'Vi er dybt afhængige af dem, hvis job vi har taget'

Der er huller i de nøgne vægge, møblerne er spartanske, og om morgenen på dag 2 i den flyttede Færdsels­styrelses liv – nu ­Ribe, før Ørestaden på Amager – ­bliver en undervisningstime aflyst. Men så ­deler folk sig bare op i hold, skubber borde sammen og tager den navne­runde, de ikke nåede i går, da statsministeren var forbi for at klippe snoren på den første flyttede statslige arbejdsplads.

”Det var helt perfekt pionerånd. Vi organiserede bare os selv og fik fortalt hinanden, hvem vi er,” fortæller ny­ansatte Stefan Krehbiel.

Han er en af 15 jurister, som er ny­rekrutteret til opstarten i Ribe. De syv er nyuddannede, heraf et par stykker fra København. De sidste otte kommer fra et andet job.

Stefan Krehbiel, 49, bor selv i Hovborg 35 km fra Ribe og har i syv år ­været den eneste jurist hos Sydtrafik i Vejen. Han er glad.

”Jeg går fra at være specialkonsulent til specialkonsulent. Men her kommer jeg til at arbejde med statslig regulering på en juristarbejdsplads.”

Når telefonen bliver tavs

De foreløbig 40 nyansatte bor i en forladt og glemt fløj, mens deres rigtige ­lokaler, som med tiden skal rumme 70, bliver sat i stand på den gamle amtsgård.

”Vi tager det hele, som det kommer. Vi ved, at vi skal bygge noget nyt op fra bunden. Det lå også helt klart i ansættelsessamtalen.”

Det var den mest specielle jobsamtale, han har været til. For de to, han sad overfor – hans kommende kontorchef og en chefkonsulent – flytter ikke med til Ribe. Ligesom det forventes med de fleste af de andre djøfere, som 1. marts skal give deres endelige svar.

”Vi ved godt, at de søger job, og at det kun er et spørgsmål om tid, før de får det. Min kontorchef stopper om en måned.”

Alligevel overdrager de nøglen på mest professionelle vis, konstaterer Stefan Krehbiel efter sin første uge.

”Det har været stort at opleve den loyalitet, som de viser mod os, selvom de lige har mistet deres eget job til os og havde ret til at være ligeglade.”

Han fastslår:

”Vi er dybt afhængige af dem. Vi ved, at vi har en lang vej at gå, inden vi får opbygget en kompetence, som bare nogenlunde matcher deres, og på et tidspunkt bliver telefonen med livslinjen til København tavs i den ­anden ende, fordi de er forsvundet og har taget deres hukommelse med sig.”

'Vi skylder dem at arbejde hårdt'

Stefan Krehbiel er selv en slags køben­havner, der har arbejdet i Patientklagenævnet og Sundhedsministeriet, og flyttede til Hovborg som et tilvalg. Hans kone er sønderjyde, og de tog tilbage, så deres børn kunne vokse op på ­landet.

”Udflytningerne giver mig og mange andre hernede helt nye karrieremuligheder, som vi ellers skulle have pendlet mange timer for at få,” siger han.

”Men jeg tænker meget over ­mine ­københavnske kollegers bitre ­skæbne. Jeg føler, at det mindste, jeg skylder dem, er, at vi nye skal få Færdsels­styrelsen til at fungere lige så godt, som de fik den til. Det kommer vi til at arbejde hårdt på. Opgaven er stor. Det er tydeligt.”