100 året for kvindelige djøfere

10.6.2015

af

Det er nu hundrede år siden, at danske kvinder 
fik fuld valgret til Folketing og Landsting i Rigsdagen.
 Blandt frontkæmperne var Danmarks første kvindelige økonomer og jurister, der bidrog med viden og statistik i kampen for ligestilling.

Fanerne rejser sig stolt mod himlen. Side om ­side står tusindvis af kvinder på slotspladsen foran ­Amalienborg med fine hatte, lange kjoler og ranke rygge. Ført an af ­fanebærere og talsmænd fra forskellige kvindeorganisationer, har de vandret i optog gennem Københavns gade og står nu samlet på slotspladsen for at hylde kongen. Det er den 15. juni 1915. Klokken er 13.30, og inde bag murene er Kong Christian den 10.  ved at underskrive den nye Grundlov, der giver alle danske kvinder fuld valgret til Rigsdagen.

For kvinderne er det kulminationen på tre årtiers kamp. Hele femten gange er forslaget om valgret til kvinder blevet
stemt ned af de konservative i Landstinget, der med lands­tingsmedlem Karl Plough i spidsen har argumenteret for, at det vanskelige kvindesind og hidsige temperament ikke egner sig til parlamentarisk arbejde. Men med kongens underskrift er valgretten nu endelig blevet en realitet, og selvom kvinderne gør opmærksom på, at der ikke er nogen grund til at ’takke’ for denne almene borgerret, er det lange optog gennem byen et vidnesbyrd om, at kvinderne påskønner deres nyerhvervede mulighed for at få politisk indflydelse.

Én af pionererne

Mellem fanebærerne befinder 50-årige Meta Kirstine Hansen sig. Hun er formand for Københavns Kvindevalgretsforening og har som den første kvinde i Danmark taget den statsvidenskabelige embedseksamen ved Københavns Universitet.

Meta Kirstine Hansen er ugift og har derfor ingen ægte­skabelige forpligtelser, der hindrer hende i at arbejde og ­gøre karriere. Men trods sin akademiske titel har hun i 19 år måttet affinde sig med at være assistent i Statistisk Departement. For selvom der blæser nye vinde ind over Danmark, og den tolvte kvinde netop har indskrevet sig på Københavns Universitets Statsvidenskabelige Studium, er den offentlige forvaltning stadig varetaget af mænd, der ikke har i sinde at afgive deres opgaver til en kvinde.

Hun bliver forbigået 13 gange af yngre mandlige kollegaer, før det lykkes hende at avancere til en stilling som fuldmægtig. Og samtidig må hun som alle andre veluddannede kvinder, der bevæger sig ind på arbejdsmarkedet, tage til takke med en løn, der ligger langt under de mandlige kollegaers.

”Meta Kirstine Hansen var én af kvindesagens pionerer og var en af de bærende kræfter i kampen for kvindelig valgret. Hun var med i bestyrelsen for Danske Kvinders ­Nationalråd og stillede senere op for Københavns Radikale Venstreforening ved Folketingsvalget i 1918, hvor kvinder for første gang kunne blive valgt ind”, fortæller tidligere overvismand og professor i økonomi ved Københavns Universitet, ­Niels ­Kærgård, der om kort tid udkommer med et kapitel om kvindelige økonomer i en bog redigeret af Drude Dallerup og Anette Borchorst.

Guld værd for kvindekampen

Da kongen underskriver ­kvindernes valgret i 1915, er der ­udover ­Meta Kirstine Hansen kun uddannet 11 kvindelige økonomer og 12 jurister. Men selvom de var få, havde de en stor og vigtig indflydelse på ligestillingskampen:

”Det, der karakteriserede Meta Hansen og de andre kvindelige økonomer og jurister, var, at de forsynede kvinde­bevægelsen med argumentation og viden. De var simpelthen guld værd og bidrog med statistik til både Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet for Kvinders ­Valgret. Blandt andet ved at lave valganalyser og dokumentere, at lige løn mellem kvinder og mænd ikke var en realitet på arbejdsmarkedet,” fortæller historiker og ekspert i dansk kvindehistorie, Jytte Larsen.

Hun peger på, at kvinderne var oppe imod et samfund, der var fuldstændig kønsopdelt:

”Det har været en utrolig sej kamp. Men også en kamp, der samlede kvinderne på tværs af de politiske fløje og blev hjulpet på vej af progressive mænd, der gik ind for at demokratisere demokratiet. Uretfærdigheden var så åbenlys, at alle, der havde en social bevidsthed, lagde skuldre til kvinde­bevægelsen.”

Gifte kvinder må blive hjemme

Formelt havde alle danske kvinder adgang til en universitetsuddannelse, men frem til 1908 var det kun en lille brøkdel, der reelt havde mulighed for at blive optaget, da de ­offentlige gymnasier er forbeholdt drenge. Det er derfor kun piger fra de private pigeskoler, der kan få den eftertragtede studenter­eksamen, der er forudsætningen for at blive optaget på universitetet.

Samtidig er kvinderne underlagt nogle stærke samfundsnormer, der handler om, at kvinder bør varetage hvervet som husmødre i stedet for at uddanne sig til en karriere uden for hjemmet. Et synspunkt, der bliver ført an af mandlige eksperter, som professor Edvard Clark fra Harvard, der bruger de nye biologiske teorier til at bevise, at uddannelse vil gå ud over kvinders helbred. Blandt andet hævder han, at kvinder skal bruge deres energi på kroppen og de reproduktive organer og overlade sjælen og intellektet til manden.

For de kvinder, der alligevel vælger at uddanne sig og ­arbejde, bliver det under særlige vilkår. Rigsdagen vedtager lønningslove, hvor kvinderne har ringere løn og avancemuligheder end mændene, og derudover er det et krav, at kvindelige tjenestemænd skal være ugifte.

”Da tjenestemandsloven kommer i 1919, bliver der indført ligeløn, men for stadig at have billig kvindelig arbejdskraft til rådighed fortsætter de offentlige arbejds­giverne med at placere kvinder i særlige lønklasser som assistenter eller sekretærer,” siger Jytte Larsen.

For mange af kvinderne er det derfor ikke blot et spørgsmål om, hvorvidt de vil have en uddannelse. Men i lige så høj grad et spørgsmål, om de er parate til at arbejde for en lille løn, og ikke mindst om de er parate til at ofre familie og børn:

”Modviljen mod gifte kvindelige tjenestemænd ­bundede også i gamle forestillinger om urenhed. Der var op mod ­århundredeskiftet stadig kirker, hvor præsten rituelt ­rensede nybagte mødre uden for kirkedøren, før de kunne deltage i gudstjenesten. Derfor blev præsteembeder også undtaget i loven om lige adgang til tjenestestillinger, fordi tanken om gravide kvinder foran alteret bød mange imod. Og selv ­efter kravet om ugifte kvindelige tjenestemænd blev afviklet, ­havde gifte kvinder stadig svært ved at finde job,” fortæller Jytte Larsen.

Et optimistisk krav

For de kvindelige økonomer og jurister betyder det, at to ud af tre vælger at forblive ugifte, mens de fleste andre må ­hellige sig hjemmet efter få år på arbejdsmarkedet.

Én af dem er Elna Marie Henrikgine Dahlberg, der bliver uddannet cand.polit. i 1904. Hun bliver få år senere gift, men inden da når hun at være ansat som assistent i Kongeriget Danmarks Hypotekbank.

Til ansættelsessamtalen møder hun op med et optimistisk krav om, at hun forventer at få det samme i løn som sine mandlige kollegaer. Men kravet bliver blot mødt med en let hovedrysten: 

”Skal jeg forstå det sådan, at det er et ufravigeligt krav?”
­spørger den ældre herre, der står for ansættelsessamtalen.

Elna tøver og svarer nej.

”Godt, for så ville jeg ikke have ansat Dem,” lyder det.

Dermed er sagen afgjort. Det bliver ikke den samme løn som de mandlige kollegaer. Men for både Elna og de andre statsvidenskabelige kandidater fortsætter kampen for ligestilling. Også selvom børn og ægteskab gør, at de fleste må vinke farvel til jobbet.

Første kvindelige chef

Og selvom det går langsomt med ligestillingen, bærer kvind­ernes arbejde frugt. Ikke blot sejrer de med valgretten. 1915 er også året, hvor den tredje kvindelige cand.polit. i Danmark, Clara Black, bliver udnævnt som en af de første kvindelige chefer i landet.

En udnævnelse, der sker på baggrund af en velvillig fortolkning af loven, da hendes chef i Arbejdsløshedsinspek­toratet dør, og der er brug for en kvalificeret efterfølger.

Efter udnævnelsen siger Clara Black i et interview, at hun selv syntes, “det er naturligt,” at det er hende, der overtager stillingen, men hun vil ikke sige noget om, hvorvidt alle andre synes det samme. Ti år senere bliver hun forfremmet til kontorchef i Arbejds- og Fabrikstilsynet og bliver dermed den første kvindelige kontorchef i centraladministrationen.

Juristerne slår til

Med i kampen for ligestilling er de kvindelige jurister, der med pioneren Henny Magnussen i spidsen er med til at ­træde sporene for de efterfølgende generationer.

Henny Magnussen er den første kvinde, der indskriver sig som stud.jur. ved Københavns Universitet i 1900, og hun ­bliver genstand for nyfigen interesse fra mange sider.

Det undrer omverden, at en kvinde ønsker at læse jura, når faget er brødløst. En tidligere dom har stadfæstet, at ­kvinder ikke må udføre juridiske forretninger, men det har Henny Magnussen tænkt sig at lave om på. Hun gennemfører ­studiet og får straks efter eksamen ansættelse på et sagførerkontor, hvorefter hun omgående begynder at opsøge medlemmer af Rigsdagen og forelægge dem sin sag.

Efter adskillige forgæves forsøg bliver sagen endelig indbragt i Folketinget af justitsminister P.A. Alberti. Han sørger for, at et nyt lovforslag bliver hastet igennem, og resultatet er, at Henny Magnussen allerede i 1906 kan opnå bestalling som sagførerfuldmægtig, hvormed vejen er gjort farbar for de kommende jurister.

Fædrene i kulissen

Den første, der tager teten op, er Mathilde Malling Hauschultz. Hun bliver uddannet som den anden jurist i Danmark i 1911, og bliver hurtigt en central figur i kvindesagskampen.

Med hjælp fra hendes far, overretssagfører Gustav Frederik Ludvig ­Vilhelm Schneider Malling, og ægtefællen overretssagfører Rudolph Hauschultz, får hun hurtigt en vel­etableret plads i sagførerbranchen. Og ifølge Jytte Larsen og Niels Kærgård er dette typisk for mange af tidens kvindelige ­akademikere:

”Kvinderne kom ofte fra kulturradikale familier, hvor fædrene var højtuddannede og støttede deres døtre i at få en akademisk uddannelse. Og de af kvinderne, der var gift, var ofte gift med progressive ægtemænd, der markerede sig i samfundet og bakkede op om deres veluddannede hustruer,” fortæller Niels Kærgård.

Begge peger på, at fædrene og ægtefællerne spillede en ­vigtig rolle for de kvindelige akademikere og deres kamp for ligestilling. For Mathilde Malling Hauschultz betyder det, at hun senere tager initiativ til at stifte Danske Kvinders Konservative Forening, der er den første partipolitiske kvindeforening i Danmark.

Hendes mærkesager er at forbedre kvinder og børns retsstilling, og ved valget i 1918 lykkes det hende at blive valgt ind i Folketinget, hvor hun blandt andet er aktivt medvirkende til, at revisioner af ægteskabslovgivningen bliver gennemført.

”Kvindebevægelsen havde stor indflydelse som lobbyist ­allerede før 1915, og her var de første kvindelige økonomer og jurister en stor ressource. Juristerne stillede deres ekspertise til rådighed i udformningen af de lovforslag, bevægelsen sendte ind til Rigsdagen, og økonomerne sikrede det vigtige statiske baggrundsmateriale,” siger Jytte Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet