Dit arbejde bliver også automatiseret

30-03-2016
3 min.

Teknologien vil ændre radikalt på vores job og vores hverdag. Hovedbudskabet i en ny bog er: Hop ombord nu, ellers kommer du slet ikke med.

Anmeldelse: World Economic Forum-grundlæggeren Klaus Schwabs ’The Fourth Industrial Revolution’ er en forholdsvis lille bog på i alt 114 sider, der præsenterer den fart, den teknologiske udvikling er ved at tage. I hvert fald de første 60 sider er interessant læsning. Herefter er det dog, som om Schwab slipper for let afsted med sine analyser af bl.a. nationalitet og individet.

 Bliver man opslugt af de teknologiske muligheder lige om hjørnet, har bogen et bilag med 23 fremtidige teknologiske vendepunkter, der inden for de kommende 10 år vil ændre radikalt på vores hverdag. Det kan være chips, der indopereres i kroppen og kan kommunikere med fx en smartphone. Vores læsebriller kan blive koblet på internettet, og trafikken i byer vil blive styret af sensorer i stedet for lysregulering. 

Præmissen for bogen er klar: Hvis vi ikke holder os til og stiger ombord nu på det udviklingstog, der eksponentielt øger hastigheden, så kommer vi slet ikke med. 

Vil også påvirke djøfere

Schwab opstiller både udfordringerne og potentialet i denne udvikling, men han har det grundlæggende udgangspunkt, at den vil være til vores alle sammens bedste. Samlet set vil den fjerde industrielle revolution føre til en velstandsstigning. Vi kan trække yderligere 2 mia. personer ind i den globale økonomi ved at koble dem til internettet. Desuden kan vi bedre og billigere håndtere de negative eksternaliteter, som de tidligere industrirevolutioner medførte, fordi miljø- og ressourcebesparende teknologier bliver markant billigere. 

Virksomheder skal være klar til store omvæltninger. Forbrugerne vil forvente høj grad af interaktion og udvikling, og for mange virksomheder bliver den primære indtjening ikke selve produktet, men de medfølgende serviceydelser. Desuden betyder muligheden for løbende at indsamle brugerdata, at virksomheder skal kunne håndtere big data og digital omstilling, hvis de skal gøre sig noget håb om at være konkurrencedygtige. 

Som medarbejdere kommer vi nok til at løbe stærkere. Vi har foreløbig kun set toppen af isbjerget over, hvilke job der kan automatiseres. Og det gælder i høj grad også vidensarbejde som djøfernes. Den digitale robotteknologi er fx allerede på vej ind på advokatkontorerne og i forsikringsbranchen. Det vil sige, at der stilles store krav til efteruddannelse og hurtig omstilling. 

Den menneskelige sky

Det mest interessante og samtidig lidt foruroligende i bogen er dog, hvad Schwab kalder den ”menneskelige sky”, hvor digitalt opkoblede mennesker tilbyder deres arbejdskraft til mange forskellige arbejdsgivere i mange forskellige lande. I USA findes der allerede flere apps og hjemmesider, hvor individer tilbyder sig som selvstændige konsulenter. 



Schwab opstiller det samme dilemma, som jeg selv sidder tilbage med: For nogle bliver dette en gave. De får mere frihed, mindre stress og højere jobtilfredshed. Sådan vil det nok være for mange djøfere, der tilbyder sig som freelancere i den menneskelige sky. Omvendt ser vi allerede, hvordan mange serviceydelser såsom taxakørsel, vareudbringning, rengøring og pleje allerede er flyttet over i den ”menneskelige sky”. Her er resultatet bare ikke større frihed, men ingen overenskomst, lavere løn, hårdere arbejdsbetingelser og ringe jobsikkerhed. 

Jeg vil tillade mig at dele os djøfere ind i tre kategorier, når det drejer sig om den fjerde industrielle revolution: ” Det har jeg aldrig hørt om”, ” det kender jeg lidt til” eller ”det ved jeg ret meget om”. Hører du til den sidste gruppe, behøver du ikke spendere ni dollars på ’The Fourth Industrial Revolution’. Hører du omvendt til den kategori af djøfere, der har hørt lidt om den totale make-over, som erhvervslivet skal igennem de kommende år, kan du godt bruge nogle timer sammen med Klaus Schwab. Han sætter nemlig den viden og debat, der florerer i disse år, i system. Og er det første gang, at du hører om industrialisering 4.0, så er det bare med at komme i gang med at læse. 

Jeg både gyser over og glæder mig til at omfavne den fjerde industrielle revolution. 

’The Fourth Industrial Revolution’. Af Klaus Schwab.

World Economic Forum 2016.

 

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.