Verdenssynet hos debattøren Søren Hviid Pedersen er rundet af kold krig, konservatisme og kristendom, men med tiden har han lært at holde af velfærdsstaten. Nu har han forladt sit job som underviser i politisk teori og filosofi for at blive præst.
Søren Hviid Pedersen bander over vejarbejdet foran Odense Banegård, som han kanter sig forbi i sin lille, sølvgrå Peugeot – en ældre model, ”der skal køres, til den ikke kan længere.”
Kommunen er ved at anlægge en letbane og forsøger i samme ombæring at rette op på den misere, man rodede sig ud i, da man i 1960’ernes fremskridtsbegejstring kløvede den historiske midtby i to med en fire--sporet vej.
At rive gamle bygninger brutalt ned uden sans for deres historiske værdi er noget, der kan få blodet til at rulle lidt hurtigere hos Søren Hviid Pedersen, der i disse år oplever, at det knager i fundamentet i den ellers så solide danske samfundsbygning. Noget, han ikke tøver med at gøre opmærksom på i utallige tv- og avisdebatter.
”Nu skal du huske, at du spørger en konservativ,” siger han, da han hjemme i sin stue bliver bedt om en diagnose af det danske samfund.
”Det lyder måske lidt højstemt, men jeg har et stort tilhørsforhold til Danmark, som grundlæggende er et godt og vitalt sted at være. Det er også derfor, mange gerne vil hertil,” siger Søren Hviid Pedersen.
Han sidder i en mørk sofa i sin lyse lejlighed, hvor en sjælden efterårssol rammer reoler med historiebøger og dansk lyrik. Danmark er i disse år truet fra tre sider, mener han:
”For det første er integrationen til at overse. For det andet sker der en enorm skævvridning imellem land og by – nu flytter man så statslige arbejdspladser ud, og det synes jeg er helt fint, for hvis højtuddannede djøfere er så store tilhængere af globalisering, så kan de vel også flytte til Lemvig. Og for det tredje sker der en skævvridning af velfærdsstaten, der ikke hjælper de folk, den burde hjælpe.”
Søren Hviid Pedersen har aldrig levet op til klicheen om den unge venstreorienterede, der bevæger sig mod højre med alderen. Han var borgerlig fra barnsben. Hans første minde om politik var den 4. december 1973, da han som 7-årig sad i stuen hjemme i Randers og overværede valgaftenen med sine forældre. Det var jordskredsvalget, hvor de nu heden-gangne Centrumdemokraterne og Fremskridtspartiet bragede ind i Folketinget.
Som 13-årig søgte og fik han dis-pen-sation til at blive medlem af Konservativ Ungdom Randers, hvor aldersgrænsen ellers var 14 år. Gymnasietiden i startfirserne brugte han som næstformand i Konservative Gymnasiaster på at bekrige den kommunistisk dominerede Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.
”Gymnasiedebatterne var et spejlbillede af den kolde krig. Jeg er en koldkriger helt ind i hjertet. Jeg er født ind i den kolde krig, og min politiske bevidsthed er modnet af den kolde krig,” fastslår han.
Selv om Søren Hviid Pedersens far kom fra arbejderklassen, var familien ikke i tvivl om, at den var borgerlig.
”Da min far var ung, var hans familie så fattig, at han måtte samle kulstykker, der var blevet tabt nede ved Randers havn, så familien kunne holde varmen,” siger Søren Hviid Pedersen.
Faren var først socialdemokrat, men da han blev kontorelev, begyndte han at stemme konservativt.
”Han blev senere salgschef i Jaka, som er et gammelt slagteri – der er mest er kendt for Jaka Bov, som er noget forfærdeligt hundeæde – og endte som selvstændig grossist. Hans historie har altid givet mig forståelse for, hvordan folk kan have forskellige politiske holdninger. Det er også derfor, det aldrig har faldet mig svært at læse statskundskab, for statskundskabere har altid haft ry for at sige, ’du er kommunist, jeg er konservativ, men herregud, lad os drikke en øl’. Man har ikke et religiøst forhold til det politiske. Og det, tror jeg, er sundt.”
Selv var Søren Hviid Pedersen konservativ teenager i 1970'ernes Randers, der var en arbejderby.
”Venstrefløjen havde haft magten uafbrudt siden 40'erne, og det medførte en vis form for indspisthed og nonchalance, der var stærkt provokerende for mig,” siger Søren Hviid Pedersen.
Nogle gør oprør mod deres forældre, men det gjorde Søren Hviid Pedersen ikke.
”Mit eneste ungdomsoprør var, at jeg ligesom mange andre KU’ere var enormt tiltrukket af punkmusik. Vi så punken som et oprør mod 1968’ernes hippie-guitar-syrerock. Punk var bare: ’1,2,3,4 og fuck jeres politiske rock og venstreorienterede sange’.”
