”At en stigende del af befolkningen bløder op på deres kulturelle kriterier for, hvornår man er rigtig dansk, betyder jo så, at de bliver uenige med den del af befolkningen, der er mere nationalkonservative og mener, at kultur, tradition og religion er afgørende. Og den uenighed afføder en diskussion, der har tendens til at blive meget følelsesladet og polariserende. Måske fordi den i højere grad end andre politiske diskussioner let kommer til at handle om dem, der diskuterer. Spørgsmålet om, hvorvidt den ene part er mere medmenneskelig og humanistisk end den anden, kommer eksempelvis let til at præge debatten. Hvis vi kunne opdele diskussionen om danskhed i en nationalkonservativ position over for en republikansk opfattelse, ifølge hvilken det nationale især består i, at man bor i et land og bakker op om dets politiske institutioner og love, ville meget være vundet. Og ifølge vores undersøgelse mener en meget stor del af danskerne altså, at det er meget vigtigt for at være rigtigt dansk at have respekt for vores politiske institutioner og love og at være dansk statsborger. Kun kriterierne at tale og føle sig dansk er lige så vigtige for befolkningen.”