Djøferne er de nye krimihelte

Krimiforfatteren ­Helle Vincentz – som også er uddannet journalist, cand.public., M.A. fra Columbia i New York og ­tidligere Mærsk-ansat – er fascineret af embeds­mændenes verden. Som en anden Jesper Tynell – ham med ’Mørkelygten’ – har hun mødtes med embedsmænd på diskrete, brune værtshuse for at få et indblik i livet bag Slotsholmens ­tykke mure.

Hun har skrevet tre krimier om oliebranchen, som ellers er et lukket ­miljø. Men aldrig har hun mødt en så ­lukket verden, som da hun begyndte at ­researche på en ny krimi, hvis plot skulle trække tråde ind i Justitsministeriets top.

Et krimiplot må godt være vildt over­drevet, men miljøet skal være ­ægte. Derfor skulle Helle Vincentz have fat i nogle embedsmænd, som ville ­fortælle om kulturen og selvforståelsen på Slotsholmen.

Det viste sig at kræve sin kvinde, selvom det var banale ting, hun ville spørge dem om: Hvordan går en typisk dag? Hvordan taler I til ministeren, om ministeren og med hinanden? Hvordan holder I fest?

Hun kunne kun få dem til at ­sige ja – og nogle sagde alligevel nej – hvis personer, de stolede på, sagde god for hende. Her brugte hun sit netværk blandt embedsmænd og ikke mindst blandt tidligere spindoktorer til at få adgang til Justitsministeriet.

”Men embedsmændene ville ikke mødes med mig bare i nærheden af Slotsholmen. Én gang, hvor vi rent faktisk var på en café inde i city, sad vedkommende og holdt øje med ­døren. Alt dét der skæg og blå briller kom bag på mig. Jeg ville bare fortælle en god ­historie og liste noget spændende ­viden med ind om miljøet blandt landets fineste jurister.”

Bermuda-trekanten i ministeriets top

Krimien udkommer i denne uge og hedder ’Stjålne liv’.

Hovedpersonen Sofie – som er antropolog på feltarbejde og lidt af et rodehoved med delesøn og gammel mælk i køleskabet – hvirvles ind i opklaringen af et tyveri af befrugtede æg fra en fertilitetsklinik. Sporene fører helt op til landets justitsminister, hvis mørke hemmelighed fra en hård opvækst på den københavnske vestegn pludselig eksploderer mellem hænderne på hans arme spindoktor, bogens anden hovedperson.

”Jeg er enormt fascineret af det spil, der kører i ministeriernes top mellem minister, spindoktor og departementschef.”

Især spindoktorernes verden har hun haft en helt særlig adgang til. Bekendtskabskredsen tæller navne som de to tidligere ­Løkke-spindoktorer Søs Marie Serup og ­Mikael Børsting samt Brian ­Mikkelsens ­tidligere spindoktor, ­Sandy French. De har ­alle fortalt om suset i overhalingsbanen på ministergangen, hvor hver dag har sin egen krise, og hun har brugt det hele til at spinne sit plot.

”Dén der kamp mellem embedsværk og spindoktor om ministerens gunst fascinerer mig. Jeg troede, at en spindoktor udkæmper sine kampe med journalister. Nu ved jeg, at de største kampe er in-house med embedsmændene om at få papirerne og ikke blive holdt væk fra sagerne og med de andre spindoktorer om pladsen i hakkeordenen.”

Vil afdække kultur — ikke skandaler

Helle Vincentz skriver ikke nøgleromaner og er ingen litterær Jesper Tynell, hvis bog – som hun selvfølgelig kastede sig over – først udkom, da hun næsten var færdig med sin research.

”Jeg er ikke ude efter at afdække konkrete skandaler. Jeg er skønlitterær forfatter og vil gerne fortælle en mere overordnet historie.”

Derfor spurgte hun aldrig ind til ­’verserende sager’ hos embedsmændene. Heller ikke selvom hun begyndte sin research i starten af 2014 – præcis samtidig med, at Justitsministeriets daværende departementschef blev midlertidigt fritaget for tjeneste som følge af den såkaldte nødløgnssag.

”Det var vigtigt for mit arbejde som forfatter, at mine kilder fik tillid til mig og stolede på, at jeg mente det, når jeg sagde, at det var kulturen – ikke skandaler – jeg var ude efter. Derfor var jeg også overrasket over, at man kunne ­være så nervøs for at blive taget i en samtale med en forfatter, som bare ville nørde i kulturen i deres ministerium. I dag kan jeg kan godt se, at noget af det skyldtes, at de var rystede over det, der lige var sket.”

Forstod du også, at diskretion ligger i selve embedsrollen?

”Ja, det kom jeg til. Den rolle lå dem meget mere på sinde, end jeg anede. Det er ikke et job – det er deres identitet. De dér ord med saglighed, faglighed, sandhed og så videre. Som havde de aflagt et lægeløfte.”

Men hun bemærkede også, at det var stærkest hos de unge embedsmænd. De, som sad oppe i hierarkiet, talte ­mere bramfrit om det politiske spil i et departement.

Hvad er din forklaring på det?

”De, som kommer til tops, er dem, som også kan tænke politisk. Ikke sådan, at de bare sidder og logrer for ­ministeren. Men de skal kunne begge dele, både faglighed og politik. Det er også dem, der rent faktisk tør sige nej til ministeren. Men der ligger også bare et vist pres på dem for at levere noget, som ministeren kan bruge.”

Én ting fascinerede hende også:

”Når jeg spurgte dem, hvordan man positionerer sig i Justitsministeriets departement, lagde de utrolig stor vægt på fagligheden. Man kommer ikke op ved at sprælle og spille smart, som man kan i visse andre brancher. Man skal virkelig levere noget tung faglighed. Det er jo betryggende som borger.”

De onde og kolde djøfere

I marts inviterer Djøf på foredrag med Helle Vincentz. Titlen er ’Djøferen som krimihelt’.

”Det er et forsøg på at sige, at djøfernes verden er et fund for en spændingsroman, fordi den er fuld af ambitiøse og intelligente mennesker, der vil frem. Det er en god grobund for magtkampe og dermed godt stof i en krimi.”

Og så er det en lukket verden, som hun tror, folk gerne vil kigge ind i.

”Man tror, Justitsministeriet er stift og tørt. Det er det ikke. Det er fyldt med unge mennesker, og de kan virkelig holde en fest derinde.”

’Djøfer’ er blevet et hadeord for noget menneskekoldt, siger hun.

”Det, synes jeg, ikke er fair. For hold kæft, hvor de knokler. Noget af det er selvfølgelig for karrierens skyld, men de leverer altså en ­imponerende ­arbejdsindsats for Danmark. Jeg ­boede engang i bofællesskab med en ung fuldmægtig fra Finansministeriet. Han mødte kl. 8 og gik kl. 18. Jeg var paf. Ung og naiv som jeg var, troede jeg kun, det var journalister og forretningsfolk, der arbejdede så meget. Men i dag ved jeg, at på dét punkt er de mono­mane. De er totalt arbejdsduelige.”

Hun håber, der bliver debat til hendes foredrag.

”Jeg vil enormt gerne høre noget fra djøferne om, hvorfor de selv tror, de ­altid bliver set som onde og kolde.”

Hendes næste krimi skal foregå i ­medicinalbranchen. Så hvem ved, ­måske skal de holde sig klar i Sundhedsministeriet?