I en årrække kunne man derfor møde en ung Søren Hviid Pedersen og andre KU’ere til koncert med punkbands som Sods, der senere blev til Sort Sol.
”Selv om vi gik rundt med skjorte og slips til punkkoncerterne, blev vi alligevel accepteret,” siger Søren Hviid Pedersen, der i en periode også lavede lokalradio.
Egentlig var han taget til Randers Lokalradios generalforsamling på foranledning af KU, der frygtede, at kommunisterne ville kuppe kanalen. Det gjorde de nu ikke, men generalforsamlingen førte til, at Søren Hviid Pedersen fik et ugentligt punkmusikprogram. Og en kæreste, der var SF’er.
”Ud over at mine forældre syntes, at punkmusik var det værste, de havde hørt, har der ikke været det store oprør fra min side. Det har der heller ikke været grund til. Det var ikke en restriktiv og indestængt familie, og den passede ikke ind i de der Panduro- og Rifbjerg-modeller for en dysfunktionel borgerlig, patriarkalsk familie. Det var en gammeldags familie i den forstand, at min mor gik hjemme og passede os. Men det var ikke sådan, at der var en spændetrøje omkring mit liv,” siger han og tilføjer:
”Mine to lillesøstre har nok en anden opfattelse af, hvordan min far var. Jeg fik lov at være ude om aftenen, men det gjorde de ikke.”
Efter et forgæves forsøg på at læse teologi – han knækkede halsen på hebræisk – studerede Søren Hviid Pedersen statskundskab, og skrev ph.d. ved University of Essex. Efterfølgende blev han tilknyttet SDU, hvor han i de seneste år har været underviser i politisk teori og filosofi.
”Som underviser skal man forsøge at leve sig ind i at være Karl Marx eller John Locke eller Edmund Burke og forstå den enkelte teoretikers politiske logik og værdier. Jeg har altid forsøgt at undgå at lade mine egne konservative holdninger skinne igennem, men at have en faglig, akademisk distance. Det er også det, vi træner vores statskundskabsstuderende til at have, og det er også derfor, de bliver så gode embedsmænd, som kan skifte mellem at betjene en liberal, en konservativ eller en SF-minister. Det ligger i vores DNA.”
Du siger, at du er formet af den kolde krig. Hvordan kan du bruge det i dagens politiske diskussion?
”Jeg er meget inspireret af tænkeren Carl Schmitts opfattelse af politik, som et sammenstød mellem ven og fjende. Det så vi under den kolde krig, og det ser jeg også i dag.”
Hvem er så fjenden i dag?
”Den fløj, jeg tilhører, har et billede af politisk islam som den store fjende og den nye modpol til den vestlige verden. I den forstand er logikken en videreførelse af den kolde krigs logik. Nemlig at den politiske udvikling drives af en konfrontation mellem to blokke.”
Kan man egentlig sammenligne nutidens politiske islam med datidens Sovjetunionen, der var en global supermagt med atomvåben?
”Man kan sammenligne på den måde, at ligesom man havde kommunismen som det fjendebillede, der repræsenterede negationen af det, man selv stod for, så er politisk islam som ideologi – ikke den enkelte muslim – i dag en modpol til det samfund, jeg ønsker at leve i. Men du har helt ret i, at selvfølgelig er magtforholdene helt anderledes. Politisk islam er ikke en fjende, der råder over atomvåben, men man har samme imperiale drømme om et globalt kalifat, ligesom kommunisterne kæmpede for en verdensrevolution.”
Du nævnte, at man på statskundskab kunne drikke en øl sammen på trods af sine politiske forskelle. Men det verdenssyn, du her beskriver, virker ret konfrontatorisk?
”Det kan jeg godt forstå, at du undrer dig over. Men når jeg snakker om konfrontation, så er det mellem politiske idéer. Jeg er imod politisk islam, men jeg ser ikke på nogen måde den enkelte muslim som fjende. Derfor kan jeg jo godt sidde og drikke en kop te og hygge mig med vedkommende efter en debat på samme måde, som jeg kunne med kommunisterne under den kolde krig.”
”Det er vigtigt, at politiske uenigheder kommer frem, så man kan forholde sig til dem. Jeg synes sommetider, at vi i Danmark har tendens til en konsensuskultur, hvor man ikke må tale om uenigheder. Og så begynder man i stedet at tale om, at nogle er anstændige, mens andre ikke er.”
Men hvordan man taler, er vel i sig selv en politisk handling, der kan forstærke problemer, man ellers kunne have begrænset. For eksempel på integrationsområdet?
”Det vil jeg nu ikke mene. Hvis det var sådan, at integrationen ikke var et problem overhovedet, men bare kørte som smurt, ville ingen gide diskutere den. Tesen om, at man kan tale et problem op i et demokrati, den tror jeg ikke på. Men man skal selvfølgelig ikke kalde folk grimme ting,” siger Søren Hviid Pedersen.
Selv er han med egne ord blevet kaldt nazist, fascist, pædofil, zionist, svin og røvhul på Facebook og SMS. Det skete blandt andet efter, at han i forbindelse med konflikten mellem palæstinensere og Israel i 2014 på Facebook skrev, at den israelske hær ’kunne starte med at rydde Gazastriben og sende dem over til ægypterne.
Kommentaren førte til stor debat og beskyldninger om opfordring til etnisk udrensning. Søren Hviid Pedersen understregede efterfølgende, at kommentaren kun var møntet på ’terroristerne’ og ikke almindelige palæstinensere.
”En del af min baggrund er jo jødisk, så jeg har altid været meget klar i mælet om min opfattelse af staten Israel og dens eksistensberettigelse. Og det har så åbenbart provokeret mange,” siger han.
Mens Søren Hviid Pedersen i sit syn på politisk islam og indvandring har bevaret sin konfrontatoriske koldkrigsmentalitet, har han været på noget af en politisk rejse, når det gælder synet på velfærdsstaten.
’Velfærdsstaten har ikke løst problemer. Velfærdsstaten derimod skaber afhængighed, moralsk fordærv og ansvarsløshed,’ skrev han i 2011 i Berlingske.
I dag er han modstander af regeringens kontanthjælpsloft, der lader børn vokse op i fattigdom. Nu siger han ting som: ”Jeg synes grundlæggende, at velfærdsstaten er samfundsbevarende på den gode måde.”
Kovendingen skyldes blandt andet ophold i England og USA, hvor han med egne øjne har set, hvad der sker, når maskerne i det sociale sikkerhedsnet bliver for store. Desuden er det politisk selvmord at ønske velfærdsstaten afskaffet.
”Vi er alle så afhængige af velfærdsstaten, så den kamp er tabt. Velfærdsstaten er en hellig ko, og det er der en god grund til, for den gør jo noget godt for os. I USA kan man blive ruineret, hvis man brækker benet. Hvad fanden er det for noget? Det provokerer selv en dansk konservativ, fordi vi er så egalitære herhjemme. USA i sin værste form er jo lige så hæslig som Sovjetkommunismen i sin totale disrespekt for mennesker. Tænk på, hvordan man behandler indianere, sorte og fattige. Det er mig en vederstyggelighed,” siger Søren Hviid Pedersen.
Det kunne næsten lyde, som om koldkrigeren er blevet venstreorienteret.
”Du må gerne kalde mig en rød konservativ. I hvert fald på det socioøkonomiske område. Men jeg er stadig sort på kultur- og værdipolitikken.”
Af samme grund skal Søren Hviid Pedersen snart starte på det teologistudie, han sprang fra i sine unge dage. Han har opsagt sin stilling på SDU – blandt andet fordi han mener, at der er behov for flere præster i en tid, hvor folkekirken er presset.
”Man siger jo, at hedenskaben ikke er længere væk end en generation. Hvis der ikke er nogen, der forpligter sig på at lære os den kristne livstydning, kan vi heller ikke på sigt være sikre på de værdier, som er resultat af denne kristendom.”
Eksempelvis en protestantisk arbejdsetik, der er så dybt indlejret i det danske samfund, at folk næsten har glemt, hvor den stammer fra, forklarer Søren Hviid Pedersen.
Han fortsætter med noget, der måske giver et hint om, hvad han vil kredse om, når han en dag står på prædikestolen:
”Kristendommens rolle er at være en ramme, der kan relativisere alle vores politiske projekter, for hvis den ikke er det, så bliver det projekterne, der bliver guddommeliggjort, og så ender vi i de totalitære ideologier, der hævder, at de ligger inde med en videnskabelig sandhed. Kristendommen indeholder en ydmyghed, som ideologier ikke har. De hævder nemlig, at de har svar på alt, og at folk, der taler dem imod, er racefjender eller klassefjender. Og så ved vi godt, hvad der sker. Ideologiernes opgør med Gud ender i røgen fra krematorierne.”
Men der er vel også sket forbrydelser i Guds navn?
”Massevis. Der findes også bibelfundamentalister, der sammenkæder det politiske og det religiøse. Kristendommen er på ingen måder fejlfri og har også lig i lasten. Men i kristendommen ligger der i princippet en ydmyghed og beskedenhed, hvilket ikke er muligt i totalitære, selvrefererende ideologier.
Kristendommen sætter et skel mellem det relative og det absolutte,” siger Søren Hviid Pedersen.
Han drømmer om at blive præst et sted på landet. Koldkrigeren vil også fremover være stærkt optaget af den storpolitiske scene, men håber at kunne virke i et lille lokalsamfund, hvor kontakten til menigheden vil være tæt og levende.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER