Djøf mener: Kom ind i kampen om de gode folk

Det er jeg overordnet set glad for. For væksten og jobskabelsen kommer i de kommende årtier til at ske i den private sektor. Og godt for de private virksomheder, der får de rette folk ombord.

Samtidig er det også et vink med en gigantisk vognstang til de offentlige arbejdsgivere. Kampen om de gode folk er for længst skudt i gang, og den offentlige sektor fører ikke ligefrem på point.

Og nej, det er bestemt ikke lige­gyldigt, om de offentlige arbejdspladser også i de kommende år kan tiltrække de dygtigste akademikere. Tænk lige over, hvor stort et ansvar der egentlig forvaltes i den offentlige sektor. Et ansvar, der har betydning for dig og mig og, ja, hele samfundet. Vi taler om alt fra erhvervslivets rammevilkår til borgernes retssikkerhed.

Jeg vil i hvert fald foretrække, at den offentlige sektor også fremover kan tiltrække dem, der er længst fremme i bussen. Betina Hagerup, direktør i Erhvervsstyrelsen, har formuleret det meget fint: ”Nye teknologier vil bringe et væld af nye forretningsmuligheder og servicekoncepter med sig, og i offentligt regi vil det kræve ekstraordinært visionære og udviklingsdygtige ledere og medarbejdere, der kan skabe nye rammer for erhvervslivet og arbejdsmarkedet.”

Men som artiklen i Berlingske viser med al tydelighed, skal de offentlige arbejdsgivere oppe sig. Nu. I dag. Det ved Betina og hendes direktørkollegaer godt. Det handler om at gøre de offent­lige arbejdspladser tiltrækkende på andre måder end lønnen, for her bliver sektoren nok aldrig førende.

Derfor er det grænsende til tåbeligt, når de offentlige arbejdsgivere vælger at skyde sig selv i foden så målrettet, som vi så det for nogle uger siden.

Eller også har Social- og Indenrigs­ministeriet ingen bekymringer om at kunne rekruttere fremtidens talent, når de med et pennestrøg har lagt op til at fjerne tre kutymemæssige fridage fra årsskiftet. Grundlovsdag, juleaften og nytårsaften har – så længe nogen kan huske – været en uskreven del af den samlede oplevelse af, at staten som arbejdsplads var et attraktivt sted at være.

Og det er ikke en enlig svale. Vi har også set det hos Skat. Forringelser af vilkårene for offentligt ansatte virker tilsyneladende besnærende på arbejdsgiverne. Her er hurtige penge at spare. Men det vil være ufatteligt dyrt i længden, fordi det svækker Betinas og de andre direktørers muligheder for at hive de bedste talenter ind. Og det er skidt for os alle sammen.