24.8.2016
af
Eva Bøgelund
Illustration: Shutterstock
Et Djøf-medlem har prøvet at blive spyttet på, bare fordi han er djøfer. Skriv til os, hvis du også har oplevet ubehagelig djøf-bashing.
”Jeg har oplevet at blive spyttet på ved et middagsselskab, fordi jeg fortalte, at jeg er medlem af Djøf og juridisk kandidat. Det er selvfølgelig uretfærdigt over for Djøf og alle djøfere, men der bør gøres et eller andet for at nedkæmpe det negative ’image’, som vi har på grund af misinformation, fordomme, uretfærdighed eller andet.”
Sådan skrev et medlem for nylig til Djøf.
Hændelsen ligger i den alvorlige, og formentlig meget sjældne, ende af det, som har fået sit eget navn: Djøf-bashing.
Djøf-bashing er, når begrebet djøfer bruges som skældsord for alt fra ledelse, økonomistyring, administration og organisation etc. til politiske beslutninger, som man er imod. Rationalet er, at alle problemer og forandringer i velfærdssamfundet er djøfernes skyld – noget, man kan se udtrykt dagligt i fx læserbreve og på de sociale medier.
De færreste djøfere har formentlig oplevet at møde en ’spyttemand’, men mange har formentlig oplevet at blive djøf-bashet ved vejfesten eller den runde fødselsdag i familien.
Det bekræfter chefen for Djøfs Rådgivningscenter, Mette Knudsen.
”Ja, vi hører om, at djøfere til familiefester og lignende bliver afkrævet at skulle forsvare forhold, som de intet personligt har at gøre med, eller som slet ikke har noget at gøre med djøfere at gøre.”
Har du været ude for grove tilfælde af djøf-bashing i privatlivet eller på jobbet?
Og hvordan reagerer du, når du bliver sat i en stereotyp boks med ’elitære, kolde djøf-hjerner’, som ødelægger velfærdssamfundet? Påvirker det dit humør til festen eller din daglige arbejdsglæde?
Skriv eller ring direkte til os på djøfbladet, hvis du selv har en oplevelse med djøf-bashing: Journalist Eva Bøgelund (ebn@djoef.dk - 33 95 97 88) eller journalist Tine Santesson (tsa@djoef.dk - 33 95 97 93).
Du kan også skrive i kommentarfeltet under artiklen.
Ledige stillinger