’Stuffocation – Living more with less’ er både et aktivistisk manifest, der skal åbne læsernes øjne for experientalismens fordele, men bogen dokumenterer også en antimaterialistisk tendens, som, James Wallman mener, vil få yderligere momentum i fremtiden. Et holdningsskred, som blandt andre den amerikanske politolog Ronald Inglehart har udforsket. Da samfundsforskeren i 1970 startede med at undersøge borgeres holdning til materialistiske værdier i Vesttyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Holland og Belgien var fire ud af fem personer mest interesserede i, hvor mange penge og ejendele de havde og mindre fokuserede på andre værdier, der har med livskvalitet at gøre. Siden da har forskere med jævne mellemrum foretaget lignende undersøgelser i mere end 50 lande, og i dag er det kun omkring halvdelen af de adspurgte, der har disse materialistiske værdier. Den anden halvdel definerer Ronald Inglehart som postmaterialister. Hans tese lyder, at nu da vi ikke behøver at bekymre os om, hvor vores næste måltid skal komme fra, er vi mere interesserede i at have frihed til at sige og gøre, hvad vi vil.