Djøferne er de nye krimihelte

Det har Akademikerne – hovedorganisation for 313.000 djøfere, magistre, ingeniører, psykologer, arkitekter, læger med flere – regnet sig frem til.

Derfor er Akademikernes bestyrelse gået i gang med et større diskussions- og analysearbejde: Hvad skal der ske med de 10.000 ekstra akademikere om året?

Rekordhøjt optag og rekordhøj dimittendledighed

”Vi er nødt til at diskutere, hvad vores svar er, når vi bliver spurgt af journalister og andre, hvordan rekordoptag på universiteterne hænger sammen med rekordhøj dimittendledighed blandt stort set alle ac-faggrupper på nær lægerne,” siger Ingrid Stage, konstitueret formand for Akademikerne frem til 1. januar.

Krimiforfatteren ­Helle Vincentz – som også er uddannet journalist, cand.public., M.A. fra Columbia i New York og ­tidligere Mærsk-ansat – er fascineret af embeds­mændenes verden. Som en anden Jesper Tynell – ham med ’Mørkelygten’ – har hun mødtes med embedsmænd på diskrete, brune værtshuse for at få et indblik i livet bag Slotsholmens ­tykke mure.

”Det er min personlige holdning, for jeg tror ikke, vi kan gøre det intelligent nok. Der er ingen lette løsninger. Men vi er nødt til åbent at vende alle sten.”

Hun har skrevet tre krimier om oliebranchen, som ellers er et lukket ­miljø. Men aldrig har hun mødt en så ­lukket verden, som da hun begyndte at ­researche på en ny krimi, hvis plot skulle trække tråde ind i Justitsministeriets top.

Fra elite til prekariat

Det viste sig at kræve sin kvinde, selvom det var banale ting, hun ville spørge dem om: Hvordan går en typisk dag? Hvordan taler I til ministeren, om ministeren og med hinanden? Hvordan holder I fest?

Knap 27 procent af en ungdomsårgang kan ifølge Akademikernes beregning i dag forvente at få en kandidatgrad. Dermed er regeringens 25 procents målsætning allerede nået og lidt til.

Hun kunne kun få dem til at ­sige ja – og nogle sagde alligevel nej – hvis personer, de stolede på, sagde god for hende. Her brugte hun sit netværk blandt embedsmænd og ikke mindst blandt tidligere spindoktorer til at få adgang til Justitsministeriet.

I nogle kredse er man begyndt at tale om prekariatet – en fordanskning af det engelske udtryk precarious (usikre) work relations.

”Men embedsmændene ville ikke mødes med mig bare i nærheden af Slotsholmen. Én gang, hvor vi rent faktisk var på en café inde i city, sad vedkommende og holdt øje med ­døren. Alt dét der skæg og blå briller kom bag på mig. Jeg ville bare fortælle en god ­historie og liste noget spændende ­viden med ind om miljøet blandt landets fineste jurister.”

Der hentydes til risikoen for et voksende segment af unge og yngre akademikere, som aldrig får et fast job, eller et job, hvor de ikke bruger deres uddannelse – og får en tilsvarende lav løn. Eller kun får et deltidsjob.

Bermuda-trekanten i ministeriets top

Kort sagt: I fremtiden er en universitetsuddannelse ikke nogen sikkerhed for noget som helst, lyder det.

Krimien udkommer i denne uge og hedder ’Stjålne liv’.

Hovedpersonen Sofie – som er antropolog på feltarbejde og lidt af et rodehoved med delesøn og gammel mælk i køleskabet – hvirvles ind i opklaringen af et tyveri af befrugtede æg fra en fertilitetsklinik. Sporene fører helt op til landets justitsminister, hvis mørke hemmelighed fra en hård opvækst på den københavnske vestegn pludselig eksploderer mellem hænderne på hans arme spindoktor, bogens anden hovedperson.

Ifølge Akademikerne skal antallet af akademikerjob fordobles i løbet af de næste tyve år, hvis arbejdsmarkedet skal følge med udbuddet, så der ikke opstår øget strukturel akademikerledighed.

”Jeg er enormt fascineret af det spil, der kører i ministeriernes top mellem minister, spindoktor og departementschef.”

Det har kunnet lade sig gøre at fordoble antallet af nye akademikerjob i de sidste tyve år, men kan det også lade sig gøre de næste tyve?

Især spindoktorernes verden har hun haft en helt særlig adgang til. Bekendtskabskredsen tæller navne som de to tidligere ­Løkke-spindoktorer Søs Marie Serup og ­Mikael Børsting samt Brian ­Mikkelsens ­tidligere spindoktor, ­Sandy French. De har ­alle fortalt om suset i overhalingsbanen på ministergangen, hvor hver dag har sin egen krise, og hun har brugt det hele til at spinne sit plot.

Ingrid Stage er ikke sikker.

”Dén der kamp mellem embedsværk og spindoktor om ministerens gunst fascinerer mig. Jeg troede, at en spindoktor udkæmper sine kampe med journalister. Nu ved jeg, at de største kampe er in-house med embedsmændene om at få papirerne og ikke blive holdt væk fra sagerne og med de andre spindoktorer om pladsen i hakkeordenen.”

”Vi må i hvert fald ikke stikke de unge blår i øjnene. Vi er nødt til at sige til dem, at de skal være klar til at tage de stød, der kommer. De skal være robuste og ikke falde ned i et sort hul og opleve sig som fiaskoer, fordi det ikke går, som de drømte om.”

Når over hver fjerde i en ungdomsårgang fremover får en kandidatgrad, kan vi næppe blive ved med at fastholde, at de alle kan forvente at komme til at tilhøre eliten på arbejdsmarkedet, siger hun lige ud.

Helle Vincentz skriver ikke nøgleromaner og er ingen litterær Jesper Tynell, hvis bog – som hun selvfølgelig kastede sig over – først udkom, da hun næsten var færdig med sin research.

Unge djøfere nu hårdere ramt end humanister

For bare to år siden var det de nyuddannede humanister og arkitekter og lignende – og nogle gange sågar også ingeniørerne – der havde den største dimittendledighed.

Derfor spurgte hun aldrig ind til ­’verserende sager’ hos embedsmændene. Heller ikke selvom hun begyndte sin research i starten af 2014 – præcis samtidig med, at Justitsministeriets daværende departementschef blev midlertidigt fritaget for tjeneste som følge af den såkaldte nødløgnssag.

Men nu er det djøferne med over 35 procent, som ikke har job et år efter eksamen.

Forstod du også, at diskretion ligger i selve embedsrollen?

Djøf-uddannelserne er populære, og der er blevet oprettet nye studiepladser. På fem år er antallet af nye årlige kandidater steget med 2.000 – fra 4.000 for fem år siden til 6.000 i 2012.

”Ja, det kom jeg til. Den rolle lå dem meget mere på sinde, end jeg anede. Det er ikke et job – det er deres identitet. De dér ord med saglighed, faglighed, sandhed og så videre. Som havde de aflagt et lægeløfte.”

Men Lars Munck, arbejdsmarkedspolitisk chef i Djøf, mener ikke, at der bliver optaget for mange studerende på Djøf-fagene.

Det kan kun blive tilfældet, hvis arbejdsgiverne ikke ved deres eget bedste, fastslår han.

Hvad er din forklaring på det?

”Der er et meget stort jobpotentiale for højtuddannede i de små og mellemstore virksomheder, som jo dominerer den danske erhvervsstruktur.”

”De, som kommer til tops, er dem, som også kan tænke politisk. Ikke sådan, at de bare sidder og logrer for ­ministeren. Men de skal kunne begge dele, både faglighed og politik. Det er også dem, der rent faktisk tør sige nej til ministeren. Men der ligger også bare et vist pres på dem for at levere noget, som ministeren kan bruge.”

Vil se på udlandet

Én ting fascinerede hende også:

Alle er enige i, at de fleste af fremtidens nye akademikerjob skal skabes i den private sektors små og mellemstore virksomheder.

”Der er plads til mange flere akademikere i de danske virksomheder. Vi halter efter udlandet her,” understreger Ingrid Stage.

”Når jeg spurgte dem, hvordan man positionerer sig i Justitsministeriets departement, lagde de utrolig stor vægt på fagligheden. Man kommer ikke op ved at sprælle og spille smart, som man kan i visse andre brancher. Man skal virkelig levere noget tung faglighed. Det er jo betryggende som borger.”

Akademikerne vil nu bl.a. kigge på forholdene i andre lande: Hvor og hvordan begynder de unge højtuddannede deres karriere i de private virksomheder? Får de en god start? Hvad får de i løn? Er der nogle, som fortryder, at de tog en lang uddannelse, fordi de ikke bruger den i jobbet?

De onde og kolde djøfere

Djøf har i kølvandet på dimittendkrisen oprettet et helt beskæftigelsessekretariat, hvis hovedopgave er at skabe nye jobåbninger i de mindre virksomheder til ledige djøfere.

”Det er et forsøg på at sige, at djøfernes verden er et fund for en spændingsroman, fordi den er fuld af ambitiøse og intelligente mennesker, der vil frem. Det er en god grobund for magtkampe og dermed godt stof i en krimi.”

Tallene viser, at flere og flere højtuddannede får job i disse virksomheder, siger Lars Munck.

Og så er det en lukket verden, som hun tror, folk gerne vil kigge ind i.

”Virksomhederne øger deres værditilvækst, når de ansætter højtuddannede, de innoverer mere, og de trækker flere andre faggrupper med sig. Så hvis disse virksomheder vil være konkurrencedygtige i fremtiden, er der ingen vej udenom end at løfte kompetenceniveauet.”

Dumt og dyrt ikke at få de unge ud i virksomhederne

Lars Munck er ikke enig med dem, som mener, at vi får et prekariat eller proletariat af akademikere med løse ansættelser og lav løn.

’Djøfer’ er blevet et hadeord for noget menneskekoldt, siger hun.

”De er pessimister,” siger han.

”Det, synes jeg, ikke er fair. For hold kæft, hvor de knokler. Noget af det er selvfølgelig for karrierens skyld, men de leverer altså en ­imponerende ­arbejdsindsats for Danmark. Jeg ­boede engang i bofællesskab med en ung fuldmægtig fra Finansministeriet. Han mødte kl. 8 og gik kl. 18. Jeg var paf. Ung og naiv som jeg var, troede jeg kun, det var journalister og forretningsfolk, der arbejdede så meget. Men i dag ved jeg, at på dét punkt er de mono­mane. De er totalt arbejdsduelige.”

Megatrenden er, at de dårligst uddannede i den grad er konkurrenceudsatte og de primære ofre for globaliseringen. Det viser udviklingen de sidste fem år, siger han.

Hun håber, der bliver debat til hendes foredrag.

”Men jeg er enig i, at vi risikerer et akademisk prekariat, hvis regering og beslutningstagere ikke tager følgevirkningerne af den økonomiske krise mere alvorligt.”

”Jeg vil enormt gerne høre noget fra djøferne om, hvorfor de selv tror, de ­altid bliver set som onde og kolde.”

”Vi har i dag et meget stort ledighedsproblem for vores nyuddannede, som skal løses ved at satse meget mere massivt på jobskabelse, fx i de små og mellemstore virksomheder.

Men han tror, at problemet vil blive taget alvorligt.

For det er både dumt og dyrt ikke at gøre det, siger han.

Fx har AE Rådet i en analyse påvist, at den stigende dimittendledighed gennem kriseårene kommer til at koste samfundsøkonomien i omegnen af 8,5 mia. kr., hvis der ikke bliver sat mere skub i jobskabelsen.