Resocialisering i fængsler dumper

12-08-2015
8 min.

Det er i fængslerne, at de hårde kriminelle bliver endnu hårdere. Omvendt kan jobsøgning og fjernundervisning være med til at bryde en kriminel løbebane. Men resocialiseringen sejler, vurderer eksperter og en fællestalsmand for fanger.

Først blev benene sparket væk under ham og herefter sortnede det. Det var i efteråret 2011, og Peter Stig Hansen stod og overdrog en masse hash til en anden, før politiet fældede ham. Den efterfølgende dom for salg og import af ni ton hash fra Spanien blev takseret med 10 års fængsel, og det blev indledningen til et langt ridt igennem fængselsinstitutionerne: Først isolation i Vestre Fængsel, så Helsingør Arrest og Vridsløselille Statsfængsel og nu afsoning i det åbne fængsel Søbysøgård på Fyn, hvor 43-årige Peter Stig Hansen i dag er fællestalsmand.

”Da jeg først blev anholdt, tænkte jeg: Det er en værre omgang det her. Men så begyndte jeg faktisk – og det uden at lyve – at se frem til at møde andre, der kunne inspirere mig til noget andet end kriminalitet, måske endda en akademisk uddannelse,” siger Peter Stig Hansen, hvis forventninger dog hurtigt loddede af.

Tre år måtte Peter Stig Hansen vente, før han kunne åbne en bog, og hans første møde med den resocialiserende indsats indledtes med en kontaktperson, der konstaterede: ’Nå, men der er jo mange år til, vi skal gøre noget ved dig, vi tales bare ved hen ad vejen.’

I dag er det en stående joke på fængselsgangen, at når en indsat skal til at løslades, så kvitterer de andre med et ’hvornår ser vi så dig igen?’

I fængslet har Peter Stig Hansen da også haft gensyn med flere, end der kan tælles på to hænder, og han kalder det ’et mirakel’, når tidligere straffede undgår deres gamle kriminelle livsstil.

Netop overgangen fra fængsel til frihed er en konstant i samfundsdebatten. Og den blev også hurtigt omdrejningspunktet, efter den netop løsladte Omar Abdel Hamid El-Hussein i februar lykkedes med at likvidere filminstruktøren Finn Nørgaard foran Krudttønden i København samt den frivillige vagt Dan Uzan foran synagogen i Krystalgade. Herefter paraderede retsordførere rundt med en række udmeldinger om straffens forrang over den bløde resocialiseringsindsats, og mens SF’s Karina Lorentzen argumenterede for længere straffe, fremhævede Venstres Karsten Lauritzen, at ”der er også et hensyn til ofrene og et hensyn til retsfølelsen.”

Fokus på straf

Det politiske ønske om at tilgodese straf frem for resocialisering kender direktør for Kriminalforsorgen, Johan Reimann, kun alt for godt. Han påpeger, at den egentlige balance imellem straf og støtte beror mindre på Kriminalforsorgens strategiske valg end på de politiske luner, der skifter over tid.

”Trenden de senere år har været et betydeligt fokus på straf,” siger han og påpeger i samme ombæring, at kriminalitet bedst forebygges ved adgang til et job, en bolig, et godt ­netværk, en indkomst og en eventuel behandling for psykiske lidelser.

”Men der er en grænse for, hvor langt man kan gå ad ­re­socialiseringens vej. For det vil jo falde i øjnene, hvis ­personer, der har begået kriminalitet, får en stærk fortrinsstilling på de her områder.”

Særlig opmærksomhed tiltrækker Kriminalforsorgen i dag, hvor samfundets kriminalitets­billede ændrer sig i takt med, at færre laver kriminalitet. Koncentrationen af hårde kriminelle i fængslerne stiger, mens tyveknægte og spritbilister oftere afsoner deres domme med fodlænke eller samfundstjeneste.

I denne situation går det trods hensigterne stadig dårligere med ­resocialiseringen af fængselsdømte, viser de seneste tal fra ­Kriminalforsorgen.

Det antal tidligere fanger, som vender tilbage til livet bag tremmer i løbet af to år, er steget fra 31 procent til 37 procent fra 2006 til 2010, viser tallene. Samtidig tilbringer de indsatte længere tid i fængsel end tidligere, og på ti år er den gennemsnitlige straflængde steget fra 870 dage til 1.127 dage i 2011.

Som aldrig før forskes og effektmåles der i at nedbringe ­disse tal.

I en ny og omfattende rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor konkluderes det, at resocialiserende indsatser virker, hvorimod straf kan være virkningsløs eller ligefrem skadelig for fangers indslusning i samfundet.

Rapporten bygger på en omfattende gennemgang af al ­tilgængelig forskning om straf og resocialisering. Konklusionen er, at der i Kriminalforsorgen eksisterer et ’udækket uddannelsesbehov’, et fravær af ’tidssvarende undervisningsfaciliteter’, mens blot en fjerdedel af de indsatte giver udtryk for, at deres uddannelsesønsker bliver opfyldt. Straf trumfer alt andet

Kriminalforsorgen har den særlige dobbeltrolle, der af institutionen selv defineres som ’kunsten at balancere mellem det hårde og det bløde’. Netop idéen om at kunne varetage ­både straf og støtte bliver i disse år kritiseret, og det af gode grunde, mener lektor i kriminologi Anette Storgaard fra Aarhus Universitet:

”Man prøver at balancere de to tilgange, men det bliver jo aldrig anderledes end, at så længe man er i et straffesystem, kommer straffen altid først,” siger hun og pointerer, at ­alle systemer udvikler egne tankemåder, sprog, kulturer og tolerancetærskler til, hvad man ­accepterer. 

To socialrådgivere med samme baggrund og uddannelse vil eksempelvis udføre deres ­profession forskelligt afhængig af om de ­arbejder i kommunen eller i Kriminalforsorgen. Alene derfor kan der være brug for tidligere i afsoningen at løsne det straffende greb om fangerne, hvis recidivprocenten (løsladte, der ­ender bag tremmer igen, red.) skal ned. Anbefalingen fra Anette ­Storgaard retter sig mod større brug af ledsaget udgang, besøg fra pårørende, prøveløsladelse, mulighed for uddannelse og jobsøgning fra cellen samt bedre understøttelse af bolig og ­privatøkonomi, når man kommer ud.

I den seneste rammeaftale om Kriminalforsorgen står der da også, at Kriminalforsorgen skal ’have ny retning’, og at ’den resocialiserende indsats nytænkes og målrettes derfor i endnu højere grad målet om et liv uden kriminalitet, så der opnås størst mulig effekt i forhold til at mindske tilbagefaldet til kriminalitet’. Specifikt nævnes et løft til uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen i fængslerne, så tilværelsen i frihed kan synes mere attraktiv. Det går bare alt for langsomt, lyder kritikken.

”Vi taler om mennesker, som vi først tager al handle­mulighed fra, så institutionaliserer vi dem på steder, hvor dag og nat, måltider og bevægelsesmuligheder er helt ­systemlagte, og efter nogen tid står man på gaden med sin sorte sæk og skal selv finde adressen på socialforvaltningen,” siger hun og tilføjer, at hun med resocialisering ikke blot tænker på at nedbringe recidiv, men især at tilbyde et værdigt liv, som gør det efterstræbelsesværdigt at afstå fra kriminalitet. 

”Det sker kun ved tættere dialog mellem fængsel og ­frihed. Den indsatte skal tidligere i afsoningen være med til at for­berede sin løsladelse ved fx selv at kunne søge bolig, tage ­fjernundervisning og jobsamtaler over nettet.” 



Resocialisering bliver sværere

Også lektor i sociologi ved Syddansk Universitet Linda Kjær Minke anbefaler større adgang til uddannelses- og jobtilbud uden for fængselsmurene.

”Det går godt nok langsomt med at give de indsatte mulighed for at fjernstudere. Det er vigtigt at se muligheder og ­ikke blot ­begrænsninger,” siger hun og understreger, at så længe disse tilbud ikke findes, er det svært at balancere det hårde og det bløde:

”Hvad er det, der gør en forskel for folk? Det er at møde nye måder at se verden på. Hvis den indsatte sidder i et miljø, der i forvejen er fjendtligt stemt over for systemet, så er det svært at være en fængselsbetjent, der gerne vil støtte og motivere. For så er det ikke længere en indsat, man skal præge, men en hel gruppe. Derfor er det blevet sværere at balancere det hårde og det bløde.”

Fangers netadgang til job- og uddannelsessøgning har ellers i årevis været kontroversiel ud fra den vurdering, at det kan føre til planlægning af ny kriminalitet. Omend med en vis tilbageholdenhed kigger også Kriminalforsorgen nu i retning af fjernadgang til undervisning og jobsøgning, fortæller Johan Reimann:

”Så vidt det overhovedet er muligt, tror jeg, fremover vi vil betjene os af aktører uden for murene.”

Betyder det, at man vil kunne søge job fra sin celle?

”Nu bryder jeg mig ikke om det med at søge fra sin celle, for det tegner et billede af, at når folk er frihedsberøvede, så sidder de og kukkelurer i en celle døgnet rundt. Og det billede er meget langt fra virkeligheden. Men på sigt skal man i institutionerne kunne modtage samme behandling eller uddannelse som tilsvarende personer modtager uden for murene.”

Samler dimser

Kriminalforsorgens mål med fjernundervisning og jobsøgning kan Peter Stig Hansen ikke ­genkende i sin celle på Fyn. Han mener, at de indsatte netop ­sidder og kukkelurer i intetsigende jobs, og at det er en stor del af problemet.

”Vi kan ikke modtage fjernundervisning, og den undervisning, der så findes, er ofte dårlig. I fængslet bliver man holdt hen i et tempo, der ikke findes udenfor,” siger han og påpeger, at han samtidig ikke vil virke som en, der bare brokker sig.

Men tempoet er for langsomt, og det svækker fangernes ­muligheder uden for fængselsmurene, fastslår han.

”Spørgsmålet er, om der er behov for en mand, der har samlet dimser i fem-seks år i hverdagens Danmark - eller nogen som helst andre steder?” 

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.