Forskerfejde på Facebook

Det har mindre bevågenhed, at også forskere risikerer at løbe ind i stormvejr på nettet, når de stikker næsen frem. Hvor kendisser først og fremmest risikerer folkets dom, så risikerer forskere kollegernes dom.

Studielektor på Roskilde Universitet med speciale i ­sociale medier, Mads Kæmsgaard Eberholst, mener, at især Facebook er blevet en stor udfordring for forskningsmiljøet.

”Den danske forskningsverden er både meget lille og meget individuel. Som forsker kan man ikke forvente bred ­opbakning fra kolleger, hvis man står med et opsigtsvækkende forskningsresultat. Til gengæld kan man forvente, at alle hører og tager stilling til debatten på de sociale ­medier. Her gælder der nogle andre regler for videnskabelig ­debat end dem, man lærte på universitet. De personlige og ­ofte udokumenterede. Kommentarer fylder meget, og derfor kan man som forsker komme under pres. Det er bekymrende for ­selve forskningen, for der er nogle, som bliver nødt til at navigere i det her, som hverken har lyst til det eller talent for det, men som måske står med noget banebrydende forskning,” siger Mads Kæmsgaard Eberholst.

Som eksempel på en forsker, der har været den store tur igennem som prügelknabe på de sociale medier, nævner han professor på DPU Niels Egelund.

”Man skal være opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er dårligt for en forsker at komme en tur i vridemaskinen på Facebook. Egelund har, så vidt jeg ved, klaret det meget godt. Han har helt sikkert fået en masse uvenner, men det er ­ikke det samme som en forskningsmæssig lav kreditvurdering. Men bare fordi han har formået at navigere i det farvand, er det jo ikke ensbetydende med, at alle kan det,” siger Mads Kæmsgaard Eberholst.

Eftermælet betyder lige så meget for forskere, som det gør for politikere, mener han, og der skal man afveje to ting: 
Hvad har du fundet ud af som forsker, og hvad er der blevet sagt om det, du har fundet ud af?

”Der bliver det bekymrende, hvis Facebook kommer til at indtage en nøgleposition. For det, der står tilbage, er ofte ­ikke indholdet, men mudderkastningen omkring indholdet,” ­siger Mads Kæmsgaard Eberholst, som mener, at man kun kan forvente, at de sociale medier kommer til at spille en endnu større rolle for den videnskabelige debat i fremtiden. 


Hånden i hvepsereden

Der udspiller sig i disse dage et sandt drama i den pædagogiske forskningsverden, hvor lektor på DPU, Thomas Aastrup Rømer på en kontant måde har kritiseret sine kolleger Dorthe Staunæs og Malou Juelskjærs forskning.

Så kontant, at det har fået dem til at klage over hans ’mobberier’ med et ønske om sanktioner – et tiltag, de er kommet grueligt galt afsted med, fordi den altovervejende reaktion fra omverdenen har været, at Rømer blot har udøvet videnskabelig kritik af den ramsaltede slags.

Historien, som betød, at de to kvindelige forskere endte med at få ørerne i maskinen, er som følger:

Et indlæg i den videnskabelige debat bliver til et internt opgør mellem tre forskere på DPU. Men fordi indlægget ­bliver præsenteret som blog af Rømer, der hjemmevant på de sociale medier direkte opfordrer folk til at kommentere, så er der en åben sluse lige ind på Facebook, hvor der kommer gang i trådene.

Pludselig er fejden alt andet end et internt opgør. For de landsdækkende medier sidder ikke virakken på de ­sociale medier overhørig. Medierne fælder deres dom i sagen – som igen udløser lange ophedede diskussioner på Facebook. ­Debatten siver videre ud i cyberspace – til fx Rokokkoposten, som joker:

”Jeg synes ikke, det er rimeligt, at de mobber mig og mit ­arbejde, når jeg sådan har gjort mig umage,” siger en fiktiv
og komplet latterlig forsker.

Hvilket igen bliver delt og kommenteret.


Nej tak til svingom

”Så er man ellers inviteret til ’dans’. På Thomas Aastrup ­Rømers hjemmebane”…”Det er en hjemmebane, som ­rigtig mange mennesker betakker sig for at få en svingom på. ­Heriblandt den person, som formaster sig til at gøre Thomas Aastrup Rømer ­opmærksom på, at det måske ikke er den ­fedeste dans, han har gang i,” skriver Dorthe Staunæs og Malou Juels­kjær på en blog i Folkeskolen i et forsvar for deres tabte kamp.

Dekanen gør det efter en uges betænkningstid klart, at ’der skal være meget vide rammer for den faglige og saglige kritik af andres videnskabelige arbejder’. En afgørelse, han kan have følt et vist pres for at komme frem til, for på det tidspunkt står det klart, hvad stillingen er på den egentlige slagmark – de sociale medier. Rømers hjemmebane – hvor de to kvindelige forskere er bagud 7-1 ved pausen. Man kan så tænke over, om de alligevel har rejst en sag af principiel betydning for forskningens fremtid:

”Hvorfor blev disse uenigheder til karikaturer i stedet for at blive debatteret i de levende fagfora og tidsskrifter, vi har?”, spørger Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær.

En del af svaret kunne være noget så enkelt som, at sociale medier som fx Facebook er kommet til. I så fald opstår spørgsmålet, som også er det, de to kvindelige forskere stiller: Skal man kunne tåle den svingom for at kunne bedrive sin forskning?
Tål mosten

Psykologen Svend Brinkmann, der har gjort ’fyr din coach’ til folkeeje, har selv prøvet at få på puklen, både i pressen og på de sociale medier, da han sidste år lagde sig ud med hele branchen af mindfulnesskonsulenter og lifecoaches. Med dertil hørende søvnløse nætter over, hvad næste kapitel i dramaet ville afstedkomme.

Han mener ikke, der er nogen vej udenom, forskere bliver nødt til at kunne tåle hård videnskabelig kritik.

”Det er helt uhørt, at mobbekortet er blevet trukket i den her sag, for der er intet i Rømers indlæg, som ikke holder sig inden for det faglige. Men derfor rejser sagen alligevel et vigtigt spørgsmål: Hvad kan vi forvente af hinanden, når Facebook-trådene og alle kommentarerne i dem er blevet en del af det videnskabelige miljø? ’En giftsnog’ var der én, der blev kaldt i en tråd, jeg deltog i – det, synes jeg sådan set, er at gå over grænsen, men det betyder ikke, at der er brug for en ­regel om, at man ikke må skrive giftsnog,” siger Svend Brinkmann.

Vi er tilbage ved tegningerne af profeten, mener han. 

”Selvfølgelig må man tegne alt det, man vil, det er der jo ingen, der er uenige i. Jeg forbeholder mig så min ret til at ­synes, at det var dumt, åndssvagt, stødende over for en i forvejen marginaliseret minoritet – og det kan vi så diskutere. Sådan må det også være i forskningsverdenen, hvor historien er fuld af eksempler på vanvittige skænderier og endda henrettelser. Man bør altså kunne stå for lidt af hvert, når man har en sag, man synes er vigtig. På den anden side skal man på ingen måde kunne holde til hvad som helst. Der er nogle grænser, som er værd at diskutere. For Facebook-kulturen har indiskutabelt ændret vilkårene for at stå på mål for sin forskning,” siger Svend Brinkmann. 


Lukkede fora

Filosof Malene Trock Hempler er bekymret for, om vi er i gang med at ødelægge det kæmpe potentiale, de ­sociale ­medier tilbyder os som platforme for fri og demokratisk ­meningsudveksling. Et potentiale hun selv nyder godt af
som samfundsdebattør.