Kan du dele dine lederdrømme med chefen?

27-05-2015
4 min.
Du skal selvfølgelig kunne dele dit velovervejede ønske om at blive leder med din chef. Men der er også situationer, hvor du bør tænke sig om en ekstra gang, før du involverer chefen i dine planer. Foto: Shutterstock

Er det ok at dele dine ambitioner om en lederkarriere med din chef? Vil han eller hun hjælpe dig på vej eller spænde ben for dig?

Det var halvt i spøg, men også med alvor bag, da Jane Kaasgaard, programdirektør i Tryg, sagde til sin daværende chef, at hendes ambition var at få hans stilling.

Målet var nu ikke specifikt hans stilling, men Jane Kaasgaard var ikke i tvivl om, at hun gerne ville være leder, og det har hun altid været åben omkring.

”Jeg har været heldig med mine chefer, og jeg har altid haft en åben dialog med dem om, hvad jeg gerne ville.”

Det endte faktisk med, at hun fik sin chefs stilling og dermed også den første af sine ledertitler.

Frederik Iuel, chefkonsulent i Djøfs Karriereudvikling, mener, at Jane Kaasgaard gør det helt rigtige. Og det er da også hans anbefaling til mange af de medlemmer, han taler med, der gerne vil gå ledervejen: Sig det til chefen.

”Du skal selvfølgelig kunne tale med din chef om dine lederambitioner. Det er ikke for sjov, at man har taget en uddannelse på fem år eller mere. Udvikling er afgørende for mange djøfere, og det vil være en dårlig forretning og dårlig ledelse, hvis ikke du tager dine medarbejdere seriøst på det her.” 

Skal du altid dele dine ambitioner med chefen?

Din fremtidige karriere er noget, både din leder og du skal tage alvorligt, understreger Frederik Iuel.

”Du skal selvfølgelig ikke bare gå ind til din chef og sige: ’Jeg vil være chef’. Du skal kunne argumentere for og dokumentere, hvorfor du gerne vil være chef, og hvordan du vil gøre en positiv forskel som chef – for kunderne, medarbejderne eller forretningen.”

Det er sådan, det til enhver tid bør være – altså, du skal kunne dele dit velovervejede ønske om at gå ledervejen med din chef, siger Frederik Iuel. Men der er også situationer, hvor du bør tænke sig om en ekstra gang, før du involverer chefen i dine planer.

”Der er meget på spil for dig. Ønsket om at blive leder kan blive en ensom kamp om få pladser. Og hvis du ikke har tillid til din chef, og du har en mistanke om, at han eller hun vil lægge dig det til last, er det nok ikke her, du skal lufte dine ambitioner. Magten ligger jo hos chefen – du kan både blive fyret eller blive frataget nogle spændende opgaver,” siger Frederik Iuel.

Det er jo ikke alle, der kan blive chef

Forhåbentlig er din chef er lydhør, men du kan risikere, at den tilbagemelding, du får, ikke huer dig.

”Din chef siger måske, at du ikke selv har potentialet til at blive leder. Og det kan jo være noget af et slag i hovedet. Det kan være, chefen har ret, men det kan også være, at han eller hun tager fejl. Spørg hvorfor – er det, fordi du ikke tager ansvar, kan du ikke håndtere konflikter, eller er det måske, fordi du ikke tør taget ordet i store forsamlinger? Alt efter svaret kan du bede om at få lov til at få en opgave, der har dimensioner af ledelse for at prøve det af,” siger Frederik Iuel.

Alternativt skal du nok kigge ud af huset, hvis du gerne vil have prøvet dine lederambitioner af, siger han.

Da Jane Kaasgaard fik sin anden cheftitel, overtog én af hendes egne medarbejdere siden hen hendes første chefpost. Ligesom hun tidligere havde drøftet sine ambitioner med sin chef, havde han nemlig også drøfte sine med hende.

”Det skal en chef kunne håndtere. Det værste, en chef kan gøre, er at holde på medarbejderne. Man ejer ikke medarbejderne, man lejer dem,” siger Jane Kaasgaard. 

Skab dit eget lederjob

Det er selvfølgelig ikke alle, der kan få opfyldt deres lederdrømme, og det er heller ikke i alle virksomheder, drømmen kan gå i opfyldelse. Nogle djøfere arbejder i mindre virksomheder, hvor der måske kun er én chef, og det er ejeren af virksomheden.

Det skal dog ikke afholde dig fra at vende dine fremtidige ambitioner med direktøren, siger Jane Kaasgaard.

”Jeg tror også, at mindre virksomheder har gavn af at være åbne. De har et stort netværk, og her kan direktøren sige: Det er ikke sikkert, at du kan blive leder her, men jeg skal hjælpe dig videre, så godt jeg kan.”



Frederik Iuel understreger også, at man ikke skal være blind for, at man rent faktisk kan skabe sit eget lederjob. Men du skal have en plan, og du bliver også nødt til at tage bladet fra munden.

”Du kan fx sige til chefen: ’Hvis du giver mig teten, så ser jeg gode udviklingsmuligheder for det her forretningsområde’.” 

Drømme, der rækker ud over virksomheden

Jane Kaasgaard vil gerne til udlandet og arbejde på et tidspunkt. Dén drøm har hun selvfølgelig delt med sin chef – også selv om jobbet næppe bliver i Tryg-regi.

”Jeg har aldrig oplevet, at det er blevet opfattet dårligt, når jeg har sagt, hvad jeg gerne vil på sigt. Heller ikke selv om det ikke bliver i den virksomhed, jeg er i nu. Men det viser jo også bare, at man er en medarbejder i bevægelse – og hvem sætter ikke pris på det?”

 

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.