Posten som formand for FN’s generalforsamling er et drømmejob og kulminationen på Mogens Lykketofts lange politiske karriere.
Født 9. januar 1946 i København.
Har to døtre med sin første hustru, Aase Toft, der døde i 1979.
Har fem børnebørn.
Gift med journalist Mette Holm. Har desuden været gift med tidligere kulturminister Jytte Hilden (S).
Uddannelse:
Matematisk student 1964.
Cand.polit. 1971.
Politisk karriere:
Medlem af Folketinget fra 1981.
Minister for skatter og afgifter 1981-1982.
Politisk ordfører 1991-1993 og 2001-2002.
Finansminister 1993-2000.
Udenrigsminister 2000-2001.
Socialdemokratiets formand 2002-2005.
Formand for Folketinget 2011-2015.
Da Mogens Lykketoft tiltrådte som formand for FN’s generalforsamling 15. september 2015, blev han den første dansker nogensinde i det høje embede.
For offentligheden er formanden mest synlig, når han sidder på det øverste podium i Generalforsamlingens store sal i FN’s hovedkvarter i New York og giver ordet til de 193 medlemslandes statschefer og udenrigsministre. Når han ikke svinger hammeren og styrer talerækken, er det mest op til ham selv at vælge sine opgaver, da der ikke eksisterer en egentlig jobbeskrivelse for den etårige formandsrolle. Blandt tidligere formænd er der flere, der har splittet deres tid mellem FN-posten og en post i den hjemlige regering. Men for Lykketoft er det et virkeligt fuldtidsjob, som han brænder for, og han giver det alt, hvad han kan.
”Når man har ambitioner om at påvirke dagsordenen med danske eller i hvert fald egne normer og værdier – og kun har ét år – så giver det kun god mening for mig, hvis jeg går helt og fuldt ind i arbejdet,” siger han.
Åbenhed er en af de værdier, som Mogens Lykketoft har taget med sig fra sine foreløbige 34 år i det danske folketing.
”Et så kompliceret værk som at fremme dialog og samarbejde mellem 193 lande kræver lydhørhed over for forskellige holdninger. Men jeg kommer jo fra et folketing, hvor der stort set aldrig har været flertalsregeringer, og hvor det har været nødvendigt at indgå aftaler på kryds og tværs af politiske overbevisninger. Det har givet mig stor erfaring med åbenhed og praktisk kompromisvilje,” siger han.
Lykketoft kan selvfølgelig ikke diktere repræsentanterne for FN’s medlemslande at være lydhøre og indgå kompromiser, men han kan skabe grundlaget for konstruktive processer gennem sit valg af facilitatorer til de forskellige udvalg og arbejdsgrupper. Desuden deltager han så vidt muligt selv i vigtige forhandlinger.
Han er også engageret i den fortløbende proces med at revitalisere FN. Bl.a. er han i forbindelse med valget af FN’s næste generalsekretær gået helt ind i maskinrummet og har skruet på den hidtidige valgpraksis. Det er en dristig øvelse, der kan komme til at kræve et godt forhandlingstalent.
Ved udgangen af 2016 har Ban Ki-moon siddet 10 år som generalsekretær, og en ny skal tiltræde posten. Vedkommende skal – som foreskrevet i FN’s charter – vælges af Generalforsamlingen efter indstilling fra Sikkerhedsrådet.
”Hidtil har det været håndteret sådan, at Sikkerhedsrådet har siddet bag lukkede døre og kompromiset sig frem til én kandidat. Det har jo ikke givet Generalforsamlingen meget indflydelse, og nogle medlemslande mener, at den fremgangsmåde indebærer risiko for, at de store, vetoberettigede lande i Sikkerhedsrådet vælger en person, som er mere sekretær end general. Altså en ikke alt for selvstændig profil. Derfor har vi udtænkt en helt ny valgproces, som er åben og meget dansk, synes jeg,” siger Lykketoft.
I december 2015 inviterede han sammen med daværende formand for Sikkerhedsrådet, amerikanske Samantha Power, alle medlemslande til at foreslå kandidater. I løbet af foråret skal kandidaterne præsentere sig på åbne høringer i Generalforsamlingen, men det er dog stadig Sikkerhedsrådet, der skal indstille en kandidat. Hvis det ikke bliver en af Generalforsamlingens favoritter, kan Generalforsamlingen stemme Sikkerhedsrådets forslag ned, og så må Rådet komme med et nyt.
”Forhåbentlig kan Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen blive enige, men det kan gå hen og blive en forfatningskamp om, hvem der bestemmer i FN,” siger Lykketoft, der er stærk fortaler for, at FN for første gang får en kvinde på posten.
For enhver, der har med Lykketoft at gøre, er det tydeligt, at han anser formandsposten for at være langt mere end ceremoniel. En livslang interesse for verdenshistorien og verdens tilstand er kulmineret i et drømmejob. Uanset hvilken post han har beklædt, har han været optaget af de internationale aspekter. Nu er han formand for 193 lande. Mere internationalt kan det ikke blive.
Tilmed er hvervet om muligt endnu mere spændende, intenst og respekteret, end han havde forestillet sig. Allerede kort efter sin tiltrædelse i september, da FN holdt et stort topmøde om de 17 nye mål for bæredygtig udvikling, havde han i løbet af 12 dage ikke færre end 90 bilaterale møder med stats- og regeringschefer og udenrigsministre.
”De ønskede at møde den nye formand og fortælle om deres forventninger til FN. Det opfatter jeg som en meget positiv tilkendegivelse af, at landene tager formanden alvorligt.”
Hele tiden er han på farten. Hvis ikke til og fra mødesalene i hovedkvarteret, så rundt om i verden, hvor han taler om FN’s mærkesager på internationale konferencer. Han besøger flygtningelejre og holder møder med beslutningstagere, som han opfordrer til både at yde langsigtet bistand og at donere rundhåndet til nødhjælp. Ligesom han appellerer til at sætte handling bag ordene om at arbejde for en bæredygtig udvikling og bekæmpe klimaforandringerne.
”Det er en meget handlingsmættet periode at være formand i. Når man har interesseret sig for FN og international politik i 50-60 år, er det uhyre spændende at få lov at være med lige nu. Det seneste halve år er verdens ledere nået til enighed om meget ambitiøse mål for fremtiden. Men samtidig har vi en uhyggelig mængde konflikter og humanitære katastrofer, som vi ikke har fået håndteret ordentligt endnu.”
I begyndelsen af februar holdt FN en stor donorkonference til fordel for de mere end 13 millioner syriske flygtninge. Verdens-samfundet donerede 10 milliarder dollars, hvilket er rekord i forhold til tidligere donationer til de syriske ofre.
”Det er godt, at man nu sender flere penge af sted mod Syrien. Men de europæiske lande har alt for sent indset, at man ikke skulle have nøjedes med at tale om at hjælpe de syriske flygtninge i nærområderne. Først nu, når europæerne har fået flygtninge på halsen, begynder man at sende flere penge. Men både de penge, man bruger til at underholde flygtninge med i vores lande, og de penge, man bruger til akut nødhjælp i Syrien, trækker man fra den langsigtede bistand. Det hjælper som en knytnæve til et blåt øje.”
Lykketofts kritik er i høj grad også rettet mod Danmark, og efter larmen om den tale, han holdt for gæsterne til sin 70-års-fødselsdagsfest 9. januar 2016, og som blev lækket 26. januar, er det nok gået de færreste danskeres næser forbi, at han er ægte oprørt.
”Det er min store sorg og bekymring, at det Danmark, der har været kendt for international, humanitær solidaritet og hjemlig velfærd, er under voldsomt pres fra den politik, der udfoldes under den nuværende regering,” siger han.
”Danmark har skåret dramatisk meget ned på ulandsbistanden og gør det endda i en tid, hvor alle verdens lande med vedtagelsen af FN’s 17 globale bæredygtighedsmål og den historiske klimaaftale ved COP21 i Paris er blevet enige om, at der er behov for en stærkere, mere langsigtet udviklingsindsats og en mere ambitiøs miljø- og klimapolitik. Netop for at undgå, at vi om 10 år, 20 år, får endnu flere flygtninge og endnu flere konflikter som følge af klimaforandringer. Men Danmark gør alt det modsatte af, hvad vi har besluttet i FN. Danmark agerer i den grad indadvendt og bagudskuende. Vi kan jo ikke afskærme os fra resten af verdens problemer. Ved på den måde at skillinge sammen til nogle små skattelettelser næste år afskærer vi os fra at forebygge endnu større problemer i fremtiden,” siger han.
Nedskæringerne i ulandsbistanden har også ramt Danmarks bidrag til den multilaterale bistand. Bidragene er beskåret med 290 millioner kroner og rammer en lang række FN--organisationer, herunder udviklingsorganisationen UNDP og børnefonden UNICEF.
”I FN spørger folk, hvad der sker i Danmark, men jeg kan ikke forklare det, for jeg forstår det heller ikke,” siger Lykketoft.
Han oplever ikke, at de danske ned-skæringer underminerer hans egen gennemslagskraft i FN.
”Men det er klart, at Danmarks fremadrettede indflydelse bliver mindre. Vi har været en stormagt i FN, hvilket har givet os en betydelig indflydelse hidtil, og der er heller ingen tvivl om, at Danmark fik posten som formand for Generalforsamlingen i det her betydningsfulde år på baggrund af vores historiske renommé.”
Når alt det er sagt, så ser Lykketoft ikke kun sort.
Han tror, at vedtagelsen af bæredygtighedsmålene og især klimaaftalen er udtryk for, at der i de store toneangivende lande med USA og Kina i spidsen er en forståelse af, at klimaforandringerne er et så dramatisk og påtrængende problem, at man også besinder sig til at handle.
”Jeg er moderat optimistisk. Den første hverdag, efter at klimaaftalen var blevet indgået, faldt aktiekursen på det største amerikanske kulfirma med 13 procent. Det er den bedste indikator på, at klima-aftalen bliver taget alvorligt. Desuden har vi et meget aktivt civilsamfund.”
Han tør også udtrykke en moderat optimistisme, hvad Mellemøsten angår.
”De store magter og regionale spillere omkring Mellemøsten er ved at forstå, at de monsterproblemer, der er udløst af den syriske borgerkrig, men også af konflikterne i Yemen og Libyen og alle mulige andre sammenhængende konflikter, er så store, at de udgør en fælles trussel. Og jeg håber, at FN kommer til at spille en rolle i at løse konflikterne.”
Før jul vedtog FN’s Sikkerhedsråd en resolution, der indeholder en køreplan for en fredsproces i Syrien, og i januar blev der taget et første skridt til fredsforhandlinger. Men det var et sjældent enigt Sikkerhedsråd, der vedtog resolutionen. Igen og igen har det gennem årene været lammet af veto fra et af de fem permanente og vetoberettigede lande (USA, Frankrig, Kina, Rusland og Storbritannien), og der er jævnligt forslag om reform af Sikkerhedsrådet. Senest i september sidste år fremsatte Tysklands kansler, Angela Merkel, ønsket om at udvide Rådet med flere permanente medlemmer og indskrænke vetoretten.
For Generalforsamlingens vedkommende har reform af Sikkerhedsrådet været på dagsordenen i mere end 20 år.
”Men der kommer ikke reformer i min tid,” siger Lykketoft.
Reglerne kan kun ændres, hvis to tredjedele af Generalforsamlingens medlemslande stemmer for, og hvis ændringerne bliver ratificeret af de permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet.
”Det kan man ligesom ikke trylle med – heller ikke som formand for Generalforsamlingen.”
I oktober 2015 kunne FN fejre sit 70-års-jubilæum.
”Det er ikke tidligere lykkedes at holde en global organisation af denne art så længe i live, og den er tilmed blevet mere og mere universel. I organisationens levetid er antallet af medlemslande steget fra 51 til 193. Det svarer til, at 99,7 procent af verdens befolkning er repræsenteret i FN,” siger Lykketoft.
Ikke desto mindre kritiseres organisationen vedvarende for at være for meget proces og for lidt effektivitet.
”Det er klart, at når man har et forum, hvor hele verden er med, så har det selvfølgelig en pris i beslutningskraft og en masse kompromiser, der kan påvirke effektiviteten. Jeg kan godt få øje på ting, det kan være hensigtsmæssigt at ændre, men omvendt kan jeg ikke købe billedet af, at det hele er fuldstændig overflødigt og overdrevent bureaukrati. For mig at se er FN en historisk succes.”
Mød Lykketoft til Djøf Forum
Djøf Forum sætter i år fokus på migration og flygtningestrømme samt de politiske konsekvenser i Danmark og Europa. Her kan du møde Mogens Lykketoft og høre hans syn på de globale kriser, konsekvenserne og verdenssamfundets muligheder for løsninger – bl.a. gennem FN-målene for bæredygtig udvikling og den nylige klimaaftale.
Djøf Forum afholdes i Øksnehallen den 28. april 2016. djoef.dk/forum2016
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER