Bogreolen: I politikkens vold

Der skrives mange bøger om veje og vildveje i ledelse af det offentlige. Enkelte giver nye indsigter, mange udfolder skoler, og få leverer brugbare vurderinger. Jørgen Grønnegaard Christensen og Peter Bjerre Mortensen har med udgivelse af bogen ”I politikkens vold” ramt den sidste kategori.

Bogen beskæftiger sig med driftslederne i det offentlige, og de vil med stor sandsynlighed glæde sig over en indfølt beskrivelse af kompleksiteten og omskifteligheden i deres opgave. Men nok så vigtigt vil alle, der har interesse for den offentlige sektors udvikling, kunne blive beriget med indsigt og overblik.

Forfatterne sætter en klar ramme, der nærmest får karakter af en trosbekendelse: Realisme. Det kan lyde selvforherligende, men det opleves langtfra sådan. Snarere som en lettelse – for kravet om realisme rejser sig fra det faktum, at den offentlige sektor ledes og i det hele fungerer på politiske vilkår. Og det gør den jo. Hverken som noget godt eller skidt, men som det virkelige. Det er især derved, at bogen skaber sin relevans og anvendelighed for dem, der arbejder i eller med det offentlige.

En amerikansk profet

Forfatterne har også en profet – Herbert Simon, amerikansk nobelprismodtager i økonomi med adskillige andre fagligheder i sin tunge bagage og skaber af begrebet ”begrænset rationalitet”. Dette begreb foldes inspirerende ud på en til tider ganske underholdende facon. Kapitlet bør læses af alle, der er med til at tilrettelægge, træffe og gennemføre væsentlige beslutninger, og som vil have det vanskeligt med at se sig selv som begrænset rationelle.

Med ramme og retning på plads ledes vi ud i forskellige arenaer, hvor skoler og anden rationalitet søger at gøre sig gældende. Økonomistyring, personaleledelse, organisering. Mange gode forsøg på at optimere og effektivisere beskrives og pilles fra hinanden. Ikke sådan forstået, at de hver især frakendes elementer af muligheder, men de enkelte skoler eller modeller kommer ned i størrelse, og her er der ikke nogen, der kan klare sig alene.

Der er selvfølgelig – fristes man til at sige, godt inspireret af bogens overbevisende kraft – ikke én organisering eller én budgetstrategi, der er svaret på at opnå den perfekte organisation med styr på økonomien og en fremragende og fejlfri opgaveløsning. For hvert af disse to emner er der et kapitel, som bør læses af både nye og gamle rotter i de øvre ledelseslag – de kan risikere, at nogle af deres kvikke medarbejdere har læst dem! Til gengæld er kapitlet om personaleledelse ikke så spændstigt som de øvrige, selv om der også her kradses i nogle fastlåste forståelser.

Møgsagerne er med

En bog fra 10’erne om den offentlige sektor kan ikke skrives uden at medtage møgsagerne. Således også her – men under den begrænsede rationalitets forklarende vinkel. Ganske spændende læsning, som vinder ved at belyse de – ser man bagefter – forholdsvis simple grunde til, at det er gået så galt. Grunde, som det vel er bogens hovedpointe, at man ikke kan gøre fuldt op med, fordi de er indlejret i den begrænsede rationalitet, der ikke er en bekvem undskyldning, men en forklaring, som kan afbøje jagten på skylden og de skyldige.

Der kunne det være lærerigt, om man i den politiske verden tog temaet op. Møgsager har der alle dage været. Men både det politiske system og embedsværket lider meget mere under dem, fordi de formidles med et så stort medietryk. Som det et sted skrives: Medierne har sjældent fokus på moderate problemer, der kræver moderate løsninger. Enten går tingene tilsyneladende så godt, at medierne ikke interesserer sig for dem, eller også går det så skidt, at medierne interesserer sig rigtigt meget for dem – ofte ud fra den vinkel, at der må handles nu, og der må drastiske ændringer til.

Meget er gennem bogen gået galt, og mangen en læresætning stedt til hvile. Man higer derfor efter en eller anden vejledning til, hvordan man kan komme ud af dette morads. Det bliver så til sidst til seks praktiske læresætninger, som bogen afrundes med. De kunne godt have fortjent en større plads og en dybere – også teoretisk – præsentation og praktisk afprøvning. Men der skal jo også skrives flere bøger. 

Jørgen Grønnegård Christensen er professor emeritus i offentlig forvaltning ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Peter Bjerre Mortensen er professor, ph.d. i offentlig forvaltning ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

’I politikkens vold’. Af Jørgen Grønnegård Christensen & Peter Bjerre Mortensen, Djøf Forlag.

Om anmelderen:

Pia Gjellerup

Leder af ’Center for Offentlig Innovation’ (COI), der skal understøtte øget kvalitet og effektivitet i den offentlige sektor gennem innovation. Fhv. socialdemokratisk minister, medlem af Folketinget og kommunalpolitiker. Tidligere chef for Djøfs politiske afdeling. Cand.jur. og advokat.

Omtale:

Danmarks grundlove gennem 800 år

En grundlov er lige så meget kultur, som den er jura, fremgår det af bogen om grundlovene gennem 800 år, skrevet af Kaare R. Skou, der i 30 år har været Christiansborg-journalist for Radioavisen og TV2.

I bogen gennemgås alle de grund-love, danskerne har haft. Lige fra Jyske Lov i 1241 til Lissabontraktaten, som trådte i kraft i 2009. Dertil kommer de sædvaner, som igennem historien er blevet sat på juridisk formel, og som har været genstand for en kulturkamp om, hvilke der var værd at bevare.

Bogen er på sin vis også en danmarkshistorie om de kulturhistoriske og -politiske forhold, der ligger til grund for lovene, og om de magtkampe, der er blevet udkæmpet omkring grundlovene. Aktørerne har været både konge, kirke, adel og borger. Og bønder, arbejdere og arbejdsgivere. Samt mænd og kvinder og en række andre samfundsgrupper, som har kæmpet for at præge både landet og lovgivningen.

’Lov & Land’. Af Kaare R. Skou, Gads Forlag.

Omtale:

Danske fonde sætter uofficiel verdensrekord

De selvejende institutioner har haft næsten lige så stor betydning som andels- og arbejderbevægelsen. Det er i hvert fald tesen bag den nye bog om dansk fondshistorie, som er skrevet af professor, dr. phil. Anker Brink Lund og ph.d. Christian Edelvold Berg fra CBS Center for Civilsamfundsstudier.

De har valgt at belyse de selvejende institutioner, der er organiseret som fonde og fondslignende foreninger, fordi der angiveligt er en blind plet i den officielle samfundshistorie. Det betyder efter forfatternes mening, at de kræfter, der har arbejdet for at konservere det bestående samfund, er underligt fraværende i historien – i modsætning til bevægelser som kvinde-, studenter- og miljøbevægelsen.

Danmark har uofficiel verdensrekord i fondsdannelse med ca. 14.000 selvejende institutioner, og ifølge forskerne finansieres mere end 50 procent af dansk kultur og mere end 70 procent af dansk forskning via private fonde. 

’Dansk fondshistorie’. Af Anker Brink Lund & Christian Edelvold Berg, Djøf Forlag.