Moderne velgørenhed ser ulighed som et plus

26.8.2015

af

Hvis den tredje verden skal udvikle sig, er det frie marked løsningen – mens staten er en stopklods. Det er holdningen hos en lang række erhvervsfolk, rigmænd og politikere. Men ifølge en ny bog hviler det synspunkt på et paradoks.

Blå bog

Ph.d. i idéhistorie ved Aarhus Universitet, 2006.

Adjunkt, 2007-10, og siden da lektor samme sted.

Beskæftiger sig bl.a. med demokrati, globalisering, kapitalisme, politisk økonomi og økonomikritik.

Leder af forskningsgrupperne Ecora – History of Economic Rationality og Contested Property Claims.

Har udgivet en række bøger om pirater, terrorisme og fjendskab. Senest forfatter til ”Pro Bono?” (Zero Books) og medforfatter til ”Pengene og livet – historier om marked og moral” (Informations Forlag).

Minimum halvdelen af min formue skal gå til velgørenhed.” Det løfte har 137 af verdens mest velhavende afgivet til det såkaldte Giving Pledge-initiativ – stiftet af mil­liardærerne Bill Gates og ­Warren ­Buffett. Et konservativt skøn ­lyder, at det vil føre til donationer på flere hundrede milliarder dollars. Det er ­omtrent det dobbelte af den årlige udviklingsbistand fra alle OECD-lande til sammen.

Selv om det svimlende beløb uden tvivl vil gavne nogle af verdens fattigste, afspejler de guldrandede løfter, at velgørenhedsområdet har gennemgået en forandring, der ikke nødvendigvis er god for den tredje verden. I hvert fald ikke hvis man betragter det som et mål at begrænse den globale ulighed. For samtidig med at rigmænd og berømtheder er kommet i centrum som filantropiske stjerner, der kaster glans over velgørende arbejde, er grundlæggende spørgsmål om fordelingen af verdens ressourcer blevet trængt i baggrunden.

Det påpeger lektor i ­idéhistorie ­Mikkel Thorup i en ny bog, 'Pro ­Bono?'. Bogen er en udløber af et stort forskningsprojekt om, hvordan økonomisk rationalitet vinder indpas på ­andre felter end det økonomiske. Og her er velgørenhed ifølge Thorup et glimrende eksempel. Markedstænkning og forretningsretorik fylder stadig mere, og derfor bliver effekten af udviklingsprojekter i den tredje verden målt i økonomiske termer. Med andre ord ­vejer det tungere at øge BNP-væksten og antallet af iværksættere end at styrke civilsamfundet eller hjælpe befolkningen med at få demokratisk indflydelse.

Velgørenhed er forretning

'Pro Bono?' er en kritisk gennemgang af tankegodset bag den markedsorienterede velgørenhed. Men selv om den først for alvor har manifesteret sig i det 21. århundrede, kan der ifølge Mikkel Thorup trækkes tråde helt tilbage til 1889, hvor industrimagnaten og filantropen Andrew Carnegie udgav en ­artikel, der siden blev kendt som 'The Gospel of Wealth'. Her forklarer han, at det er nødvendigt, at nogle få ­bliver meget rige. Deres store formuer gør dem nemlig i stand til at hjælpe de fattige, hvilket ifølge Carnegie er en langt bedre situation, end hvis velstanden blev delt ud blandt de mange.

Carnegie betoner, at der er et stort ­socialt ansvar for at gavne det fælles bedste. Men idet de rigeste besidder en ”overlegen visdom”, har de ­særlige forudsætninger for at udvælge, ­hvilke former for velgørenhed den øvrige ­befolkning har brug for.

'The Gospel of Wealth' lagde fundamentet for et tankesæt, som ­Mikkel Thorup kalder filantrokapitalisme. Blandt frontfigurerne er rigmænd som Gates og Buffett, prominente økonomer som Jeffrey Sachs og kendisser som U2-forsangeren Bono. De engagerer sig i velgørenhed, men altid ud fra en tanke om, at det frie marked skaber de bedste løsninger.

Derfor argumenterer filantrokapitalismen for, at velgørende arbejde skal drives og evalueres ud fra de samme principper som al mulig anden forretning. Og formålet er i den sidste ­ende at gøre dem, der modtager hjælp, i stand til selv at skabe forretninger.

De fattige er ikke dumme og dovne

Andrew Carnegie så velstand som ­resultatet af, at folk med særlige evner arbejdede hårdt og vedholdende. ­Deraf kunne man udlede, at de fattige enten manglede evner eller arbejdsmoral. 
Den moderne filantrokapitalisme har imidlertid et anderledes positivt syn på verdens fattige, som det er slut med at betegne som uvidende eller ugidelige.

”Det kræver stor opfindsomhed at overleve, hvis du mangler ­penge, fast ejendom eller fast arbejde. Derfor bliver de fattige ikke længere set som uproduktive eller uopfindsomme, men tværtimod som meget aktive. Når de er fattige, er det ifølge ­filantrokapitalisterne, fordi der er en struktur, der blokerer for, at deres aktivitet kan blive til markedsaktivitet. Det er målet for udvikling, at de kommer til at tjene nogle penge på al den aktivitet. Det er et ­snævert mål, men meget symptomatisk for filantrokapitalismen: Den eneste genuine aktivitet er markedsaktivitet. Og det, der blokerer for markedsaktivitet, er staten,” forklarer Mikkel Thorup.

Han understreger, at korrupte, autoritære og voldelige stater bestemt har været et af problemerne for de hidtidige udviklingsindsatser i den tredje verden.

”Men det interessante er, at en lang række indflydelsesrige politikere, ­embedsmænd, rigmænd og også folk i NGO›er beskriver staten som et ­problem som sådan. Holdningen er, at ligegyldigt hvad ­statsbureaukratiet ­lægger sin hånd omkring, ­producerer det dysfunktionelle, perverterede ­effekter. Denne konsensus mod staten og for markedet er historisk unik, fordi så mange forskellige aktører abonnerer på den logik. Man ser velgørenheds­organisationer, kirkelige bevægelser og endda statslige aktører beskrive staten som noget, der står i vejen for entreprenøriel aktivitet. Hvis bare den aktivitet bliver sluppet fri, sker der en sammen­smeltning af profit og udvikling.”

Så argumentet er, at hvis eksempelvis afrikanerne ikke var blokeret af staten, ville de selv kunne skabe den nødvendige udvikling?

”Ja, så ville de af sig selv integrere sig i den globale kapitalisme og derigennem udvikle sig.”

Individ frem for fællesskab

Modstanden mod staten hænger ­ifølge Mikkel Thorup tæt sammen med en ­anti-politisk strømning. På velgøren­hedsområdet peger mange på, at ­politikerne ikke har den fornødne handlekraft til at kunne skabe udvikling i den tredje verden.

”Politikerne gør også deres, men det tager bare så lang tid,” sagde den sociale iværksætter Kasper Kofod fx til ­Information i 2008 og roste erhvervs­livet for at være ”mere dynamisk end det politiske liv”.

Men i takt med at velgørenheds- og udviklingsorganisationer efterligner forretningsverdenens dynamik, overtager de også dens succeskriterier. Derfor bliver der lagt vægt på at skabe iværksætteri. Og på den måde bliver målet at gøre verdens fattigste til individuelle markedsaktører frem for at hjælpe dem til at skabe solide civilsamfund eller andre fællesskaber.

”Stater, NGO’er, virksomheder og filantroper er i høj grad enige om at ­måle udvikling i kroner og øre og om, at der skal skabes en masse små selvstændige virksomheder, som så kan ­blive større. Det handler derimod ­ikke om at sikre bedre arbejdsvilkår, kollektiv mobilisering eller selvforsyning i landsbyer – eller alt muligt andet, som man sagtens kunne forestille sig som hæderlige mål for udvikling,” siger ­Mikkel Thorup.

Ulighed er en nødvendighed

'Pro Bono?' lægger sig i kølvandet på den store debat, der har været om global ulighed, siden den franske økonom Thomas Piketty i 2013 konkluderede, at uligheden vokser. Det har ikke kun optaget venstrefløjspolitikere og kapitalismekritikere, men er også blevet bemærket af en række af filantrokapitalismens fortalere. De holder sig dog til at konstatere, at der er et problem, uden at foreslå, hvordan uligheden kan mindskes. Det er ifølge Mikkel Thorup karakteristisk for velgørenhedskapitalismen.

”I den filantrokapitalistiske diskurs er der to påstande om forholdet mellem kapitalisme og ulighed: Den ene påstand er, at kapitalisme og ulighed hænger sammen. Nogle bliver forgyldt for deres aktivitet og produktivitet, og det har de fortjent. Den anden påstand er, at kapitalisme skaber global ulighed. Umiddelbart ser de to ting ud til at ­være i modstrid, men jeg vil argumentere for, at filantrokapitalismen ­samler dem som to sider af det samme: Ja, kapitalismen skaber ulighed, men det løses ved, at der skabes kæmpestore overskud, der kan bruges til at give til de fattige. Filantrokapitalismen kan altså kun eksistere, hvis der er nogle, der har så meget, at det ikke rører dem at give. De skal belønnes, fordi de er særligt produktive, og de kan så give til nogle, der kan blive produktive.”

På den måde gør filantrokapitalismen ulighed til en forudsætning frem for en forhindring for at skabe udvikling.

”Man kan jo spørge, hvordan det kan være legitimt, at der er mennesker, der kan flyve rundt i guldjetjagere, samtidig med at andre mennesker dør af noget så basalt som sult? Her er filantrokapitalismens fortælling, at det kun er, fordi de allerrigeste er helt heroppe, at de kan give så meget til dem, der er dernede. Den bagvedliggende påstand er jo så, at de skal blive ved med at være heroppe.”

Den filantropiske forbruger

I og med at superrige filantroper, multi­nationale firmaer og kendisser har de absolutte nøgleroller, kan filantrokapitalismen virke fremmedgørende for almindelige mennesker. For hvad er der overhovedet at gøre, når man ikke kan donere millionbeløb eller være blikfang for kampagner?

Svaret ligger på Strøget og i supermarkedet. Her væver markedet og velgørenheden sig nemlig også sammen. Vælger vi den ene type mineralvand frem for den anden, får en afrikansk landsby 10 liter rent vand. Køber vi et par sko i en bestemt skobutik, bliver vi lovet, at en person i den tredje verden får et par gratis sko.

På den måde er det ikke blot de rigeste, men os alle, der kan være med til at forandre verden – vel at mærke ved at forbruge. ”Det etiske dilemma i vores overflod og andres mangel løses paradoksalt nok ved, at vi forbruger mere,” skriver Mikkel Thorup i 'Pro Bono?'.

Mens det kollektive og politiske aspekt af den globale ulighed fortoner sig, bliver forbrug altså en genvej til god samvittighed og til at vise medlidenhed med folk i den tredje verden.

”Men hvem er det egentlig gavnligt for? I den slags emotionelle forbrugssituationer vil jeg mene, at vi først og fremmest udvikler på os selv som markedsindivider. Når vi køber den velgørende vand, får vi serviceret vores politiske og følelsesmæssige behov gennem markedsløsninger. Selvfølgelig gør vi noget, der er marginalt bedre end at lade være. Men mest af alt lærer vi, at det, der er vigtigt her i livet, kan og skal løses gennem markedet.”

Læs mere:

Matthew Bishop & Michael Green (2008): ”Philanthrocapitalism. How the rich can save the world and why we should let them”. Bloomsbury Press

Michael Edwards (2010): ”Small Change. Why business won’t save the world”. Berrett-Koehler Publishers

Bill Clinton (2007): ”Giving. How each of us can change the world”. Knopf

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet