Den lige vej til at brænde ud

Tina Wilchen Christensen har en norsk kandidatgrad i socialantropologi og en dansk ph.d., men lever lige nu et ­arbejdsliv, hvor hun får løn for 13 timer om ugen som ­ekstern lektor på RUC.

Resten af det, hun skal leve for, prøver hun at hente hjem ved foredrag og konsulentydelser, mens hun skriver ansøgninger om forskningsmidler.

I fagsproget og statistikken hører Tina Wilchen Christensen hjemme i kassen med ’atypisk beskæftigelse’ og ’flek­sible tilknytningsformer’.

”Jeg har en ekspertviden på højt niveau opbygget over 20 år, men jeg har ikke råd til at købe nye briller. Hvis ikke min mand tjente godt, var vi nødt til at sælge huset i morgen. Og burde måske gøre det, for det er pisseirriterende for mig at være højtuddannet og samtidig som kvinde være totalt økonomisk afhængig af min mand og dermed bekræfte de værste statistikker,” siger hun.

”Jeg er formentlig mere risikovillig end de fleste. Jeg har altid ønsket at skrive en ph.d. Nu har jeg så gjort det, og ­lige nu arbejder jeg hårdere, end jeg nogensinde har gjort og ­tjener mindre end nogensinde. Men hvad skal jeg sige? ’At det er jeg sgu ked af; jeg kan ikke leve af det her, så jeg arkiverer min forskning lodret og finder et hvad-som-helst-job’? Samfundsmæssigt vil det være en ret dårlig investering.”

”Vi konkurrerer som gale”

Tina Wilchen Christensens historie handler om at vende hjem til Danmark efter to år i Nice og Paris og 10 år i Norge med næsten tre års ophold i Mellemøsten undervejs. For så at arbejde de næste 10 år i Danmark som selvstændig ­konsulent. Derpå søge penge til en ph.d. og få dem.

For så – da ph.d. blev afleveret – de facto at ende i dét, som den britiske professor Guy Standing kalder prekariatet: En ny og hastigt voksende samfundsklasse, der lever i økonomisk usikkerhed, og som ikke er med i de lønstatistikker, der ellers hører til deres uddannelsesniveau.

Andre, mere positive kalder det netværkssamfundets fleksible arbejdsliv med frie fugle, som den ene uge er projektansatte og den næste uge freelancer som konsulenter.

Den retorik giver Tina Wilchen Christensen ikke noget for.

”Min historie lyder måske speciel, men jeg er bare personificeringen af et generelt samfundsproblem, som er, at vi bliver flere og flere akademikere af min slags. Og at de, som har glæde af det, er arbejdsgiverne. De sparer en masse penge, fordi vi andre jorder rundt og underbyder hinanden. Vi fakturerer færre timer, end opgaven har taget. Vi konkurrerer som gale med hinanden.”

Der bliver aldrig talt om de menneskelige og samfundsmæssige omkostninger ved det fleksible arbejdsliv, fastslår hun.

”Mange gør ting gratis for at få den næste kunde og ­slider sig syge af at være et omvandrende onemanshow, så man får øje på dig. Du skal have tække, lune, evne og vildt meget energi. Hver dag. Det er en one way ticket til udbrænding. Jeg har lige nu fem bekendte fra min verden, som er på offentlige sygedagpenge med stress.”

Ambassaden ville ikke betale

Tina Wilchen Christensens ph.d handler om exitstrategier fra ekstremistiske og bandekriminelle grupper. Det er dén ekspert­viden, hun skal leve af. Men folk tror, de kan få den gratis.

Fornylig ringede en ambassade om et foredrag.

”Det blev jeg glad for. Indtil det gik op for mig, at de ikke havde tænkt sig at give mig noget honorar. Jeg sagde nej. Jeg vil ikke arbejde gratis. Jeg har oplevet det samme med private konsulentfirmaer, som også tror, de kan få min viden uden at betale for den. Men når man i min ’frie’ branche siger nej, så mister man mulighed for netværk, som man så samtidig ved, at andre arbejder gratis for at få adgang til.”

Hun skrev sin ph.d. på RUC, men det er ikke RUCs skyld, at hun er endt i prekariatet, understreger hun. RUC har aldrig foregøglet hende en fast stilling.

”RUC gør faktisk, hvad de kan, men de kan ikke tilbyde mig andet pga. vedvarende besparelser. Det er et led i en større politisk beslutning og struktur, hvor der kun bliver flere og flere løse ansættelser som min.”

Vi brænder både kloden og hinanden ud

For nylig skød Dagpengekommissionen hele spørgsmålet om selvstændige, freelancere, iværksættere og honorarlønnede – altså de ’atypisk beskæftigede’ – til hjørne.

”Men det kan man ikke tillade sig. Det er den gruppe, som har de ringeste vilkår i dagpengesystemet. Man må tage højde for, at arbejdsmarkedet for akademikere udvikler sig mod færre faste jobs bl.a. pga. de nedskæringer, som politikerne selv laver.”

Det nuværende a-kassesystem er oldnordisk i forhold til dem, som skal leve af at sælge deres viden i et netværk, fastslår hun.

”Systemet er baseret på, at man har et fast job. Og når folk så brænder ud af at prøve at skaffe sig en indtægt uden et fast job, så har de ikke noget sikkerhedsnet.

Vi går mod et amerikansk arbejdsmarked med insecurity i stedet for flexicurity, mener hun.

”Som samtidig er totalt overophedet i alles kamp mod alle i jagten på en dagløn. Vi brænder kloden af, samtidig med at vi brænder enkeltmennesker ud.”