Sig goddag til robotten

6.10.2016

af

Foto: Shutterstock

Foto: Shutterstock

Overalt i branchen lurer advokater på, hvad virtuelle, kunstigt intelligente medarbejdere vil betyde for traditionel juridisk rådgivning – og for prisen.

Fascinerende. Science fiction. Et kvantespring.

Det er betegnelser, som partnere i køben­havnske advokat­firmaer bruger om deres møde med den kunstigt intelligente supercomputer Ross og hans virtuelle kompetencer. 

Digitalisering er ikke et nyt fænomen i branchen, understreger djøfbladets kilder. Advokaterne har gennem de seneste år indrettet sig på et nyt juridisk onlinemarked, hvor forbrugerne kan google ’testamente’ og få tilbud om at downloade 50 billige eller gratis skabeloner til den sidste vilje.

Også på området legal tech rykker det. Senest har to unge danske iværksættere fået investorkapital til at udvikle en digital advokatforretning, som skal gøre det nemmere for mindre virksomheder og private forbrugere at få simpel juridisk hjælp uden om advokatkontorerne (se boksen på side 27).

Men det skinner tydeligt igennem, at der med Ross’ indtog er noget nyt på færde. Ross kan ikke bare finde og organisere eksisterende viden, men også strukturere, analysere og argumentere – i voldsomt tempo.

”Det er hastigheden, som er fasci­nerende. På under et minut kan du fx få den til at finde tre videnskabeligt baserede, tunge argumenter for at forbyde salg af computerspil til mindreårige – og tre argumenter imod. I et omfattende due diligence-forløb kan du bede den om at gennemlæse 20.000 dokumenter og finde alle kontrakter med mere end 12 måneders opsigelsesvarsel. Det gør den på få sekunder som i en science fiction-film,” fortæller partner Philip S. Thorsen, Mazanti-Andersen Korsø Jensen.

Prisen daler

Ross er udviklet på baggrund af IBM’s supercomputer kaldet Watson. I foråret 2016 demonstrerede IBM den kunstigt intelligente advokatrobot for medlemmerne af Københavns Advokatforening. Seancen var med til at overbevise Philip S. Thorsen om, at advokater kan blive nødt til at investere i værktøjet af konkurrencehensyn.

”Watson-applikationer vil ikke udkonkurrere advokater. Men advokater, som har Watson, vil udkonkurrere dem, som ikke har. Hvis du før har faktureret fire timer for en opgave, som robotten klarer på få minutter, skal klienten ikke betale for fire timer,” forklarer han.

De nye muligheder rykker efter hans mening ikke bare ved prissætningen, men også ved personalesammensætningen på advokatkontorerne.

”Der bliver mindre behov for stu­denter­ansatte og andre medarbejdergrupper, der i dag manuelt researcher i juri­diske dokumenter,” siger Philip S. Thorsen og fremhæver, at kerneydelsen nu i endnu højere grad bliver kvali­ficeret rådgivning ”i den høje ende”.

”Når robotten i due diligence-eksemplet har fundet syv kontrakter med lang opsigelse, er der stadig brug for en advokat, som kan sætte informationerne ind i en kontekst og rådgive om konsekvenserne for virksomheden,” forklarer han.

Men hvis de kunstigt intelligente værktøjer er i stand til at finde gode, velunderbyggede argumenter i en sag, risikerer du som advokat og rådgiver vel også at blive delvist arbejdsløs?

”Kan jeg ikke selv finde tre gode bevisgrunde i en retssag, bør jeg nu nok gå på pension! Men jeg medgiver, at Ross måske kan komme frem til argumenter, som jeg ikke selv havde fået øje på – og som kan støtte min sagsførelse.”

Et eksempel?

”I en skattesag kunne det være, at grundlaget for opkrævning af en afgift ville være i strid med et OECD-charter om beskyttelse af skatteborgere, som jeg ikke selv var opmærksom på,” siger han og fremhæver, at værdien i et kommende værktøj ligger i, at det er tænkt bredt og kan søge i alle databaser.

”Hvis vi skal have glæde af intelligente søgerobotter, skal søg­ningen ikke begrænses fx til de data­baser, som et enkelt juridisk forlag råder over,” siger han.

Leverandører på spring

Også advokatfirmaet Plesner har stiftet bekendtskab med Ross og andre nye intelligente værktøjer. Strategien i virksomheden er, fortæller Managing Partner Tom Kári Kristjánsson, at holde sig tæt på udviklingen hos de leverandører, der er i gang med at skabe løsninger til at optimere processer og kommunikation i rådgiverbranchen. 

Han fortæller, at Plesner løbende får henvendelser fra virksomheder, der har spottet forretningsmuligheder i kølvandet på Watson.

 ”Ross kommer ikke til at stå alene. Vi holder et vågent øje med, hvem der kan betjene os bedst, og hvad der passer ind i vores forretning. Vi er vidner til et kvantespring i øjeblikket, men vi mangler stadig eksekveringen af de mange idéer, der er derude,” siger han.

Tom Kári Kristjánsson tror ikke, at Ross vil ændre afgørende på personalesammensætningen. Han mener, at advokatkontorerne allerede i dag spejler behovet hos klienterne ved at ansætte personale med andre fagligheder end de juridiske.

”For mig at se handler det om, at vi på kortere tid og på en mere sikker måde kan etablere et mere robust beslutningsgrundlag. Kerneydelsen er stadig rådgivning og sund dømmekraft, og den kan ikke erstattes af en computer,” siger han.

