Kropsdjøfer for statsministeren

16.11.2016

af

Foto: Lars Bahl

Foto: Lars Bahl

Djøferne lever for meget i deres hoved, mener Kristoffer Glavind Kjær, der ud over selv at være djøfer også er kropsterapeut for blandt andet Lars Løkke Rasmussen.

Det første, der møder én, er skiltet ved indgangen: 'SKOFRIT HUS. Stil venligst dine sko på hylden. Du er velkommen til at låne et par sandaler’. Vi er i ManuVision-huset på Frederiksberg. Her arbejder Kristoffer Glavind Kjær. Han er oprindeligt uddannet cand.scient.soc., har stået i mesterlære som kropsterapeut og været med til at stifte stedet.

”Der ligger noget i at tage sine sko af – en respekt for huset. Så slipper man også sin historie og bliver mere fri,” fortæller han med et intenst, men behageligt blik.  

Inde på kontoret står briksen, som han kropsbehandler sine klienter på. Det er noget med at trykke og mærke rundt omkring på kroppen for at finde spændinger og modstand og så arbejde videre med det. Når han ikke lige trykker mennesker på maven på Frederiksberg, er han og resten af partnerne i ManuVision ude i organisationer for fx at hjælpe med samarbejdsvanskeligheder.

”Man kan lave nok så mange strategier og gode planer, men hvis din krop bare oser af, at du egentlig ikke gider dem, du arbejder sammen med, så er det hele lige meget. Forestil dig, at vi masserer en organisation og finder spændingen. Vi kigger blandt andet på kropssproget i organisationen og hjælper dem videre derfra.”

Det hele kan godt virke lidt flyvsk for en udenforstående, men når man så hører, at Kristoffer Glavind Kjær har været kropsterapeut på statsministerkampagnen, for topjurister og ledere i erhvervslivet og med ved utallige Tour de France – så begynder det at hænge sammen. Det handler om at yde sit optimale fysisk som psykisk. 

At der godt kan være noget om snakken, understreges af, at Lars Løkke Rasmussen stadig kommer forbi en gang om måneden, at Kristoffer Glavind Kjær også har været kropsterapeut på flere internationale cykelhold, og at ManuVision samarbejder med Rigshospitalet om at behandle danske krigsveteraner med PTSD. 

Kristoffer gør meget ud af, at vi både skal lytte til hjerne, krop og følelser, når vi navigerer i livet. 

”For de fleste folk er de tre helt adskilte, og man befinder sig kun ét af stederne. De bedste beslutninger tages af krop, følelser og hoved i forening. Det store problem for djøfere er, at de er for lidt i deres krop og for meget i deres hoved.”

Han understreger, at størstedelen af kommunikationen mellem mennesker er nonverbal, og at djøferne derfor kan blive meget bedre forvaltere, hvis de bliver i stand til at forvalte deres eget kropssprog. Han anbefaler blandt andet yoga og svømning som et middel til at opnå større kropsbevidsthed.

”Du skal ikke finde en balance i din krop, for balance er stendød. Du skal finde en vilje og en modstand og så bruge den til at skabe resultater med krop, hjerne og følelser i forening.”  

Hvorfor er du stadig medlem af Djøf?

”Jeg føler mig som djøfer og er kropsdjøfer i forhold til at få folk til at forvalte deres egne kompetencer ordentligt i medmenneskelige relationer. Jeg er jo hele tiden sovset ind i folks livsrationaler og systemer og prøver at hjælpe dem videre med dem.” 

Hvordan kommer man tættere på sin egen krop?

”Læg dig ned på dit stuegulv med lukkede øjne og mærk, hvor fanden du egentlig er havnet henne. Er du der, hvor du vil være i dit liv?”

Hvilke cykelhold har du arbejdet for?

”Jeg begyndte i '99 på Phonak. Siden startede jeg på Bjarne Riis' hold og har været med til Tour de France lige siden. Det sidste stykke tid har jeg arbejdet med Tinkoff-Saxo, og jeg håber, at jeg skal arbejde med Bjarnes nye hold.”

Hvad hjalp I med under statsministerkampagnen?

”Vi var med til at optimere hans valgkamp. Kropsholdningen er afgørende, når man skal tale en forsamling op og kunne sende klare signaler ud på et kropsligt niveau. Fokus og nærvær.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet