10.2.2016
af
Sune Gudmundsson
Pernille Kruse Madsen opdagede sit formål med livet, da hun opgav sit job som advokat i oliebranchen og åbnede sit hjerte for Nepals skolebørn. I dag har hun bygget en hjælpeorganisation op fra bunden.
Født i 1979, opvokset i Karlebo og bor i Hørsholm.
Uddannet cand. jur. fra Københavns Universitet og HD fra CBS.
Stifter af The Human Practice Foundation.
Tidligere advokat hos Maersk Drilling, Horten og Gorrissen Federspiel.
Har desuden været professionel springrytter og vandt World Cup i ridebanespringning i 2005.
Klokken er fem om morgenen i Nepal, og Pernille Kruse Madsen vækkes til lyden fra en stor klokke. Sammen med 20 andre kvinder står hun op fra sin spartanske madras og begiver sig i stilhed hen til en kæmpesal, hvor i alt 200 mænd og kvinder er samlet for at meditere.
Hun sætter sig til rette på sin pude: De næste to timer skal hun koncentrere sig om at trække vejret gennem næsen og om at mærke luften fra næseborene mod sin overlæbe, når hun puster ud. Udenfor skjuler mørket stadig Himalaya-bjergenes tinder, og morgenluften er sprød og kold. Når dagen er omme, har Pernille Kruse Madsen mediteret i 10 timer, kun afbrudt af nogle få pauser. Alt er foregået i stilhed, og det er end ikke tilladt for deltagerne at kigge hinanden i øjnene. Ritualet gentages i 10 dage og kaldes en vipassana.
“På dag fem er jeg sikker på, at jeg ikke kan klare mere, men til sidst giver jeg slip, og al støj forsvinder. Efter 10 dage fyldes du med den enorme taknemmelighed, glæde og kæmpe lykke, der gemmer sig i os selv,” siger 36-årige Pernille Kruse Madsen.
Hun glædes tydeligt ved et af minderne om, hvad der fik hende til oprette sin hjælpeorganisation, Human Practice Foundation.
Anekdoten fra Nepal folder sig ud på Pernille Kruse Madsens kontor i Nærum. Djøfbladet har sat hende i stævne for at tale om hendes skift fra højtlønnet advokat til at stifte en hjælpeorganisation med fokus på uddannelse og jobskabelse i Nepal.
Snakken falder hurtigt på meditationsophold og spiritualitet, men Pernille Kruse Madsens dresscode signalerer snarere business end mindfulness. Hun er uddannet jurist ved København Universitet, har en HD i finansiering fra CBS og er rundet af estimerede advokatkontorer. Før hun sagde farvel til et liv med paragraffer og forhandlinger og goddag til et arbejde med at bygge skoler i Nepals bjerge, arbejdede hun hos Maersk Drilling. At hun taler erhvervslivets sprog og forstår dets dogme om effektivitet, har været nøglen til at stable Human Practice Foundation på benene, fortæller hun.
At påstå, at Pernille Kruse Madsen kom ud af meditationscentret i Nepal med en drejebog for at skabe en humanitær fond, ville dog være en journalistisk stramning. Men hun var betydeligt mere afklaret med sit formål i livet, end da hun to år tidligere havde sagt sit job som advokat op:
“Jeg havde enormt svært ved at finde passionen på et advokatkontor. Jo, jeg blev da grebet af stemningen ved opkøb, men der manglede noget, når champagnepropperne sprang, og sejren blev fejret. Når jeg cyklede hjem klokken 12 om aftenen, tænkte jeg for mig selv: ‘Er det her virkelig, hvad jeg har knoklet for?‘ Jeg kunne bare ikke rigtig mærke passionen,” siger hun.
Efter mange overvejelser tager Pernille Kruse Madsen konsekvensen. Hun siger jobbet i Mærsk op, får udlejet sin lejlighed, sælger sine møbler, låner sin hest ud og køber en enkeltbillet til Australien. Kollegaerne, vennerne og familien er skeptiske, og de satser på, at Pernille Kruse Madsen vil finde et oliejob i Australien. Hun har ingen klar strategi for sit ophold i Australien, og skeptikerne får næsten ret. Men efter at have famlet i blinde i et års tid rejser Pernille Kruse Madsen til Nepal. Hun er opsat på at “gøre en forskel” og får arbejde ved et børnehjem i Kathmandu. Mødet med de forarmede børn ændrer hendes liv, men det er lige så meget introduktionen til expat-miljøet i Kathmandu, der sætter tanker i gang om at starte en hjælpeorganisation.
“Her oplevede jeg de store hjælpeorganisationer helt tæt på. Jeg stod ved en stor champagnefest en dag, hvor nogle expats stod og jokede om lokalbefolkningen. Det var lidt af et turning point for mig, hvor jeg tænkte: ’Det skal jeg ikke blive en del af’,” husker Pernille Kruse Madsen.
Det er også i Kathmandu, at hun møder en præst, der ansporer hende til at søge væk fra storbyen og op i bjergene, hvor lokalbefolkningens behov for hjælp er stort. Hun tager opfordringen til sig, og gennem en katolsk søsterorganisation underviser hun børn uden skolegang i engelsk og ernæring i afsidesliggende landsbyer. Organisationen uddeler også livsnødvendig medicin til børn og voksne, og oplevelserne gør dybt indtryk på Pernille Kruse Madsen. Det viser sig, at én enkelt ildsjæl med dybe lommer finansierer hele projektet.
“For 150.000 dollars kunne en amerikaner, der hedder Christopher Fussner, nå ud til 100.000 mennesker hvert eneste år gennem små, lokale organisationer. Jeg så med egne øjne, hvordan han reddede menneskeliv, og jeg blev enormt inspireret af hans tilgang, da jeg kunne se, at det ikke er nødvendigt med et stort administrativt apparat for at gøre en forskel for en stor gruppe mennesker”.
Men mens Pernille Kruse Madsen deler visioner med amerikaneren, er hun i modsætning til ham ikke mangemillionær, og hun må først stable en fond på benene for at skaffe pengene.
På besøg hos sin søster i London møder hun tilfældigt svenske Lars Förberg, storaktionær i Danske Bank, til et velgørenhedsarrangement. Han er den første pengestærke person til at bakke op om hendes idé til en hjælpeorganisation, og herefter tager udviklingen fart.
Lars Förberg hiver bestyrelsesformanden i Danske Bank, Ole Andersen, med ombord på projektet. Sammen med en gruppe andre erhvervs-pinger, herunder Nils Foss og Jørgen Buhl Rasmussen, bliver de organisationens såkaldte Founding Fathers, der finansierer driften af Human Practice Foundation.
Modellen sikrer, at alle donationer går ubeskåret til hjælpearbejdet. Med rygstødet fra forretningsmændene mærker Pernille Kruse Madsen presset.
“Da det lykkes, tænker jeg, om jeg mon kan leve op til de forventninger, de har til mit projekt,” siger Pernille Kruse Madsen og griner lidt lettet, for det har hun nemlig allerede bevist, at hun godt kan.
Indtil videre har Human Practice Foundation bygget tre skoler, seks skolebyggerier er i gang, og yderligere seks skoleprojekter er finansieret.
Pernille Kruse Madsens skiftede med egne ord den ”trygge tilværelse ud med et højere formål”, da hun droppede advokatkarrieren for at hellige sig hjælpearbejdet. I dag kan hun fremvise konkrete resultater på, hvad passionen for hendes arbejde er drevet til, men det var ikke en let beslutning.
”Det var et kæmpe spring for mig at træffe et valg og så go with the flow, fordi som advokat vil du helst gerne styre det hele. Vi er trænede i at se, hvad der kan gå galt, og tænke i worst case-scenarier. Det handler bl.a. om tryghed, og mange af mine advokatvenner har virkelig også sat spørgsmålstegn ved mit projekt, da jeg kom hjem til Danmark. Men hvem kunne have forudset, at Ole Andersen på en cykeltur med Jørgen Buhl Rasmussen fortalte om mit projekt, og at han efterfølgende gerne ville møde mig? Hvem kunne regne ud, at jeg ved et tilfælde møder Nils Foss, og at jeg møder Lars Förberg i London?” siger Pernille Kruse Madsen og konkluderer:
”Når du har en passion, er det virkelig dér, du skaber ting.”
De konkrete projekter i Nepal udvælges af fonden i samarbejde med lokale partnere med udgangspunkt i lokalbefolkningens behov og ønsker i fire regioner i Nepal.
Pernille Kruse Madsens fortid hos store advokatkontorer i København skinner tydeligt igennem i hendes tilgang til hjælpearbejdet i Nepal. Betingelserne skal være på plads:
“Lokalbefolkningen skal bidrage med 15-20 procents egenfinansiering, så vi er sikre på, at de virkelig vil det. Hvis de vil have en skole, men ikke selv vil bidrage til finansieringen, fx i form af arbejdskraft, så vil vi tydeligvis projektet mere end dem, og sådan skal det ikke være. I sådanne situationer er jeg ret konsekvent med at sige nej. Jeg vil jo gerne skabe resultater, men når skolen er bygget, skal vi være sikre på, at der er et lokalt medejerskab,” siger hun.
Human Practice Foundation arbejder hovedsageligt for at give flere børn i Nepal en uddannelse, der kan bane vej til bedre jobs, en bedre økonomi og en lysere fremtid. Kort sagt handler det om at bryde den dårlige cirkel og skabe en ”god cirkel”, som Pernille Kruse Madsen formulerer det.
I dag er 40 procent af befolkningen analfabeter og 30 procent lever under FNs fattigdomsgrænse. Af de børn, der kommer i skole, er der ifølge Pernille Kruse Madsen kun gennemsnitligt 20 procent, der består 10. klasses afgangseksamen. Af samme grund stopper projekterne ikke, når sidste mursten til skolen er lagt. Fx bliver der også indført forældremøder, frokostordninger og efteruddannelse til lærerne, etableret legepladser og indkøbt bøger og computere. Fonden er også begyndt at lave såkaldte vækstprojekter, der fokuserer på jobskabelse. Første projekt er igangsat i samarbejde med Perchs Tehandel og skal hjælpe fattige bønder i Himalaya med at starte kommerciel teproduktion.
Effekten af projekterne måles løbende for at eventuelt korrigere indsatsen.
“Det er ekstremt vigtigt for mig selv at være med til arbejdet i Nepal og bagefter kunne måle resultatet,” siger Pernille Kruse Madsen.
I dit arbejde veksler du mellem hjælpeorganisationsverdenen og businessverdenen. Kan de to verdener lære noget af hinanden?
“I Vesten er vi kommet så langt med teknologi og effektivitet, men når man er i Nepal og andre udviklingslande, er det, som om samfundet er gået helt i stå. De er ikke særlig effektive, men de har den her glæde, ydmyghed og taknemmelighed, som vi i Vesten måske har glemt, fordi vi har haft så travlt med at producere. I forretningsverdenen ved de præcis, hvad der skal til for at skabe noget, hvori ordentlighed er en stor del af det: Man skal være et ordentligt menneske, og man skal være grundig og forberedt. Så forretningsverdenen har en vilje, mens udviklingsverdenen virkelig har noget passion. Det er ærgerligt, at de ikke i højere grad kombineres,” siger Pernille Kruse Madsen.
Pernille Kruse Madsen har promoveret sin fond med sin personlige historie i medierne, og samme dag djøfbladet interviewer hende, har Politiken da også et portræt af hende i avisen. Opmærksomheden omkring hendes person kan hænge sammen med, at der ikke findes mange med Pernille Kruse Madsens baggrund, som tør sætte sikkerhed og prestige over styr for at forfølge en passion. Så hvad er Pernille Kruse Madsen råd til ligesindede, som overvejer at kvitte lønmodtagerjobbet og springe ud i noget helt andet?
“Jeg tror, at behovet for sikkerhed og frygten for at fejle holder mange tilbage fra at kaste sig ud i noget nyt. Vores samfund har meget faste rammer for, hvornår man er en succes. Men måske er det i virkeligheden en større succes bare at kaste sig ud i noget, selvom man fejler, fordi man så i det mindste har prøvet frem for at blive i det faste job. Einstein har engang sagt noget i retning af, at de tanker, der førte til problemet, ikke vil løse det. For mig betød det, at jeg var nødt til at skifte omgivelserne ud og opleve noget helt nyt og få en masse nye input, før jeg vidste, hvad min passion var. Hvis du bliver i andegården, læser de samme ting og møder de samme mennesker, så får du nok heller ikke pludselig en åbenbaring om, hvad du skal. Nogle gange må man bryde rammerne.”
Human Practice Foundation
Etableret i 2014.
I 2015 rejste fonden over 8 millioner kroner til fondsarbejde.
Founding Fathers: Nils Foss, Ole Andersen, Lars Förberg, Jørgen Buhl Rasmussen, Morten Jensen, John Raabo, Flemming Topsøe, Peter Brøste og Rasmus Nørgaard & NREP.
Tre eksempler på Human Practice Foundations arbejde i Solukhumbu regionen i Himalaya, Nepal:
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER