Fra politik til job

Karen Hækkerup: Jeg vil have lov til at blive i mit værk

Der er kun to siddende ministre i nyere dansk historie, der har forladt deres post til fordel for et civilt job: Palle Simonsen, der i 1989 som finansminister gik til ATP, og så Karen Hækkerup.

”Karen er danskernes minister-darling,” skrev Metroxpress i januar 2014 om den nyudnævnte justitsminister. Ni måneder senere sagde hun til alles overraskelse og manges forargelse ja til topjobbet som adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.

Hun var ikke jobsøgende, men da landbruget ringede, lyste og blinkede de tanker, hun havde tumlet med så længe.

”I politik måles og vælges man på det, man vil gøre ved problemer – aldrig på, hvordan man har løst dem. For det skifter hele tiden hænder.”

Tag udsatte børn, forklarer hun.

”En hel stribe af socialministre, mig selv inklusive, har knoklet hårdt for at få styr på, hvordan kommunerne arbejder med sagerne. Men fordi ministrene hele tiden skiftes ud, og ressortområder og embedsmænd flyttes fra Herodes til Pilatus, bliver der aldrig fulgt ordentligt op på, hvordan lovene implementeres. Det er til at græde over, at det åbenbart ikke tæller i politik, at man, når man sætter en minister for et område, giver vedkommende tid til at løfte opgaven.”

Hun havde næsten politikerlede.

At forlade sin ministerpost var ikke noget, hun tog let på, understreger hun.

”Men jeg havde valgt partiet til og mig selv fra så mange gange, og det trak så meget i mig efter at komme hen et sted, hvor jeg kunne blive i mit værk – få ro og fordybelse.”

Der findes ingen ministerskole. Man lærer det ved at være i det, siger Karen Hækkerup, der blev folkevalgt som 23-årig. Hun køber ikke dén der med, at ’han/hun har kun været politiker og aldrig haft et rigtigt job’. For man lærer hele tiden i politik.

”Dét, der har været nemt i mit nye job, er, at jeg bruger alle de kompetencer, jeg har med fra politik.”

Det kan være ved at skabe alliancer og medejerskab. Vi har fx for mange underernærede ældre. Så hvorfor ikke gå sammen om at få de småtspisende ældre til tallerkenen: De, der producerer fødevarerne, de, der laver maden, dem i hvide træsko, som serverer den, og diætisterne og eksperterne? Som sagt, så gjort.

Det nye for Karen Hækkerup var til gengæld at blive leder for 1.000 medarbejdere spredt fra Aarhus til Beijing.

”Men det helt anderledes er, at jeg nu får lov til at være med i maskinrummet, hvor vi fordyber os i løsningerne.”

Hvad tænker du om politik i dag?

”Jeg bliver lidt trist. På de sociale medier taler vores politikere hinanden ned, og det forstærker politikerleden. Jeg talte med en journalist om det, og han sagde, at der også var journalistlede. Det blev jeg faktisk glad for, at han sagde, for hvis respekten for vores politikere skal tilbage, er vi mange, som skal påtage os et ansvar for det.”

”Vi skal passe bedre på vores politikere og vores demokrati. Jeg ville ønske, at vi i stedet for kun at have fokus på konflikterne fik fokus på, at vi sammen kan lykkes med tingene.”

Karen Hækkerup

42 år, opvokset i Odense.
Cand.scient.pol. 2010.
Københavns Borgerrepræsentation 1998-2005.
MF 2005-2014.
Rets- og forbrugerpolitisk ordfører 2005-2011.
Social- og integrations-, fødevare- og justitsminister 2011-14.
Fra oktober 2014 adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.

Rikke Hvilshøj: Der er politik på alle slags arbejdspladser

”Rikke Hvilshøj får sit første ’rigtige’ job,” lød Ekstra Bladets overskrift, da den dengang 38-årige ministererfarne Venstre-politiker i 2008 forlod Christiansborg til fordel for Dansk Erhverv.

Hun blev MF’er som nyuddannet cand.polit., men nåede som dimittend i nogle måneder at søge job i den private sektor, før der blev valg, og hun kom ind.

”Jeg sad i Frederiksberg kommunalbestyrelse dengang. 90 procent af tiden til de jobsamtaler, jeg var til, gik med at tale om, hvorvidt jeg nu kunne passe jobbet samtidig med mit byrådsarbejde. Det forklarer måske, hvorfor der ikke er så mange privatansatte djøfere i politik.”

Som integrationsminister blev hun, hendes mand og deres to små børn en nat ramt af et brandattentat mod deres hjem. Siden har det evige spørgsmål til hende været, om det var dét, som fik hende til at gå ud af politik. Svaret var og er nej.

”Min egen selvforståelse har altid været, at jeg ville bevise over for mig selv, at jeg kunne andet end politik, og aldersuret var begyndt at tikke.”

Hun troede, at hun kunne sætte sig ned og skrive en liste over sin værdi på jobmarkedet, men opdagede, at det var svært.

”Mine jævnaldrende studiekammerater er løbende blevet spejlet på deres faglige udvikling i de job, de har haft. De har været til MUS-samtaler, fået efteruddannelse og har selv sat ord på det. Det er man ikke vant til som politiker. Jeg mødte muren, da jeg prøvede. Så gik jeg til en coach og fik hjælp til det.”

Men så ringede Dansk Erhverv af sig selv med ønskejobbet, hvor det var let at bringe kompetencerne fra politik i brug. Da telefonen ringede igen, nu fra Konica Minolta Danmark, blev det anderledes.

Hun kunne ikke sige nej til et job i en regulær privat virksomhed. Men nu opdagede hun, at man ikke kan hælde de første 10-15 år af sit liv ud, uden at det gør ondt.

”I Konica Minolta havde mit netværk ingen værdi. Det er faktisk hårdt at opleve midt i sin professionelle karriere.”

Hun blev alligevel i tre år og lærte, som hun siger, ufattelig meget af at arbejde med top- og bundlinje i en global, japansk virksomhed.

Men politik er en resistent bacille. Da hun sidste år blev direktør i interesseorganisationen og kursusvirksomheden Dansk IT – som skal bringe stemmen fra den dybe it-faglighed frem i samfundsdebatten – kom hun hjem til den verden, hvor netværket, beslutningskraften og håndværket fra de politiske poster bruges hver dag.

Hvordan ser du på politik i dag?

”Jeg kan godt blive træt og tænke: ’Vil I ikke godt sætte jer ned og lytte til hinanden i stedet for at skyde hinanden ting i skoene?’ Men jeg ved jo indefra, at politik er et spil. Det er det, som giver energien.”

Og der er i øvrigt politik på alle slags arbejdspladser.

”Ikke partipolitik, men megen anden politik. Spørgsmålet er, om særlig mange arbejdspladser og organisationer kunne holde til samme eksponering, som Folketinget som arbejdsplads bliver udsat for. Det tror jeg ikke.”

Rikke Hvilshøj

46 år, opvokset flere steder i landet.
Cand.polit. 1997.
Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse 1994-2002.
MF 1998-2008.
Videnskabs- og teknologi-, finans- og erhvervspolitisk ordfører m.m.
Integrationsminister 2005-2007.
Markedsdirektør i Dansk Erhverv 2008-2009.
Marketingsdirektør i Konica Minolta Denmark 2009-2012.
Politisk chef i Cepos 2012-2015.
Direktør i Dansk IT fra 2015.

Jonas Dahl: Hårdere at starte som hospitalsdirektør

Hvad er hårdest? At springe ind som skatteminister med dags varsel, fordi den afgående skal være udenrigsminister – eller at starte som direktør for et regionshospital med 1.800 ansatte, som er nærmeste sygehus for 220.000 midtjyder?

Jonas Dahl, ex-MF for SF, har prøvet begge dele. Det første for to år siden og det sidste for under to måneder siden, da han forlod Folketinget til fordel for et topjob i velfærdsstatens maskinrum.

”Der er hårdest at starte som hospitalsdirektør,” siger han.

”Når du træder ind i et ministerium, står der en departementschef og et sekretariat klar, som i meget høj grad beskytter og tager hånd om dig. Som minister skal du ’kun’ levere de politiske løsninger. Som hospitalsdirektør skal du kunne komme med bud på de ledelsesmæssige løsninger hele vejen ned. Du mødes af mellemledere, som kigger på dig og forventer, at du kan hjælpe dem med de beslutninger, de skal træffe. Den forventning er der næsten fra dag ét.”

Så der er enormt meget at lære. Hver dag er der nye ansigter, man skal kende navn og funktion på, og et utal af procedurer, forkortelser og latinske udtryk – som lige skal googles om aftenen – så for tiden falder han i søvn lige så hurtigt og dybt som døtrene på 6 og 2 hjemme i Risskov.

Ønsket om noget andet end politik modnedes langsomt i ham i det seneste år, og han søgte jobbet på helt gængs vis: Opslag, ansøgning og samtaler.

”Til samtalerne var jeg meget åben om, hvor jeg selv mente, at jeg skulle lære rigtig meget – rigtig hurtigt. Men jeg er jo heldigvis hjulpet af dygtige lederkollegaer og kompetente medarbejdere.”

Han sørgede for at få noget lederefteruddannelse skrevet ind i sin kontrakt.

”Jeg har fundet et par mentorer, som sidder i tilsvarende stillinger. Deres råd er, at jeg kigger efter noget executive-uddannelse.”

”Man kunne måske tro, at nogle i embedsverdenen har tænkt, ’hvad skal vi med sådan én som ham der?’ Men jeg føler mig godt taget imod og oplever en lydhørhed over for, at jeg stiller nogle spørgsmål, som andre måske ikke stiller.”

Men, understreger han, ved et spring som det her må man aldrig tro, at man skal ud og lige forklare det hele. Vær ydmyg over for andres erfaring og faglighed. Og husk at være ærlig, når der er noget, du ikke lige får fat i.

”Sørg for at spørge med det samme. Det duer ikke, at du først spørger 10. gang, du hører det.”

Hvad tænker du om politik i dag?

”Som politiker med en interesse i en problemstilling fristes man til at kræve nye redegørelser, tal og dokumentation, men glemmer nogle gange at følge op og få brugt alt det papir, man har bedt om, til noget.”

”De sociale medier presser politikerne til at skulle svare på alting på et splitsekund og indkalde til samråd osv. Men jeg synes alligevel, at politikere nogle gange bør holde lidt i bremsen med at bede om hurtige redegørelser og undersøgelser.”

Jonas Dahl

38 år, opvokset i Randers.
Cand.mag. i historie og samfundsfag 2007.
Fuldmægtig i Sundhed & Omsorg, Aarhus Kommune 2005-2007.
Medlem af regionsrådet i Region Midtjylland 2006-2007.
MF 2007-2016.
Finans-, sundheds- og ældreordfører.
Skatteminister i 49 dage 2013-2014, indtil SF forlod regeringen.
Fra august 2016 hospitalsdirektør og medlem af Region Midtjyllands koncernledelse.

Lene Espersen: Politik er stadig en del af mit DNA

”Det er noget sælsomt noget med éns liv,” siger Lene Espersen om sit skifte fra toppolitiker til direktør i Danske Arkitektvirksomheder.

”Jeg havde jo ikke tænkt på, at jeg skulle arbejde for dem. Men da headhunteren ringede, sagde jeg, ’nå, ja, så lad mig høre, hvad de vil med mig’.”

Deres første møde begyndte i et stort grin – formanden var tilfældigvis også født og opvokset i Hirtshals – og Lene Espersen gik hjem med tanken: ’De kan lide mig, og jeg kan lide dem. Dét job skal jeg bare have.’

Hun var ikke bitter over de medieture, hun havde været kørt igennem. Derimod var det med vemod og en følelse af at være utro mod sine vælgere, at hun afleverede sit ID-kort til ’Borgen’, kun en uge efter at hun havde sagt ja til at starte hos arkitekterne med det samme.

Her knap to år efter har hun besøgt et utal af arkitektvirksomheder – ’jeg skulle jo lære deres DNA at kende, og hvordan de tjener penge’ – og forklaret et utal af politikere og andre beslutningstagere, hvad god arkitektur kan gøre for at løse samfundsproblemer.

”De bliver overraskede over at høre, at syge på hospitalerne bliver hurtigere raske, og at integrationsproblemer kan mindskes ved hjælp af den rigtige arkitektur.”

Men hun har også lagt sig i selen.

”Folk har mange meninger om politikere, så jeg har også følt, at jeg skulle bevise, at jeg var dygtig til mit nye job.”

Politik vil altid være en del af hendes DNA, siger hun.

”Men arkitekter er enormt samfundspolitisk tænkende. De vil skabe løsninger på problemer. Det er derfor, jeg føler mig så hjemme hos dem.”

Læringskurven var til gengæld lidt stejl, når det gjaldt pludselig at være leder af et sekretariat med alt fra MUS-samtaler til Excel-ark.

”Her har jeg brugt min mand (Danny F. Espersen, adm. direktør i en stor svensk tøjkoncern, red.) enormt meget som sparringspartner og også et par venner fra det private erhvervsliv.”

Lene Espersen er stadig et kendt ansigt. Da hun forlod politik, havde hun 15.000 følgere på Facebook, nu har hun 16.000 – bare uden de samme ’svinere’ i kommentarfeltet.

”Det er forunderligt, men det er som om, at når man går ud af politik, er der pludselig en større respekt om det, man siger end før.”

Hvad tænker du om politik i dag?

”Nu griner folk og siger, det er, fordi hun er blevet gammel. Men Folketinget bærer præg af, at de sidste to valg har skiftet mange erfarne ud med helt nye. Det er godt med nye og unge, men balancen skal være der. Det er, som om Folketinget ikke helt besidder den videnmasse, der burde være om tingene.”

Og så irriterer det såkaldt postfaktuelle samfund hende grænseløst.

”Politikere slipper af sted med at sige ting, som er forkerte eller udokumenterede, fordi det går for stærkt i medierne, og tingene ikke bliver tjekket. Jeg får lyst til at være den, som sidder i tv-studiet og interviewer mine gamle kolleger. Så lad os endelig få noget mere Detektor.”

Lene Espersen

51 år, vokset op i Hirtshals.
Cand.oecon. 1990.
Markedsanalytiker i Aarhus Stiftsbogtrykkeri 1991-1992.
Systemkonstruktør i Bankernes EDB Central 1992-1994.
MF 1994, partiformand 2008-2011.
Justitsminister, økonomi- og erhvervsminister og udenrigsminister 2001-2011.
Fra december 2014 adm. direktør for Danske Arkitektvirksomheder.
Formand for bestyrelsen for Aalborg Universitet 2016.