Køen til bestyrelsesposter er lang

09-09-2015
5 min.

Det skorter ikke på konsulenter og potentielle bestyrelsesmedlemmer, der gerne vil hjælpe opstartsvirksomheder. Markedet er så stort, at det kan være svært at navigere i udbuddet.

Det er velkendt, at kun få danske opstarts­virksomheder udvikler sig til at blive store og stærke. Flere end tidligere overlever de første års kamp, men forbliver små og mellemstore. Kunne en af forklaringerne være, at iværksætternes bestyrelser eller advisory boards ikke har de rette kompetencer? Det er et af de spørgsmål, som forskningsprojektet ’Entreprenørskab for vækst’ er i gang med at afdække. 

Forskerne havde regnet med at erfare, at det er svært for dugfriske virksomheder, der endnu ikke har gjort sig bemærket på markedet, overhovedet at finde interesserede bestyrelses- og advisory board-medlemmer. Men de blev overraskede.

Interessen er overvældende

”Der er mange, der gerne vil være med til at skabe en succes, og mange, der lever af at være professionelle bestyrelses- og advisory-medlemmer – som ikke arbejder med andet,” siger adjunkt, Sabine Müller, Institut for Management, Aarhus Universitet.

”Problemet er snarere, at markedet for forretningsudviklere og professionelle bestyrelsesmedlemmer synes at være enormt og uigennemskueligt for opstartsvirksomhederne. For eksempel er der potentielle bestyrelsesmedlemmer, der melder sig som interesserede stort set den dag, hvor opstartsvirksomheden opretter sit CVR-nummer,” siger hun.

Sabine Müller har foreløbig interviewet i alt ca. 50 bestyrelsesmedlemmer, advisory board-medlemmer og iværk­sættere.

”Omkring en tredjedel af iværksætterne har oplevet at modtage uopfordrede henvendelser,” siger hun.

Og de bliver ikke kun modtaget med kyshånd. I en ekstrem case havde en iværksætter modtaget over 200 forespørgsler efter omtale i en avis.

”Så vælter du jo i henvendelser fra folk, der har set, at du har fået nogle penge, og som enten vil sælge dig en eller anden konsulentydelse, et eller andet iværksætter- eller mentorforløb, eller også vil de bare sidde i din bestyrelse”.

Det handler om at udvikle andre, ikke sig selv

Det er en bekymrende udvikling, mener Jan Bendix, der som pensioneret rådgiver for store virksomheder har kastet sig ud i at være bestyrelsesmedlem i nye virksomheder og hjælpe dem i gang, ”og forhåbentlig hjælpe dem med at undgå alle de fejl, jeg selv begik som iværksætter.”

Jan Bendix har mange års erfaring fra erhvervslivet, bl.a. som direktør i store virksomheder.

”Jeg synes, det er vigtigt, at bestyrelsesmedlemmer selv er eller har været ledere et stykke tid eller har været iværksættere, så de kommer med en erfaring, de kan trække på,” siger han.

Nogle gange får han henvendelser fra folk, der spørger, om han tror, de kan komme ind i bestyrelsesarbejde.

”Det kan de sikkert godt, men jeg siger til dem, at det handler om at udvikle andre mennesker, ikke at udvikle sig selv. De er som regel fagligt stangdygtige, men det handler jo også om relationer og om at være egnet til at gå i dialog med nogle meget specielle personer. Iværksættere er ikke bare traditionelle lønmodtagere, men nogen, der har nogle gale idéer, der skal passes til, slibes af og sættes ind i et virksomhedsmiljø. Det er selvfølgelig helt fint, at der er interesse for bestyrelsesarbejde, også at man gerne vil tjene penge på det. Jeg er bare hunderæd for, at man går ind i det for sin egen karriereudviklings skyld, og ikke fordi samfundet har behov for, at vi har nogle flere iværksættere og entreprenører, der udvikler noget nyt.”

Bruger sin viden på tværs af selskaber

Jan Bendix lægger vægt på, at kemien med virksomheden skal være i orden, ligesom han takker nej til en bestyrelsespost, hvis han vurderer, at virksomheden har behov for en anden kompetenceprofil end hans.

Det samme gør Peter Bager, der for tre år siden som 40-årig opsagde sit job som administrerende direktør for at blive bestyrelsesmedlem på fuld tid – ikke kun i opstartsvirksomheder.

”Da jeg var direktør, syntes jeg, det kunne være spændende samtidig at have bestyrelsesposter, både for selv at få inputs og for at bruge min viden i andre virksom­heder. Det blev bare aldrig til noget, fordi job og familie tog al min tid. Jeg har været på arbejdsmarkedet, siden jeg var 17 år og har altid haft lyst til at prøve at være selvstændig. Så tog jeg springet,” siger han.

”En af fordelene ved, at jeg er bestyrel­sesmedlem på fuld tid, er, at jeg altid er til rådighed.  Jeg svarer altid telefonen, og jeg prøver så vidt muligt at undgå møder mellem 16 og 18, for det er typisk det tidsrum, hvor direktørerne sidder i bilen på vej hjem og lige ringer for at spørge om noget eller for at fortælle om en god eller dårlig hændelse.”

”Jeg elsker mit arbejde og at bruge min viden på tværs af selskaber. Jeg kunne måske godt finde på selv at kontakte en virksomhed, men jeg har endnu ikke gjort det – mine bestyrelsesposter er altid kommet i stand via netværk,” siger Peter Bager.



God kemi og kompetencer er vigtigere end kendisser

Cirka halvdelen af de iværksættere, Sabine Müller har interviewet, siger, at de ikke haft samme fremgang uden bestyrelse eller advisory board. Den anden halvdel synes ikke, at de har haft glæde af deres bestyrelser, og at de selv har skullet lave alt arbejdet.

”De, der har haft størst glæde af deres bestyrelser, ser ud til at være dem, der har været iværksættere før eller har været meget klare på deres koncept og vidst, hvad de havde brug for i form af kompetencer i bestyrelsen” siger hun.

”Nogle iværksættere tænker, at hvis de bare får nogle store navne i bestyrelsen, så giver det mere legitimitet og et godt netværk. Men de, der har prøvet det, fortæller, at det signal ikke er vigtigt. Det afgørende er, at man har bestyrelsesmedlemmer, som man har en god mavefornemmelse og kemi med, folk som tror på ens ide, har passion for den, og som har de kompetencer, der er brug for i de forskellige faser i en start-up. Om det er markeds-, teknisk eller juridisk viden. Det er med andre ord vigtigt, at nye iværksættere involverer sig aktivt i at få den rigtige sammensætning af bestyrelsen og udskifter bestyrelsesmedlemmer med hensyn til de kompetencer, der er behov for i de forskellige faser.”

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.