Vicedirektør i hvid kittel

I 1990 begyndte den nyudklækkede sygeplejerske Jan Toftholm Andersen på Gentofte Hospital. Han havde sommerfugle i maven og var spændt på, om han kunne løfte opgaven. Siden da har han arbejdet sig op gennem systemet. Undervejs blev han djøfer, og i dag er han en del af den øverste ledelse på det nyligt fusionerede Herlev og Gentofte Hospital. Han kan dog stadig få sommerfugle i maven, og det handler stadig om at udfylde rollen som sygeplejerske.

"Inden fusionen tog jeg ud som sygeplejerske et par gange om måneden. Det sidste år har jeg kun gjort det fire gange, men er ved at genoptage det oftere igen. Jeg tager ud en halv eller hel dag, og det er faktisk angstprovokerende. Jeg er tryg ved de forventninger, der er til mig som direktør og djøfer, for der har jeg været de sidste 10-15 år – men som sygeplejerske bliver jeg nervøs for, om jeg slår til.”

Han understreger, at han primært er der for at følge en anden sygeplejerske eller en læge i dennes arbejde, og at han selvfølgelig aldrig roder sig ud i noget, der sænker kvaliteten af hospitalets produkt, som er behandling af syge mennesker.

”Jeg gør det ikke for at score billige point. Indimellem er det bare godt at komme ud og mærke patienterne på en måde, jeg ikke gør, når jeg går til møder og sidder på kontoret.”

Sundheds-djøfer

Han ser sig selv som sundheds-djøfer og har aldrig kunnet forstå snakken om kolde og varme hænder. Han fortæller, at han arbejder for præcis det samme som lægerne og sygeplejerskerne – nemlig at sikre den bedst mulige behandling for patienterne.

”I sundhedsvæsnet bliver begrebet ’djøfer’ indimellem brugt som et bureaukratisk skældsord. For mig er en djøfer én, der har respekt for produktet, men tør trække sig ud af det og se på økonomi, logistik, sammenhænge og politik. Det bliver vi simpelthen nødt til, hvis vi skal kunne tilbyde og sikre den samme behandling år efter år på hospitalerne.”

Underviser på gymnasier

Hen over sommeren var Jan Toftholm Andersen i medierne i forbindelse med en gymnasiedrukfest i Dyrehaven nord for København.

”Vi behandlede 11 unge. Fem af dem var ved at miste livet, og to af dem kom i respirator. Det var jo helt vanvittigt. Selvfølgelig skal de unge have lov til at være unge og drikke sig fulde, men de skal ikke holde op med at trække vejet på grund af det. Vi tror nu også, at der var andet end alkohol involveret.”

På direkte tv lovede han derfor, at hospitalet gerne ville komme ud og holde foredrag på gymnasierne. Noget, han ikke havde clearet med børneafdelingen derhjemme.

”Jeg vidste dog godt, at afdelingen ville være med på det, og nu har vi snart været ude og holde foredrag på 13 gymnasier om, hvordan éns hjerne kan tage skade af for meget druk.”

Hvorfor blev du sygeplejerske?

”Jeg voksede op ved siden af Hillerød Hospital og var vildt fascineret af verden derovre. Vi var en gruppe kammerater, som legede rundt på hospitalets gange, selv om vi ikke måtte. Desuden er jeg vokset op i et hjem, hvor man tog sig af og passede på hinanden. Det er nok en kombination af de to ting.”

Hvornår fandt du ud af, at du ville være leder?

”Efter fem år som sygeplejerske spurgte min afdelingssygeplejerske, om det ikke var på tide, at jeg selv begyndte at lede. Jeg stillede vist ret mange spørgsmål og krævede en del. Jeg kunne godt se idéen i det. Jeg har siden hen været forbi adskillige lederjobs og taget otte års efteruddannelse.”

Hvornår blev du djøfer?

”I 2004 blev jeg centerchef og afsluttede min organisationspsykologiske uddannelse fra RUC. Jeg meldte mig ud af Dansk Sygeplejeråd og ind i Djøf. Min identitet er sundheds-djøfer, og den blev stærkere, efter jeg afsluttede min MBA. Jeg interesserer mig for de strategiske, økonomiske og produktionsmæssige strukturer omkring sundhedsvæsnet.”

Hvornår er det en fordel for dig at kende systemet som sygeplejerske?

”Næsten dagligt er der noget omkring forståelsen af sundhedspersonalet, de faglige ledere og deres arbejdsvilkår. Det betyder noget, at jeg ikke bare sidder og planlægger, men virkelig ved, hvad jeg planlægger om, og hvem der skal leve med beslutningerne.”