Kære topleder, hvordan vil du beholde dit job?

​Kommentar

En direktør spørger, om jeg har et minut. Jeg ved, hvad det handler om. Han skal fyres. Han har sikkert sine anelser. Det har jeg også, ikke mindst fordi jeg er i gang med at forberede hans afskedigelsessag.

Han ved, hvad der er i gærde, men kan ikke se det i øjnene. På de seneste direktionsmøder har han ikke haft opbakning, hans sager er taget af dagsordenen, den administrerende direktør har ikke værdiget ham et blik. Han er bange for sin stilling; han har ellers altid følt sig sikker. Nu er han begyndt at tænke på sin kones reaktion og på prestigetabet. De kan blive i huset, ved han, men alene dét, at han har tænkt på det… Han er efter eget udsagn dybt rystet.

Som HR-direktør har jeg været tæt på en række afskedigelser på topledelsesniveau. At blive fyret er for alle mennesker i reglen en uønsket situation. Det, der har overrasket mig, er, hvor ofte kloge, dygtige topledere kan overse vigtige signaler. Hvordan de mindre kloge kan bilde sig ind, at de kan undlade at opføre sig ordentligt eller at følge gældende virksomhedsnormer. Hvor ofte folk har sat sig i en anspændt privatøkonomisk situation. Og det undrer mig, hvor svært det er for gæve topchefer at tage en fyring med oprejst pande.

Er det den gamle traver om identiteten, der ligger i jobbet? Eller er det sorgen over, at den kæreste, man bruger 10-12 timer på dagligt, ikke gengælder kærligheden? Eller hvad skyldes det, at voksne overskudsmennesker faktisk lader sig vælte omkuld af en fyring? Jeg anerkender naturligvis, at det ikke er rart eller ønsket.

I vores del af verden er det muligt at tage hånd om sin personlige frihed. Det gælder også friheden til at vælge sin reaktion på fyringen: Yes, nu kan jeg indløse ”fyre-checken”, tage på jordomrejse, tage et nyt spændende (leder-)job.

I såvel det offentlige som private erhvervsliv er fyringer på chefgangene almindelige. Nogle gang er det uretfærdigt. Nogle gange ved man ikke hvorfor. Bestyrelsen, direktionen, chefen ønsker at dække over den egentlige årsag; den øvelse bør vel næppe overraske en topleder. Måske er man ”frygtet” snarere end vellidt af samarbejdspartnere. Ser man vitterlig ikke, at alt ens samarbejde er op ad bakke, og har man ikke vendt svaret i egen retning?

Det er svært at sige noget generelt om. Men du kan blive bedre til at kende din værdi for organisationen og håndtere din reaktion på en fyring ved at anvende følgende råd:

1. Afklar, hvor vigtigt dit job er for dig. Hav dit perspektiv på jobbet på plads.
2. Vid, at topjobs (ligesom andre jobs) er til låns. Det er yderst sjældent en stilling for livet.
3. Hav klare præmisser for dit privatliv (sørg for at have ét), og hav ikke mindst luft i din private økonomi. Hermed holder du din frihed i god form.
4. Bevar din evne til at være i sammenhænge, hvor du ikke er ”på” som den store topchef.
5. Hvis du er glad for dit job, så lav en plan for, hvordan du kan beholde det. Spørg dig selv, hvad der skal til for, at du kan blive, indtil du selv ønsker at gå?
6. Sørg for at være i kontakt med dine chefer, kolleger, medarbejderes vurdering af dig. Arbejd med at udvikle dig i dine relationer. Det er ikke nok eksempelvis at vide, at ledelseskolleger ikke synes, du spiller med på holdet.

Mange års lederjob kan gøre disse forholdsvis banale punkter svære. Vær ikke bange for at rådføre dig med folk, du har tillid til.

Jeg har af og til mødt chefer, der tillægger deres CV overordentlig stor betydning. Et interessant CV er naturligvis godt. Men som på andre områder i livet: Det handler ikke om, hvad du har gjort eller gerne vil gøre, men hvad du rent faktisk gør. Ikke hvilken hæderskronet virksomhed, du har været i, men hvordan du rent faktisk løser dit nuværende job. Det er det, du bliver anerkendt for, målt på eller fyret på.