Der skal luftes ud i magtens rugekasse

Siden kunne de have skrevet det samme om Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Faget – ’magtens rugekasse’ og ’politikerfabrikken’ også kaldet – er blevet Kgl. Hofleverandør til ministertaburetter og folketingskandidater i et omfang, så der tales om et alvorligt demokratisk problem. 22 procent af dem, der sad i det afgående Folketing, havde læst statskundskab i enten Aarhus eller København.

I år fylder instituttet i København 50 år. De første 40 år boede det i den gamle officersskole over for Rosenborg Slot. Messingskiltet fra dengang står på en reol i institutbestyrer Lars Bo Kaspersens forgemak blandt rariteter fra hans mange, lange ophold på udenlandske universiteter.

I dag bor statskundskab i det tidligere Kommunehospital, hvor efeuen gror op af murene, og studinerne lejrer sig i græsset med deres bøger, så det ligner en sommerdag på Oxford eller Cambridge.

Cand.scient.pol.ere skal være mindre ens

Inden for er der fem meter til loftet i de gamle hospitalsstuer, hvor åndens rige nu hersker. Men det er en ånd i bevægelse.

Lars Bo Kaspersen, institutleder siden 2011, er professor i komparativ politik, uddannet sociolog og med erfaring som institutleder på CBS. Han har et mål, som han står indædt fast på:

Fremtidens kandidater skal være mindre ens, end de er i dag – og de skal placere sig bredere på det danske og internationale jobmarked end i dag. Det vender vi tilbage til.

Statskundskab – i Aarhus og København – er en af de største uddannelsessuccesser i efterkrigstidens Danmark. Faget voksede sig stort i de årtier, hvor velfærdsstaten blev konsolideret. Jo flere de blev, jo flere jobs var der til dem. Den første generation fra Aarhus – Svend Auken-årgangen – gik hen og blev politikere. De næste konkurrerede jurister ud af chefkontorerne på Slotsholmen.

”Det bliver jo selvforstærkende. Man har alle de dér rollemodeller, samtidig med at det er et oplagt valg af fag, hvis du er drevet af et politisk og samfundsmæssigt engagement,” siger Lars Bo Kaspersen.

Djøfisering af politik er et reelt problem

Som institutleder er han er stolt over, at instituttets faglige miljø er med til at forme og producere ministre og folketingsmedlemmer. Men som forsker ser han et problem.

”Djøfiseringen af Folketinget udgør et demokratisk problem, hvis befolkningen ikke føler sig repræsenteret, og der i øvrigt ikke var andre profiler at vælge imellem på stemmesedlen,” fastslår han.

”Uanset hvor dygtige, vigtige og sympatiske vores kandidater er, så er det et problem, at det er deres virkelighedsopfattelse, der definerer løsninger for andre,” siger han og giver dem ret, som mener, at ’djøfiseringen’ fører til blinde vinkler i politik.

Men det er ikke hans instituts ansvar at løse dette demokratiske problem, understreger han.

”Andre professioner og partierne må på banen og levere et modspil til djøferne på opstillingslisterne. Og det er ikke nogen let opgave, fordi presset på at have en høj uddannelse for at klare sig i politik i dag er stort.”

Søde, dygtige – og meget homogene

Den studentermasse, der kommer ind på faget, ligner hinanden for meget. Groft sagt består den af 12-tals-børn fra velstillede middelklassehjem nord for København, nogle få fra de sjællandske gymnasier og så ’de dygtige piger’ fra Jylland.

”De er søde, dygtige og enormt engagerede. De driver 10-11 frivillige faglige og sociale foreninger bare her på instituttet. Men de er meget homogene.”

Homogeniteten er skidt også for dem selv, siger han.

”Hvis de mødte flere på studiet med en anden baggrund end deres egen, ville det fremme deres intellektuelle horisont, deres prioritering og perspektiv på livet. Diversitet – social, national, etnisk, uddannelsesmæssig, køn – fremmer innovation. Det er min egen oplevede erfaring.”

Det er sundt at møde udenlandske medstuderende, som sidder på instituttets bibliotek fra 8 morgen, fordi de brænder efter læring – og i øvrigt har betalt for at få den. Det er sundt konstant at blive bombarderet med spørgsmål fra andre, som er forankret i en anden baggrund end dig selv. Det tvinger dig til at argumentere dybere og mere tænksomt, fastslår han.

Det er ligesom med forskning – og med hans egen ledelsesopgave.

”Den bedste vej til kvalitet er at udsætte sig selv for kritik. Helst fra folk, som giver dig en skarp kritik.”

Erhvervslivet er ikke up-to-date

Men diversitet handler også om at redde statskundskaberne fra arbejdsløshed – i hvert fald over tid.

For velfærdstatens styrehus vokser ikke mere i samme tempo som produktionen af nye kandidater. Alene Københavner-instituttet optager langt flere studerende end for bare fem år siden.

”Vi skal dreje uddannelsen en lille smule, så afstanden fra eksamensbordet til den private sektor og den internationale verden bliver kortere. Det vil i sig selv også få studerende med flere forskellige baggrunde til at søge ind,” forklarer Lars Bo Kaspersen.

Instituttets egne tal – som hverken er nye eller med sikker validitet – siger, at 50 procent af instituttets kandidater efter 5-8 år på arbejdsmarkedet befinder sig i den private sektor.

Men de skal hurtigere og bredere ud. Lars Bo Kaspersen har søsat et nyt panel, Business Forum, hvor erhvervsfolk – de fleste selv gamle statskundskabere – mødes med instituttet.

Erhvervsfolket ved godt, hvad man skal have i snit for at komme ind på statskundskab. Og de ved, at for meget af dén brainpower går deres næse forbi, fordi de færdige kandidater stiler mod Slotsholmen.

Men samtidig tror de også – hvad der gik op for Lars Bo Kaspersen og hans forskere, da de mødtes med panelet første gang – at faget stadig er, som det var i 90’erne. De huskede hvor få timer, de havde dengang. Hvor smalt udvalget af fag var. At lugten af 70’erne stadig hang i gardinerne. Den slags.

Så sad instituttets folk dér og måtte fortælle, at de i foråret blev rangeret som nr. 30 i verden, nr. 8 i Europa og nr. 1 i Skandinavien.

”Men hvis ikke folk ved det, hjælper det jo ikke. Nu vil vi selv gå målrettet ud til HR-afdelingerne i udvalgte dele af dansk erhvervsliv og forklare vores kompetenceprofil.”

Skal forstå, hvad der skaber værdi

Der er mange meninger blandt Business-panelets deltagere om, hvilken slags scient.pol.ere de vil ansætte. Men en mulig rød tråd er, at de godt vil have model classic, men garneret med lidt flere redskabsfag, lidt mindre talforskrækkelse – ’I skal vænne jer til også at læse bilagene med statistikkerne’, som én sagde – og med meget mere forståelse for værdiskabelse.

På et tidspunkt kom der en kvindelig kandidat, nu ansat i en stor, dansk virksomhed, og sagde til Lars Bo Kaspersen: ’Projektledelse og kommunikation via Power Point, det er dét, jeg bruger min dag på! Kan I ikke undervise i det?’

”Jo, men det skal vi nu nok ikke. Det er ikke derfor, vi er her,” forklarer han djøfbladet. Deciderede værktøjskurser må kandidaterne hente andre steder.

Instituttet har til gengæld lige beseglet en samarbejdsaftale med CBS om, at statskundskaberne kan tage regnskab, strategi og projektledelse ude på Frederiksberg. Og at CBS´erne kan tage fx international politik inde hos statskundskaberne.

”Nu udnytter vi hinandens fortrin her i København.”

Han peger samtidig på, at instituttet – for at styrke kandidaternes kompetencer – også selv skal styrke en række forskningsfelter yderligere. Fx pensionspolitik, skattepolitik og hele forholdet mellem stat og et stadig mere internationaliseret marked.

Vil snuppe dygtige englændere

I år blev der for første gang optaget 50 ekstra studerende på kandidatdelen med en anden baggrund end statskundskab. De kom fra fag som antropologi, sociologi og jura. Og fra udlandet. 210 ansøgere konkurrerede om de 50 pladser – uden at der var gjort reklame nogen steder.

”Når vi ændrer adgangskravene – men stadig sikrer det høje niveau hos ansøgerne – får vi nye typer studerende ind.”

Præcis sådan er det også gået med instituttets forsøgsflagskib – en engelsksproget kandidatuddannelse i Security Risk Management rettet mod et bredt og internationalt arbejdsmarked. Den rekrutterer i stor stil studerende fra udlandet og studerende med anden baggrund end statskundskab, siger Lars Bo Kaspersen.

”Danmark har en unik chance i de her år for at samle nogle af de bedre studerende fra ikke mindst UK op, fordi deres undervisnings-fee er blevet så høj. Men hvad gør man fra ministeriel side? Man gør det sværere for os at få lov til at lave engelsksprogede uddannelser. Det kan hollænderne så profitere på og tiltrække de gode udenlandske studerende i stedet for os.”