Stædige parter har svært ved at lytte til hinanden

Rektor og mangeårig uddannelses-debattør Stefan Hermann har skrevet en stærkt anbefalelsesværdig lille bog om skellet mellem djøf-Danmark og hverdagspraktikeren. Corydon versus Bondo. Eller den politisk-administrative position over for den pædagogisk-konservative, som er de to positioner, forfatteren undersøger.

Et af de gennemgående eksempler på den gensidigt fordummende debat mellem ’os’ og ’dem’ er debatten om ’implementeringen’ for at bruge et yndet djøf-ord om folkeskolereformen, som jeg i den grad har aktier i som daværende undervisningsminister og dermed pennefører for og reformforhandler af.

Jeg er både djøfer og lærerbarn, hvorfor jeg selv er placeret midt i den legitimitetskrig mellem de pædagogisk-konservative og de politisk-administrative, som Stefan Hermann udforsker. Og jeg bekender kulør, fordi forfatteren selv indleder med sit personlige tilhørssted for overhovedet at få stemme. Han er rundet af højskolen og også djøfer, underviser og rektor, kritisk skribent og institutionsstrateg. Og alene det, at vi begge føler trang til at placere os med en fod i hver lejr, understreger, hvor polariseret uddannelsesdebatten er blevet. For at forstå, hvorfor det er gået så galt, anvender Hermann dannelsestænkningen som det analytiske filter for at forstå, hvorfor der selv i ordvalget skabes skel; fx om man taler om uddannelsesverden eller uddannelsessystem. Og ja, djøferne gør det sidste.

’Frontkrigere’ og ’fascister’

Med sproglig skarphed og analytisk præcision hudfletter Hermann de to positioner, så man både griner og græder undervejs, når absurditeterne i kampen bliver tegnet op. Fx diskussionen om, hvorvidt det var godt eller ondt at give eleverne flere timer med folkeskolereformen. Helt blotlagt for kontekst og dermed formålet med flere timer. Bliver eleverne dygtigere af flere timer engelsk om natten eller timer gennemført af ukyndige lærere? Nej, selvfølgelig ikke. Eller hvis forskningen siger, at timerne i sig selv ikke betyder så meget, kan vi så ikke bare halvere antallet af timer til eleverne? Den går selvfølgelig heller ikke. Men er man i krig med hinanden om hele grundsynet på forandringer, glider både sprog og argumentation ud i ekstremer.

Det gælder de pædagogisk-konservatives frontkrigere, der uden blusel kalder beslutningstagere for ’neoliberale fascister’ og enhver test gennemført i skolen for ’uddannelse af konkurrencestatens fodsoldater’, også selvom lærerne altid har gennemført test – også længe før skolereformen. Og det gælder også den ekstremt fattige systemtænkning, når det politisk-administrative lag ikke engang gider gøre sig umage med at tænke en eneste drøm om skolens rolle, men legitimerer enhver politisk beslutning med nødvendighedens logik og tror, at den manglende sociale mobilitet dermed løses ved at indføre et socialt taxameter. Uden at overveje, om dannelseselementer som flid, umage, øvelse, selvdisciplin og koncentration også har en betydning for at give alle børn lige muligheder. Men det er ret svært at lovgive sig til adfærd, hvorfor dannelsestænkning er fraværende som instrument.

Gør hinanden dummere

Det interessante er, at dannelsestænkningen også er fraværende hos de pædagogisk-konservative, hvor dannelse sjældent bliver til meget mere end ’det hele menneske’ og ’verdensborger’. Og mere behøver man ikke at sige i egne rækker, når verden opgøres i ’os’ og ’dem’. Magthaverne fatter alligevel ikke, hvad skolens indre liv overhovedet går ud på. Enhver reform tænkt fra oven er pr. definition ond, alene fordi den er udtænkt alle andre steder end blandt de fagprofessionelle selv. Derfor er verden i går altid bedre end verden i morgen, der er udtænkt af ’de forkerte’, hvorfor den pædagogisk-konservative position netop kommer til at omfavne den fortid, den ellers forsvor for fem minutter siden. Frem for selv at gribe fremtiden og som fagprofessionel være med til også selvkritisk at formulere svar på spørgsmålet: Hvilken skole?

Resultatet er, at de to positioner gør hinanden dummere frem for at kvalificere sig i striden: At gøre sig umage med at have lyst til at lære at forstå hinandens verdener (praksis og forvaltning), og på den baggrund føre en reelt kritisk, nysgerrig, oplysende og dermed samfundsengageret og samfundsforbedrende debat med hinanden.  

Om forfatteren

Stefan Hermann er rektor for Professionshøjskolen Metropol. Tidligere har han været vicedirektør for kunstmuseet Arken og chefkonsulent i Undervisningsministeriet.