27.4.2016
af
Simon Jeppesen
Kimberley Motley rejste til Afghanistan for at lave nogle hurtige penge. Den amerikanske advokat skulle være i landet i ni måneder, men endte med at blive i syv år. Hun blev grebet af landet, kulturen og kampen for retfærdighed.
Tegneseriehelten Wonder Woman er verdens stærkeste kvinde. Som otteårig fik Kimberley Motley et Wonder Woman-kostume, som hun havde på til Halloween, da børnene gik fra dør til dør for at tigge slik. Hendes brødre var Batman og Superman.
Næste år var kun masken og kappen tilbage, året efter kun masken – med en flænge. Men hun var Wonder Woman.
Tegneseriehelten er en tilbagevendende reference i Motleys liv. Wonder Woman er en del af sammenslutningen Justice League, der toner frem i silhuetter på hendes computer, når hun åbner den.
Den amerikanske advokat er ikke særlig høj, men hun rager op. Hendes måde at praktisere sit fag på har givet genlyd. Imod tilsyneladende umulige odds har hun vundet bemærkelsesværdige sager i det afghanske retssystem, der ligger meget langt fra det amerikanske. Hun når resultater med en blanding af selvsikker arrogance, en ukuelig tro på retfærdighed og en enestående evne til at manøvrere under de givne omstændigheder. Den forhenværende skønhedsdronning fascinerer, har været portrætteret i en lang række medier og er hovedperson i den danske dokumentarfilm ’Motley’s Law’.
Kimberley Motley sidder i en bil på vej gennem Kabul og funderer over fordelene ved bombeattentaterne: Gaderne er ryddet, man kan komme hurtigt frem. Hun kalder Afghanistan “et smukt kaos”, og det manøvrerer hun tilsyneladende hjemmevant i.
I 2008 havde den amerikanske regering et program med træning af afghanske advokater. Kimberley Motley slog til uden betænkningstid, da hun fik tilbudt ni måneders ansættelse. Trods fem år som offentlig forsvarsadvokat i Milwaukee havde hun stadig studiegæld, der trængte til afvikling.
“I came for the money,” understreger hun.
Motley betoner også, at hun trænede afghanske advokater. Hun hjalp dem ikke.
“Vi var ikke til særlig stor hjælp, for vi vidste ikke, hvad vi lavede. Vi gjorde ikke et specielt godt job. Programmet var designet af mennesker forskanset i en lejr uden kendskab til det juridiske system i Afghanistan. Vi fik ingen forudgående træning i islamisk lov og ingen undervisning i formel afghansk lov.”
Hun afviser dog, at det var spild af tid.
“Overhovedet ikke – jeg fik betaling for at være der.”
Så du blev betalt for at spilde tiden?
“Det var nærmere de afghanske advokaters tid, jeg spildte, for jeg lærte selv en masse. Det forandrede sig, da jeg begyndte at forstå. Jeg begav mig uden for lejren, besøgte fængsler og retssale. Jeg ville meget gerne træne de advokater. Jeg ville gøre en forskel.”
I løbet af de ni måneder ændrede Motley den undervisning, hun gav, til noget, hun selv mente var meningsfuldt. Hun fik deltagerne til at dele deres egne erfaringer, fulgte med dem i retten og gav dem feedback på, hvad hun så. Hun lærte kulturen, menneskene og retspraksis at kende. Hun lærte, at den uskrevne praksis ofte har større betydning end de nedskrevne regler, men hun lærte også, at de nedskrevne regler findes og kan bruges, hvis man insisterer.
Hun mødte mennesker, som ingen hjælp fik: Udlændinge, der var strandet i fængslet, kvinder og børn udsat for forfærdelige overgreb.
De mennesker kunne hun hjælpe. Hun besluttede sig for at blive i Afghanistan og begyndte selv at føre de sager, hvor hun mente, at hun kunne gøre en forskel.
Kimberley Motley nyder at navigere i kaos. Hun voksede op i et “råt kvarter”, og hendes egen familie var den eneste, hun kendte, med to forældre. De andre børn havde enlige mødre med mænd, der kom og gik. Der var bander, skyderier, salg og brug af narkotika. Det var et kaos præget af kriminalitet og mistillid, men ikke et kaos, som den lille Kimberley tænkte over til daglig. Det var de omstændigheder, hun voksede op under – omstændigheder, der ligger tættere på Kabul end den forstadsidyl, hvor hun bor i dag med sin mand og deres tre børn.
Hun betegner sig selv som et stille barn, der sagde meget lidt, men observerede alt.
Samtidig havde hun forældre, der ikke fandt sig i noget. Kimberley fortæller om en episode, hvor hendes mor hældte indholdet af farens glas med hjertemedicin ud på apotekets disk, talte pillerne og så anklagende op: “Du skylder mig tre piller.”
Hun voksede op med, at der altid er nogen, der forsøger at snyde dig, og at du ikke skal finde dig i alt muligt – som at blive stoppet på gaden af politiet og kropsvisiteret uden grund. Hendes forældre fandt sig ikke i noget. Det gav dem et konfliktfyldt liv, men også en værdighed og stolthed, som Motley har taget med sig sammen med en meget veludviklet fornemmelse for rigtigt og forkert.
Hendes forældres stædighed sendte alle fire børn gennem en uddannelse. Hun kender ikke andre børn fra sin del af byen, der kom på college.
To af hendes første sager i Afghanistan handlede om udlændinge, der sad fængslet uden at få hjælp fra deres ambassader. Hun besøgte ambassaderne og fik at vide, at det ikke ragede hende. Ikke desto mindre fik hun de fængslede ud.
Så var der Naghma, en pige på seks år, der blev lovet væk til giftemål for at dække faderens gæld. Kimberley inddrog en traditionel samling af ældre mænd med autoritet. I skrædderstilling på jorden fik hun forhandlet på plads, at Naghma skulle blive hos sin familie og senere selv må vælge, hvem hun vil gifte sig med.
I en TED-talk, der kan ses på Youtube, fortæller Kimberley om den 12-årige pige Sahar, der blev solgt til ægteskab af sin bror. Da Sahar nægtede at prostituere sig selv, blev hun af sin svigerfamilie lukket inde i en kælder, brændt med glødende metalstænger og fik sine fingernegle trukket ud. Da hun stak af første gang, blev hun trukket tilbage af naboerne og tortureret igen. Det lykkedes hende igen at komme væk, og i et sikkert hus drevet af afghanske kvinder mødte Kimberley Motley en pige, der ikke evnede at fortælle om, hvad hun havde været igennem. Motley brugte uger på at få Sahar til at fortælle sin historie, og hun fulgte hende siden til den afghanske højesteret. Det var første gang, en sag om vold i hjemmet blev taget op af den afghanske højesteret.
Motley fortæller i sin TED-talk, mens billeder af Sahar bliver vist på storskærm, om en pige på randen af selvmord, der kun kunne hviske, første gang hun mødte hende. Motleys egen stemme knækker, da hun siger: “Min pige fortalte dem, at hun ønskede retfærdighed, og hun fik det. Hun stod op og fandt sin stemme.”
Kimberley konkluderer til sit tavse publikum: “Ved at beskytte Sahar beskytter vi os selv.”
Det er oplagt at se Kimberley som en redningskvinde, men det afviser hun.
„Jeg frelser ikke mennesker. Jeg hjælper dem,“ siger hun og fortsætter:
„Jeg vil ikke være så indbildsk. Mange af mine klienter kunne meget vel være bedre tjent med fængslet end med at være ude.“
Du siger, at vi beskytter os selv ved at beskytte Sahar. Sahar er blot én enkelt pige i et land meget langt væk?
“Lovene tilhører os alle, og grænser betyder ikke længere dét, de gjorde engang. Vi lever i en verden, hvor over 700 millioner piger har været børnebrude, og hvor en ud af tre kvinder er ofre for en form for vold i hjemmet. Det, der skete med Sahar, skete ikke i et vakuum – det sker for mange mænd, kvinder og børn hver eneste dag. Afgørelsen i Sahars sag smitter af og den kan oversættes og bruges i andre sager. Ved at beskytte hende beskytter vi os selv, fordi vi kan lære af det.”
Kimberley Motleys ambition er at gøre det juridiske system bedre, først og fremmest ved at gøre almindelige mennesker bevidste om, hvordan de kan tale og kæmpe for deres egen sag – for det store flertal af jordens befolkning har ikke adgang til en advokat.
Selv om Motley altså ikke mener, at hun frelser mennesker, har hun en særlig drivkraft.
“Du skal ind til det menneske, du har med at gøre,” fortæller hun.
Hun vil vide, hvad der driver de mennesker, hun møder – ”what makes them tick”, som hun siger. Hun går ned i materialet og engagerer sig personligt i en grad, så hun nærmest føler sine klienter som familiemedlemmer – en metode, hun sammenligner med method acting, hvor skuespilleren frem for at “spille” en karakter “bliver” karakteren. Kimberley Motley kalder sig “method lawyer”.
Hun så sig selv i Sahar: En meget sky pige, der ikke ville ses, ikke ville høres. Bare være.
Et centralt begreb for Kimberley Motley er håb. Hun giver håb til sine klienter, og derved giver hun det til sig selv. Håb er en central del af hendes liv. Håb er muligheder for at komme videre.
Hvis dine behov er opfyldt, og du er glad, har du vel ikke brug for håb?
“Det er en meget egoistisk måde at tænke på. Vi kan vælge, hvornår vi er egoistiske, og hvornår vi ikke er. Hvis jeg selv er i en fyldt bus med ét ledigt sæde, så vil jeg have det sæde,” griner hun og fortsætter:
“Men som forælder lærer man at tænke mere uselvisk. Der er ikke kun mig, når jeg har børn. Håb er en del af mit liv. Vi har alle en ret til at håbe.”
Hendes ældste datter, Deiva, er i dag 19 år og er nu med på nogle af sin mors rejser, ligesom de to yngre børn også vil komme det, når de bliver ældre. Deiva lærer sin mors verden at kende og kommer til at lære at manøvrere i kaos af en ekspert.
Jeg er stadig ikke helt klar over, hvad det egentlig er, der driver Kimberley Motley – what makes her tick, for at bruge hendes egne ord. Så jeg prøver en sidste gang at spørge hende – direkte:
Du frelser ikke mennesker, sådan som Wonder Woman gør. Hvad driver dig egentlig?
“Nogle ting er bare, som de er – og jeg er bare dér, hvor jeg er,” svarer hun.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER