Specialet - hvad skal det nytte?

Sådan lød første sætning i indlægget ’Specialer: En uudnyttet samfundsressource’, som specialestuderende på Statskundskab ved Aarhus Universitet, Henrik Lundorff Kristensen, for nylig lagde ud på Djøfs studentersite.

Henrik Lundorff Kristensens eget speciale handler om at undersøge, om han som politisk entreprenør kan øge cyklismen i Buenos Aires gennem dansk cykelviden. Altså et meget praksisnært speciale i modsætning til de mange, efter hans mening, meget teoretisk-akademiske specialer, hvis skæbne – gætter han – er at samle støv på
en hylde på universitetsbiblioteket.

”Efter min mening ligger der en enorm uudnyttet ressource i de tusindvis af specialer, der produceres hvert år,” skrev han i sit indlæg.

Det virkelighedsnære motiverer

Indlægget satte sindene i kog og medførte en stribe kommentarer fra med­studerende og andre – både på Djøfs studentersite og hans private facebookside. Mange var enige med Henrik og gav udtryk for, at i dag, hvor ­specialet skal skrives på et enkelt semester, er det mere effektivt at motivere gennem virkelighedsnære problemstillinger end med SU-stramninger. Andre var kritiske og spurgte, hvem der er i stand til at vurdere, hvad samfundsnytte er.

På djøfbladet blev vi også ­nysgerrige. Den selvstændige tænkning og træningen af de analytiske og metodiske færdigheder, som arbejdet med et meget teoretisk-akademisk speciale giver, er vel også af værdi for samfundet, når kandidaten skal løse opgaver på sin kommende arbejdsplads?

”Jeg kan sagtens følge dig. En af mine medstuderende kommenterede, at det ikke er specialet, men den studerende der er produktet. Det er en super god pointe, men hvorfor ikke både og? Man kan lave ikke-testen på mig. Jeg skal jo også tage selvstændige valg understøttet af akademisk teori og metode. Mit argument er, at specialet derudover godt kan bidrage med praktisk værdi som produkt,” siger han.

Specialet er bare noget, vi leger

Henriks opråb er rettet mod specialer generelt.

”Selvom universiteter som CBS, RUC og AUC måske er mere ­case-orienterede, så bliver specialet alligevel ofte ­bare ’noget vi leger’,” mener han.

”Det ærgrer mig, at indlæggets hovedpointe forsvandt i min provokerende indledning. Jeg mener jo ikke, at ­alle skal gøre som jeg – men at nogle burde overveje at gøre det, og specialerne spredes mere ud over hele spektret af genrer.  For mig at se klumper specialerne sig sammen i den meget teoretisk-­akademiske ende, og mange drukner i mængden og bliver ligegyldige.”

Modellerne kan bruges i praksis

En af dem, der kommenterede Henriks blog, var ekstern lektor i økonomi på CBS, Michael Hedegaard, der har vejledt mange specialestuderende. Han var på linje med Henrik i, at specialer meget gerne må være praksisnære, men det er allerede tilfældet for mange af dem i dag, mener han. 

”For eksempel når en studerende i samarbejde med en virksomhed under­søger markedspotentialet for et nyt produkt. Eller når en studerende undersøger, hvilken betydning en virksomheds etiske ageren har for afkastet på aktierne. De studerende ser, at de i praksis kan bruge de modeller, de har arbejdet med på studiet, og de får et ­utroligt godt indblik i en virksomheds reelle og praktiske beslutningstagen,” siger han.

Og får virksomhederne noget ud af det?

”Ja. De får analysen og nogle konklusioner, som de kan vælge at bruge.”

Kandidater skal lære forskningens metoder

Med Fremdriftsreformen, der ­trådte i kraft fra studieåret 2014/15, bliver de studerende skubbet hurtigt gennem ­uddannelsessystemet, og specialet skal produceres på et enkelt semester. Det har skabt heftig debat om, hvorvidt specialet kan bevare sin status som et akademisk projekt. For kort tid siden spåede Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, at specialet på længere sigt vil ende på historiens mødding. Er Henrik Lundorff Kristensens praktiske speciale endnu et søm i det ­akademiske speciales ligkiste – eller anviser det måske snarere en vej til at bevare det i en ny forklædning?

Svaret er ikke så ligetil. For ifølge uddannelsesforsker og rektor på RUC, Hanne Leth Andersen, kan man ­ikke se på specialet isoleret fra resten af ­uddannelsen.

”Specialet er jo mere eller mindre helligt og bør også være det. Det er her, de studerende får mulighed for selvstændigt at bearbejde problemstillinger på et højt fagligt niveau. Men det er vigtigt at forstå, at specialet anno 2015 ikke er en afhandling, der kan ­trække ud i evigheder. Det er begrænset til et enkelt semester og er kun en blandt ­flere eksamensformer på uddannelsen. Det kan godt være, at der findes ­faglige miljøer, hvor man synes, der sker et akademisk tab, men det er den samlede pakke af undervisningsformer og eksamensformer, der bærer frem til den kompetenceprofil, som den ­studerende skal have på kandidatniveau,” ­siger hun.

Så du synes ikke, at man kan tale om, at den eller anden form for speciale er ligegyldig eller spild af ressourcer?

”Nej, det synes jeg ikke. Specialet kan antage flere former. Generelt set er der fint plads til praksisnære specialer i strukturen for vores akademiske uddannelser, så længe de spiller ind med de øvrige discipliner og prøveformer i den samlede uddannelse og er teoretisk og metodisk reflekterede. Kandidatuddannelsen skal uanset praktiske elementer være akademisk funderet, og det er ikke, fordi vi tror, at vi uddanner alle til forskere. Nogle vil måske mene, at vi burde spare lidt på referencer og teoridiskussioner, men vi uddanner faktisk kandidater, der kan tænke analytisk, systematisk og metodisk, fordi de har lært at anvende forskningens ­metoder. De får grundfæstet en viden, der gør dem i stand til at tage selvstændige valg i forhold til at identificere og løse reelle faglige problemstillinger, der findes i virkeligheden. Dermed kvalificerer de samfundet. Og vi kan jo bl.a. se, at det skaber vækst i de mindre og mellemstore virksomheder, når de ansætter akademikere,” siger hun.