Dømt af eliten

19-05-2015
8 min.

Mens flertallet af dømte kriminelle kommer fra underklassen, bliver deres skyldspørgsmål og straf ofte afgjort af dommere og lægdommere fra samfundets solside. Og det er problematisk for borgernes retssikkerhed, mener kritikere.

Sådan udpeges lægdommere

Det er kommunernes såkaldte grundlisteudvalg, der har ansvaret for at udvælge borgere, der er egnede til at være lægdommere enten i form af nævninge eller domsmænd.

Grundlisterne bruges af de to landsretters præsidenter til ved lodtrækning at udpege nævninge og domsmænd til landsretter og byretter.
 Omkring halvdelen af personerne på grundlisten bliver lægdommere. Kommunerne har valgfrihed til, hvordan de udvælger de potentielle lægdommere, men ifølge loven skal grundlisterne udgøre ”et alsidigt sammensat udsnit af befolkningen” og en “repræsentation af de forskellige aldersklasser, af mænd og kvinder og af etniske minoriteter svarende til deres andel af befolkningen i kommunen.”

Ved alsidighed kan der bl.a. lægges vægt på uddannelsesmæssig og beskæftigelsesmæssig baggrund. Traditionelt har udtagelsen taget udgangspunkt i en fordelingsnøgle blandt de politiske partiers medlemmer, der afspejlede det seneste resultat til kommunalvalget. I dag er det også blevet meget almindeligt at rekruttere uden for partierne gennem annoncering i lokalmedier.

Kilde: Justitsministeriets vejledning til grundlisteudvalg.

67-årige Frank Elong glemmer aldrig sin første sag som lægdommer i Østre Landsret. På anklagebænken sad tre mænd, der tilsammen havde fået en fængselsdom på 33 år for besiddelse
af ”rigtig, rigtig meget amfetamin”.

En af de dømte havde også fået en udvisningsdom, men sagen var anket til landsretten, og over fem retsdage var det nu Frank Elongs ansvar at afgøre sagen sammen med to andre domsmænd og tre juridiske dommere.

Det var ikke ligefrem samfundets top, der sad anklaget i retten. Manden, der var dømt til udvisning af landet, drev en kiosk, mens den eneste etnisk danske af de tre dømte allerede ­afsonede en dom i et åbent fængsel, husker Frank Elong.

Hans egen og domsmændenes baggrund var milevidt fra de dømtes.

”En af de andre domsmænd var en jævnaldrende mand fra ­venstrefløjen, der var lærer, og så var der en yngre kvinde i fyrrerne, der også havde en god uddannelse,” siger Frank Elong.

Indtil seneste kommunalvalg sad Frank Elong i Egedal byråd for Venstre. Han har en HD i afsætningsøkonomi og arbejdede frem til sin pension som ­direct marketing specialist.

Retssager som ovenstående, hvor højt uddannede lægdommere sammen med juridiske dommere skal afgøre skyld og straf for personer fra samfundets lavere klasser, er langt fra unormale. Mens den typiske kriminelle ligger langt under den gennemsnitlige dansker på socioøkonomiske parametre som uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet, er den ­gennemsnitlige lægdommer placeret et godt stykke over den almindelige dansker. Det viser en rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor om de lægdommere, der blev udpeget af kommunerne for perioden 2011 til 2015.



Topledere og socialt udsatte

Det er lægdommernes opgave at supplere de juridiske dommere i retssager, hvor lægdommernes stemme er lige så meget værd som dommernes, når der skal tages stilling til skyldsspørgsmål og strafudmåling. Og skønt kommunerne i de senere år er blevet langt bedre til at rekruttere, så ­lægdommerstanden i stadig højere grad spejler befolkningen på parametre som alder, køn og ­etnicitet, viser Justitsministeriets rapport, at lægdommerne socioøkonomisk ligger langt over befolkningsgennemsnittet. Om lægdommernes ­uddannelse konkluderes, at der er ”mere end halvanden gange så stor en andel af lægdommerne som af befolkningen, der har en mellemlang eller en lang videregående uddannelse, mens der til gengæld er færre af lægdommerne, som alene har en grundskoleuddannelse.”

Også når det kommer til lægdommernes jobsituation, er der stor forskel på lægdommerne og befolkningen. Langt flere dommere er ifølge rapporten ”topledere eller lønmodtagere på højeste eller mellemste niveau, mens der til gengæld er forholdsvis få lønmodtagere på grundniveau og personer uden for arbejdsstyrken blandt lægdommere.”

For de personer, der sidder på anklagebænken, tegner der sig det stik modsatte billede. Ifølge en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 2012 var der 19 gange så mange i underklassen, der fik en dom inden for straffeloven, som i overklassen og den højere middelklasse. Tallene er dog fra 2007, og analysechef i Arbejdernes Erhvervsråd, Jonas Schytz Juul, skal i de kommende måneder lave en opdatering af tallene. Han forventer dog ikke, at de opdaterede tal vil tegne et specielt ændret mønster:  

”Min vurdering vil være, at billedet i dag er præget af den samme tendens, hvor folk fra de lavere sociale klasser langt oftere bliver dømt for kriminalitet,” siger Jonas Schytz Juul.

En vurdering, der underbygges af Kriminalforsorgens seneste store rapport om de indsatte, Klientrapporten fra 2011, hvor det konstateres, at Kriminalforsorgens klientel er mere socialt udsat end befolkningen generelt, og at de inden mødet med Kriminalforsorgen er ”faldet gennem hullerne i det sociale system, uddannelsessystemet og sundhedssystemet.”

Baggrund har betydning

Det er problematisk, at der er så stort et spænd mellem lægdommeres og dømtes baggrund, mener Henning Bang Fuglsang Sørensen, der er adjunkt ved Juridisk ­Institut på Syddansk Universitet.

”Hvis den typiske lægdommer er
en mand sidst i 50`erne med en erhvervskarriere bag sig, der skal dømme Muhammed, der har udøvet noget vold i et ophidset øjeblik, så er det ekstremt vigtigt, at den her unge mand ­ikke træder ind i lokalet og føler, at han er dømt på forhånd,” siger Henning Bang Fuglsang Sørensen.

Han tilføjer, at særligt to ting skal ­gøre sig gældende, før en straffeproces er legitim.

”Den første er, at selve den juridiske proces er i orden, at procedurerne bliver overholdt og beviserne præsenteres korrekt og den slags. Men derudover skal den tiltalte også opleve ­processen som fair, og at han er blevet hørt og forstået på sine egne præmisser,” siger Henning Bang Fuglsang Sørensen.

Han vurderer, at lægdommernes ­socioøkonomiske baggrund spiller en mindre rolle, når skyldsspørgsmålet skal afgøres. Til gengæld bliver den 
relevant i strafudmålingen.  

”Problemet opstår, når straffen skal udmåles, for her kigger man særligt på formildende og skærpende omstændigheder, og for at kunne vurdere det, er det vigtigt, at lægdommerne og dommerne kan sætte sig i den tiltaltes sted. Og derfor er det vigtigt med en ­social spredning hos lægdommerne,” siger Henning Bang Fuglsang Sørensen.

Han tilføjer, at der også kan være sager, hvor lægdommernes manglende uddannelse kan være potentiel problematisk. Det gælder for eksempel særligt komplekse sager om økonomisk kriminalitet:

”Her kan man forestille sig, at en højtuddannet direktør træder ind i lokalet og føler, at han ikke har en jordisk chance for at vinde, fordi lægdommerne ikke er højt nok uddannede til at kunne forstå sagens karakter,” siger Henning Bang Fuglsang Sørensen.

Marginaliserede domsmænd ønskes

Lægdommere blev indført i 1915 for at supplere de juridiske dommere med ­repræsentanter for befolkningen. På den måde kunne man undgå, at skyldsspørgsmål og strafudmåling blev afgjort af en snæver gruppe dommere uden kontakt til resten af samfundet. Og det er en god tanke, mener advokat og formand for Landsforeningen Krim, Claus Bonnez.  

”Lægdommerordningen bygger på det gamle engelske princip om, at your peers should be present i retten. Også dengang kom de tiltalte ofte fra de ­lavere klasser, og derfor var det ­vigtigt at få eksempelvis arbejdsmænd, der ­repræsenterede disse klasser, som lægdommere, så den tiltalte så at sige blev dømt af sine egne,” siger han.



Og det er netop deres rolle som folkets repræsentant, der legitimerer ordningen med lægdommere, mener Claus Bonnez.  

”Det eneste, der berettiger lægdommeren, er hans afstand til ­retssystemet og de juridiske dommere. Han skal ­være vagthund,” siger Claus Bonnez.

Han oplever, at der er sket en opsplitning, hvor domsmænd, der er på arbejdsmarkedet, dømmer kriminelle, der er uden for arbejdsmarkedet.  

”Om du er advokat, parkbetjent eller lokumsrenser er ikke så vigtigt. ­Skellet er i dag mellem at være i arbejde ­eller udenfor. Derfor mener jeg, at man i ­højere grad skal have ­marginaliserede borgere ind som lægdommere, for det er som oftest disse grupper, der bliver dømt. Hvis idéen om lægdommerne skal have en mening, skal lægdommerne også komme fra de grupper, som sidder på anklagebænken, og sådan er det ikke i dag.”

Ingen lette løsninger

Også advokat Bjørn Elmquist, der er formand for Retspolitisk Forening, 
efterlyser en større socioøkonomisk spredning hos lægdommerne.    

”Hvis en domstol i større og større grad er bemandet af jurister og folk, der typisk er akademikere, og de alle er i de øverste indkomstlag, ser det ikke ud som om, at retfærdigheden sker fyldest, for så er det jo de rige, der sidder og dømmer de fattige,” siger Bjørn Elmquist.

Han tilføjer, at behovet for social spredning blandt lægdommerne kun bliver større i dagens samfund, hvor 
de forskellige samfundsgrupper har ­stadig mindre indsigt og solidaritet 
med ­hinanden.

”Men det er et problem, der er svært at løse, for man har jo allerede gjort det muligt for folk at melde sig frivilligt, og spørgsmålet er, hvor mange ­arbejdsløse, førtidspensionister og uddannelsessøgende der gør det. Måske mangler de overskud. Måske frygter arbejdsløse ikke at kunne opfylde kravet om at være til rådighed,” siger Bjørn Elmquist.

Heller ikke forsker Henning Bang Fuglsang Sørensen mener, at man kan anklage kommunerne for ikke at forsøge at rekruttere et bredt udsnit af befolkningen.

”De gør ofte en masse for at rekruttere bredt, blandt andet med avisannoncer og radioindslag, så jeg tror, de gør, hvad de kan. Men vi har alle en interesse i, at vi har et bredt panel af lægdommere. I stedet for at pege fingre af kommunen burde man måske kigge over hækken og spørge genboen eller andre, der er uden for arbejdsmarkedet eller har korte uddannelser om at melde sig som lægdommere. Men man kan jo ikke tvinge dem,” siger han.

Justitsministeriet nedsatte i 2009 en arbejdsgruppe, der blandt andet skal undersøge, hvordan man sikrer, at ­lægdommerne er repræsentative for ­befolkningen. Dengang forventede man, at arbejdet ville være færdigt i efteråret 2009, men man er stadig i gang.  

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.