Resocialisering i fængsler dumper

Det var også dengang, man kunne sætte sig ind i en bil og finde vej uden at have Google Maps kørende. Og hvor man ringede til hinanden fra fastnettelefoner og aftalte, hvor og hvornår man skulle mødes og rent faktisk mødtes dér – uden i mellemtiden at lave det om en 10-20 gange. Det var dengang, man så nyheder i fjernsynet, blev kæreste med dem, man mødte til fester, og gik i byen med kontanter på lommen.

”Da jeg først blev anholdt, tænkte jeg: Det er en værre omgang det her. Men så begyndte jeg faktisk – og det uden at lyve – at se frem til at møde andre, der kunne inspirere mig til noget andet end kriminalitet, måske endda en akademisk uddannelse,” siger Peter Stig Hansen, hvis forventninger dog hurtigt loddede af.

I dag har jeg fast en 20’er i min pung, men det eneste formål med den er at kunne indløse en lille trækvogn i den nærmeste planteskole. The rest is history.

Tre år måtte Peter Stig Hansen vente, før han kunne åbne en bog, og hans første møde med den resocialiserende indsats indledtes med en kontaktperson, der konstaterede: ’Nå, men der er jo mange år til, vi skal gøre noget ved dig, vi tales bare ved hen ad vejen.’

Når man kigger sig tilbage over skuldrene, er der altså sket noget. Kald det bare digitalisering. Eller disruption. Eller noget helt tredje. Og det fortsætter. Med høj hastighed. Mon ikke nutidens børnehavebørn, når de bliver voksne, med skræk i stemmen vil spørge os, om vi virkelig selv sad bag rattet og kørte bilerne? Eller smile overbærende af, at vi i indtil flere år i træk arbejdede det samme sted.

I dag er det en stående joke på fængselsgangen, at når en indsat skal til at løslades, så kvitterer de andre med et ’hvornår ser vi så dig igen?’

Brancher er under opbrud, og mange mennesker arbejder i dag med ting og teknologier, som ikke fandtes for 10 år siden. Der arbejder fx ca. 34.000 personer i Danmark med at udvikle apps, og for nogle år siden hørte jeg Siemens’ CEO sige, at 90 procent af de ting, som Siemens om fem år skal leve af at sælge, ikke var opfundet endnu. Det er et svimlende udsagn, men også en påmindelse om, hvor hurtigt tingene udvikler sig.

I fængslet har Peter Stig Hansen da også haft gensyn med flere, end der kan tælles på to hænder, og han kalder det ’et mirakel’, når tidligere straffede undgår deres gamle kriminelle livsstil.

Og det er ikke kun i industrien, der er fart på. I advokatbranchen har de fået en ny slags ’kollega’ med kunstig intelligens. Han hedder Ross og er et computerprogram. Ross kan arbejde 24/7 og kan på meget kort tid finde ud af, hvilke afgørelser der er truffet i sager, som ligner den, man selv lige sidder med. Det kunne tidligere tage dage eller måske uger.

Netop overgangen fra fængsel til frihed er en konstant i samfundsdebatten. Og den blev også hurtigt omdrejningspunktet, efter den netop løsladte Omar Abdel Hamid El-Hussein i februar lykkedes med at likvidere filminstruktøren Finn Nørgaard foran Krudttønden i København samt den frivillige vagt Dan Uzan foran synagogen i Krystalgade. Herefter paraderede retsordførere rundt med en række udmeldinger om straffens forrang over den bløde resocialiseringsindsats, og mens SF’s Karina Lorentzen argumenterede for længere straffe, fremhævede Venstres Karsten Lauritzen, at ”der er også et hensyn til ofrene og et hensyn til retsfølelsen.”

Det traditionelle advokatarbejde står altså – i lighed med mange andre – over for store omvæltninger. Advokaterne bliver næppe overflødige, men de kommer nok til at skulle lave noget andet. Måske behøver de ikke alle sammen i fremtiden at have det store kørekort i lov, men vil i højere grad løse opgaver som computere og selvlærende algoritmer ikke kan. Fx konfliktløsning og mægling.

Fokus på straf

Find den rigtige perron

Det politiske ønske om at tilgodese straf frem for resocialisering kender direktør for Kriminalforsorgen, Johan Reimann, kun alt for godt. Han påpeger, at den egentlige balance imellem straf og støtte beror mindre på Kriminalforsorgens strategiske valg end på de politiske luner, der skifter over tid.

Kunstig intelligens, virtual reality og Internet of Things pibler på den måde ud af alle sprækker på arbejdsmarkedet og trækker ændringer med sig overalt, men begreberne kan være svære at få ordentligt styr på. Heldigvis har Astrid Haug skrevet en bog om det, og man kan passende begynde med at læse den.

”Trenden de senere år har været et betydeligt fokus på straf,” siger han og påpeger i samme ombæring, at kriminalitet bedst forebygges ved adgang til et job, en bolig, et godt ­netværk, en indkomst og en eventuel behandling for psykiske lidelser.

Haug gør et godt forsøg på at afmystificere begreberne, og inden for en enkel ramme præsenterer hun dem og giver et perspektiv på udviklingen. Selv skriver hun, at det er en bog til de virksomhedsledere, der står og tripper og egentlig gerne vil med på toget til fremtiden, men ikke rigtigt ved, hvilken perron det afgår fra. Bogen forsøger at give et bud på, hvordan virksomhedsledere kan dirigere deres virksomheder i en levedygtig retning. Den bagvedliggende opfattelse er, at hvis ikke man gør noget, så dør man.

”Men der er en grænse for, hvor langt man kan gå ad ­re­socialiseringens vej. For det vil jo falde i øjnene, hvis ­personer, der har begået kriminalitet, får en stærk fortrinsstilling på de her områder.”

Ifølge Haug tilhører fremtiden dem, som ikke frygter den. Deraf også bogens titel ’Fremtiden tilhører de frygtløse’. Det er en god pointe. For hvis man ikke ser udviklingen som et gode, så er man nok heller ikke den, som er med til at skabe fremtiden. Og så er der en overhængende fare for, at man kommer for sent til toget fra før.

Særlig opmærksomhed tiltrækker Kriminalforsorgen i dag, hvor samfundets kriminalitets­billede ændrer sig i takt med, at færre laver kriminalitet. Koncentrationen af hårde kriminelle i fængslerne stiger, mens tyveknægte og spritbilister oftere afsoner deres domme med fodlænke eller samfundstjeneste.

Haug slår til lyd for, at vi med digitaliseringen skal forstå verden på nye måder og indoptage nye logikker og nye måder at drive virksomheder på, og det er svært at være uenig i.

I denne situation går det trods hensigterne stadig dårligere med ­resocialiseringen af fængselsdømte, viser de seneste tal fra ­Kriminalforsorgen.

Med Haug som pilot flyver vi lidt lavt over nogle af tidens buzzwords som kunstig intelligens, virtual reality og Internet of Things, men 1.000-kroner-spørgsmålet om, hvad hulen vi skal stille op med det, og hvordan vi drager nytte af udviklingen, må vi hver især selv finde svaret på. Det er en lille, optimistisk introduktionsbog for praktikere, der giver stof til eftertanke over den udvikling, vi alle er en del af, og måske giver den også mod til at stige på toget.

Det antal tidligere fanger, som vender tilbage til livet bag tremmer i løbet af to år, er steget fra 31 procent til 37 procent fra 2006 til 2010, viser tallene. Samtidig tilbringer de indsatte længere tid i fængsel end tidligere, og på ti år er den gennemsnitlige straflængde steget fra 870 dage til 1.127 dage i 2011.

Bogen har et glimrende format til strandtasken og anbefales til sommerhuset, poolen eller campingpladsen, hvor man jo skal finde på noget, da internetforbindelsen sådan nogle steder alligevel ofte er på det jævne.

 ​Om anmelderen

Som aldrig før forskes og effektmåles der i at nedbringe ­disse tal.

I en ny og omfattende rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor konkluderes det, at resocialiserende indsatser virker, hvorimod straf kan være virkningsløs eller ligefrem skadelig for fangers indslusning i samfundet.

Rapporten bygger på en omfattende gennemgang af al ­tilgængelig forskning om straf og resocialisering. Konklusionen er, at der i Kriminalforsorgen eksisterer et ’udækket uddannelsesbehov’, et fravær af ’tidssvarende undervisningsfaciliteter’, mens blot en fjerdedel af de indsatte giver udtryk for, at deres uddannelsesønsker bliver opfyldt. Straf trumfer alt andet

Kriminalforsorgen har den særlige dobbeltrolle, der af institutionen selv defineres som ’kunsten at balancere mellem det hårde og det bløde’. Netop idéen om at kunne varetage ­både straf og støtte bliver i disse år kritiseret, og det af gode grunde, mener lektor i kriminologi Anette Storgaard fra Aarhus Universitet:

”Man prøver at balancere de to tilgange, men det bliver jo aldrig anderledes end, at så længe man er i et straffesystem, kommer straffen altid først,” siger hun og pointerer, at ­alle systemer udvikler egne tankemåder, sprog, kulturer og tolerancetærskler til, hvad man ­accepterer. 

To socialrådgivere med samme baggrund og uddannelse vil eksempelvis udføre deres ­profession forskelligt afhængig af om de ­arbejder i kommunen eller i Kriminalforsorgen. Alene derfor kan der være brug for tidligere i afsoningen at løsne det straffende greb om fangerne, hvis recidivprocenten (løsladte, der ­ender bag tremmer igen, red.) skal ned. Anbefalingen fra Anette ­Storgaard retter sig mod større brug af ledsaget udgang, besøg fra pårørende, prøveløsladelse, mulighed for uddannelse og jobsøgning fra cellen samt bedre understøttelse af bolig og ­privatøkonomi, når man kommer ud.

I den seneste rammeaftale om Kriminalforsorgen står der da også, at Kriminalforsorgen skal ’have ny retning’, og at ’den resocialiserende indsats nytænkes og målrettes derfor i endnu højere grad målet om et liv uden kriminalitet, så der opnås størst mulig effekt i forhold til at mindske tilbagefaldet til kriminalitet’. Specifikt nævnes et løft til uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen i fængslerne, så tilværelsen i frihed kan synes mere attraktiv. Det går bare alt for langsomt, lyder kritikken.

”Vi taler om mennesker, som vi først tager al handle­mulighed fra, så institutionaliserer vi dem på steder, hvor dag og nat, måltider og bevægelsesmuligheder er helt ­systemlagte, og efter nogen tid står man på gaden med sin sorte sæk og skal selv finde adressen på socialforvaltningen,” siger hun og tilføjer, at hun med resocialisering ikke blot tænker på at nedbringe recidiv, men især at tilbyde et værdigt liv, som gør det efterstræbelsesværdigt at afstå fra kriminalitet. 

”Det sker kun ved tættere dialog mellem fængsel og ­frihed. Den indsatte skal tidligere i afsoningen være med til at for­berede sin løsladelse ved fx selv at kunne søge bolig, tage ­fjernundervisning og jobsamtaler over nettet.” 

Resocialisering bliver sværere

Også lektor i sociologi ved Syddansk Universitet Linda Kjær Minke anbefaler større adgang til uddannelses- og jobtilbud uden for fængselsmurene.

”Det går godt nok langsomt med at give de indsatte mulighed for at fjernstudere. Det er vigtigt at se muligheder og ­ikke blot ­begrænsninger,” siger hun og understreger, at så længe disse tilbud ikke findes, er det svært at balancere det hårde og det bløde:

”Hvad er det, der gør en forskel for folk? Det er at møde nye måder at se verden på. Hvis den indsatte sidder i et miljø, der i forvejen er fjendtligt stemt over for systemet, så er det svært at være en fængselsbetjent, der gerne vil støtte og motivere. For så er det ikke længere en indsat, man skal præge, men en hel gruppe. Derfor er det blevet sværere at balancere det hårde og det bløde.”

Fangers netadgang til job- og uddannelsessøgning har ellers i årevis været kontroversiel ud fra den vurdering, at det kan føre til planlægning af ny kriminalitet. Omend med en vis tilbageholdenhed kigger også Kriminalforsorgen nu i retning af fjernadgang til undervisning og jobsøgning, fortæller Johan Reimann:

”Så vidt det overhovedet er muligt, tror jeg, fremover vi vil betjene os af aktører uden for murene.”

Betyder det, at man vil kunne søge job fra sin celle?

”Nu bryder jeg mig ikke om det med at søge fra sin celle, for det tegner et billede af, at når folk er frihedsberøvede, så sidder de og kukkelurer i en celle døgnet rundt. Og det billede er meget langt fra virkeligheden. Men på sigt skal man i institutionerne kunne modtage samme behandling eller uddannelse som tilsvarende personer modtager uden for murene.”

Samler dimser

Kriminalforsorgens mål med fjernundervisning og jobsøgning kan Peter Stig Hansen ikke ­genkende i sin celle på Fyn. Han mener, at de indsatte netop ­sidder og kukkelurer i intetsigende jobs, og at det er en stor del af problemet.

”Vi kan ikke modtage fjernundervisning, og den undervisning, der så findes, er ofte dårlig. I fængslet bliver man holdt hen i et tempo, der ikke findes udenfor,” siger han og påpeger, at han samtidig ikke vil virke som en, der bare brokker sig.

Men tempoet er for langsomt, og det svækker fangernes ­muligheder uden for fængselsmurene, fastslår han.