13.1.2016
af
Sven Johannesen
Efter 15 år i Folketinget er Eyvind Vesselbo glad for at forlade Christiansborg. De politiske partier bliver mere og mere topstyrede og regeres, som var de virksomheder. I dag er det lettere at ændre samfundet, hvis man sidder uden for, mener han.
Født i 1946.
Uddannet kultursociolog.
Har arbejdet som embedsmand i Danmarks Statistik.
Bor i Gentofte.
Gift med Monica.
Har to voksne børn.
Driver tænketanken Sokrates.
Selvom det i dagens politiske klima kan være svært at tro, var der engang for ikke længe siden, hvor det var upopulært at sætte kritisk fokus på indvandring. Derfor skabte det stor debat, da Eyvind Vesselbo som kultursociolog og statistiker i halvfemserne udarbejdede rapporter, der påviste, at stort set alle tyrkiske indvandrere i Ishøj Kommune hentede deres ægtefæller i Tyrkiet, og at antallet af tosprogede folkeskoleelever på få år ville blive fordoblet.
”Jeg kom i et voldsomt uvejr. En af mine kollegaer kaldte mine rapporter fagligt korrekte, men politisk ukorrekt, for dengang var det ustyrligt kontroversielt at vise denne type fakta og at diskutere integrationsproblemer. Selv Karen Jespersen sagde dengang til mig, at det hele nok skulle gå,” siger Eyvind Vesselbo.
Mens flygtningedebatten – og ikke mindst Karen Jespersen – har rykket sig gevaldigt siden 1990’erne, har Eyvind Vesselbos evne til at være i opposition været noget mere konstant.
Og hvor Birthe Rønn Hornbech – i hvert fald i en periode – blev kaldt den borgerlige fløjs retspolitiske anstændighed, blev Eyvind Vesselbo ofte set som dens socialpolitiske samvittighed.
Gennem sine 15 år som folketingsmedlem for Venstre trak han ofte overskrifter, når han var uenig i partilinjen. Indtil han forrige sommer valgte ikke at genopstille til Folketinget og trak sig som socialordfører i protest mod partiets socialpolitik.
I dag er arbejdspladsen ikke længere et kontor på Christiansborg, men i stedet hans villa i Gentofte, hvor Eyvind Vesselbo nu serverer kaffe og småkager. Herfra driver han sin nystartede socialpolitiske tænketank Sokrates.
Paradoksalt nok mener han, at han nu har bedre mulighed for at præge samfundsudviklingen, end han havde fra sit skrivebord i magtens centrum på Slotsholmen.
”Jeg har større indflydelse på danskernes hverdag uden for Folketinget, end jeg havde inden for Folketingets vægge. For nu er det mig selv, som bestemmer, hvordan jeg skal ytre mig, og hvilke sager jeg skal tage mig af. I Folketinget var jeg underlagt den topstyring, som følger med, når man er medlem af et parti. Det kunne jeg klare i en periode, hvor den ikke var så stram. Men nu er det godt at være fri for den, så jeg kan realisere nogle af de projekter for udsatte borgere på socialområdet, som jeg brænder for,” siger Eyvind Vesselbo.
Mange vil vel sige, at man har større mulighed for at påvirke samfundsudviklingen fra Folketinget end udenfor?
”I dag er der så meget kadaverdisciplin på Christiansborg. Det betyder, at du som menigt folketingsmedlem har minimal indflydelse på, hvad der foregår, fordi alt bliver besluttet i ledelsen,” siger Eyvind Vesselbo.
”Mange tror det ikke, men der var langt højere til loftet i partiet, de første år jeg var i Folketinget. Anders Fogh praktiserede åbenhed og lagde vægt på, at både folketingsgruppen og medlemmerne skulle have indflydelse. Han lyttede meget. Nogle siger, at det er omvendt, men sådan var det,” siger Eyvind Vesselbo.
Sammen med Jens Rohde, Søren Gade og Troels Lund Poulsen havde Eyvind Vesselbo dengang en gruppe, der udviklede politiske forslag, som ofte gik mod partilinjen. Internt døbte ledelsen den lille gruppe Al-Qaeda, da dens forslag i ledelsens optik ofte var politiske selvmordsmissioner. Alligevel accepterede ledelsen dengang den lille gruppe, hvorimod den interne politiske diskussion i dag lægges død, inden den er startet, mener Eyvind Vesselbo.
”Det er blevet sådan – og det er ikke kun i Venstre – at man ikke kan komme med forslag, der går imod ledelsens politik. Konsekvensen er, at man dræber det politiske arbejde, og derfor er der fx efterhånden ikke særligt mange, der dukker op til udvalgsmøderne. Folk prioriterer det ikke,” siger han.
Hvorfor tror du, der er kommet den topstyring?
”Det er fordi, hele det politiske system har ændret sig, så partierne i dag drives som virksomheder.
Selvom man er folkevalgt, agerer man ikke længere som folkevalgt, men som ansat i et firma, hvor ledelsen bestemmer,” siger Eyvind Vesselbo.
”Samtidig er politik for mange blevet en karrierevej, og folketingsmedlemmerne stræber efter at blive ordførere og ministre. Det udnytter partiledelsen ved at forfremme de folketingsmedlemmer, der adlyder, mens kritikerne degraderes. Det får folk til at rette ind.”
Den stramme disciplin får folk til at lægge låg på sig selv af hensyn til deres fremtidige karriere.
”Hvis du vil stige i hierarkiet, skal du spille spillet på Christiansborg for at få den bedste placering. Og her er det ikke dem, der prøver at skabe en seriøs og substantiel debat, der vinder, men dem, der knokler de andre ned. Det, mener jeg, er et kæmpe problem,” siger Eyvind Vesselbo.
Når partierne organiseres som virksomheder, minder deres opbygning i stigende grad om det hierarkisk opbyggede embedsværk i ministerierne.
”Ministerier har jo altid været topstyrede. Det ved jeg, fra dengang jeg selv var embedsmand i Danmarks Statistik. Men nu har partierne efterlignet den samme struktur, så du nu har to ens opbyggede parallelle systemer, hvor det ene er administrativt, og det andet er politisk. Men de fungerer på samme måde, og efterhånden er de nærmest smeltet sammen,” siger Eyvind Vesselbo.
”Samtidig har ministerierne også et hierarki forstået på den måde, at Finansministeriet som udgangspunkt bestemmer det hele. Det er her, man lægger rammerne for, hvad de enkelte ministerier skal lave.”
Hvordan påvirkede udviklingen din konkrete dagligdag som folketingsmedlem?
”Tidligere kunne man som folketingsmedlem drøfte tingene i folketingsgruppen, hvorefter partiet ofte justerede politikken. Nu er det blevet sådan til gruppemøderne, at partiets ledelse fortæller om deres beslutninger til folketingsmedlemmerne på samme måde som i et ministerium, hvor cheferne informerer de underordnede. Og så vil 15 mennesker, som på forhånd er blevet hyret af ledelsen, rejse sig op og sige, at ’det er enormt godt’. Kommer man med indvendinger, bliver man mødt af en aggressiv tone om, at ’man skal være enig, for ellers vinder de røde’. Alle argumenter bliver fejet af bordet. Det betyder, at der ikke længere bliver nogen debat. Og det er jo ikke reel politikudvikling, men en magtdemonstration fra ledelsens side.”
Når Eyvind Vesselbo alligevel udtrykte kritik af partilinjen, blev han mange gange forsøgt banket på plads.
”Nogle gange har stemningen til gruppemøderne været sådan, at der nærmest har været istapper på væggene. Det er noget af en oplevelse at skulle holde fast, for du får virkelig tæsk i mødelokalet.”
Men det har vel altid været ledelsens rolle at sætte kursen og banke afvigerne på plads?
”Det er jo synspunktet, men jeg mener ikke, man skal banke nogen på plads. En ledelse skal selvfølgelig lede, men under ansvar. Derfor må ledelsen lytte og måske justere politikken. Men man er blevet så magtfuldkommen, at man ikke tager imod de inputs, der kommer fra de forskellige folketingsmedlemmer. Hvis du slår dig for meget i tøjret, så kan du ikke bruges, også selvom du ved, hvad du taler om,” siger Eyvind Vesselbo.
Samtidig er medierne med til at gøre partierne mere topstyrede, fordi de så ofte fokuserer mere på konflikten end på substansen, når menige folketingsmedlemmer kritiserer ledelsens linje.
”Den mindste lille uenighed skal gøres til en ’strid i partiet’. Til sidst kan medierne juble og nærmest få en journalistisk orgasme, når den formastelige bliver banket på plads af gruppeformanden,” forklarer Eyvind Vesselbo.
Hans utilfredshed med partiets socialpolitiske kurs kulminerede, da han ved Venstres sommermøde sidste år trak sig fra sin post som socialordfører i protest mod partiets socialpolitik. I dag pointerer hans afløser på socialordførerposten, Jan E. Jørgensen, at han ser Eyvind Vesselbo som dygtig og vidende på social- og især udlændingeområdet. Men:
”Selvfølgelig giver det respekt at have sine meningers mod og at turde sige dem højt. Men til sidst virkede det lidt som om, Eyvind altid var uenig. Og så kammer det over. Grænsen mellem integritet og illoyalitet er flydende, og Eyvind nåede et punkt, hvor han klart overskred den grænse,” siger Jan E. Jørgensen.
Line Barfod, tidligere socialordfører for Enhedslisten, husker Eyvind Vesselbo som stærkt engageret i de udsattes vilkår.
”Han undersøgte virkeligheden, inden han dannede sin mening, og stod ofte fast på sine holdninger. Men han var desværre ikke i stand til at rykke sit parti,” siger hun.
Spørger man, hvorfor han ikke bare skiftede parti, når han så ofte var uenig, svarer han, at han blot har stået fast på de socialpolitiske grundholdninger, som partiet har valgt at rykke væk fra. Venstre burde have langt større fokus på samfundets udsatte, mener Eyvind Vesselbo, der af en eller anden grund altid har interesseret sig for denne gruppe.
Måske det ligger i familien. Eyvind Vesselbo voksede op i en lille familie på Østerbro, hvor moren var alene med ham og hans to søstre. Moren syede lampeskærme om dagen og arbejdede om natten med at stable aviser på Politiken, indtil hun fik kontorjob ved et forsikringsselskab. Fra han var 10 år, tjente Eyvind Vesselbo lommepenge på at uddele aviser og bringe brød ud, og så hjalp han til i mormorens frisørsalon i Saxogade på Vesterbro.
”Jeg er jo vokset op i et område, der dengang var de socialt udsattes område. I den frisørbiks kom både ludere og lommetyve. Og jeg kendte alle drankerne fra gaden,” siger Eyvind Vesselbo.
Begge hans søstre uddannede sig til socialrådgivere, men Eyvind Vesselbo mener nu ikke, at der var et særligt socialt engagement i hans familie.
”Jeg ved ikke, hvor vi har det fra, for det er ikke noget, vi har fået indpodet. Men det er naturligvis klart, at det kan have spillet ind, at jeg i min opvækst har haft et naturligt forhold til alkoholikere, hjemløse, narkomaner og ludere,” siger han.
Netop disse socialt udsatte grupper og ikke mindst resten af den almindelige befolknings ve og vel burde folketingsmedlemmerne have i fokus i stedet for de evindelige politiske trakasserier, mener han.
”Folketinget har udviklet sig meget voldsomt til, at det handler om at finde noget, du kan hænge den anden ud på.”
Han mener, at den tiltagende hårde tone er en af hovedårsagerne til, at et parti som Alternativet fik så overraskende godt et valg.
Har det ikke altid været sådan, at politikere kritiserer deres modstandere?
”Nej, slet ikke så udpræget. Den politiske debat foregår mere og mere inde i en osteklokke, hvor det hele handler om at manifestere sig selv. Og når det mere handler om at få magten end at hjælpe folk uden for Christiansborg, er det et stort problem.”
Du tegner et ret dystert billede?
”Ja, men jeg mener, det er rigtigt. Folketinget er blevet koblet af virkeligheden, fordi størstedelen af de 179 medlemmer ikke længere har reel indflydelse på, hvad der foregår.”
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER