Fem studerende bag byggeri til 55 millioner

10.2.2016

af

Foto: Petra Kleis

Foto: Petra Kleis

Om et par år får CBS tilknyttet et studenterdrevet iværksætterhus. Bag projektet står en gruppe studerende, som stort set har styret alle processer bag byggeriet.

3.100 kvadratmeter i en gammel politi­station tæt på CBS skal ombygges til CBS Student and Innovation House. Bag ombygningen står fem studerende, som både har skaffet fondsmidler, planlagt hvordan huset skal være og klaret juridiske og byggetekniske udfordringer. De håber på, at huset kan ­være med til at løse nogle af de mange problemstillinger, som samfundet står overfor i fremtiden.

Djøfbladet har talt med Anne Marie Engtoft Larsen, der udtaler sig på vegne af projektgruppen.

Hvorfor laver I huset?

”Der var et helt konkret behov for mere plads til de studerende – ­både læseplads, grupperum og lokaler til vores mange organisationer. Siden da har projektet så udviklet til også at være et innovationshus for samfundsfaglig ­innovation.”

Hvad er samfundsfaglig innovation?

”Innovation inden for blandt ­andet: demokrati, bæredygtig udvikling, finans­sektoren, velfærdsstaten, offentlig ledelse og Danmarks rolle i den ­globaliserede verden. Der er rigtig mange ­emner, som vi sidder som studerende og beskæftiger os med hver dag, men som mangler et kreativt værksted, hvor vi også kan lave produkter og processer til noget, som også kommer ud i den rigtige verden.”

Skal det kun være for CBS-studerende?

”Nej. Vi samarbejder allerede med andre uddannelsesinstitutioner, og huset skal både være for studerende og enga­gerede borgere generelt. Der ligger jo et uhyggeligt stort uudnyttet potentiale i alle de mange tusinde studerende i Københavnsområdet. De har ­masser af gode idéer, og hvis vi formår at samarbejde tværfagligt allerede i studie­tiden, står vi meget bedre rustet til de samfundsmæssige udfordringer, vi møder i vores arbejdsliv og som ­borgere ­generelt.”

Hvad vil I helt konkret tilbyde i huset?

”Konferencer om bl.a. ny samfundsvidenskabelig forskning, kontorer, et nyhedsrum, workshops, møder, netværk og åbne arrangementer, som rigtig gerne må være tværfaglige. Fælles for initiativerne i huset er, at de skal skabes af husets brugere – for husets brugere. Selvfølgelig skal der også ­være en social del, men vi bliver ikke det ­typiske studenterhus, hvor man kan ­købe en billig fadøl og høre musik. Det er der masser af andre steder, der tilbyder.”

Hvordan er I kommet i gang med alt det her?

”Da vi opdagede, at politistationen tæt på CBS var til salg, så vi det som en oplagt mulighed for at realisere vores vision. Vi fremlagde idéen for CBS, udarbejdede selv alt materiale og har rejst 47,5 millioner kroner fra danske fonde. Vi mangler nu ’kun’ cirka otte millioner.”

Hvordan er det at være med i sådan et projekt?

”Det er enormt spændende. For det ­første tror vi, at de resultater, der vil komme ud af huset her, kommer til at have en enorm stor indflydelse på ­vores samfund i nogle retninger, som der er behov for. For det andet er det spændende at være en del af så stort et projekt. Vi tager os jo både af den juridiske, byggetekniske, økonomiske og organisatoriske del. Vi har selvfølgelig også fået sparring undervejs. Som en ekstra kompetencegivende ­aktivitet uden for uddannelsen har det været sindssygt givende.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet