Topembedsværk i tillidspres
16.11.2016
af
Eva Bøgelund
Foto: Jacob Nielsen
Departementschef Peter Stensgaard Mørch bytter Beskæftigelsesministeriet ud med den øverste toppost i Københavns Kommune. Djøfbladet har mødt ham til en status på nyt embedsmandskodeks, tillidskrise og chefers ansvar i et politisk styret system.
16.11.2016
af
Eva Bøgelund
Foto: Jacob Nielsen
I den nyligt udgivne bog ’Mette F.’ optræder Peter Stensgaard Mørch som en bifigur i det afsnit, der handler om Mette Frederiksens tid som beskæftigelsesminister. Der står kun lidt om Stensgaard Mørch – som fra en stilling som afdelingschef blev ny departementschef halvandet år inde i Frederiksens ministertid – og det er ros.
Frederiksens ledelsesstil var ifølge bogen ’hård’ og præget af ’kamp’ med embedsværket, og hun og spindoktoren Martin Rossen ’pressede embedsmændene til det yderste’ i en tid med et voldsomt arbejdspres. Men om Peter Stensgaard Mørch siger de to til hinanden, at ’han er en stjerne’, og fra han kom til som departementschef, ’begyndte det at gå fremad’, som der står i bogen.
’Hans rolige gemyt kan sagtens klare de to mindre rolige gemytter. Han accepterede, at ministeren havde ret til at gå til den og børstede det selv hurtigt af ærmet, hvis der havde været hårde ordvekslinger. Det tænkte han ikke over i mange minutter.’
Djøfbladet har sat Peter Stensgaard Mørch stævne, fordi han har fået nyt job. Eller rettere på grund af noget, han sagde til altinget.dk, da det kom frem, at han forlader stillingen som departementschef i Beskæftigelsesministeriet, når november er forbi.
Dagsordenen for interviewet er formkurven hos det danske topembedsværk, nu hvor støvet har lagt sig efter en stime uheldige sager med topembedsmænd involveret, en Jesper Tynell-bog, et Bo Smith-udvalg, et sæt moderniserede embedsregler kaldet Kodeks VII fra regeringen – og en intern selvransagelsesproces i ministerierne.
Den moderne embedsmands rolle har Peter Stensgaard Mørch været optaget af, lige siden han som ung fuldmægtig i Finansministeriet sad i sekretariatet for det udvalg, som i 2004 kom med betænkningen ’Embedsmænds rådgivning og bistand’ – og senere bl.a. som skribent på tidsskriftet Administrativ Debat.
I det forløbne år har medarbejderne i ministerierne haft det nye Kodeks VII til obligatorisk diskussion: Dels de fire gamle dyder lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet. Dels tre nye: Udvikling & samarbejde, ansvar & ledelse og åbenhed om fejl.
Og det er netop her – ved drøftelserne om dyderne – at vi indleder interviewet.
Altinget.dk refererer dig for at sige, at debatten om embedsreglen med partipolitisk neutralitet har været ’en ventil for tiltrængte drøftelser i alle ministerier’?
”Måske rammer ordet ventil ikke præcist. Men jeg oplever, at vi har fået en fornyet samtale i ministerierne om, hvordan faglighed, politik og neutralitet hænger sammen, og det har været befriende.”
Han forklarer:
”At vi er partipolitisk neutrale, indebærer for det første, at vores personlige politiske holdninger intet har at gøre på jobbet. Og for det andet, at vi ikke skal indblandes i rene partispørgsmål. Men det er samtidig vigtigt at forstå, at det ikke skal forstås som, at vi er politisk neutrale i forhold til regeringen og dens politiske projekt. For vi arbejder for at udvikle og gennemføre en regerings politik. Vores arbejde er, at vi skal give ministrene en rådgivning, de kan bruge i forhold til deres politiske ønsker og ambitioner, og som samtidig hviler på en solid faglighed. Det er vores faglige stolthed at levere på den vanskelige disciplin.”
Men mistænksomheden – og misforståelserne – om rollen, hvor faglighed og politisk rådgivning flyder sammen, har stået i kø i de senere år. Journalister tror ikke nødvendigvis på, at embedsmændene siger hele sandheden, og embedsværket er blevet en selvstændig skydeskive i den parlamentariske kamp.
På djøfbladets blok står også Jesper Tynells bog ’Mørkelygten’, men Peter Stensgaard Mørch kommer i forkøbet og bringer den selv på banen.
”’Mørkelygten’ gav et billede af en faglighed, som nærmest blev trådt under fode, og af, at der er ét og kun ét fagligt rigtigt og rent svar på alting, som så bliver besudlet af politik,” siger han.
”Bogen handler bl.a. om nogle sager her i ministeriet, som jeg ikke kender til, fordi de ligger ret langt tilbage. Men da jeg læste den, var min fornemmelse helt klart, at det ikke svarer til den kultur, vi har her. Det kan simpelthen ikke passe, og derfor vil jeg tro, at en del af dét, som kommer til udtryk fra de anonyme medarbejdere – for jeg siger ikke, at de ikke har sagt til Tynell, hvad han skriver i bogen – må handle om, at man, og det er jo først og fremmest cheferne, simpelthen ikke har været gode nok til at tale om processerne i en sags vej op gennem systemet.”
Netop diskussionen om sidstnævnte aspekt, mener han, har været noget af det allervigtigste i den debat om Kodeks VII, som han satte på skemaet på hele ministerområdet. Der har både været ølkassemøder med ham selv og ’gruppearbejde’ i kontorerne – en proces, som Djøf-tillidsrepræsentant i departementet Tine Skovgaard Lund over for djøfbladet roser ham for.
”Alle fik en anledning til en direkte dialog med deres chef og kolleger om, hvordan det lige er, vi gør det her hos os,” understreger han.
Hvad har du sagt til dine chefer om, hvad de gør, hvis en medarbejder føler, at ’nu bliver min faglighed alligevel vredet for meget’?
”En af de lærdomme, vi har fået ud af at diskutere kodeks, er, at når vi i departementet ændrer i en sag fra et kontor eller fra en styrelse, før den går til ministeren, så skal vi altid forklare hvorfor til dem eller den, som har lagt sagen op. Det tror jeg måske ikke, man altid har været god nok til.”
Men det er en selvstændig opgave for et departement og for alle chefer, understreger han. Det endelige produkt til ministeren eller ordførerne må ikke opleves som noget, der er kommet ud af en black box.
”Det må aldrig blive normalen, at styrelser eller embedsmænd længere nede sidder tilbage med kvababbelse over det, der ender med at gå til ministeren. Eller at vi i departementet bare fejer det væk med et ’jamen, sådan har de det jo så tit derude’.”
Tilsvarende skal kulturen også være sådan, at medarbejdere reagerer.
”Hvis man tænker, ’arh, dét var ikke en okay drejning, de gav min sagsfremstilling’, så skal det frem, og man skal have en forklaring på, hvorfor det eller det afsnit røg ud.”
Altså så nogen ikke tænker, at ’det vil gå ud over min karriere’?
”Ja, helt klart. Kulturen skal være, at vi har en samtale om sagerne og de faglige vurderinger, vi lægger ind i dem. For ting kan jo forklares og skal kunne forklares. Min påstand er, at i 99 procent af tilfældene vil man ude i styrelsen eller nede i kontoret så tænke: ’Okay, det er fair nok, det er relevante betragtninger og afvejninger i forhold til en regeringsbetjening – sådan kan man også gøre det’.”
Hvad den sidste procent angår, må departementet til gengæld erkende, at her må sagen formentlig laves om, siger han.
Men hvis medierne stadig har et billede af et topembedsværk, der vrider fagligheden, har I så ikke en tillidskrise?
”Jo, og det er noget, vi tager meget alvorligt. Mediernes intensiverede jagt på sager er både godt og skidt. Det er godt, at man kan regne med, at nogle holder øje og er på vagt. Men det er ikke så godt, hvis det efterlader et fejlagtigt indtryk hos danskerne af, hvordan tingene fungerer i ministerierne. De sager, der var for nogle år siden, har selvklart tæret på tilliden. Men jeg synes, tiden har arbejdet for et mere normaliseret billede.
”Tilliden til the establishment er under pres overalt, internationalt og også hos de ellers meget tillidsfulde danskerne, tilføjer han.
”Men jeg synes også, man bør hæfte sig ved, at de interviews, som Bo Smith-udvalget for nylig lavede med tidligere og nuværende ministre, viste, at de på mange måder mener, at vi har et betryggende embedssystem. De vil gerne have embedsfagligheden med sig hele vejen, og de oplever, at vi leverer.”
Og så er der lige én ting til med Kodeks VII: Han er glad for de tre nye ’regler’, som nu er officielt skrevet ned. Herunder den om ’udvikling & samarbejde’.
”Her tilføjes jo en moderne dimension til de forventninger, som politikerne må have til os: Vi må ikke tro, at vi bare kan sidde og putte os med vores egen faglighed. Ministerierne skal være et åbent fagligt miljø i samspil med omverdenen.”
Når folk som departementschefer får nyt job, plejer de at stoppe i det gamle med det samme, fordi der ikke må opstå tvivl om, hvor topchefens tillid ligger. Men Jørn Neergaard Larsen spurgte Peter Stensgaard Mørch, om han ikke ville blive ’tiden ud’ og tage det sidste nyk med finanslovsforhandlingerne.
Så gåturen over til Frank Jensen, hvor Peter Stensgaard Mørch skal være Københavns Kommunes adm. direktør – som vel nærmest kan beskrives som Stats- og Finansministeriets departementschefer i én person – tager han først den 1. december.
’Gulddrengen skal rydde op i aktiveringsjunglen’ lød overskriften i Berlingske, da han som 36-årig blev departementschef i Beskæftigelsesministeriet. Nu skal han så derud, hvor Christiansborgs beslutninger skal udføres.
Kommer vi til at høre dig som kritiker af et djøfiseret regelregime trukket ned over kommunerne af Slotsholmen?
”Nu har jeg ikke selv formuleret den overskrift i Berlingske. Og jeg er tilbageholdende med at levere proklamationer for mit nye job. Den slags lyder hurtigt som politiske programerklæringer, og det synes jeg faktisk ikke er min opgave.”
Vil du tage den samme kodekssamtale på rådhuset, som du har taget her?
”Det vil jeg mærke efter, når jeg er der. De gode dyder og værdier, der skal være for regeringsbetjening, må jo være stort set de samme på Københavns Rådhus. Så hvis jeg oplever, at der er et behov for det, er jeg parat til tage den samme tur derovre.”
I september 2015 offentliggjorde Finansministeriet det såkaldte Kodeks VII. Kodekset opsummerer syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen:
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER