”Det tror jeg, der er flere forklaringer på. En af dem handler om det ideologiske udgangspunkt for udlicitering, en anden handler om, at der – bortset fra sundhedsområdet – ikke har været en fast tradition for at måle på effekterne af den offentlige service. Og den tendens fortsætter, når en opgave udliciteres, og derfor bliver det svært at vurdere effekterne. En tredje forklaring er, at det er relativt ressourcetungt og dermed dyrt at gennemføre effektmålinger, hvis de skal laves ordentligt. Et af de metodiske problemer, man støder på i ganske mange studier af udlicitering, er, at man ikke har målt på den kvalitet og pris, som den offentlige sektor producerede opgaven til, før den blev udliciteret. Og så bliver det ekstremt svært at vurdere effekten bagefter. Endelig er der mange områder, hvor det er notorisk vanskeligt at måle kvaliteten af en offentlig serviceopgave. Det vil fx være krævende og omkostningsfuldt at designe en effektmåling af den kvalitet, der leveres i en daginstitution, hvor de pædagogiske mål omfatter at gøre barnet selvstændigt og i stand til at begå sig socialt – ikke bare her og nu, men også årtier ude i fremtiden.”