7.000 mindre om måneden til Djøf-kvinder

Der er en uforklarlig lønforskel på 7,9 procent mellem Djøf-kvinder og Djøf-mænd uden ledelsesansvar. Det ­viser en ny Djøf-analyse gennemført på baggrund af Djøf Privats lønstatistik for 2014.

Umiddelbart er der stor forskel på, hvad kvindelige og mandlige ­djøfere tjener. Mænd uden ledelsesansvar har en gennemsnitlig bruttoløn på 53.730 kroner om måneden, mens kvinder må ’nøjes’ med 46.455 – altså en forskel på 7.275 ­kroner. Blandt kvindelige og mandlige direktører er lønforskellen på 18.636, mens forskellen hos øvrige chefer ’kun’ er på 6.289 kroner om måneden.

Og når man ’renser’ tallene for bl.a. anciennitet, uddannelse og branche, er der altså stadig en uforklarlig lønforskel på 7,9 procent blandt ikke-ledere – en forskel, der faktisk er steget stort set hvert år siden 2008, hvor den lå på 4,8 procent. Stigningen er dog ikke signifikant ifølge Djøfs Analyse og System-­afdeling.

Men Djøfs formand, Lisa Herold ­Ferbing, er foruroliget over, at lønforskellen er så høj.

”Jeg synes, at forskellen er markant. Og jeg synes, det er helt uacceptabelt, at vi i 2015 ser så stor en lønforskel, og at der til og med har været en konstant stigning. Det kommer helt ærligt bag på mig, og det bekymrer mig.”

Flere om skylden

Professor Henning Jørgensen, Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, lægger en del af skylden for uligelønnen over på ledernes skuldre.

”Vi kan jo ikke længere bruge den med, at kvinderne ikke uddanner sig godt nok – i dag er de jo bedre uddannede end mændene. Så det her viser, at der foregår en statistisk dokumenteret diskrimination. Det er stadig ­mændene, der primært sidder på topposterne, og det er mænd, der sidder tæt på dem. Så der må være en eller anden under­jordisk sandhed om, hvilke kvalifikationer der honoreres bedst. Alt andet lige interesserer mænd sig mest for det kvantitative og kvinderne for det kvalitative, så noget tyder på, at der er en tendens til, at det er det kvantitative, der belønnes højst.”

Men ifølge Henning Jørgensen er det ikke kun arbejdsgiverne og de ­enkelte ledere, der bærer hele skylden for ulige­lønnen blandt djøferne – han ­langer også ud efter Djøf.

”Djøf har et centralt ansvar for at kæmpe for ligeløn. Men de tager ­ikke det ansvar. Måske er det for blødt et krav, som de er for fine og ledelses­orienterede til virkelig at arbejde for. Vi skal tilbage til de gamle dyder, og Djøf skal igen se sig som en fagforening frem for en standsforening,” siger Henning Jørgensen.

Det kan Lisa Herold Ferbing over­hovedet ikke genkende, siger hun.

”Vi har i lang tid haft fokus på ligebehandling – både når det gælder løn, og når det gælder lederposter. Vi har kæmpet og kæmper stadig for øremærket barsel til mændene, og vi gør en masse på det individuelle plan også. Vi har en lang række lønforhandlingskurser for kvinder, og vi rådgiver dem enkeltvis, når de står foran en lønforhandling,” siger Lisa Herold Ferbing.

Men hun er enig med Henning ­Jørgensen i, at kvinder og mænd til­syneladende bliver vurderet forskelligt.

”Den, der tildeler lønnen, ­forholder sig ikke kønsneutralt til tildeling af løn. Den kvindelige og den mandlige ­djøfer sidder ved siden af hinanden, de har den samme uddannelse, og de har de samme kompetencer - alligevel får manden mest. Derfor er det også så vigtigt at få kvinderne ind i topledelserne, og det vil vi blive ved med at kæmpe for,” siger Lisa Herold Ferbing.