Isa Keller-Andreasen
7 år siden
Tak for en berigende artikel, der giver stof til eftertanke
24.8.2016
af
Sven Johannesen
Matias Møl Dalsgaard forlod konsulentbranchens overhalingsbane og universitetets tunge luft for at skabe den deleøkonomiske virksomhed GoMore.
Født i Silkeborg 1977.
Student fra Frederikshavn Gymnasium 1996.
Cand.mag. i filosofi 2005.
Arbejdede i McKinsey & Company 2006-2008.
Ph.d. 2008-2012, post.doc. 2012-2013.
Bøger: ’Du må ikke fortvivle’ 2011, ’Det protestantiske selv’ 2012.
Begyndte at arbejde fuld tid i GoMore 2013.En varm sommerfredag sidder CEO Matias Møl Dalsgaard med en danskvand i et lyst og lækkert møderum i Indre By i en baggårdsbygning, der er fredet, kroget og nok ikke helt billig. Her har hans virksomhed GoMore hovedkvarter. Den solbrændte direktør har skægstubbe på kinderne og spiser en håndfuld rosiner fra en skål på bordet. Om en god times tid skal han drikke et glas bobler med sine nærmeste medarbejdere for at fejre, at den seneste måneds omsætning har sat ny rekord.
GoMore er i de seneste tre år vokset fra at være et hensygnet fritidsprojekt til en velsmurt forretning, der spreder sig rundt i indtil videre fem lande i Europa. Firmaets kerneprodukt er samkørsel og udlejning af biler mellem private, og dermed er selskabet en del af den tvetydige og hypede deleøkonomi, der i disse år skyller ind over den vestlige verden. Selvom ordet ikke fandtes, da Matias Møl Dalsgaard og en studiekammerat i 2005 fik idéen til GoMore, er han ikke i tvivl om, at firmaet er en del af deleøkonomien.
”Ja, det er vi 100 procent. Nu er deleøkonomi jo lidt blevet et ord, som alle forsøger at tage ejerskab over. Men vi er deleøkonomiske i den forstand, at vi hjælper folk med at deles om ressourcerne. Vi hjælper føreren af en bil, der allerede kører fra København til Aarhus, med at fylde de ekstra ledige pladser i bilen, så pladserne bliver brugt bedre. Og folk kan samtidig leje bilen ud, når den står stille, så andre kan få fornøjelse af den. På begge måder deler du en ressource, der allerede er der. Det er deleøkonomi i den rene forstand,” siger han.
Mens journalister, forskere, politikere og befolkning forsøger at beskrive og kategorisere den nye bølge, påpeger kritiske stemmer, at det ikke er deleøkonomi at udleje sin lejlighed eller at transportere en person fra A til B. Det er blot klassisk udlejer- og taxavirksomhed, der nu bare foregår via en app eller en hjemmeside, lyder kritikken.
Matias Møl Dalsgaard er da også træt af at se GoMore blive slået i hartkorn med Uber, som han ser som en taxaservice.
”Ubers service er meget meningsfuld, men det er ikke deleøkonomi. Det kan godt være, at de kalder deres tjeneste for samkørsel, fordi der er flere i bilen. Men det er der jo altid i en taxa, fordi der både er en chauffør og passager,” siger han med et smil.
Men ligesom Uber lever GoMore bl.a. af at skaffe kørelejlighed til folk, der skal fra A til B. Hvad forhindrer, at GoMore ender som Uber, hvor der ikke er tale om samkørsel, men taxakørsel?
”Jeg kan godt forstå, du spørger, men reelt set er tjenesterne helt ekstremt forskellige i deres grundstrukturer. På Uber kan du som bruger bestille en vogn, som henter dig på din adresse og kører dig til dit bestemmelsessted, hvorefter du betaler chaufføren løn. På GoMore lægger den enkelte bilist en tur op, som han alligevel skal køre, og så kan folk springe på, mod at de dækker en del af chaufførens udgifter. Hos GoMore er det udgiftsdeling og ikke lønbetaling. Vores ture er 230 kilometer i gennemsnit, og vores kilometerpriser en 25.-del af Ubers. Hvis du skal gøre det som forretning, bliver det dyrt for dig. GoMore sørger for udgiftsdeling af en køretur, der alligevel køres. Det har intet med taxaservice at gøre.”
DR beskrev for nylig, hvordan nogle personer, der udlejer deres bil via GoMore, undlader at indberette deres skattepligtige indtjening. I stedet for at lade folk selv indberette til Skat, hvorfor sørger I så ikke bare for at indberette folks indtjening, så det ikke er muligt at snyde?
”Det vil vi også gerne. Vi gør selvfølgelig, hvad vi bliver bedt om, og vi er ikke en virksomhed, der tror, vi kan stille krav til Skat. Men når jeg er skeptisk, er det, fordi jeg er bange for, at man risikerer at indføre regler, der kun rammer nogle danske virksomheder frem for udenlandske virksomheder, der opererer i Danmark, og som dermed får nogle konkurrencefordele,” siger Matias Møl Dalsgaard, der samtidig efterlyser klarere skatteregler på området.
”Vi vil også meget gerne have et bundfradrag på biludlejning, ligesom der fx er for sommerhusudlejning, så man først skal betale skat, når man kommer over et vist årligt beløb,” siger han.
Mens nogle entreprenører lige fra deres første avisrute ved, at de en dag vil starte en virksomhed, var den unge Matias Møl Dalsgaard fascineret af Hemingway og ville være forfatter. Forfatter blev han, men først efter et besøg i universitetsverdenen og konsulentbranchen, der på hver sin måde skulle vise sig at være utilfredsstillende.
Det var Matias Møl Dalsgaard dog lykkeligt uvidende om, da han voksede op i Sæby i Vendsyssel. Her brugte han sin fritid på at spille rigtig meget badminton, når han ikke spillede violin og klaver i bandet moi Caprice.
”Alt det kreative drive, der findes hos de unge derude i den yderste provins, bliver næsten altid kanaliseret ind i at lave et band. Erhvervslivet var sådan noget med byens handelsstandsforening – ikke noget, jeg forbandt med kreativitet. Jeg anede ikke, at man også kunne være kreativ ved at skabe en forretning. Det var ikke noget, jeg kendte i forvejen. Heller ikke fra min familie, der har baggrund i den offentlige sektor,” siger Matias Møl Dalsgaard.
Sammen med sine tre brødre voksede han op i et hjem, hvor moren var lærer, og faren var kulturchef i Frederikshavn Kommune.
”De var ikke regionale i deres mindset, men læste Politiken og var orienteret mod København. Der var lidt en følelse af, at vi var en intellektuel familie. Det kan man jo så grine lidt af, for det var ikke, fordi det var så pokkers intellektuelt. Men det var trods alt nogle lidt andre aviser og bøger, der blev læst, end i gennemsnitshjemmene deroppe,” siger Matias Møl Dalsgaard.
”Der var en idé om, at bøger i sig selv er en god ting. Og der var aldrig nogen i familien, der undrede sig over, at jeg senere begyndte at læse litteratur og filosofi.”
Derimod lå det ikke til familien, at Matias Møl Dalsgaard efter endt eksamen skulle søge job i et af de mest prestigefyldte konsulenthuse, McKinsey & Company. Og slet ikke, at en nyuddannet humanist skulle ende med at klare sig igennem den svære optagelsesproces.
”Det var en åbenbaring at komme ind et sted, hvor folk var ambitiøse og tog det som en selvfølge, at de kunne udrette noget i verden. Det er ikke, fordi folk ikke er ambitiøse på universiteterne, men på humaniora er der ikke megen tro på, at man kan udrette noget i verden,” siger Matias Møl Dalsgaard.
I McKinsey fik han en grundig skoling i mange af de businessteorier, han ikke havde lært gennem sin uddannelse. Arbejdet var primært at hjælpe store virksomheder med strategiske beslutninger. Det var dog ikke kun en hårdtarbejdende dans på roser.
”Det var megagod træning, men også en udmagrende oplevelse i længden. På et tidspunkt begyndte jeg at tænkte, at ’her går jeg bare og producerer powerpoints for de store virksomheder uden at skabe noget’. Den følelse nagede mig mere og mere, som tiden gik,” siger han.
Helt galt gik det, da han i en periode arbejdede i Chicago.
”Der var jeg simpelthen for overladt til mig selv på et projekt, der fuckede rimeligt meget op. Til sidst var jeg totalt kørt ned. Jeg var udbrændt og stresset og måtte have et par måneders sygemelding,” siger Matias Møl Dalsgaard.
Derefter skulle han beslutte sig for, om han skulle blive eller videre.
”McKinsey er et op eller ud-system. Du skal forfremmes, ellers skal du stoppe,” siger Matias Møl Dalsgaard.
I stedet for at arbejde for at komme endnu et skridt op i konsulenthierarkiet besluttede han sig for at stoppe og begynde arbejdet på en ErhvervsPhD i den universitetsverden, han ellers var så træt af.
”Jeg havde tydeligvis brug for intellektuel modning. Selvom jeg havde læst i seks år inden McKinsey, blev jeg kørt intellektuelt over derinde. Der herskede kun én diskurs, og det var det amerikanske managementsprog. Det var med til at køre mig flad. Jeg havde brug for at komme videre, og jeg savnede at beskæftige mig med de store spørgsmål, som filosofien rejser,” siger Matias Møl Dalsgaard.
I sit ph.d.-arbejde beskæftigede han sig med kristne tænkere som Kierkegaard, Luther, Paulus og Augustin.
”De store kristne tænkere har en energi og et sprog, som er noget andet end det flade business-sprog, vi ellers går og taler med hinanden,” siger han.
Ved siden af sit akademiske arbejde fik han indfriet sine forfatterambitioner med bogen ’Du må ikke fortvivle’. Den handler om en karrieremands sammenbrud, og om hvordan han i en brevveksling med sin onkel, der er præst, forsøger at skabe mening i sit indre kaos.
Mens Matias Møl Dalsgaard var glad for at vende tilbage til bøgerne, havde han ikke savnet at komme tilbage til universitetet som institution.
”Universitetet er en institution, der tager håbet fra folk. Der er et eller andet kollektivt syndrom, der nok bedst kan betegnes som en blanding af hovmod og utilstrækkelighed, hvor man på den ene måde føler, at man er lidt finere end resten af verden, men også meget bange for den. Det er utroligt svært at være entreprenant. Folk sidder lidt og gemmer sig og er bange for ikke at få den næste bevilling.”
Men skal universitetet ikke også være det modsatte af det entreprenante konsulentliv, der kører med 160 kilometer i timen? Et sted for tradition og fordybelse?
”Det er en lidt romantisk idé om universitetet, du her udtrykker. Der er ikke tid til at tænke over de store ting, men kun til at skrive nogle meget målrettede kedelige små artikler til nogle amerikanske tidsskrifter, som ingen læser. Det er jo den totale fremmedgørelse over for verden.”
”Der er ingen ånd på et universitet nu om stunder. Det er selvfølgelig en overdrivelse, for der er helt klart mennesker, der har ånd, og jeg har gode venner fra universiteterne. Men det moderne universitet er blevet ødelagt. Det er blevet en pølsefabrik,” siger Matias Møl Dalsgaard.
I sit næste karriereskift satte han nu alt ind på at gøre det henslumrende studieprojekt GoMore til en god forretning. Han fik hjælp fra sit McKinsey-netværk og nogle gode investorer – og fra en tidsånd, der var mere modtagelig over for idéen om samkørsel.
”Da vi lancerede GoMore i 2005, oplevede langt de fleste tjenesten som lidt anonym, utryg og mærkelig. Det menneskelige, sociale møde var noget, vi snarere skulle underbetone.”
’Det er transport, bare billigere’, lød budskabet dengang. I dag er det vendt om. GoMore markedsfører sig – ligesom Airbnb – på det positive møde mellem fremmede.
”Det har taget tid for mig at forstå, hvor vores brandidentitet ligger. Vores brand er ikke, at vi kan skaffe folk billig transport. Vores brand er den gode kontakt, der opstår mellem mennesker, når de bruger vores tjeneste,” siger Matias Møl Dalsgaard.
Han mener, at de sociale mediers fremvækst har været afgørende for at skabe den forbindelse og tillid mellem folk, som er grundlaget for de fremvoksende deleøkonomiske tjenester.
Midt i al hypen udlægges deleøkonomien af visse optimister som en revolutionerende ny måde at deles om ressourcerne, så miljøet belastes mindre.
Tror du, at deleøkonomien kan løse eksempelvis klimakrisen?
”Nej, det tror jeg ikke. Deleøkonomien kan tilbyde rigtig gode løsninger, der udnytter ressourcerne mere effektivt. Men CO2-problemerne ophører ikke, fordi der er deleøkonomi,” siger Matias Møl Dalsgaard.
Til gengæld mener han, at deleøkonomien har en vigtig social dimension, når folk mødes og lærer at stole på hinanden.
”Den tillid er samfundsmæssigt ekstremt værdifuld, men der skal andre midler til for at løse miljøproblemerne, og der er deleøkonomi kun en lille brik i det store spil. Vi skal bruge bilerne bedre, for de er ressourceforbrugende at producere, og hvis vi kan klare os med færre biler ved at dele, er det godt.”
Kan I ikke risikere at komme til at skabe endnu mere bilisme, når I gør biltransport billigere?
”Vi gør det muligt at udnytte bilerne bedre, det er i sig selv en samfundsmæssig gevinst. Hvis det samlede antal af biler skal nedbringes, kræver det muligvis også politiske indsatser. Men vi interesserer os for samfundet, og jeg kan bedre lide et samfund, hvor folk hjælper hinanden person til person, end et samfund, hvor der ikke er kontakt mellem mennesker,” siger Matias Møl Dalsgaard.
Han mener ikke, at det offentlige generelt udbyder en særlig god service.
”Jeg er måske også lidt i opposition til min forældregeneration, som er ret venstreorienterede og synes, at det offentlige skal løse alting. Det kan det ikke. Mennesker kan løse ting. Der er jeg egentlig ret ideologisk.”
Matias Møl Dalsgaard tilføjer, at han er stor tilhænger af fællesskabet.
”Jeg synes bare, at det offentlige ofte kommer til kort. Hvis vi kan skabe noget, der socialt set er bedre, så vil jeg kæmpe ret hårdt for det. Og fra vores perspektiv er det helt fint, hvis man politisk vil begrænse biltrafikken ved at gøre det meget dyrere at køre i privatbil. For så ville det bare blive endnu smartere at deles om en bil,” siger Matias Møl Dalsgaard.
Du passede hverken ind på universitetet eller i konsulentverdenen. Har du et problem med at underordne dig større fællesskaber?
”Det er ikke et spørgsmål om størrelsen, men om at kunne tænke frit. Nogle tror, at man bliver belønnet for at tænke frit på et universitet, men alle tænker på den samme måde. I McKinsey hersker et bestemt sprog, som jeg går død i i længden. Jeg vil have ånd over hovedet og frihed til at tænke, og det har jeg aldrig set nogen institutioner understøtte særlig godt. Og hvis GoMore bliver rigtig stor, kan det være, at vi får samme problem,« siger Matias Møl Dalsgaard.
Ledige stillinger