Vi økonomer skal modsiges

12-08-2015
8 min.

”Den økonomiske terminologi har bredt sig i medierne og det politiske system, hvor vi djøfere jo er talstærkt repræsenteret,” siger Niels Kærgård. 
Han efterlyser politikere og meningsdannere med et
 andet samfunds- og menneskesyn end økonomernes.

Blå bog

72 år.

Cand.polit. 1970.

Lic.polit. 1975.

Dr.polit. 1991.

Adjunkt og senere lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet 1975-1992.

Professor i jordbrugsøkonomi og -politik ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskolen siden 1993 (KVL er i dag en del af Københavns Universitet). 

Økonomisk vismand 1992-1994.

Overvismand 1995-2001.

I bestyrelsen for Carlsberg Fondet og Carlsberg A/S 2003-2013.

I bestyrelsen for Københavns Universitet 2008-2013.

Vicepræsident for Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab 2008-2013.

Medlem af en række kommissioner og udvalg.

Økonomerne har fået for meget at skulle have sagt i Danmark, mener forhenværende overvismand og dr.polit., Niels Kærgård.

”Den økonomiske terminologi har bredt sig i medierne og det politiske ­system, hvor vi djøfere jo er talstærkt repræsenteret. Det sætter sit præg på såvel de beslutninger, der træffes, som de debatter, der føres, og jeg mener, vi i dag får for lidt modspil på områder, hvor andre fags optik ville være relevant at få inddraget,” siger Niels Kærgård.

Som eksempel peger han på arbejdsløshedsdiskussionerne, hvor det nærmest er blevet et mantra, at det skal kunne betale sig at arbejde, hvad enten man tilhører et politisk parti til højre eller venstre for midten.

”Alle taler om øgede ­incitamenter for at få arbejdsløse i arbejde. ­Politisk har det resulteret i stramning efter stramning af reglerne for dagpenge og kontanthjælp, og samtidig har det resulteret i en efterhånden temmelig hård tone i debatten,” siger Niels Kærgård.

Han mener, at der ”givetvis stadig findes nogle dovne Robert´er rundt omkring, men spørgsmålet er, om de ikke er kommet til at fylde for meget i såvel debatten som politikken.”

”I bred almindelighed er der jo mange fordele ved at arbejde, som ikke kun handler om forskellen på ens indkomst kontra arbejdsløshedsunderstøttelse. Hvis man er i arbejde, kan man ­lettere kvalificere sig til et andet og måske bedre job, og for de fleste gælder det givetvis også, at det forøger livskvaliteten at have kolleger og kunne fortælle om sit job, når andre mennesker spørger, hvad man laver. De lykke-undersøgelser, der findes, viser jo også temmelig ensidigt, at det ikke er nogen ferie at være arbejdsløs, men at det tværtimod gør mennesker ulykkelige.”

Hvorfor hører man ­sjældent politikere anvende argumenter som dine, mens de nærmest taler i munden på hinanden, når de siger, at det skal kunne betale sig at arbejde?

”Jeg tror, det ­skyldes, at de appellerer til det samme politiske flertal, som i dag ­består af en veluddannet middelklasse. Hvis du går tilbage i historien til velfærdsstatens storhedstid i 1960´erne og 1970´erne, havde Socialdemokratiet sin base hos ufaglærte danskere, som dengang udgjorde et flertal. Denne ­gruppe mennesker er mere sårbar i forhold til arbejdsløshed og marginalisering, og det kan forklare, hvorfor deres interesser blev prioriteret højere dengang.”

Der er heller ikke mange menings­dannere, der deler din optik på ­arbejdsløshed. Og en af dem man tit hører, erhvervsmanden og økonomen, Asger Aamund, siger nærmest det stik modsatte. Nemlig at den politiske magt herhjemme afgøres af vælgere på offentlig forsørgelse, fordi de er i flertal.

”Ja, men det er jeg ­uenig i. Hans argument ­hviler på, at alle, der er på ­offentlig forsørgelse, identificerer sig med – og stemmer ud fra – en identitet som offentlig forsørget. Det, tror jeg, er forkert.

En studerende på SU identificerer sig snarere med den uddannelse og funktion, han får på arbejdsmarkedet i fremtiden, og en pensioneret kontorchef identificerer sig snarere med den rolle, han har haft på arbejdsmarkedet gennem en menneskealder. Økonomisk kan den ene jo også se frem til en god indtægt, mens den anden formentlig gennem et langt arbejdsliv har indbetalt på en pensionsordning, som giver ham en udmærket indtægt ved siden af den offentlige pension.”

Men dine argumenter er også en sjældenhed, når dine økonom-kolleger på universiteterne udtaler sig i medierne. Her er incitamentstankegangen også dominerende.

”Det, synes jeg måske, er meget naturligt. Økonomernes rolle er at analysere økonomien, og der spiller incitamenter en vigtig rolle sammen med andre ­nøglebegreber som fx konkurrence og efterspørgsel, så jeg synes egentlig ikke, man kan klandre økonomerne. Problemet er, at vi mangler at blive modsagt af eksperter med en anden faglighed end vores, så vi kan få eksempelvis ­etiske, psykologiske, humanistiske, ja måske endda medicinske synsvinkler på arbejdsløshed og andre vigtige samfundsanliggender på banen. For vi har altså forskellige indgangsvinkler og forståelsesrammer alt efter, hvilket fag og hvilken videnskab vi kommer fra.”

Kan du give et anskueliggørende eksempel på, hvordan forskellig faglighed kan påvirke den enkelte forskers syn på et samfundsproblem?

”Jeg har tidligere anvendt fedme og livsstilssygdomme som eksempel. Her vil du se sociologen analysere problemet med baggrund i sociale strukturer, juristen vil anvende en regulativ-lovgivningsmæssig synsvinkel, medicineren vil finde det oplagt at se på gener og appetitregulerende signalstoffer, mens historikeren vil vende sin opmærksomhed mod gamle, underliggende traditioner. Kommer alle disse synsvinkler på banen, vil økonomens opmærksomhed på incitamenter ­blive et værdifuldt bidrag i stedet for den eneste mulige løsning. Men hvis økonomen får hele banen for sig selv, får de økonomiske modeller og teorier for stort råderum – og kan fx føres helt ind i ægtesengen. Der er økonomer både herhjemme og i udlandet, der i deres forskning kæder økonomiske teorier sammen med vores valg af livspartner. Gør man det, har det nygifte brudepar netop indgået en i princippet livslang, men opsigelig kontrakt om udveksling af seksuelle og andre ydelser, mens ­almenmenneskelige begreber som forelskelse, kærlighed og samhørighed ikke rigtig har nogen plads. Når ­økonomien bruges til sådanne formål, synes jeg, det begynder at ligne ideologi – øko­nomisme som nogle kalder det.”



Er der eksempler på, at den økonomiske terminologi dominerer i din egen faglige verden, dvs. på universitetet?

”Ja, – i dag er det fx almindeligt at ­høre humanisterne (som tidligere har argumenteret med langt større faglig selvbevidsthed) sige, at de bidrager til konkurrenceevnen ved at lære de studerende sprog, så de kan hjælpe danske virksomheder ind på det tyske, kinesiske eller latinamerikanske marked. Og på institutionsniveau opfører universiteterne sig næsten som private virksomheder, når de konkurrerer om nye studerende med landsdækkende reklamer for netop deres ’uddannelsesprodukter’. Samtidig har konkurrencen mellem universiteterne medført, at du i dag kan gå på Aalborg Universitet og Aarhus Universitet i København, fordi de har oprettet afdelinger langt væk fra deres traditionelle hjembyer. Det kan jo ikke være rationelt set fra et overordnet samfundssynspunkt. Det ville efter min mening være langt mere hensigtsmæssigt, at universiteterne konkurrerede mindre og samarbejdede mere – fx om en landsdækkende erhvervsvejledning, som alle universiteterne brugte.”

Hvorfor står du relativt alene med din kritik, hvorfor er der ikke flere selv­kritiske økonomer?

”Jeg synes nu også, der er andre, men… det kan måske have noget at gøre med, at jeg er ældre end så mange andre økonomer, og derfor tog min uddannelse på et tidspunkt, hvor der til ­uddannelsen indgik meget økonomisk ­historie og teorihistorie samt en hel del jura og sociologi. Det gav os måske et lidt bredere samfundsperspektiv.

Yngre økonomer har typisk en meget specialiseret økonomiuddannelse, hvor de udover økonomi kun har stiftet bekendtskab med statistik og matematik, og det kan indsnævre og koncentrere såvel samfunds- som menneskesyn omkring ”homo oeconomicus” – dvs. et menneskebillede med en selvisk og rationel agent i centrum. Der er forskning, som viser, at økonomistuderende forholder sig mere selvisk-rationelt end studerende fra andre studieretninger i forsøg, hvor der skal vælges mellem ­altruistiske og selviske strategier i ­relation til valgeksperimenter.”

Du har i tidligere interviews sagt, at du som gammel overvismand (1995-2001) godt kan føle en vis medskyld i den måde, vi ser og taler om arbejdsløse i dagens Danmark. Hvordan det?

”Det var vismændene, der i ­slutningen af 1980´erne introducerede incitatments-tankegangen i samfundsdebatten, og også i min tid pegede vi på, at vi havde en relativt stor gruppe ­arbejdsløse, for hvem det faktisk ikke kunne betale sig at arbejde. Så ­dengang var det påkrævet, det er jeg slet ­ikke i tvivl om – også fordi tidsånden og stemningen i samfundsdebatten dengang var, at det næsten var ­storsindet at gå arbejdsløs, fordi man derved gav plads til andre på arbejdsmarkedet. Men siden har situationen jo ændret sig meget, og derfor synes jeg, der i dag er grund til at se kritisk på den efterhånden lidt automatiserede italesættelse og anvendelse af økonomiske incitamenter i forhold til arbejdsløse danskere.”

Læs mere:

Niels Kærgård: „Markederne, økonomerne og moralen“, Samfundsøkonomen, 2014.

Gerard Maxwell og Ruth Ames: ”Economists free ride, does anyone else”, Journal of Public Economics, 1981.

Michael J. Sandel: “What money can’t buy: The moral Limits of Markets” , New York, 2012.

Richard H.Thaler, “From Homo Economicus to Homo Sapiens”, Journal of Economic Perspective, 2000.

kommentar

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.