Julia Kirch Kirkegaard har lært sig kinesisk og rejst det store rige rundt for at forstå landets vindmølleindustri. Det er blevet til en ph.d. om The Chinese Way: First do it, then solve the problems.
Julia Kirch Kirkegaards gehør for sprog, toner og kineserier har gjort hende til en speciel djøfer, hvis arme rækker ud og favner teknologi på den ene side og antropologi på den anden, og hvis ben er plantet i riget i midten.
Først troede hun, at hun skulle være koncertpianist. Men sprogøret lokkede hende til en uddannelse som sprogofficer i hæren – russisk og serbisk og udstationering i Kosovo. Så lokkede hendes fascination af alt kinesisk hende til CBS, for dér kan man tage en bachelor i kinesiske studier. Hun lærte sig kinesisk og kom i praktik på ambassaden i Beijing.
’SOL’ står for Strategy, Organization and Leadership. Det tog hun sin master i, og hun fik job i et konsulenthus.
Men Kina gnavede som en silkeorm i hende, og så ringede telefonen. Og nu har hun lige forsvaret sin ph.d. på det Beijing-baserede Sino-Danish Center for Education and Research (SDC), som CBS er med i.
Hun skrev om Kinas vindmølleindustri set i vestligt perspektiv og brugte syv måneder på intensivt antropologisk feltarbejde i det store rige.
Du kender sikkert den ofte citerede kinesiske talemåde med, at når vinden blæser, kan man enten sætte læhegn op eller bygge en vindmølle. Når du har hørt om Julias ph.d., kan du lave din egen version: Når vestlige vinde blæser med ny vindmølleteknologi, så skynder kineserne sig så meget med at banke en masse vindmøllefabrikker op, at vingerne falder af og skruerne rasler – og møllerne bliver heller ikke brugt til at lave strøm med hjemme i Kina, men kun til at oversvømme markedet med.
Men Kina synes, det er en helt fin måde at lære på, og at det allerede går meget bedre med de løse skruer. Så hvad nu Vesten? Vil vi tjene en skilling på at hjælpe Kina med at få styr på mølleteknologien? Eller æder de så Vestas? Eller skal vi netop prøve at gå i samarbejde med Kina, så deres billige møller bliver bedre og dermed dyrere?
Alt dét handler Julias ph.d. også om.
”Ud fra vestlig logik virker det galt at opbygge en produktion, som er så teknisk ringe, at en stor del af den nu er lukket ned. Men ud fra kinesisk planøkonomisk logik er det klogt. De havde ikke en vindmølleindustri. Det har de nu. Det er The Chinese Way, som en kinesisk vindekspert sagde til mig: ’First do it, then solve it’. Og nu vil de videre med at få kvaliteten op.”
Julias rullekuffert stod altid klar, mens hun var i Kina. For med kinesere kan man ikke lave aftaler i god tid hjemmefra. De svarer ikke.
Men når man så er derude, er de meget mere fleksible, end vi er. ’Nå, så du ringer fra Beijing og gerne vil tale med os. Hvad med i morgen? Kan du tage et fly i aften?’
”Det var hårdt. Men jeg kom hjem med næsten 100 interviews.”
900 transskriberede sider.
Hvad skal du nu?
”Godt spørgsmål. På grund af CBS´ økonomi er det usikkert, om jeg kan fortsætte med forskningen her. Så jeg sender ansøgninger rundt. Jeg er også i dialog med en virksomhed om en erhvervs post.doc. Det støtter CBS mig med. Det vil i så fald blive den første samfundsvidenskabelige erhvervs post.doc.”
Var det ikke svært at lære kinesisk?
”Man får buldrende hovedpine i starten. Du skal lære i hvert fald 5.000 tegn udenad. Med udtalen greb jeg det an ligesom en sprogofficer: Lyttede bånd og gentog, lyttede og gentog. I Beijing fik jeg mig også en privatlærer. Sproget er indgangen til kinesisk tænkemåde, og de tager hatten af for, at man lærer det.”
Hvordan var det at interviewe kinesiske industrifolk?
”Man skal være obs på kropssproget. Den anden må ikke tabe ansigt. Og så skal man om bag den politiske programsnak i de statsejede virksomheder.”
Hvordan var det at indsamle forskningsdata i Kina?
”De så på mig som en sær fugl. En kvinde, som rejser alene rundt og stiller sine helt egne spørgsmål. Kinesiske ph.d. studerende er helt underlagt deres professor, og de kunne ikke forstå, hvordan jeg kunne gøre det. Jeg var så mærkelig, at døre åbnede sig for mig. Jeg fik meget mere med hjem, end jeg havde håbet på.”
Hvad var det værste og bedste ved Kina?
”Smoggen i Beijing er det værste! Man bliver syg af den. Der er to apps med dagens smogtal. En officiel kinesisk og en amerikansk, som altid har et højere tal. Det bedste er, når kineserne går baglæns i parkerne for at skabe balance i deres qi.”
Ledige stillinger