De første skridt er taget

Hos Bech-Bruun er første skridt ind i fremtiden allerede taget. I juli investerede firmaet i RAVN Systems, der ifølge en pressemeddelelse er ”en innovativ tilgang til at opfange, styre og samarbejde om en organisations viden og ekspertise og navigere mellem forskellige typer af viden på tværs af virksomheden.”

RAVN-pakken ses som et første skridt mod en fuld implementering af kunstig intelligens i organisationen, fremgår det.

Økonomidirektør Martin Riber Povlsen hos Bech-Bruun anslår, at der vil gå fem år, før kunstig intelligens bliver et reelt konkurrenceparamenter, og at advokaterne skal igennem mange teknologiske steps i løbet af de fem år.

”Det kan blive en udfordring for især de mindre kontorer. Men hvis ikke advokater er med på beatet og bruger de nye værktøjer i rådgivningen, er der andre spillere, der gør,” mener han.

Philip S. Thorsen angiver en tilsvarende tidsramme og erkender samtidig, at en række af hans kolleger og konkurrenter i branchen ikke er ”struktureret” til udviklingen, som han formulerer det.

”De skal have flere wake-up calls. Det vækkeur skal ringe nogle gange,” siger han.


Jura under opdatering

’Skarp Legal technologist og erfaren Legal Knowledge Engineer til globalt advokatfirma i vækst.’

Sådan kunne et af fremtidens jobopslag i advokat-branchen komme til at se ud, mener den skotske rådgiver, jurist og forfatter Richard Susskind.

Siden han i 2010 udgav bogen ’End of Lawyers?’, har han turneret verden rundt med et budskab om, at advokatbranchen er under disruption, og at advokater – ligesom andre traditionsbundne brancher – har svært ved at se omstillingen i øjnene.

Ifølge Financial Times mener Susskind, at advokat-branchen har fem år til at genopfinde sig selv, og at jurauddannelser spytter advokater ud, som hører hjemme i det 20. århundrede.

Forskning i big data

Ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet har prodekan for uddannelse Stine Jørgensen noteret, at kunstig intelligens er på vej ind i rådgiverbranchen, men hun ser det ikke som et trusselsscenarie.

”Det er ikke første gang, at digitalisering overtager juristers arbejde. Set fra vores side betyder det ikke, at jurister bliver undværlige. Vi vil hellere sørge for, at de studerende ser mulighederne i, at robotter overtager noget af det mere mekaniske arbejde,” siger hun.

Men har I konkret ændret på undervisningsindholdet for at ruste de studerende til fx at arbejde med virtuelle advokater?

”Vi arbejder med kvalitetssikring og ser løbende på, om vi opfylder arbejdsmarkedets behov. Vi er i gang med at udvikle de studerendes kompetencer til at håndtere kæmpemæssige mængder af legal big data fremover,” siger hun og nævner, at der i øjeblikket er et forskningsprojekt om emnet på Det Juridiske Fakultet.

Overordnet fastholder Stine Jørgensen, at jura-uddannelsen hvert år producerer et stort antal dimittender, der på trods af den teknologiske udvikling har en meget lav ledighedsprocent.

Deloitte forudsagde i en rapport for nylig, at 114.000 job inden for juridisk rådgivning kan blive automatiseret de næste 20 år, og at 39 procent af jobbene i branchen er i stor risiko for at blive gjort overflødige af maskiner.  


Tal til robotten

Vi er helt tilbage i år 2011. To Jeopardy-stormestre bliver besejret af IBM’s supercomputer, Watson, der ved mere om italienske oldtidsfund, end de gør. Det er startskuddet til, at den globale it-koncern går i gang med at kommercialisere Watson og udvikle en forretningsmodel for kunstig intelligens.

Et par år senere får to unge canadiske iværksættere en topplacering i en IBM-konkurrence med en Watson-applikation, der henvender sig til advokatbranchen. Det bliver starten på Ross Intelligence, der nu bruges i USA af større firmaer som Dentons, Latham og Watkins and BakerHostetler.

Indbygget selvlæring

Den virtuelle advokat, Ross, fungerer ved, at brugeren taler direkte til robotten, som når iPhone-brugere taler til Siri.

Robotten kan svare intelligent på både enkle og komplekse spørgsmål. På sekunder gennemtrawler den millioner af juridiske dokumenter og fremhæver passager i dokumenterne, som er særligt relevante for søgningen. Ross udvikler sig løbende ved at lære af søgninger og af de spørgsmål, som brugerne stiller den.

Digitale udfordrere

Digitaliseringen af advokatbranchen omfatter også juridisk teknologi, også kaldet legal tech.

I USA har startup-virksomheden Everlaw for nylig skaffet sig venturekapital. Firmaet udvikler ny software, der kan håndtere det komplekse dokument-flow, der er forbundet med juridisk sagsbehandling.

Herhjemme har to unge advokater, 33-årige Simon Eklund og 34-årige Anders Lyager Kaae, fået investeringsmidler fra Seed Capital til at udvikle softwareløsningen Legal Desk. De to advokater vil udfordre den traditionelle advokatbranche på pris, enkelhed og tilgængelighed og læner sig op ad amerikanske forbilleder som LegalZoom og Rocket Lawyer, skriver Berlingske Business.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Anders Boje
7 år siden
@hasse, jeg tror på prisen vil vil flade, da det bliver muligt at finde relevante informationer hurtigere og derved træffe beslutninger før. Et andet konkurrence parameter er også præcision i besvarelser.
hasse gårde-askmose
7 år siden
Mon det får nogen betydning for prisfastsættelsen? Jeg tvivler. Har det pt. betydning for prisfastsættelsen, at det er en stud. jur. der bruger 5 timer på at gennemtrawle retspraksis og ikke advokaten selv???