerlig over, at Djøf kalder det for en embedsmandsuddannelse, for det appellerer mest til djøfere i staten, mener hun.

”I kommunerne tænker de unge ikke på sig selv som embedsmand, men som udviklingskonsulent, økonomikonsulent, jurist eller projektleder – også fordi de som oftest får et stort selvstændigt ansvar fra dag 1.”

Christian Lützen peger på, at den nye uddannelse bl.a. kan give de unge en bedre forståelse af samspillet på tværs af stat, kommuner og regioner.

”Vi skal alle øve os på en mere åben indstilling til at udvikle politik og løsninger på tværs af sektorer og ved at inddrage borgerne. Vi skal evne at opsøge input fra dem, vi er der for.”

Lige præcis på sidstnævnte kan de unge noget, som de erfarne kan lære af, pointerer han.

Embedsdyderne er chefernes ansvar

Sidste år sendte regeringen – i lyset af de verserende sager og skubbet på af Bo Smith-udvalget – det såkaldte ’Kodeks VII, som revitaliserer embedsmandspligterne, ud til obligatorisk debat i samtlige ministerier.

Det skal den nye uddannelse også handle om.

Men det bør ikke være hovedfokus, mener Thomas Brenøe. For det ansvar ligger hos cheferne.

”Kodeks VII er et fremragende materiale, og selvfølgelig skal det indgå i sådan et kursus. Men embedsmandspligterne skal de unge have ind under huden på deres arbejdsplads, og det er vores ansvar, at det sker.”

Det handler om signaler, siger han.

”De sager, vi har set, har jo ikke drejet sig om unge nyuddannede, men har udspillet sig på de højere niveauer. Man skal ikke sende de unge et signal om, at de skal gå og have ondt i maven over, om de nu har haft for lidt eller for megen politisk tæft. Det skal de slet ikke bekymre sig om. Det skal vi på de højere niveauer skærme dem mod.”

Kan ikke bruge en flinkeskole

Set fra en kommunal vinkel må en embedsmandsuddannelse ikke blive en flinkeskole i forhaling, hvor de unge lærer at sætte sig op på en høj hest og komplicerer tingene unødigt, lyder det fra Nicolai Schubart.

”Som djøfer skal du begge dele. Fastholde fagligheden – og samtidig levere et beslutningsflow, som politikerne kan bruge. Ellers bliver bureaukratiet til kviksand og ineffektivitet. Det er et svært dilemma, men sådan er vilkårene.”

Kravet om at kunne det hele er blevet større, fastslår han.

”Det var lettere at begå sig i Socialministeriet som nyuddannet, da jeg selv startede der i 2000. Kravene, opgaveporteføljen og tempoet er vokset, og administrationen er blevet beskåret, så vi i dag er færre til at lave mere.”

Til gengæld er de unge dygtige, mener de erfarne chefer.

”Fantastisk dygtige, simpelthen,” siger Christian Lützen.

”Højt fagligt niveau, vidende, nysgerrige, ambitiøse på den gode måde. De vil noget med deres liv og med deres arbejde. De er åbne og vant til relationer og gode til at søge viden mange steder.”

’Mesterlære for nye embedsmænd’ se djoef.dk/nyembedsmand  

Hvem mon bestemmer hvad?

Da Betina Møller Lorenzen sidste år blev ansat som udviklingskonsulent i social- og beskæftigelsesforvaltningen i Roskilde Kommune, landede hun i en helt ny verden. Hun er cand.merc. fra CBS og har aldrig haft studiejob i det offentlige.

”Jeg skulle som helt grøn finde ud af at navigere mellem en masse interessenter i en politisk verden. Hvem bestemmer hvad? Afdelingschefen eller udvalgsformanden? Hvornår må jeg selv løbe med bolden, og hvornår skal jeg holde på den? Jeg nåede fx at få sat en hel masse i gang, da en ekstern samarbejdspartner kom med et godt projekt – lige indtil en kollega spurgte: ’Sig mig, er det her politisk forankret?’ Det var det jo ikke, så vi fik trådt på bremsen i en fart.”

”Jeg skulle også pludselig stå og holde oplæg foran nogle meget garvede sagsbehandlere på et udviklingsprojekt på et lovtungt område. Så kommer man altså på arbejde med sin selvtillid.”

Men hun føler sig alligevel overmåde godt tilpas, fordi hun oplever, at kolleger og chefer altid er der til at stå bi.

”Tonen er ganske enkelt god.”

Embedsmandspligter, Kodeks VII og Bo Smith-udvalget er først noget, hun har hørt nærmere om, da hun for nylig kom med i en fokusgruppe om Djøfs nye embedsmandsuddannelse.

”Det hører selvfølgelig helt klart med til at være en seriøs embedsmand, og jeg vil gerne lære mere om det. Men alt det med tillidskrise i forhold til embedsværket har jeg ikke mødt meget af. Det fylder ikke på mit job.”

”Dér, hvor jeg møder skepsis, er på et andet plan. Mine privatansatte veninder mener, at vi i det offentlige forkæles med frokostpause, går tidligt om fredagen og i øvrigt ikke laver for meget og slet ikke noget spændende. Jeg skal retfærdiggøre, at jeg har valgt at gøre karriere i det offentlige, hvor jeg synes, at jeg samtidig gør noget for samfundet, der giver mening.”  

Som at lande på månen

”Det var som at lande på månen,” siger fuldmægtig i Vejdirektoratet, Nicolaj Golles Rasmussen, om sin start på arbejdslivet i et departement på Slotsholmen for tre år siden.

Han er cand.soc. fra SDU i Odense, hvor studiejobbene ikke hænger på træerne, og på faget lærte de ikke noget om kulturen, fagligheden og kommandogangen i et ministerium.

”Så man stod dér: ’Jeg er blevet bedt om det her, men hvordan kører jeg det op igennem systemet, og hvor vigtigt er det?’ For man render ikke bare ind til sin kontorchef hele tiden. Han eller hun har 15 andre fuldmægtige at se til og en masse møder. Man vil ikke være ham dén der irriterende, som forstyrrer chefen hele tiden.”

De første måske 12 gange han sendte en tekst op, kom den ned igen som en ’ommer’. Hans gode kolleger sagde, at det skulle han ikke tage personligt. Sådan er det altid i den første tid.

”Det er noget indlæring. Ting skal skrives på en bestemt måde, når det skal opad i systemet. Der skal stå lige præcis nok og ikke for meget og på en måde, så man ikke kan blive hængt op på noget senere.”

”Du synes måske selv, at det skal skrives sådan og sådan, men når du har fremført dine faglige argumenter, så er det bare at klappe hælene sammen, hvis kontorchefen siger, at det skal være på en anden måde. Det er også en læreproces,” siger han med et smil.

Embedsmandsdyderne blev han ikke sat ind i i departementet. Det kom først, da han var blevet ansat i Vejdirektoratet, og regeringen i efteråret 2015 sendte det såkaldte Kodeks VII ud til obligatorisk debat i alle ministerier og styrelser.

”Direktionen og ledergrupperne tog det op på deres møder, og de kontorer, som sidder med ministerbetjening, har kigget rigtig meget på det. Jeg er med til at lave introduktion til de nye, og de får Kodeks VII stukket i hånden. Det er faktisk slet ikke så dårligt materiale, som det er blevet gjort til.”

Det er vigtigt at få italesat embedsmandsdyderne ude i kontorerne, understreger han.