Gul snak

Det er jo nok, fordi jeg er en klassisk Gul.”

HR-chefen smilede ubekymret til mig. Som om hendes gulhed på en eller anden måde forklarede, at hun kom rendende – tre uger efter sidste deadline – med tusind ændringer til koncernstrategien, der skulle i trykken på torsdag. 

”Min EnergiFarve, du ved. Innovativ og fleksibel.” 

Hun understregede sætningen med en lille jonglerende håndbevægelse. 

”Og når du reagerer, som du gør,” tilføjede hun hurtigt, ”er det jo bare, fordi du er Blå.”

Jeg mærkede mine hænder knyttes under bordet, mens jeg forbandede HR-afdelingen og alt dens væsen. Én ting var, at de havde tvunget os til at deltage i et todages-trivselsseminar, hvor en flok halvstuderede lommepsykologer havde lært os at kende os selv med de fire EnergiFarver – et sæt pseudovidenskabelige personlighedstyper, der tilsyneladende var fremavlet ved at lade en flok organisationskonsulenter gruppevoldtage Jungs teorier. Noget andet var, at hun tillod sig at tale om det bagefter.

”Når jeg reagerer, som jeg gør,” sagde jeg langsomt, ”er det, fordi processen har været aftalt siden januar.”

”Præcis,” nikkede hun. ”Typisk Blå.”

Hun tegnede en snæver firkant på bordet: ”Fokus på detaljer og processer. Men svært ved at improvisere, når der opstår uventede ændringer.”

Jeg stirrede lamslået på hende. Den eneste ændring, der var opstået, var jo for helvede, at hun ikke havde passet sit arbejde. Og den var ikke ligefrem uventet. 

”Jeg er ikke sikker på, at det handler så meget om personlighed,” forsøgte jeg.

”Men det er jo også meget blåt,” smilede hun, ”at være skeptisk over for de her – mere bløde – ledelsesværktøjer.”

Jeg skævede opgivende over mod styrelses­direktørens kontor. Et øjeblik overvejede jeg, om jeg kunne få ham til at banke hende på plads. På den anden side skulle man ikke have læst Jung for at kende direktørens EnergiFarve: Blank. Med tendens til uoverlagte beslutninger. Hvis han kom på banen, var det umuligt at vide, hvordan det ville ende. 
”Det bliver bare lidt svært at få ændringerne ind så sent i processen,” forsøgte jeg.

”Men det handler vel præcis om at sammensætte det rigtige team,” sagde hun og slog ud med armen mod storrummet. 

Jeg fulgte hendes blik ned mod flokken af djøfere omkring hæve-sænke-bordene. De ville springe kollektivt i luften, hvis jeg foreslog, at de skulle deltage i en redningsaktion for strategien. Så blev mit blik fanget af HK’erne ved bordet bagved.  

Havde de i virkeligheden ikke alle sammen været Grønne på seminaret? Jeg så skemaet for mig: Hjælpsom og fællesskabsorienteret. Svært ved at sige fra. 

Få minutter efter var HK-bordet ikke alene i fuld gang med at indføje rettelser. De havde været superglade for at kunne hjælpe. 

Jeg åbnede min browser og gik ind på Google. Måske skulle man tjekke ham der Jung.