Tag det som en mand, frue!

Ej, hvor er det fantastisk at leve i ­denne tid! Hvor er det skønt som kvinde at vide, at man kan alt det samme som en mand, bortset fra at få rejsning og købe et ordentligt musikanlæg. Det er helt forrygende. Ja, det giver nærmest selvtillid at ­have selvtillid! For pokker, det er lækkert, at man som kvinde bare lige ved, hvor der skal hældes kølervæske på bilen, kan håndtere en slagbore­maskine og selv kan lave sit momsregnskab.

Ja. Og så er det heller ikke sjovere. For der var nu også noget skønt ved at spille lillepige ude ved printeren og blinke med øjnene et par gange, så Jørgen nede fra Regnskab hjalp med at skifte patron. Og det var ham, der gik med sorte fingre resten af dagen…

Der tales om, at mænd har det svært for tiden, fordi deres mandighed ikke kan udfoldes til fulde, og jeg har virkelig ondt af dem, fordi de skal leve i en tid, hvor kvindelige værdier fylder så meget, at de næsten må have det, som kvinder har haft det i omkring 4.000 år... Men som kvinde kan det også være en smule angstprovokerende at føle, at ens identitet er til tælling. Nu følte man lige, at man kunne det hele, det har vi jo lært af vores mødre, at vi kan, og så viser det sig … at det kan vi ikke. Og det er så irriterende, når man gerne vil have hjælp, men har svært ved at bede om den, fordi det føles som om, man tilsyneladende afslører sig som en ­lille dum pige.

Der findes et begreb, som kaldes ’mansplaining’. Det er ligesom ’explaining’, bare når mænd gør det: Når mænd forklarer én noget, som man godt ved i forvejen. Og det er svært at håndtere. For man vil jo gerne vide, hvad F8-­tasten bruges til eller, hvad grundskyld egentlig er, men man orker bare ikke alt det andet, som er ansporet af første spørgsmål. For man føler sig talt ned til, når en mand fx forklarer, at jorden faktisk er rund eller, at brutto ikke er det samme som netto, og man tolker det som, at han må tro, at man er komplet idiot. 

”Hvorfor gør de det?”, spurgte jeg min veninde, der straks sendte den videre til sin kæreste, som så helt forsmået ud, og svarede: ”Men vi vil jo bare hjælpe.” Det er rigtig sødt. Mænd er generelt søde væsner, der gerne vil hjælpe. Så hvorfor er det, at man som kvinde bliver nærmest rasende, hvis de vil hjælpe ud over det, man bad om?