Jeg savner ikke dansk politik

29.4.2015

af

Politik er en barsk branche, mener Christian Friis Bach, der fik en ufrivillig hovedrolle i GGGI-sagen, som kostede ham ministerposten. Nu har han en toppost i FN.

Blå Bog - Christian Friis Bach

  • Født i 1966.
  • Uddannet agronom fra Landbohøjskolen med en ph.d. i international økonomi fra samme institution og en tillægsuddannelse i journalistik fra Danmarks Journalisthøjskole.
  • FN undergeneralsekretær og leder af FN's Økonomiske Kommission for Europa i Genève (UNECE).
  • Radikal udviklingsminister fra 2011-2013.
  • Fra at være den mindst kendte af den daværende regerings 23 ministre blev Christian Friis Bach ’landskendt’, da GGGI-sagen om Lars Løkke Rasmussens rejseudgifter rullede i 2013. Som ansvarlig minister for området endte han med at trække sig som minister.
  • Minister, FN-chef, adjungeret professor, særlig rådgiver, konsulent, landbrugselev, selvstændig erhvervsdrivende, journalist, chef for Folkekirkens Nødhjælp, initiativtager til dannelsen af Max Havelaar Fonden og frivillig i en række folkelige organisationer, står der blandt andet på CV’et.
  • Gift med Karin Friis Bach, som er valgt ind i Regionsrådet i Region Hovedstaden for De Radikale.
  • Har tre voksne børn.
  • I sin fritid stikker ’bondedrengen’ i et par træsko og dyrker sit 60 tønder store fritidslandbrug ved Ganløse i Nordsjælland.


Christian Friis Bach og Lars Løkke Rasmussens skæbner var uløseligt smedet sammen, da den såkaldte GGGI-sag og afsløringen af Venstreformandens rejseudgifter rullede i 2013, eftersom Christian Friis Bach var ansvarlig minister for området. Herefter tog de to politikeres skæbner fundamentalt hver sin drejning. Christian Friis Bach valgte at trække sig som udviklingsminister, efter det kom frem, at han selv havde været med til at godkende klimaorganisationens omstridte rejseregler på et møde, selvom han gentagne gange havde benægtet, at han kendte GGGI’s rejsepolitik på området. Lars Løkke Rasmussen besluttede modsat at blive ved roret trods massivt pres om at gå af fra mange sider.

Rod i rejsebudgetterne – og i ministeriet

Adspurgt om han i bagklogskabens lys synes, at det var ’fair’, at hans ministerkarriere fik en brat afslutning på grund af de aktuelle begivenheder, lyder svaret: ”Det var, som det var. Der er ting, der er vigtige, og der er ting, der er rigtig vigtige. I den periode døde min far, og min kone var syg. Det betød mere. Jeg bebrejder ikke Lars Løkke eller bærer nag, og jeg er stadig gode venner med ham og alle andre politikere fra den periode. Det var en fejl, der skete i mit ministerium, som jeg ikke havde en jordisk chance for at kende til. Jeg havde endda spurgt gang på gang om, hvorvidt det svar, jeg fik, var korrekt, som den redegørelse, der er lavet, viser. Og så viste det sig alligevel at være forkert.”

Men er det efter Christian Friis Bachs mening ’forståeligt’, at sådan noget kan ske i et ministerium?

”Nej, det burde slet ikke kunne ske,” siger han og fortsætter: ”Men der var sket en udskiftning på nogle centrale poster kort tid før, og så var der nogle klare systemfejl, som man har forsøgt at rette op på efterfølgende. Jeg fik en dagsorden uden underpunkter, og derfor kunne jeg ikke se det underpunkt, hvor vi havde godkendt de der rejseregler. Det er for mig i dag stadig en umådelig stor gåde, hvordan der kan have siddet nogen og fundet de faktiske referater, men uden at opdage, at der faktisk var et underpunkt. Men det værste var, at man ventede med at fortælle det til mig. Man gik lidt i panik – det er i hvert fald min teori – og det kan jeg godt forstå, fordi det var en grel fejl, der skete et par uger før kommunalvalget, efter sagen havde været på avisernes forsider i ugevis. Det eneste vi ikke måtte fejle på, det var at sige, om vi vidste det eller ej. Og det gjorde vi så, hvilket er grunden til, at jeg øjeblikkeligt traf beslutningen om at gå af.”

Duksedrengen

Begivenhederne efterlod Christian Friis Bach med et ’eftermæle’ som en samvittighedsfuld og hæderlig mand, der tog sit politiske ansvar, og såvel politiske kollegaer som modstandere var chokerede, rystede og forundrede over sagens udfald. Men opfatter han sig selv som ’duksedrengen’ og hovedpersonen Lars Løkke Rasmussen som ’klassens slemme dreng’, fordi han blev på sin post? Hertil svarer han:

”Jeg lagde som minister stor vægt på at stå for åbenhed og ansvarlighed. Så når sådan noget sker, var beslutningen ikke svær for mig at træffe, selvom jeg var utrolig engageret i den internationale del af arbejdet. Men jeg vil på ingen måde dømme Løkke, og jeg pudser ikke glorien. Jeg har stor respekt for politikere, der som Løkke kæmper til det sidste. Det gjorde socialdemokraternes Morten Bødskov også på samme tid som justitsminister. Det er måske de politikere, der overlever på sigt, frem for politikere som mig, der ret hurtigt tager konsekvensen og stopper. Der er forskellige måder at være politiker på, og det skal der være plads til. I sidste ende må vælgerne dømme.”

Fra andedammen til FN

Christian Friis Bach fortsatte efter sin tumultariske afgang som medlem i de Radikales folketingsgruppe, hvor han blev udnævnt til gruppeformand. I sommeren 2014 forlod han helt dansk politik til fordel for en stilling som leder af FN's Økonomiske Kommission for Europa i Genève (UNECE). Her møder jeg Christian Friis Bach på hans kontor i FN’s gigantiske hovedkvarter i byen med en fabelagtig panoramaudsigt over Genève-søen.

Christian Friis Bach føler personligt, at det er det bedste job, han nogensinde har haft: ”Lige nu er det mig blandt andet betroet at udmønte en af de fineste konventioner, nemlig Aarhus-konventionen skabt i Aarhus. Den handler om, at borgere skal have lov til at have adgang til information om lokale, nationale og internationale miljøsager og de beslutninger, der træffes, og til at føre en retssag, hvis der for eksempel kommer en fabrik, der forurener. Det er den fineste sammensmeltning af menneskerettigheder og miljøkamp, noget af det jeg har arbejdet med – og for – hele mit liv”.

UNECE har med områder som økonomisk analyse, statistik, bæredygtig energi, handel samt industri- og erhvervsudvikling at gøre. Organisationen har et lidt ’støvet’ image, men det, synes Christian Friis Bach, er fejlagtigt. Han kalder som sin forgænger på posten UNECE for en ’uopdaget perle’:

 ”Det er en fantastisk lille organisation, som påvirker mange borgeres liv hver eneste dag ved at udvikle standarder, anbefalinger og bindende konventioner om fødevarer, bilsikkerhed og alle mulige andre ting. I de områder i verden, hvor de her standarder ikke er implementeret, kan du eksempelvis opleve at købe en bil, som er helt magen til dem, der kører rundt i Europa. Indtil du finder ud af, at sikkerhedsudstyret er pillet ud af den for at spare penge eller lignende. Og så kan jeg godt lide hele visionen bag min organisation. Den handler om, at vi kan skabe fred gennem samarbejde. Selvom landene har svært ved at enes, kan vi få dem til at samarbejde om alt muligt lige fra kvaliteten på æbler, vejskilte, transport af farligt gods til grænseoverskridende luftforurening, hvilket på sigt kan føre til fred og fremgang. Vi ser det i Ukraine lige nu. Alle er i gang med at indføre sanktioner og bryde båndene. Men det er i virkeligheden det modsatte, vi har brug for mellem Øst og Vesteuropa, og det er vi sat i verden for at sikre.”

Christian Friis Bach oplever en stor kulturforskel mellem ministergangene i Danmark og chefgangene i FN:

”Her er blandt andet en helt anden arbejdskultur. Folk arbejder mere, hvilket forhåbentlig skyldes, at vi er mere effektive i Danmark. Vi er på den måde lidt forkælede derhjemme og har gode arbejdsbetingelser. Hermed ikke sagt, at vi ikke har fortjent det. Mit job kan sammenlignes med en stilling på ministerniveau i Danmark, men som dansk minister var jeg klart mere privilegeret. Når jeg rejste, var jeg normalt ledsaget af 3-4 personer, mens jeg her rejser alene, selvom jeg skal mødes med ministre og præsidenter og virkelig levere.”

Hele paletten rundt

Jobbet som udviklingsminister og FN-topposten er kun en lille del af det, Christian Friis Bach har kastet sig over i tidernes løb, afslører hans CV. Han har nemlig været i nærmest samtlige brancher. Landmandssønnen fra Brokøb på Vestsjælland er oprindelig uddannet agronom fra Landbohøjskolen og tog i 1996 en ph.d. i international økonomi fra samme institution. Desuden har han en tillægsuddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole.

Christian Friis Bach har igennem sin karriere bl.a. været adjungeret professor i international økonomi ved Københavns Universitet, særlig rådgiver for EU-kommissær Connie Hedegaard, stifter af virksomhederne ViewWorld og Worldbarrow, international chef i Folkekirkens Nødhjælp, konsulent for Verdensbanken, Udenrigsministeriet, EU med flere og ansat ved DR Orientering. I sin fritid har han været aktiv i en række frivillige organisationer heriblandt Mellemfolkeligt Samvirke, hvor han har været formand. I 1993-94 var han initiativtager til dannelsen af Max Havelaar Fonden i Danmark og fik i den forbindelse Fords Initiativpris. Han har desuden en overgang været valgt ind i kommunalbestyrelsen i Egedal Kommune.

Christian Friis Bach ’indrømmer’, at det kan forekomme en anelse vanskeligt at finde en rød tråd i hans karriere: ”Jeg har nærmest lavet alt, hvad man kan drømme om. Men selvom mit karriereforløb kan virke lettere kaotisk, synes jeg alligevel, at der har været en rød tråd. Nemlig det internationale, dog nok knapt så meget, da jeg malkede køer som landbrugselev. Der har et par gange været unge mennesker, som har spurgt mig, om jeg vil være deres mentor. Men jeg ville være en elendig mentor, for jeg kan ikke fortælle dem, at de bare skal gøre sådan og sådan. Det bedste råd jeg kan give videre er, at man skal brænde for det, man laver, hvad end det så er. Man behøver måske ikke altid have den store strømlinede plan.”

Christian Friis Bachs forældre var gode venstrefolk fra Jylland, der mente, at man skal være med i et politisk parti og tage del i lokalsamfundet, hvilket har præget ham. Milepælen for ham blev imidlertid en bog, fortæller han:

”Det var bogen ”Oprør fra midten” af Niels Meyer, Kristen Helveg Petersen og Villy Sørensen, som jeg læste i 2.G. Den handler om, at man kan lave sit lokalsamfund og hele verden om, hvis man engagerer sig og arbejder sammen. Det var med til at ændre mit verdenssyn, og det var også dengang, jeg blev radikal. Jeg kæmpede for at redde pandaen, for at få folk ud af fængslerne og alt muligt andet. Jeg kørte også rundt på en budcykel med en kasse foran og lavede kaffedemonstrationer for at sælge fair trade kaffe i brugsforeningerne rundt omkring. Det brugte jeg halvdelen af min ungdom på.”

Dansk politik er forrået

Christian Friis Bach har ingen planer om at gøre come back i dansk politik, selvom hans mormor altid sagde til ham, at hvis man har evnen, har man pligten: ”Politik er en barsk branche og meget personligt, så selvom min tid som minister var spændende, var det også en hård tid. Jeg blev hele tiden målt på, hvor meget jeg var i pressen. Det er blevet den målestok, man bruger til at vurdere, hvordan politikeren fremstår. Men jeg var nok ikke så god til at være kendt og på. Kampen internt i partierne og mellem partierne, gør det også utrolig barsk. Den del har jeg heller ikke egnet mig til, må jeg konstatere. Det er sådan i politik, at hvis du for alvor selv vil frem, så bliver det på bekostning af nogle andre. Det er svært at blive ved med at være venner med alle, for det handler jo ofte om at strides med sine kollegaer i Folketinget. Ikke for at pudse glorien, men det er svært for mig. Jeg er nok bedre til at forsøge at få folk til at samarbejde. Mens jeg var minister, handlede mit arbejde meget om politik og mindre om ledelse. Her beskæftiger jeg mig både med politik og ledelse, og det trives jeg med.

Christian Friis Bach mener imidlertid, at han nåede at skabe banebrydende resultater i sin tid som minister. Han fremhæver blandt andet, at han fik lavet en ny lov om internationalt udviklingssamarbejde samt en ny strategi på området:

”Jeg var ret stålsat på, hvad jeg ville, og den pågældende lov og strategien var den største ændring i dansk udviklingspolitik i 40 år. Det er jeg selvfølgelig lidt stolt af, og den havde opbakning fra alle Folketingets partier. Det er svært at sige, hvorfor det lykkedes lige på det tidspunkt, men jeg tror, at det var afgørende, at jeg havde et godt forhold til alle ordførerne. Om det var Dansk Folkeparti, Enhedslisten eller Liberal Alliance. Min prioritet var at få alle med. Min forgænger Søren Pind fra Venstre fik omvendt lavet en strategi med det snævrest mulige flertal.”   

Men skulle alle politikere så ikke bare være som Christian Friis Bach – hvis han selv skal sige det?

”Jeg har meget respekt for dem, der virkelig kæmper og tør støde andre fra sig for at nå deres mål. De er vigtige i politik. Hvis alle var som mig, var der i hvert fald ikke nogen journalister, der gad skrive om det. Og det var også det, der skete. Ingen skrev om min nye lov og udviklingsstrategi, kun ganske kort, for der var ingen konflikt. Det er jo det, pressen går efter, og det fremavler på sigt også en bestemt politikertype. Man skal kunne holde til det der. På den måde savner jeg det ikke så meget, fordi der er så stort politisk pres. Det ender ofte med slagsmålet og konflikten frem for samarbejdet og resultaterne. Det dominerer simpelthen for meget”.

For mange spindoktorer

Christian Friis Bach så gerne, at der skete nogle ændringer i dansk politik, herunder at mediehåndteringen blev neddroslet:

”Man bruger halvdelen af tiden på pressehåndtering og intern politisk pressekoordinering, og der er efter min mening for mange spindoktorer. Hvad der ikke bliver spildt af ressourcer på den interne koordinering om, hvem der siger hvad, hvornår og hvorfor. Når jeg kigger tilbage på det i dag, så ville jeg ønske, at man på en eller anden måde forandrer dansk politik, så der kommer meget mere fokus på resultatet og den langsigtede strategi end på forløbet og fremstillingen af en sag. Jeg har altid været tilhænger af ekstrem åbenhed over for pressen og offentligheden, men jeg synes, at jeg kan se, at det er med til at forrå den politiske proces på grund af den store medieeksponering. Det er selvfølgelig vigtigt, for det er i sidste ende det, man bliver valgt på. Men det kommer som sagt til at skygge over samarbejdet og den politiske proces. Når jeg ser på noget af det, danske politikere bliver udsat for, så må jeg sige, at jeg synes, at det er meget barsk. Derfor er der ikke noget at sige til, at det er svært at få folk til at stille op i dag. De personlige omkostninger er for store.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet