100-års-livet stiller nye krav

Hvor det engang hørte til sjældenhederne at blive 100 år gammel, vil det i løbet af de næste par årtier være en realitet for de fleste i den vestlige verden. Siden 1850’erne har de teknologiske, økonomiske og sociale fremskridt nemlig gjort os ældre for hvert årti, og derfor kan over halvdelen af alle babyer, der fødes i dag, snildt forvente at runde de 105 år.

100-års-livet kommer til at revolutionere tilværelsen, som vi kender den i dag. Ifølge en ny britisk bog vil det lange liv nemlig fundamentalt vende op og ned på alt fra vores arbejdsliv og privatøkonomi til identitet og forhold til hinanden. En omvæltning, som vi ifølge bogens forfattere gør klogt i at begynde at forberede os på allerede nu.

”Det er ikke nyt, at vi hele tiden bliver ældre, men frem til i dag har fokus alene været på den sidste del af det lange liv. Det vil sige på udfordringer som pension og opsparing og på sygdomme som Alzheimers og demens. Det forlængede liv kommer dog ikke kun til at påvirke alderdommen, men får afgørende konsekvenser for alle aldre. Det er de konsekvenser, vi forsøger at beskrive og forberede folk på i vores bog,” siger Lynda Gratton, psykolog, professor i ledelse på London Business School og en af tidens førende britiske ledelsestænkere.

Sammen med kollegaen Andrew Scott udgav hun i foråret ’The 100-Year Life’, der forsøger at give et bud på, hvordan vores liv kommer til at forme sig, når de fleste af os bliver over 100 år, og hvordan den livsforlængelse vil påvirke individer, arbejdspladser og samfundet helt generelt.

Vi kommer til at arbejde til efter 80

Gratton og Scott forudser, at 100-års-livet især kommer til at ændre vores tilværelse på tre grundlæggende fronter, som igen vil forandre vores
liv og arbejdsliv på flere parametre.

Det første bliver, at vi med en levetid på over 100 år kommer til at få et meget længere arbejdsliv, end vi har i dag. Primært fordi kun de færreste vil have råd til at finansiere en pensionisttilværelse, der starter, når de er midt i 60’erne og så fortsætte i 40 år, til de har rundet de 100.

”Det er ikke svært ud fra de eksisterende pensions- og opsparingskalkuler at forudsige, at de, som er 20 år i dag, bliver nødt til at arbejde, til de er i slutningen af 70’erne eller endda starten af 80’erne, mens dem i 40’erne skal fortsætte til efter 70, hvis de skal nå at spare op til pensionisttilværelsen. Derfor kommer det lange liv først og fremmest til at betyde, at vi får et meget længere arbejdsliv fremover,” siger Lynda Gratton.

Livet bliver multifaset

Den forandring vil i sig selv skubbe en række andre vidtrækkende ændringer i gang. En af dem bliver ifølge ledelsesprofessoren, at vi med et arbejdsliv på 60 år hverken vil kunne magte eller have lyst til at gøre karriere i samme høje konstante gear, som mange gør i dag.

”Med et arbejdsliv, der strækker sig over 60 år, vil det både være for trættende, for nedslidende og ganske enkelt for kedeligt at beskæftige sig med det samme igennem hele karrieren. Samtidig vil samfundets udviklingshast automatisk kræve, at vi bliver nødt til at forny vores kompetencer hyppigere end i dag, og derfor bliver vi også nødt til at videreuddanne os flere eller endda mange igennem arbejdslivet. For de kvalifikationer, vi får som unge, vil jo ikke kunne holde sig tidssvarende, når vi som 80-årige stadig er på arbejdsmarkedet,” siger Gratton.

Hun og Scott forudsiger derfor, at vores liv fremover kommer til at bestå af langt flere faser end de tre, der typisk dominerer vores tilværelse i dag.

”I dag følger de fleste menneskers liv de samme tre faser. Vi starter voksenlivet med at tage en uddannelse, som afløses af en karriere, der stiger støt og lineært igennem arbejdslivet, og til sidst afslutter vi livet som pensionister. Det lange arbejdsliv og kravet og lysten til forandringer kommer til at bryde det mønster. Fremover vil det trefasede liv derfor blive erstattet af et multifaset liv med langt flere afbræk, pauser og helt nye faglige løbebaner,” siger hun.

Flere karrierer i samme liv

Fx vil det blive langt mere almindeligt med to eller endda tre forskellige karriereforløb igennem arbejdslivet. En karriere i starten af arbejdslivet, som er mere intens med en højere indtjening og med længere arbejdstider, og en anden i et lavere gear, som i højere grad skal balanceres med familiens behov, ligesom mange i perioder også vil vælge at fokusere på socialt velgørenhedsarbejde.

”Hvor karrierer i dag for mange udvikler sig i forholdsvis forudsigelige spor, vil vores arbejdsliv fremover få en langt mere varierende form. Det vil blive mere og mere almindeligt, at man efter at have beskæftiget sig med det samme i 10-15 år skifter spor, videreuddanner sig eller får såkaldte portefølje-karrierer, hvor man på én og samme tid eksempelvis både er fastansat, driver egen virksomhed og måske endda også er under efteruddannelse,” siger hun.

Og den forandring kommer så igen til at drive en anden fundamental ændring i vores tilværelse. For når livet kommer til at gå fra få til mange faser, betyder det også, at vi som individer kommer til at støde på langt flere livsomstillinger igennem tilværelsen, end vi gør i dag. Med tre faser oplever vi traditionelt kun to store livsændringer, nemlig når vi tager det første skridt ind på arbejdsmarkedet, og når vi træder ud igen og går på pension. Men det bliver anderledes fremover.

”Det multifasede liv vil byde på mange livsomstillinger, hvilket kommer til at kræve langt mere af os end i dag. Livsomstillingerne er nemlig normalt ekstremt udfordrende perioder for os, fordi de kræver ekstra ressourcer at komme igennem. Faktisk er de store ombrydninger i vores liv ofte meget krisefyldte for mange mennesker, fordi de både påvirker vores identitet og vores livsførelse,” siger Lynda Gratton og fortsætter:

”En uhyre afgørende faktor for fremtidens generationer vil derfor være, at man bliver rigtig god – og bedre, end vi er i dag – til at tackle de her store livsskift og omstillinger. At være stærk i omstillingerne bliver en af de livskompetencer, som vil afgøre, om 100-års-livet kommer til at blive en god eller tværtimod en decideret dårlig ting for os som individer.”

Fleksibilitet er nøglen

Livskompetencerne handler ifølge ledelsesprofessoren bl.a. om at fast­holde en evne til hele livet igennem at være fleksibel, at være i stand til kontinuerligt at tilegne sig ny viden, at kunne udforske nye måder at tænke på og lære at se verden fra forskellige perspektiver.

Men ifølge Gratton handler det også om at kunne acceptere, at man, i takt med at arbejdslivet eksempelvis antager nye former, kommer til at miste indflydelse og charge. Derfor skal man være i stand til igennem livet at træde ud af gamle og ind i nye roller og identiteter, også selvom de måske umiddelbart virker mindre attraktive.

”Nogle af de her omstillinger vil blive påtvunget os udefra, mens andre vil være nogle, vi vælger selv. Der vil komme tider, hvor vi selv har lyst til at forandre os og ændre på tilværelsen, og generelt tror jeg, at vi bliver langt mere eksperimenterende med livet fremover,” siger hun og fortsætter:

”Men der vil også komme tider, hvor man mister sit job, eller hvor éns kompetencer ikke kan bruges længere, og hvor omstillingen vil ramme os ufrivilligt og tvinge os til en livsændring. Uanset om det bliver selvskabt eller ufrivilligt, bliver det kolossalt afgørende, at man hele livet igennem kan møde disse omstillinger uden at blive grundstødt. Og det kræver, at man løbende investerer i sig selv hele livet igennem. Ikke kun finansielt for at sikre sig materielt, men også i såkaldte immaterielle ressourcer for at holde sig mentalt stærk.”

Recreation skal være re-creation

Investering i immaterielle ressourcer er en central pointe i Gratton og Scotts bog. Ikke mindst fordi en stor del af debatten om det lange liv frem til i dag nærmest entydigt har fokuseret på finansielle ressourcer.

”Der er et overdrevent fokus på behovet for finansielle ressourcer, når vi taler om de lange liv. Selvfølgelig er det vigtigt at have en god økonomi, som man kan trække på, når man skal leve længe. Det er jo pengene, der sikrer, at vi kan leve godt. Men hvis vi skal kunne arbejde længe, skal vi også have solide immaterielle ressourcer at trække på. Det er dem, der holder os produktive, sunde og vitale. At forberede sig så godt som muligt på det lange liv, indebærer derfor en løbende investering i immaterielle ressourcer. Ikke som i dag, hvor vi kun gør det i starten af livet, når vi tager en uddannelse. Vi skal blive ved med at tænke på, hvordan vi kan holde sig aktive, sunde og beskæftigede,” siger Lynda Gratton.

Den investering skal foretages i fritiden, påpeger hun. Vi skal derfor omdefinere begrebet fritid, fordi den ikke bare fremover skal bruges som ren rekreation og på at slappe af på sofaen, tage ud og sejle eller gå en tur i skoven med familien. I stedet skal vi udvikle og forny os, så vi sikrer vores kontinuerlige omstillings- og forandringsevne. Fritid skal ikke længere være recreation, men også
re-creation.

”Mere tid i livet kommer til at give os mere fritid, og den skal vi bruge på at lære at genskabe os selv. Det bliver fritiden, der skal hjælpe os med at sikre, at livet bliver godt hele vejen igennem,” siger hun. 

Forandringen allerede i gang

Selv om udsigten til det lange liv umiddelbart ser revolutionerende ud, forventer Lynda Gratton, at forandringen til 100-år-livet vil komme langsomt og trinvist. Og mange ændringer er allerede begyndt at indtage vores liv på vores eget initiativ.

”Et af de spørgsmål, vi blev ved med at stille os selv, mens vi skrev bogen, var, hvor forandringerne kommer fra. Og det er tydeligt, at de fleste kommer fra os selv. Fra individer og familier. Eksempelvis bliver vi jo allerede gift og får børn senere i livet, folk søger også deres første job senere og bruger år på at rejse jorden rundt eller finde sig selv. Flere foretager også afbræk midt i karrieren, mange går selvstændig efter 10-15 år i fast job. Og allerede nu taler vi om, at 70’erne er blevet de nye 60’ere og 40’erne de nye 30’ere,” siger hun og fortsætter: