#Diplomatforskeren

Professor ved Københavns Universitet Rebecca Adler-Nissen er vant til at tale med journalister. Hendes pædagogiske og afbalancerede udlægninger af EU-spørgsmål har gjort hende til en af de mest anvendte EU-eksperter i medierne, men når det kommer til at tale om sig selv, kommer svarene lidt mere tøvende:

“Jeg har lyst til at snakke om emnerne i stedet,” konkluderer Rebecca Adler-Nissen i en hurtig analyse af sine svar, da interviewet er ved at slutte.

Og ja, ordstrømmen flyder måske lettere, når emnet er hendes forskning om diplomatiets forandring, end når det handler om opvæksten i Gentofte med afstikkere til Israel og USA. Men skønt Rebecca Adler--Nissen er uvant med at stille sig selv til skue, så bliver det nok ikke sidste gang.

I marts 2016 blev hun udnævnt til professor ved Institut for Statskundskab, og inden for det seneste år har hun vundet to priser for bedste bog-udgivelse og fået tildelt en hædersbevisning for unge forskere. Hun er blevet optaget i den anerkendte europæiske tænketank European Council on Foreign Relations samt fået tildelt et tocifret millionbeløb til et nyt forskningsprojekt. Det vender vi tilbage til.

Traktatekspert

Den 36-årige statskundskaber har været i det akademiske spotlys, siden hun fik tildelt en guldmedalje fra Københavns Universitet for sit speciale om EU’s forfatningstraktat, der senere blev udgivet som bog. Hendes EU-viden banede vejen for et job i Dansk Industris EU-kontor, hvor hun skulle forberede danskerne til en folkeafstemning om samme traktat. Så langt kom man som bekendt aldrig, da traktaten blev forkastet af franskmændene og hollænderne inden da. Men meget apropos EU-skepsis søgte hun – og fik – kort tid efter en ph.d.-stilling på hendes gamle studium, hvor emnet var de danske og britiske EU-forbehold. Som en af hendes kolleger husker det, var Rebecca Adler-Nissen et oplagt valg at ansætte. Hun proklamerede for instituttet, at hendes ph.d. skulle resultere i to artikler i de mest prestigefyldte tidsskrifter og i en bog. Det var måske et lidt for stort brød at slå op i forhold til de ressourcer, hun havde til rådighed, lød den velmenende vejledning fra mere erfarne kolleger, men Rebecca Adler--Nissen ville ikke slække på ambitionerne.

Hun udgav en række artikler i internationale top-tidsskrifter, og hendes ph.d. udkom i 2014 som bogen ’Opting Out of the European Union: Diplomacy, Sovereignty and European Integration’, der året efter indbragte to priser for bedste bogudgivelse inden for Internationale Studier.

Hashtag-diplomati

Men selvom netop EU-forbehold og Brexit er på alles læber i disse måneder, så er det statsledernes, udenrigsministrenes og embedsmændenes håndtering af offentligheden og brug af sociale medier, der kommer til at tage det meste af Rebecca Adler-Nissens tid fremover.

I december 2015 modtog hun nemlig 11,5 millioner kroner fra Det Europæiske Forskningsråd til projektet ’DIPLOFACE: Diplomatic Face-Work – Between Confidential Negotiations and Public Display’.

Over de næste fem år leder hun forskningsprojektet og har sammensat et internationalt forskerhold, der under-søger, hvordan toppolitikeres og diplomaters brug af sociale medier som Twitter påvirker de traditionelle diplomatiske arbejdsgange og det internationale samarbejde. Fænomenet er også blevet kaldt ’twiplomati’, og 165 af verdens statsledere har personlige Twitter-konti, hvoraf langt størstedelen tilmed selv skriver deres egne tweets – også under internationale forhandlinger, har det vist sig. Rebecca Adler-Nissen er stadig i opstartsfasen, men de mange kommende kaffeaftaler i de europæiske hovedstæder vil tage afsæt i en interesse for, hvordan de mest presserende kriser i Europa håndteres.

“For eksempel var jeg i Berlin i forrige uge for at interviewe Angela Merkels sociale medierådgivere og hendes Østeuropa- og Ruslands-rådgiver. Det var ham, der var med til at forhandle Minsk-aftalen, der indførte våbenhvile i Ukraine. Der lå kort over Ukraine med knappenåle over hele kontoret,” fortæller hun.

Rebecca Adler-Nissen er overbevist om, at diplomatiet er på vej ind i en ny æra bl.a. båret frem af de sociale medier, der udfordrer det traditionelle diplomatis tre universelle grundpiller og dermed dets evne til at skabe fredelige løsninger på voldelige konflikter.

Den første grundpille er tid. Det kræver masser af tid at fjerne knaster og modne processen i forhandlinger.

Den anden er et fortroligt rum, hvor man kan spørge ind til, hvor modpartens egentlige røde linje går.

Og den tredje er den særlige diplomatiske tone og høflig-heden, også kaldet protokolsystemet.

“De tre elementer kendetegner stadig til en vis grad diplomatiet, men de sociale medier kombineret med 24-timers mediedækning og en generel åbning af udenrigspolitikken ændrer alle tre faktorer. Tid: Tweets fra forhandlingsrummet er jo simultane, og alle kappes om at komme først. Tålmodigheden er væk, og det samme er fortroligheden. Formen er også væk, da man jo ikke kan være særlig diplomatisk på 140 tegn. Dermed taber landene lettere ansigt, og derfor ser man også misforståelser hele tiden og en konfliktoptrapning, der løber løbsk,” siger hun og giver et eksempel:

Under Ukraine-krisen, hvor det ukrainske militær og de prorussiske separatister bekrigede hinanden, lå Canada og Rusland sideløbende i en slags Twitter-krig. Via landets officielle Twitter-konto løsnede Canada det første digitale skud mod Rusland i form af et kort over Ukraine og Rusland med teksten “Russia” og “Not Russia”. Den annekterede Krim-halvø var markeret som “Not Russia” og ledsaget af teksten: “Geography can be tough. Here’s a guide for Russian soldiers who keep getting lost & ‘accidentally’ entering #Ukraine”.

“Canadas tweet var direkte sprog om, at man ikke troede på Ruslands forklaring om, at russiske faldskærmssoldater tilfældigvis var landet i Ukraine,” siger Rebecca Adler-Nissen.

Tweetet er blevet delt over 40.000 gange, men russerne svarede hurtigt igen. Via Ruslands NATO-missions Twitterkanal blev et nyt kort udsendt, hvor Krim var markeret som russisk og ledsaget af teksten: “Helping our Canadian colleagues to catch up with contemporary geography of #Europe”.

Frankofil forsker

På døren ind til Rebecca Adler-Nissens kontor i Center for Europæisk Politik står der med hvide bogstaver på en blå plakat: “Kan du få en 8.klasse til at synes, at BOURDIEU er interessant?”

Bekendtskabet med den franske sociolog Pierre Bourdieu stammer oprindelig fra dengang, hun var au pair i Paris, og har hængt ved lige siden. Da hun fik sin sproglige studenter-eksamen, brugte hun det første halvår på at krydse Atlanter-havet på en sejlbåd med tre andre sejlere, hun aldrig havde mødt før, og det andet halvår i Paris som au pair.

“Jeg læste en masse fransk litteratur, og jeg overvejede længe at studere litteraturvidenskab, men jeg tog også nogle kurser på Sorbonne (universitet i Paris, red.) Jeg var godt klar over, at jeg ikke skulle stryge skjorter resten af mit liv”, siger Rebecca Adler-Nissen, der lige siden har haft smag for det franske.  

Under studiet vendte hun tilbage til Paris for at læse på Sciences Po – det franske eliteuniversitet og udklækningsanstalt for præsidenter, diplomater og intellektuelle.

“Franske tænkere skriver altså bedre end de tyske. Hvis man nogensinde har læst Habermas, så tænker man: ’Giv dog den mand en redaktør!’ Franskmændene har en mere æstetisk tilgang til videnskab og beviser, at man godt kan sige noget rigtig klogt og rigtig smukt på samme tid,” siger hun.

Efter opholdet i Paris faldt studie-valget på statskundskab ved Køben-havns Universitet, og selvom samfundsvidenskabelige udredninger ikke har lige så frie rammer som litteraturen, så er det blandt andet Rebecca Adler-Nissens leg med formen i sin forskning, der har høstet hende hæder. Således modtog hun i juni sidste år den norske Nils Klim-pris, som hvert år går til en yngre, nordisk forsker, der har udmærket sig ved “fremragende bidrag” inden for bl.a. fagområdet samfundsvidenskab. I komiteens begrundelse fremhæver de bl.a., at Rebecca Adler-Nissen har “fornyet disciplinen ‘international politik’” ved at forklare diplomatiets uskrevne regler og dets logik med indsigter fra sociologerne Erving Goffman og Pierre Bourdieu i et forskningsområde, som sociologien ikke før har udforsket i nævneværdig grad. At hun i sit feltarbejde også har interviewet hundredvis af euro-pæiske diplomater og observeret diplomatiet in action, kaldte dommerkomiteen for ’originalt’.

Selv fremhæver hun, at hendes forsknings styrke ligger i en indsigt i diplomatiets praksis. En indsigt, hun bl.a. har fået ved at tage orlov fra sit adjunktur på universitet og blive ansat som fuldmægtig i Udenrigsmini-steriets Europapolitiske kontor, efter at hun havde færdiggjort sin ph.d.

“Jeg er meget påvirket af min tid i Udenrigsministeriet. Der oplever man jo alt det hverdagsagtige, der gør det sindssygt svært at lave udenrigspolitik. Det er alt fra, at vi skal have godkendt noget i Folketinget, at ministeren ikke kan være to steder på samme tid, at der ikke er ressourcer nok, at visse personligheder spiller en rolle og så videre. For at forstå, hvorfor Vladimir Putin handler, som han gør, er det ikke nok at se på teorier om magtbalance. Man skal også vide, hvad hans rådgivere fortæller ham, for at forstå, hvad det egentlig er for nogle processer, der skaber international politik,” siger Rebecca Adler-Nissen.

Først og fremmest forsker

Selvom hun hele tiden er i kontakt med diplomater og godt kan savne Udenrigsministeriet, foretrækker hun en karriere inden for forskning.

“Jeg tror, at jeg kan gøre mere forskel som forsker end som diplomat, fordi som embedsmand er du i et stort maskineri. Som mange djøf-læsere sikkert vil nikke genkendende til, så er der langt til toppen, og de skæve idéer bliver filet til af gode grunde. Du har altså nogle ret store begrænsninger, og det har man jo ikke som forsker, hvilket er et kæmpe privilegium,” siger hun. 

Selvom Rebecca Adler-Nissen kun blev hængende på Asiatisk Plads i et års tid og var ansat som almindelig fuldmægtig, før hun vendte tilbage til universitetet, gjorde hun et varigt indtryk. Tidligere kollegaer husker hende som en knivskarp analytiker og med en god fornemmelse for diplomatiets takt og tone. Som en tidligere kollega og højtstående embedsmand siger det:

“Kort sagt: Hun kunne være blevet en glimrende topdiplomat, men det er hun på sin vis også blevet – bare i form af en forsker.”