’Min dør er åben – bliv ude’

”Kan vi ikke bare spørge, hvad han mente? Han sidder jo lige derinde?” 

Projektlederen pegede over min skulder mod direktørkontoret, hvor man ganske rigtigt kunne skimte styrelsesdirektøren bag skrivebordet. 

”Det er bare ikke …” Jeg trådte et skridt til siden, så min krop blokerede hendes udsyn til Den Store Leder, mens jeg forsøgte at spidsformulere, hvorfor man ikke ”bare kunne gå ind og spørge.” 

Problemet var, at hun som medlem af den lavere race af menige medarbejdere ikke forstod, hvordan en topleder fungerede. Vi havde jo allerede forelagt sagen. Direktørens beslutning var truffet. 

Og okay. Beslutningen var måske ikke forbilledlig i sin skarphed: Direktøren havde sagt ja til at overgå til fuld digital borgerbetjening, så vi kom væk fra den bureaukratiske blandingsmodel med både papir og web. Men han havde lagt vægt på, at vi sideløbende skulle tage hånd om de borgere, som ikke er trygge ved den nye teknologi, ved at give dem mulighed for – som en undtagelse – at søge på papir. Hvilket – for det utrænede øje – i nogen grad kunne lyde som et nej til det, han lige havde sagt ja til.

Men det var jo vilkårene, når man bad toplederen resolvere en sag. Hvis projektlederen syntes, dette her var sort, skulle hun prøve at arbejde for en minister. 

”Kan vi ikke bede ham uddybe beslutningen?” insisterede hun. ”Han plejer at sige, at hans dør altid står åben.”

Og det er derfor, han har et direktionssekretariat, tilføjede jeg indvendigt. For at forhindre folk i at gå ind ad den. 

Jeg skævede ind mod kontoret: Problemet var, at hun troede, at direktøren vidste, hvad han havde besluttet. Sådan var det jo ikke. Det meste af tiden sagde han bare nogle ord og sætninger, som han instinktivt følte gav mening i situationen. Hvis vi bad om en uddybning, ville han opdage, at hans beslutning fra i formiddags ikke gav mening og føle sig trængt op i en krog. Og så kunne han finde på hvad som helst: Aflyse digitaliseringen. Eller aflyse noget andet, som han troede hang sammen med digitaliseringen. Og værst af alt: Han ville føle, at det alt sammen var direktionssekretariatets skyld, fordi vi ikke havde beskyttet ham mod at stå i denne her situation.

”Jeg tror, at I skal prøve at arbejde videre ud fra de dessiner, han har givet,” sagde jeg, mens jeg førte hende hen mod døren.

”Men det giver jo ikke mening,” sagde hun ulykkeligt. ”Vi kan jo ikke både afskaffe papiret og bevare det.”

”Her tror jeg, nøgleordet er sideløbende,” sagde jeg hjælpsomt og gelejdede hende ud i trappeopgangen.

”Kan jeg skrive til ham og spørge?” forsøgte hun en sidste gang. ”Tror du, det er bedst med en mail, eller skal jeg lægge det op på papir?”

Jeg sendte hende et sidste smil: ”Jeg forelægger det for ham.”