19.10.2016
af
Sven Johannesen
Et afgørende møde i teenageårene fik Rabih Azad-Ahmad til at satse benhårdt på at dygtiggøre sig. Det blev en hård kamp, men i dag er den 40-årige jurist kulturrådmand i Aarhus Kommune.
Kulturrådmand i Aarhus Kommune siden 2014.
Født i 1976 i Libanon.
Student fra Langkær Gymnasium.
Cand.jur. i 2007 fra Aarhus Universitet.
Advokatfuldmægtig i 2012 hos Advokaterne Vest.
Tidligere pædagog-medhjælper og tolk.
Tidligere daglig leder i Gellerupparkens Retshjælp.
Har tre børn og bor i et hus i Tilst.
Da Rabih Azad-Ahmad var 13, flygtede hans familie til Danmark fra det krigshærgede Libanon. Det var han ikke glad for. Dels fordi han skulle sige farvel til sin farmor, men også fordi han skulle forlade sine elskede duer.
”Jeg har en passion for duer, og jeg har virkelig brugt lang tid på at sidde og iagttage dem. Jeg ved fx, at duer kan slå kolbøtter, når de flyver,” siger Rabih Azad-Ahmad.
I dag er han kulturrådmand i Aarhus Kommune, hvor han nu sidder i en lyseblå skjorte ved et mødebord i sit store hjørnekontor med danske møbelklassikere og kunst på væggene. Hans sekretær serverer kaffe, danskvand og fyldte chokolader fra Anthon Berg.
Selvom Rabih Azad-Ahmad har god udsigt over Rådhuspladsen, har han ikke meget tid til at observere dens fugleliv. Senest har komplicerede budgetforhandlinger fyldt dage og aftener, men nu er de afsluttet. Rabih Azad-Ahmad lægger ikke skjul på, at han er tilfreds med resultatet, der giver flere penge til det aarhusianske kultur- og idrætsliv, som han ikke overraskende finder essentielt for byens velbefindende.
”Nogle skelner mellem velfærd og kultur. Men jeg mener, at kultur er velfærd. Kultur er ikke bare en fornøjelsesting, men også det, der skal gøre os klogere, inspirere os og skabe fællesskab,” siger han.
Ud over at kulturen har en værdi i sig selv, er den med til at tiltrække arbejdskraft og turister til byen.
”En anden sidegevinst ved kulturen er, at den skaber integration, når nye borgere møder andre ved kultur- og idrætsarrangementer. Derfor arbejder jeg også for, at eksempelvis syriske flygtninge hurtigt bliver introduceret til vores kultur, demokrati og fællesskab. Samtidig er det vigtigt at få kulturen ud til alle, så kulturtilbuddene ikke kun bliver brugt af de rige og dem med en høj uddannelse,” siger Rabih Azad-Ahmad, der selv kommer fra en hverken rig eller højtuddannet familie.
Han blev født i en flygtningelejr i det sydlige Libanon af forældre, der selv var blevet fordrevet fra Palæstina. Under hans opvækst gennemgik Libanon en blodig borgerkrig, der betød, at familien utallige gange måtte flytte rundt i landet. Da Israel invaderede landet i 1982, mistede Rabih Azad-Ahmad en 14-årig bror.
”Krigen blussede op, og min far overvejede, om vi skulle flygte. Min mor og min politisk aktive storebror syntes, at det ville være at svigte, hvis vi flygtede. Men i 1986 mistede jeg endnu en bror, og min ældste bror blev fængslet og tortureret,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Derefter flygtede faren, der tilfældigvis endte i Danmark. Et lille år senere fulgte hans kone og seks børn med. Trods den kaotiske borgerkrig var 13-årige Rabih ikke meget for at forlade Libanon.
”Jeg havde gode venner og opdrættede duer, og det fyldte rigtig meget i mit liv.”
Samtidig ville han ikke skilles fra sin 80-årige farmor, der brugte lang tid på at fortælle historier fra det Palæstina, hun selv var flygtet fra.
”Vi vidste jo godt, at hvis vi flygtede, så ville vi ikke komme til at se hende igen. Det gjorde vi heller ikke,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Mens flygtninge fra den syriske borgerkrig i dag kommer til Europa via Libanon, måtte familien dengang rejse gennem Syrien. I Danmark blev familien først placeret i et asylcenter.
”I starten var det hårdt. Asylcentret lå langt fra alting, og min storesøster og jeg græd. Vi syntes, her var ufatteligt koldt,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Efter et par måneder blev de henvist til at bo i Gellerupparken, hvor han boede, indtil han sidste år købte et hus i Tilst.
Han startede i skole, men det gik ikke så godt.
”Jeg var ikke så optaget af at lære dansk, for jeg troede jo, at vi skulle vende tilbage til Libanon, når der blev fred. Jeg var heller ikke så optaget af at blive til noget,” siger han.
Men det skulle ændre sig.
Som oftest sker et menneskes personlige udvikling i gradvise, rolige skift, der sommetider er så langsomme, at man end ikke bemærker dem. Men en sjælden gang sker noget skelsættende, der ændrer livet på en måde, så man for altid vil se begivenheden som et vendepunkt.
Da Rabih gik i 9. klasse, fik han besøg af vennen Bilal, der netop havde vundet en musikpris i et arabisk tv-program. Nu fortalte Bilal om deres tredje ven, Mohammed, der netop var blevet jyllandsmester i boksning. Bilal spurgte:
”Jeg har lige vundet en pris, og Mohammed har lige vundet et boksemesterskab, men hvad er du egentlig god til?”
”Det spørgsmål ramte mig så hårdt, at jeg gik ind på mit værelse og tudede. Samtidig besluttede jeg mig for, at jeg på en eller anden måde ville blive god til noget,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Det krævede, at han blev bedre i skolen, ikke mindst til dansk. Problemet var, at han gik i en modtageklasse kun med andre flygtninge og indvandrere på en folkeskole uden særligt mange etnisk danske elever.
”Der blev talt mere arabisk end dansk, og det var lige før, at vores underviser begyndte at tale arabisk. Fordi der konstant startede nye elever i modtageklassen, startede undervisningen hele tiden forfra. Det var hele tiden ’jeg hedder Rabih, hvad hedder du?’”
Rabih Azad-Ahmad besluttede sig for at skifte skole. Det var svært at finde en ny skole, der ville give ham en chance. Det blev heller ikke lettere af, at han var bagud i alle fag, og at hans skole ikke mente, at hans danskkundskaber var gode nok til, at han kunne forlade modtageklassen. Til sidst fik han bevilget tre måneders prøveperiode på en bedre skole i den anden ende af byen. Da perioden sluttede, havde han gjort så mange fremskridt, at han fik lov at blive. At den unge Rabih pludselig knoklede i skolen, kom bag på hans familie.
”Mine forældre vidste ikke rigtig, om jeg kunne blive til noget. Det hænger lidt sammen med, at ingen i min familie har taget en uddannelse før mig. En af mine ældre brødre var en af de bedste elever på sin skole i Libanon, og min familie har hele tiden troet, at det var ham, der ville få en uddannelse. Men han valgte at blive selvstændig. Så når ikke engang han fik en uddannelse, tænkte mine forældre heller ikke, at jeg ville få det,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Af samme grund forstod familien ikke helt, hvorfor han efter folkeskolen tog på højskole for at tage 10. klasse. Men Rabih Azad-Ahmad var fast besluttet på at blive klogere på det danske sprog og samfund.
”Det var lige før, at jeg ville have sagt ja, hvis der havde været en dansk familie, der ville adoptere mig.”
Efter højskolen tog Rabih Azad-Ahmad en studentereksamen og begyndte at arbejde som pædagogmedhjælper i en børnehave i Gellerupparken. Han engagerede sig i Multikulturel Forening, der skulle ”starte dialog mellem folk og afmystificere fordomme”.
Egentlig havde han overvejet at læse medicin, men foreningsarbejdet satte ham i kontakt med flygtninge og indvandrere, der bad om hjælp til at forstå breve fra offentlige myndigheder.
”Jeg kunne ofte kun oversætte brevene, men ikke hjælpe med rådgivning om indholdet. Der begyndte jeg at interessere mig for det juridiske,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Han begyndte at læse jura på Aarhus Universitet. Som nyuddannet arbejdede han i Gellerupparkens Retshjælp. Siden var han med til at starte firmaet Advokaterne Vest. Her beskæftigede han sig med sager om eksempelvis familiesammenføring og anbringelser, som han tidligere ikke havde kunnet rådgive folk om, fordi han ikke havde den nødvendige viden. På et tidspunkt nåede han til den erkendelse, at han kunne få mere indflydelse på sine mærkesager ved at engagere sig i politik.
”I starten var jeg egentlig ikke så politisk aktiv, men jeg var ret optaget af integration og af, at folkeskolerne skal have en bedre fordeling af børn med dansk og udenlandsk baggrund. Jeg vil ikke have, at børn skal gå igennem det samme, som jeg gjorde,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Han stillede op for de Radikale til byrådet, hvor han har siddet siden 2007. Noget af det første, han var med til, var at få lukket den folkeskole, som han i sin tid valgte at forlade, fordi det faglige niveau var for lavt.
”Den situation, folkeskolerne står i i dag, er ikke holdbar. Udfordringen er, hvordan vi spreder de tosprogede elever, så vi giver dem et fagligt løft, uden at vi ødelægger deres sociale liv ved at sætte dem i skole for langt væk fra deres bopæl,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Samtidig går det ifølge Rabih Azad-Ahmad bedre i Gellerupparken, hvor han har boet størstedelen af sit liv.
”Der er stadig problemer, men sammenlignet med 1990’erne er der virkelig sket et ryk. Mange flere tager en ungdomsuddannelse, og kriminaliteten er faldende,” siger han.
Kommunen har lavet en helhedsplan, som skal give kvarteret et socialt løft og forbinde det bedre med resten af byen, bl.a. ved at anlægge en letbane. Rabih Azad-Ahmad medgiver, at politikerne tidligere har svigtet, når de i stort omfang har placeret ressourcesvage borgere i få boligområder.
”Man har igennem mange år ikke taget integrationsudfordringerne alvorligt nok i Danmark. Dels i forhold til at løfte folk sprogligt og få løst udfordringerne i skolerne. Og dels i forhold til at få folk til at deltage mere aktivt og til at stille krav om at få folk i arbejde. Det har skiftende regeringer ikke været gode nok til, og det må jeg indrømme, at vi heller ikke har været gode nok til. Der er ikke sket ret meget. Men i dag er man blevet mere opmærksom på at få folk hurtigere integreret og ud på arbejdsmarkedet.”
Har vi i dag den rette balance mellem at tale om problemer og at stigmatisere minoriteter?
”Jeg har aldrig været bange for at tale om problemerne. Det er vigtigt at turde sige ting højt. Det, som kan være værre, er, at man ekskluderer folk, fordi man sætter dem i bås. Men det er ikke negativt at kritisere dér, hvor der er problemer.”
Og Rabih Azad-Ahmad har ofte talt om problemer. Det har tidligere givet kritik fra naboerne, når han har talt for, at politiet skulle slå hårdere ned på stenkastende uromagere i Gellerupparken.
”Sådan er det jo – der er altid nogle, der bliver utilfredse. Jeg fik jo også ’tæsk’, da jeg var med til at lukke min gamle folkeskole. Men jeg tror, at de fleste forældre i dag er glade for, hvad det har betydet for deres børn,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Også TV2’s dokumentarserie ’Moskeerne bag sløret’ medførte kritik.
”Den udsendelse gjorde, at jeg blev beskudt fra begge sider. Eksempelvis fra religiøse kræfter, fordi jeg kritiserede imamerne og sagde, at de skulle skamme sig.”
Men også fra højrefløjen. Medlemmer fra Dansk Folkeparti brugte dokumentarserien til i et læserbrev at spørge, ”om rådmanden i virkeligheden mere er rådmand for parallelsamfundet i Gellerup, end han er rådmand for Aarhus’ kultur?”
En kritik, Rabih Azad-Ahmad afviser.
”Dokumentarprogrammerne har været med til at sætte skel. Det er blevet en dagsorden om os og dem, og jeg oplevede, at debatten røg helt ud af proportioner. Personligt er jeg ærgerlig over, at 11 foreningers 17 år lange arbejde med at sikre en åben og gennemsigtig moské bare blev hældt ud med badevandet. Det er kollektiv afstraffelse, som jeg ikke går ind for. Vi har jo også haft nogle sager med banker og skattely. Skal man så straffe alle banker?”
Ud over sit politiske arbejde holder Rabih Azad-Ahmad ofte foredrag om sin baggrund. Samtidig er han med i et såkaldt rollemodelkorps, der besøger folkeskoler.
”Jeg kan mærke, at det betyder meget for de unge, når jeg fortæller, at jeg også har været bagud og har haft problemer, men at jeg nu er blevet rådmand i Danmarks næststørste by, selvom jeg ikke er født med en guldske i munden. Det giver de unge håb om, at det kan betale sig at arbejde hårdt og tage en uddannelse,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Igennem de mange år, hvor han har arbejdet hårdt og målrettet for at komme frem i verden, har han nogle gange været misundelig på sine jævnaldrende, der har haft mere tid til fest og farver.
”Da jeg gik på højskole, kunne jeg se, at der var mange, der havde tid til at være sociale og hygge sig gevaldigt. Men de har også haft nogle helt andre vilkår end mig. Jeg var nødt til at bruge min tid på biblioteket, for jeg var bare bagud. Så ja, det var hårdt,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Han tilføjer med et smil, at han aldrig fik lært at spille Playstation.
”Jeg ville rigtig, rigtig gerne tilbage på højskole – på et ophold, hvor jeg ikke skulle læse så meget, men i stedet være mere social. Eller hvor jeg kunne læse for hyggens skyld i stedet for at lave lektier,” siger han.
”Det er ikke, fordi jeg ikke kan finde ud af at pjatte. Jeg har bare været nødt til at prioritere benhårdt.”
Ledige stillinger