Hvad jeg kunne være blevet

Sankt Josefs Skole i Roskilde kasserede ikke bøger, selv om vores forældre havde haft dem, heller ikke denne tidlige udgave af 'Hvad kan jeg blive?', der i lang tid havde overlevet med sine kategoriske anskuelser om uddannelsers værdi og placering i samfundets uomtvistelige hierarki. 

Det var før, folk blev noget med kommunikationsprocesser og ledelse i et interkulturelt perspektiv, og inden uddannelsesinstitutionerne begyndte at finde på nye, ofte ret uigennemskuelige uddannelser, hvor studerende bagefter spørger sig selv: ”Hvad er jeg blevet?”

Genboens søn har i over et år kæmpet med specialet på Institut for Politik, Ledelse og Filosofi og travet lange ture i skoven og tvivlet på næsten alt: På uddannelsen, specialets praktiske anvendelighed og således også på sin egen identitet. Hvem var han, når han blev færdig? Hvad skulle han svare, når folk spurgte? En kvindelig bekendt, uddannet på RUC, var i mange år i krise, fordi hun ikke var i stand til at beskrive, hvad hun kunne. Har en økonom, en sygeplejerske eller en lærer det sådan?

Folk med kategoriske uddannelser har fastere grund under fødderne, tror jeg; de tvivler ikke i samme grad på formålet med deres arbejde, gennemlever ikke samme identitetskriser som folk med flydende uddannelser, eller hvad man skal kalde studier med uklare konturer. Uddannelser, som selv studievejledere har svært ved at forklare. Gad vide, om de tænker over det på CBS, når de produktudvikler nye tilbud til fremtidens arbejdsmarked? At nogle af deres studerende risikerer eksistentielle kriser, når de en dag søger uvist arbejde.

Arbejde og identitet hænger sygt meget sammen i vores samfund, og man bliver meget hurtigt skrøbelig i perioder med tvivl om egne færdigheder og ens plads i universet. Hvilket af en eller anden grund leder mig frem til forretningen for enden af Borups Allé, som med store orange bogstaver forvirrer med sit skilt: Bedemand & Antik. Der er bare ting, man ikke blander sammen.