De klassiske advokatdyder er ikke nok

”For fem-ti år siden var der stort set ingen udveksling af informationer på tværs af landegrænser mellem skattely og skattemyndigheder i fx Danmark. I dag sker der ofte en automatisk udveksling af bankinformationer. Det er en vigtig forbedring, som viser, at fremskridt kan blive skabt hurtigt, hvis der er en politisk vilje til det.”

Advokatbranchen ændrer sig i disse år. Ikke i forhold til juraen og etikken, men fordi samfundet og kundernes forventninger skifter. De gamle old boys’ club-baserede kunderelationer erstattes i stigende grad af udbudsrunder, hvor kunderne løbende tester markedet på pris og kvalitet.

Det er både sundt og godt, hvad enten det gælder den offentlige ­eller den private sektor. En åben konkurrence om opgaverne gør priserne skarpe.

Men det betyder samtidig, at det ikke længere er et tilstrækkeligt salgsargument at være den fremmeste jurist på årgangen. De klassiske advokatdyder skal suppleres.

Fremtidens vindere i advokatbranchen – og for den sags skyld revisionsbranchen og konsulentbranchen – vil have en klar fornemmelse for, at ydelserne skal matche markedet. De kan ikke længere skrive de samme regninger som hidtil. Klienter og virksomheder er selv pressede på økonomien og er samtidig blevet meget bevidste om et marked i konkurrence.

Jeg er overbevist om, at vi derfor i de kommende år vil se stadig flere ’skilsmisser’ mellem advokater og deres klienter, som ellers har haft tætte og mangeårige relationer.

Men skattepengetræet vokser ikke ind i himlen. På andre områder går udviklingen trægt eller ligefrem den forkerte vej.

Fremover skal vi som advokater besidde en anden type af forretningsforståelse, hvor den enkelte kan markedsføre og kommunikere sin værdi i en stadig hårdere konkurrence om kundernes gunst.

”Det er især et problem, at der stadig er alt for meget finansiel uigennemskuelighed. De fleste af de værdier, der bliver opbevaret i skattely, ejes af skuffeselskaber. Det gør det svært at påvise, hvem der reelt ejer disse selskaber, og meget let for banker i skattely at undgå på ærlig vis at sende informationer til andre landes skattemyndigheder. Bankerne kan altid hævde, at de ikke har de tilstrækkelige data for de forskellige klienter,” siger Zucman.

Det er vi meget bevidste om i FAAF. Vores medlemmer skal tilegne sig nye kompetencer, fordi værdien af deres ydelser skal sælges i højere grad end tidligere. Det er derfor vigtigt, at advokaterne finder tiden til at deltage aktivt i de udbudte netværk og arrangementer, der sætter lys på udviklingen.

Mange er i gang med at ruste sig til fremtiden, ikke mindst i internationalt regi. FAAF har oprustet stærkt på udbuddet af internationale arrangementer, og vi har nu som fast medlemstilbud, at medlemmer kan deltage i European Young Bar Associations tre internationale konferencer med tilskud. Ved tilmeldingen til vores studietur i år blev samtlige pladser revet væk på halvandet minut – og ventelisten blev lukket efter blot fem minutter.

Samtidig ryger der på paradoksal vis flere og flere penge i skattely. Eksempelvis steg de udenlandske formuer i skattelyet Schweiz fra 2009 til 2017 med 25 procent til svimlende 2.100 milliarder euro. Det skete, selv om G20-landene ved et topmøde i 2009 blæste til kamp mod bankhemmelighed. Sideløbende ser Zucman et skifte, hvor banker og rådgivere forsøger at risikominimere ved at satse på færre, men ekstremt rige kunder. Skatteunddragelse er i højere grad blevet en elitesport.

Krise og vrede

Spørger man den 32-årige franskmand, hvor hans interesse for skattely stammer, svarer han, at det skyldes et intellektuelt valg.

”Jeg er uddannet i økonomi og sociologi i den tradition, at du undersøger samfundet for at kunne bidrage til at gøre det bedre ved at skabe forandringer. Det er derfra, min interesse stammer, og ikke fra idiosynkratiske personlige oplevelser med skattely.”

Zucman tilføjer dog, at hans valg også var præget af de massive rystelser, der ramte verdensøkonomien i 2008.

 ”Jeg startede på min ph.d. under finanskrisen. Jeg ville finde ud af, hvad der skete i verden, ved at se på makroøkonomisk data, og jeg så, at der var hundrede milliarder dollars, der flød ind og ud af steder som Caymanøerne, Bermuda og Singapore. Jeg havde godt hørt om de steder i medierne, men når du selv ser datasættene, så giver det et stort chok. Jeg indså, at ’wauw, folk taler om skattely, men jeg havde aldrig forstået, at problemet var så stort.’ Så jeg besluttede mig for at undersøge, hvad det gik ud på,” siger Gabriel Zucman.

I de følgende kriseår, hvor arbejdsløsheden steg, og nationalstater indførte sparepolitikker, der skar hårdt i velfærden, begyndte Zucman at kortlægge de milliarder af kroner i skattely, der – hvis de var blevet beskattet korrekt – kunne have afbødet nogle af de værste konsekvenser.

”Finanskrisen spillede en vigtig rolle for mit valg – også fordi den afslørede omfanget af kriminalitet i den finansielle industris hovedsektorer. En af de store erkendelser fra finanskrisen er, at der i den finansielle sektor er for mange mennesker, der kun er interesseret i at tjene penge, også selvom det betyder, at de må bryde loven. Det er uanset, om det er mortgage fraud i USA, hvidvaskning i skandinaviske banker eller skatteunddragelse via Swiss Bank. Det var en nøgle-erkendelse, som triggede min interesse. Hvorfor er der så meget kriminalitet i finansbranchen? Hvad betyder det? Og hvordan kan det blive adresseret med politiske tiltag?”

Bliver du aldrig vred, når du ser, hvordan virksomheder og velhavere gemmer værdier, der ellers kunne beskattes og bruges til skoler og hospitaler?

”Jo, jeg bliver da vred. Men alt for ofte bliver folk bare vrede og ender med at sidde med en følelse af, at intet kan gøres, at systemet er rigged, at det altid vil være sådan, og at enhver indsats for at ændre tingenes tilstand er dømt til at fejle. Det er ikke min attitude. Jeg bliver vred, men meget hurtigt skifter jeg til et mindset, der handler om, hvordan vi kan løse problemerne. Mit perspektiv er, at viden er magt – magt til at ændre ting. Jeg er optimist af natur.”

Bud på løsninger

Derfor byder sidste del af ’Nationernes skjulte velstand’ på en række løsningsforlag. For det første bør nationalstater gøre langt mere for at regulere den branche, der lever af at gemme penge for nationale skattemyndigheder.

”Der vil altid være folk, der vil forsøge at undgå at betale skat, men hvis der ikke er nogen til at hjælpe dem, vil de ikke være i stand til at gøre det. Det er formentlig den vigtigste politiske lære,” siger Zucman.

”Det er essentielt at reducere udbuddet af skatteunddragelses-services. Helt konkret er det vigtigt at sanktionere og give bøder til de enheder, der muliggør skattesnyd, hvidvask og finansiel kriminalitet. Det gælder både banker, rådgivere og i visse tilfælde nationalstater, der fungerer som skattely,” siger Zucman, der i sin bog leger med den tanke, at Italien, Tyskland og Frankrig slår sig sammen for at tvinge skattelyet Schweiz til at stoppe sin medvirken til at skjule indtægter fra disse landes skattemyndigheder.

Et andet forslag handler om, hvordan man mere effektivt kan beskatte multinationale virksomheder, der i dag har rig mulighed for at bogføre deres profit i skattely med lav eller ingen skat. Ifølge Zucman bør reglerne ændres, så beskatningen af en virksomheds overskud i stedet sker i det land, hvor virksomheden har sit salg.

Han giver et tænkt eksempel:

”Hvis Apple laver fem procent af sit globale salg i Danmark, så bør Danmark have ret til at opkræve skat af fem procent af Apples globale overskud. Uanset hvor Apple producerer sine varer og bogfører sin profit.”

”Det smukke ved denne løsning er, at Apples globale samlede profit ikke kan blive manipuleret, og det kan heller ikke de lande, hvor forbruget finder sted. Apple kan jo ikke flytte de danske forbrugere til Bermuda. En sådan løsning vil på dramatisk vis reducere multinationale virksomheders skatteunddragelse,” spår Gabriel Zucman.

Det lyder temmelig ambitiøst, og det samme gælder et tredje forslag: Et offentligt globalt register over ejerne af al verdens rigdom.

”På samme måde som ejerskab af fast ejendom og land i århundreder har været tilgængelige i offentlige registre, bør vi have et register over, hvem der ejer verdens værdier, såsom formuer, aktier og obligationer osv. Så man gør det umuligt for folk at undgå beskatning ved at lade, som om de ikke ejer, hvad de faktisk ejer,” siger han.

Et sådant globalt finansregister vil ifølge bogen medvirke til at få ”dødsklokkerne til at ringe for den finansielle uigennemsigtighed.”

”Lige nu gør vi det alt for nemt for kleptokrater at plyndre deres land og investere pengene i ejendomme i London eller i finansmarkedet i Europa og USA. Idéen er, at det ikke skal være så nemt for folk med dårlige intentioner og kriminel adfærd at cirkulere deres rigdom,” siger Zucman.

EU kan vise vejen

Nogle af hans forslag har mødt skepsis fra forskere, herunder førnævnte Brooke Harrington, som har påpeget, at der er naivt at tro, at verdens lande vil eller kan danne fælles front for at presse skattely til åbenhed. Zucman afviser kritikken og påpeger, at det pludselig kan gå endog meget hurtigt, når og hvis den politiske vilje er til stede.

”Da min bog udkom, sagde mange, at ’uh, den automatiske udveksling af informationer vil aldrig finde sted. Det er en utopi, og det bliver umuligt at tvinge bankerne som Swiss Bank til at udveksle data med nationale skattemyndigheder.’ Men i dag er det virkeligheden for mange banker. Det er en meget positiv udvikling,” siger han.

Selv en tid med både Brexit og et USA, der viser tænder over for EU og Kina, svækker ikke Zucmans tro på, at vi vil se et stadig dybere globalt samarbejde om at bekæmpe skattely. Om ikke andet ser han et potentiale for, at EU kan blive en global ledestjerne på området ved eksempelvis at være de første, der indfører et offentligt register over, hvem der ejer formuer, aktier og obligationer.

”EU kunne vælge at sige: ’Vi vil være globale ledere, når det handler om finansiel gennemsigtighed og om at bekæmpe skatteunddragelse.’ Jeg mener klart, at det er sandsynligt, at EU vil vælge at være den første store økonomi, der gør det. Så snart det sker, vil andre stormagter som USA eller Kina følge os," siger han.

"Det er sådan, fremskridt finder sted – nogle tager initiativ, og andre følger med."